Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Blaðsíða 7

5
II.
Hvorledes stod det nu til på Island selv i det første år-
hundrede efter bosættelsen? Der er ingen som helst tvivl om,
efter alt at domme, at forholdene har været meget urolige.
Det var stridbare folk, der var samlede på Island; der forefaldt
meget, der kunde vække ufred og strid; det var stolte
folk, der ikke godt tålte krænkelser. Hævnfølelsen, et ud-
slag af ærekærheden, var almindelig. Blodhævnen føltes som
påkrævet af enhver ærekær mand. „At bære sin fader
(broder, son) i sin pung“ var noget, som kun slavesjæle kunde
indlade sig på. Rundt omkring i landet fandt retskrænkelser
sted, forefaldt der drab, der avlede en hel række af begiven-
heder, processer og drab, og atter drab.
Heraf var det 10. årh. opfyldt; men i begyndelsen af 11. årh.
sagtner det åbenbart af, og ved midten deraf er der sågodt-
som fred og nogenlunde sikkerhed overalt, selv om der af
og til kunde forefalde noget i den gamle ånd — at den gamle
ufredsånd ikke var død viser den omstændighed, at den
vågnede op igen i det 12., men især i det 13. årh., i hvilket
den endelig rasede ud.
Der var således i det 10. årh. skabt stof nok, ifølge dati-
dens interesser og opfattelse vigtigt nok til mundtlig fortæl-
ling. Alle kampe, alle storre processer, der på deres vis også
var kampe, alle stridigheder mellem familjer, alle bedrifter
af enkelt mænd — var noget, alle vilde vide om, høre om.
De fortaltes i samtiden, de fortaltes i eftertiden; efterslægten vilde
gærne høre om faderens, bedstefaderens bedrifter og lysende
gærninger.
Fortællinger om enkelte fremragende personer, om bedrifter
og kampe, formede sig meget hurtig og forplantede sig i
genfortællingen. Der er al grund til at tillægge det frede-
lige tidsrum, jeg for antydede, i det 11. og 12. årh., en meget
stor betydning for udviklingen af denne genfortælling. Den
har også bestået i at forbinde begivenheder, især dem, der
vedrørte samme mand, eller de samme mænd, den samme
egn, til storre eller mindre helheder.
L