Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Blaðsíða 8

6
Et vidnesbyrd om denne fortælling får vi gennem et saga-
værks meddelelse om en ung Islænding hos kong Harald
hårdråde (altså ved midten af 11. årh.). Denne mand, der
ingenting ejede af verdslige goder, fik lov til at opholde sig
ved kongens hird om vinteren mod at fortælle hirdmændene
„sagaer" om aftenen — han havde fortalt, at det kunde han.
Ved juletid havde han ikke flere — kun én havde han tilbage,
og den havde han ikke rigtig mod til at fortælle; det var
kongens egen „udfærdsaga", fortællingen om kong Haraids
egne bedrifter i Rusland og Grækenland. Kongen tvang ham
til at fortælle den og erklærede bagefter, at den var rigtig,
men spurgte, hvorledes han kunde være så vel underrettet.
Han svarede, at han hver sommer plejede at ride til altinget,
og dér havde han hørt Haldor Snorrason fortælle den, og
således havde han lært det hele. Men Haldor havde selv
været med kong Harald i Syden.
Her lægger man mærke til den rolle, som altinget har
spillet — og vi finder flere eksempler derpå. Dér samledes
masser af folk, langt flere end de, der havde et ærinde dér,
i tusindvis, både mænd og kvinder, unge og gamle. Og her
blev der talt, her blev der fortalt, så det betød noget. Venner
og bekendte, der bode fjærnt fra hinanden, fortalte hinanden
hvad de vidste. Ofte hændtes det også, at folk kom derhen,
ligesom de var kommen fra udlandet og kunde fortælle nyt
derfra; da flokkedes folk omkring dem for at høre alt hvad de
vidste. Da de, som hørte, kom hjem til deres bygder, for-
talte de dette igen til de hjemmesiddende. Aldrig kan man
for stærkt fremhæve den betydning, som altinget således
havde som midtpunkt for fortælling, hvorfra denne så udgik
som radier til alle landets egne nær og fjærn.
III.
Der er ingen tvivl om, at denne fortælling udviklede sig
i løbet af det nævnte årh. til at blive etslags fortællingskunst, idet
der opstod mænd i landets forskellige egne, der var besjælede
af interesse for tidligere personer og begivenheder, m. a. o.