Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1921, Síða 20

18
men det er ikke tilfældet. Ligesålidt er „halt" noget skældsord
i almindelighed. Men dette tillægsord, der giver en delvis
beskrivelse af kong Sven, har fundet sin belysning ad anden
vej; ved en videnskabelig anatomisk undersøgelse af Svens
skelet, der findes velbevaret i Roskilde domkirke, er det
godtgjort, at Svens venstre hofte havde en lille fejl (skævhed),
der måtte bevirke, at kongen haltede lidt, især når han gik
rask. En smukkere belysning kunde dette lille tillægsord i
sagaen ikke få — men jeg drager den slutning deraf, at der
er mere sandt i hele fortællingen end bare dette ene ord.
Et andet lille eksempel. I beskrivelsen af slaget på Stord
961, Hakon d. godes sidste kamp, hedder det, at de ude
siddende vagtmænd så skibe komme sejlende ind til Fitja,
som de trode var fjendtlige. Men på grund af kongens forbud
imod at mælde ham usikre tidender, turde ingen sige ham
dette. Men de kaldte Eyvind skaldespiller, kongens mest
betroede mand og ven, ud for at se, hvad der var på færde.
Eyvind gik straks ud, og — hedder det — da han kom der,
hvor man kunde se skibene, så han, at det var en stor flåde,
der kom. Det er ordene: „da han kom der, hvor man kunde
se skibene", der her er af betydning. De viser, at man fra
selve kongsgården og lige ved den ikke havde fri udsigt
over indsejlingen til Fitja; ved at gå noget derfra åbner ud-
sigten sig over sejlleden udadtil og langt ud, og da kunde
man se det hele. Dette er et overmåde karakteristisk træk
og betydningsfuldt, og viser fremfor alt overleveringens noj-
agtighed igennem så mange og lange tider.
Af sådanne enkeltheder er der en mængde, der kan kon-
trolleres. De taler hojlydt om den isl. overleverings sejghed
og trofasthed og om „hukommelsens vældige tempel", for at
tale med Øehlenschlåger.
Jeg kunde i denne sammenhæng have lyst til at fremdrage
et interessant fænomen fra de senere tider i Norge. En mand
fra Sætesdal — en egn, som i det hele har været en af de
mest gammeldags bygder, hvor så meget gammelt har gemt
sig lige til vore dage — Joh. Skar, (d. 1914), der det meste