Det Nye Nord - 01.11.1922, Blaðsíða 14

Side 196
DET NYE NORD
November 1922
højere Løn end de har Raad til. Saalænge de islandske
Landbrugsprodukter under Højkonjunkturerne opnaa-
ede meget høje Priser paa Verdensmarkedet,kunde det-
te endnu gaa, men nu efter at det almindelige Prisfald
er begyndt, er man inde i en svær Kriseperiode.
Imidlertid er det klart, at man ikke kan regne med
at Udviklingen af de islandske Fiskerier og Væksten
af Byerne i Forhold til disse vil i Fremtiden blive lige
saa stærk som her. Alt menneskeligt har sine Græn-
ser, og uagtet der endnu er langt til Kulmination, kan
man dog med nogenlunde Sikkerhed forudsige, at Ud-
viklingen maa efterhaanden komme ind i et langsom-
mere Tempo.
Fiskerierne alene vil umulig i Længden kunne bære
en Byudvikling af en saadan Art. Ganske vist maa
man forudsætte, at de Industrier, som er i Færd med at
opstaa med dem som Grundlag (Henkogning, Silde-
guano osv.), vil med Tiden komme til at betyde meget
mere end nu, navnlig naar billigere Elektricitet kan
skaffes tilveje ved Udbygning af de islandske Vandfald.
Men for det første vil Rovdriften paa de islandske
Fiskebanker — hvis den ikke indskrænkes ved inter-
nationale Aftaler — i Løbet af en overskuelig Tid
reducere Fiskeriernes Udbytte betydelig; Statistiken
for Fiskerierne umiddelbart før Krigen, sammenlignet
med den store Vækst umiddelbart efter Krigen — der
jo havde medført en Hvileperiode, idet de fleste frem-
mede Trawlere holdt sig borte — viser aldeles tyde-
lig i den Retning. Desuden er det rimeligt at den vok-
sende Konkurrence paa Verdensmarkedet vil bringe
Fiskepriserne langt ned under det nuværende Niveau.
Og endelig vil man en skønne Dag kunne regne med
det Faktum, at de Nationer, som i Øjeblikket er Islands
bedste Kunder, Spanien og Italien, selv forsyner sig
med hvad de behøver, enten ved Udvikling af Fiskeri-
erne ved deres egne Kyster, eller ogsaa ved Fiskeri
paa Langfart. Portugiserne har f. Eks. netop i Aar
med stort Held drevet Fiskeri ved Newfoundland, og
der er ingen Tvivl om at dette vil udvikle sig mere.
Og allerede for en Del Aar tilbage har fiskerikyndige
Spaniere paa det kraftigste opfordret deres Lands-
mænd til at gøre sig uafhængige af fremmed Tilførsel
af Fisk, ved selv at drive Islandsfiskeri i stor Stil1).
Og i Virkeligheden vil dette kun være et Tidsspørgs-
maal. Den islandske Regering og vore ledende Fiske-
grossister er da ogsaa klare over, at der truer vor
Fiskeeksport en Fare paa disse Kanter, og man er i
Færd med at undersøge Forholdene i andre Lande,
hvor man kan tænke sig Muligheden af et Marked. I
det lange Løb vil man dog hovedsagelig blive henvist
lil Indlandsfolk som Aftagere for Fiskeproduktion, el-
ler i alt Fald saadanne Lande, der kun har ringe Fiske-
rier ved deres egne Kyster eller andre Steder. Og det
') Jeg har i sin Tid i en islandsk Avis gjort opmærksom
paa interessante spanske Skrifter herom.
er ikke sagt, at Island paa de Markeder vilde kunne
konkurrere med andre Nationer, nærmere beliggende.
Uagtet vi alle maa haabe at vore Fiskerier endnu i
lange Tider maa blive en stor Indtægtskilde for vort
Land, synes Udviklingen dog at ville gaa i den Ret-
ning, at de i Længden næppe vil blive Landets Hoved-
næringsvej, i samme Grad som det nu er Tilfældet,
uagtet Fiskeriprodukterne endnu maaske i et Par Ge-
nerationer eller endnu længere vil kunne beholde Plad-
sen som Islands vigtigste Eksportartikel.
Jeg nævnede de Industrimuligheder, som er knyttede
til Fiskerierne, og at de islandske Byers Vækst i Frem-
tiden delvis beror herpaa. Men den vigtigste af disse
Industrier, Henkogningsindustrien, forholder det sig
saaledes, at den i samme eller maaske endogsaa i større
Udstrækning har Bud til vort Landbrug. Men saa-
længe der ingen Jernbaner findes og
Kommunikationsforholdene ikke æn-
dres saaledes, at der hele Aaret rundt
kan være uhindret Tilførsel mellem
de vigtigste Havnebyer (og da navnlig
Reykjavik) og Indlandet, kan man ikke
vente, at nogen nævneværdig Industri
kan trives i Byerne. At man i stor Stil
skulde kunne importere Raamaterialer fra Udlandet
og etablere Fabrikker i islandske Byer, tror jeg ikke
paa. Islandsk Fabriksvirksomhed maa hovedsagelig
baseres paa islandske Raamaterialer, Tilførslen af
disse betinges igen først og fremmest af gode Vej-
anlæg, især Jernbaner, og den billige Bearbejdelse
betinges af billig Drivkraft, Vandfaldenes Kraft om-
sat i Elektricitet. Naar Jernbaner og Vandfald kom-
mer i fuld Gang, kan de islandske Byer vente sig en
Udvikling for Alvor. — Uden dem vil der nødven-
digvis ret snart komme en relativ Stagnations- og
maaske en Tilbagegangsperiode.
Og det er at forudse, at Bybefolkningen vil indse
dette. Allerede nu er Ulæmperne ved den altfor hur-
tige Vækst meget følelige paa flere Omraader. Rey-
kjavik ligger paa Kanten af et lille Distrikt, der er
ufrugtbart og hvoraf en stor Del er uopdyrkelige Lava-
ørkener eller Højfjeldssletter. Forsyningen af Mælk,
Kød, Æg og andre Landprodukter er derfor slet. Om-
egnen, der magelig kunde forsyne en lille By paa 3000
—6000 Indbyggere, kan slet ikke forsyne den nuværen-
de By med dens 18.000 Mennesker. Den rivende Vækst
har ogsaa haft meget følelige Ulemper med Hensyn
til Byggeforholdene, der i de sidste Aar har været for-
færdelige. Huslejen er ganske vanvittig, og en Mængde
Mennesker maa tage til Takke med usle Boligforhold.
Den Bitterhed dette avler, kan med Tiden være med-
virkende til en Uddybning af Klasseforskellen, og Dan-
nelsen af et Proletariat staar for Døren, hvis Udvik-
lingen ikke snart kan ledes ind i en sundere Retning.
Byen er i Virkeligheden nu overbefolket, i det folke-
fattige Island. Langvarige Perioder af daarligt Fiske-