Det Nye Nord - 01.11.1922, Blaðsíða 12

Side 194
DE T NYE NORD
November 1922
IÅLAND
BEFOLKNINGSPROBLEMET I ISLAND.
I.
efolkningsproblemet i Island former sig i
mange Henseender helt anderledes end i de
andre nordiske Lande. Navnlig er Forskellen mellem
Danmark og Norge paa den ene Side og Island paa
den anden stærkt iøjnefaldende, idet disse to Lande
i en ikke altfor fjern Fremtid maa være henvist til
planmæssig Emigration for at aflede det Befolknings-
overskud, som der ikke kan skaffes Arbejde til i Hjem-
landene. Forholdene i Sverrig og Finland derimod,
med disse Landes store uopdyrkede Arealer, ligner i
enkelte Henseender noget mere, men der er rigtignok
den store Forskel, at man i disse to Lande har en
gammel og højt udviklet Industri, baseret paa Lan-
denes naturlige Hjælpekilder, -— mineralske Rigdomme
og Skove, — som Island ikke har. Og endelig er der
det store og vigtige Faktum, at medens de andre nor-
diske Lande selv kan frembringe en stor Del af hvad
de behøver af Kornvarer, maa Island her importere
alt, da Korndyrkning saagodt som ikke finder Sted
deroppe. Og sidst men ikke mindst maa det erindres,
at Befolkningen i de andre Lande aldrig er udsat for
saadanne Naturkatastrofer, vulkanske Udbrud, Jord-
skælv og Polarisens ødelæggende Virkninger, som jo
af og til rammer det islandske Samfund, og hvis Virk-
ninger det kan tage lange Tider og ihærdigt Arbejde
at udslette.
Men selv om Island i disse Henseender er daarligere
stillet end de andre Lande saa er Forholdene bedre i
andre Henseender. Faa Steder i de andre Lande kan
man med saa stor Lethed drive indbringende Fiskeri.
Endnu er der hos os ingen Storbyer og som Følge der-
af intet nævneværdigt Proletariat. Gennemgaaende er
den islandske Arbejderbefolkning sundere og kraftige-
re, usvækket af Underernæring, veneriske Sygdomme
og Alkoholisme, som det saa ofte er Tilfældet i Ud-
landets Storbyer. Og hvad der i denne Sammenhæng
er af stor Vigtighed: den islandske Byarbejder stand
er endnu saa ung, at den ikke er bleven i den Grad
fremmed for Landlivet som de tilsvarende Stænder i
Udlandets Storbyer, hvor Fabriksarbejdet og Bylivet
efterhaanden gør det store Flertal udygtigt til andre
Beskæftigelser og andre Livsforhold, end dem som de
kender fra Byen. Men i Island vil endnu selv i saa
fastbundne Erhverv som f. Eks. Typografernes el. Bog-
bindernes, med Lethed findes Folk, som naar Lejlig-
hed dertil frembødes, godt kunde tænke sig at forlade
deres Byerhverv og blive Landbrugere, og som vel at
mærke vilde befinde sig bedre derved. Jeg har per-
sonlig kendt Eksempler paa saadanne Folk, som mener
at de har vundet ved Byttet.
Men ikke desto mindre er der jo i vort Land et
Befolkningsproblem og tillige, i den sidste Tid af en
ret kritisk Art, og tildels frembydende lignende Fæ-
nomener, som i saa mange andre Lande, og paavirket
af lignende Forhold. Der er i det hele nu en for stærk
Tilstrømning til Byerne, navnlig Reykjavik, og relativt
set en Stagnation for Landets Vedkommende, for en-
kelte Egne ligefrem en Tilbagegang i Landbefolk-
ningens Vækst.
II.
Det er ganske interessant i denne Sammenhæng at
se paa hvorledes Islands Folkemængde har været gen-
nem Tiderne.
Man mener, at i Islands Blomstringstid i Middel-
alderen kan Folkemængden aldrig have overskredet
100.000 Mennesker. Bjorn Magnusson Olsen, som har
anstillet de omhyggeligste Undersøgelser om dette
Spørgsmaal, mener at Indbyggerantallet Aar 965 har
været ca. 60.000, Aar 1096 ca. 77.520 og 1311 ca. 72.500
— Nedgangen paa Grund af Borgerkrigene i det 13.
Aarh. og Pestaarene i Beg. af det 14. Aarh. Saa gaar
det ned ad Bakke. I 1703 er man nede paa 50.444;
Lavmaalet naas i 1769 med 46.201, for saa at hæve
sig langsomt i det 19. Aarhundrede. I 1880 er man oppe
paa 72.445, men paa Grund af Uaar og stærk Udvan-
dring synker Folketallet igen til 70.927 i Aaret 1890.
Saa hæver det sig igen langsomt: i 1901 er man oppe
paa 78.470, i 1911 85.183 og i 1920 94.866. I Tiaaret
1911—1920 er Befolkningen steget med 9683 Menne-
sker el. lidt over 10% %, altsaa en aarlig Forøgelse
paa ca. 1,10 % (mod en aarlig Forøgelse af 0,91 % i
1901—10, 0,92 % i 1890—1901, og et Svind paa 0,21 %
om Aaret i Tidsrummet 1880—90 af de førnævnte
Grunde1)).
Ser man nu paa Forholdet melem By og Land i det
sidste Tiaar har Islands 7 egentlige Byer i dette Tids-
rum haft en Tilvækst af 9077 Mennesker, medens der
i Landdistrikterne kun er en Fremgang paa 729. Til-
vækstprocenten er derfor omtr. 46 % i de 7 Købstæder,
men lidt over 1 % i Landdistrikterne. I 10 Sysler
er Folkemængden ligefrem gaaet tilbage, medens den
til Gengæld er gaaet en Smule frem i enkelte af de
andre. Alle Byer er gaaet frem med Undtagelse af
Seydisfjord, hvor Sildefiskeriets Tilbagegang har be-
virket en tilsvarende Tilbagegang i Byens Liv. Særlig
grelt viser Forholdet mellem By og Land sig i de sidste
Aar efter 1915:
19 10 19 15 19 2 0
By: 19,769 20,705 28,846
Land: 65,291 68,354 66,020
85,060 89,059 94,866
’) Jfr. HagtiSindi, 6. årg. Marts 1921, Side 12.