Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Blaðsíða 6

4
agt at komme nærmere ind på deres omfattende betydning
her.') Jeg skal kun minde om, at det var i denne tid, mulig
som følge af togene mod vest, at det land opdagedes mod
nordvest, som fik navnet Island, og som omkring 900 blev
befolket rundt omkring mellem „fjæld og fjære“, hoved-
sagelig af Nordmænd.
Disse for det meste norske nybyggere har medført en
sagnskat, som vi nu ikke nærmere i det enkelte kan angive,
foruden digte af forskellig art. En åndelig norsk arv tog de
med sig, der naturligvis var stærkt præget af fælles nordisk
ånd.
Men disse nybyggere blev ikke isolerede, kom ikke til at
stå som en afhugget gren af et træ. Der var flere forhold,
der bevirkede en uafbrudt forbindelse med moderlandet, med
hele Norden. Der var stadig levendefølte slægtskabsbånd,
slægtfølelsen var dengang måske den stærkeste af alle. Der
var en indre trang til at følge med i det gamle hjems be-
givenheder, sporge og høre nyt derfra, om slægt og venner.
Men der var også andre mere materielle, men ikke mindre
tvingende grunde til at vedligeholde forbindelsen med Norge.
Islænderne havde ingen, eller sågodtsom ingen kornvarer
hjemme hos dem selv; alle kornvarer måtte hæntes udefra.
På Island voksede der ingen skove af den art, at indbyg-
gerne derfra kunde få tømmer til deres skibe og bygninger,
senere også til deres kirker. Også det måtte hæntes udefra.
Dette bevirkede en uafbrudt og meget livlig forbindelse med
udlandet, særlig Norge. I noje forbindelse hermed stod også
den islandske skjaldedigtning, der var så almindelig og ejen-
dommelig, men som ikke her skal skildres nærmere. Islænd-
ernes rejser var af mangeartet betydning. En var den, at
efterretninger og frasagn fra udlandet, især om norske be-
givenheder, havde så overordenlig let ved at komme til
landet og udbredes dér ved genfortælling.
*) En let læselig: og; pålidelig- skildring- findes nu i R. Nordenstreng;s Vikinga-
fårderna (1918).