Det Nye Nord - 01.11.1922, Blaðsíða 22

Side 204
DET NYE NORD
November 1922
Adrienne og var datter av en godseier i naboskapet.
Gérard treffer hende første og siste gang i sit liv paa
en folkefest og forelsker sig straks vanvittig. Næste
dag vender Adrienne tilbake til klostret. »Gérard ne
la revit jamais et la chercha toujours.« I alle kvinder
i sit senere liv elsker han kun Adrienne. Et av hans
vakreste dikte slutter saaledes:
Puis une dame å sa haute fenétre,
Blonde, aux yeux noirs, en ses habits anciens,
Que, dans une autre existence peut-étre,
J’ai déja vu, et dont je me souviens.
Ogsaa i en anden henseende er disse vers uhyre
karakteristiske for Gérard de Nerval. Grundtenden-
sen i hans patologiske tankeløp treder klart frem:
»L’homme est double«. I hvert menneske findes
en tilskuer og en skuespiller, han, som ,taler, og
han, som svarer (Aurélia). Denne indre dob-
belt g j e n g e r, »hans mystiske bror», var
Gérards storhet og Gérards skjæbne.
Denne dobbeltgj enger var det, som
gjorde ham berømt og som drev ham
til selvmord.
Stundom var Gérard fuldt klar over den farlige
tilstand, han befandt sig i; men allerede i 1841 brakte
»le systéme fatal, qui s’etait créé dans mon esprit«
ham paa galehuset. Den 33-aarige mand var dengang
allerede en berømthet, i 1827 utkom élégies natio-
nales, et aar senere en »Faust«-oversættelse, som fandt
selv Goethes bifald.
Første gang blev Nerval 8 maaneter i anstalten; men
fra nu av maa han atter og atter tilbake dit. I friskhets-
perioderne foretar han lange reiser gjennem Tysk-
land, England og Orienten — Scenes de la vie ori-
entale 1848—50, Souvenir d’AUemagne 1852. — Hos
druserne tror han aa gjenfinne sin tilbedte i en Scheiks
datter, og han gifter sig med hende. Dog snart for-
later han hende og vender hjem til Paris. Her be-
gvnner saa det ytre forfald. Champfleury, som no-
gen aar ikke har set ham, biir forferdet: »Jeg har
set Gérard de Nerval i l’Artiste, han har to maaneter
ikke git ut 50 frcs.« — »Men De tar vel paa regning
et eller andet sted, Gérard?« — »Nei,« svarer Gérard,
»jeg spiser et rundstykke til frokost, og jeg betaler
12 sous for min middag.« Hans vask bestod av e n
skjorte.
I 1853 vil Gérard begaa selvmord: »Flere gange gik
jeg i retning av Seinen, men en eller anden ting
hindret mig i aa utføre min hensikt.« Han faar nu
hallusinationer og vrangforestillinger. Heinrich Heine,
som han besøker, faar ham anbragt i en anstalt. Her
skriver han sit hovedverk »Sylvie«, som blev offent-
liggjort i »Revue des deux Mondes« i 1853. Nerval biir
utskrevet, men allerede 10 dage efter maa han i
tvangstrøien til Charité. Man bringer ham til dr.
Blandu’s privatanstalt, hvor kampen mellem hans to
. jpg«er fortsetter.
Det er det overordentlige ved denne mand, at han
selv i delirium har evnen til aandelig aa vivisere sig
selv. Og nu opstaar hin sælsomme sykehistorie: »Le
réve et la vie, Aurélia«, hvori det sunde »jeg« med
absolut aandelig klarhet skildrer de vanvidsidéer, hal-
lusinationer og delirier, som findes hos det andet »jeg«.
I maimaaned 1854 biir Gérard utskrevet fra dr.
Blandu’s anstalt og reiser straks til Tyskland, hvor
han biir i næsten to maaneter. 19. juli vender han
tilbake til Paris tilsynelatende helbredet. Efter den
første aandelige anstrengelse bryter imidlertid vanviddet
ut paany, og den 8. august finder vi ham atter i
Passy. Denne gang mener han, at han er helt og
holdent frisk. Han beklager sig hos sine venner over
»indespærringen«, og det lykkes ham virkelig aa
slippe ut den 19. oktober 1854. Og nu begynner den
siste kamp mellem de to »jeg«er. Paa papirlapper
av enhver sort og størrelse fuldender han »Aurélia«.
Men av og til faar det andet »jeg« overhaand, og
da er randen av papiret dekket med kabbalistiske
figurer og eiendommelige snirkler. Januar 1855 of-
fentliggjøres verkets første del i »Revue de Paris«,
den 20. møter Theophile Gautier og Mazaine du Camp
forfatteren, som i bitende kulde istedenfor en frakke
bærer to skjorter over hinanden. Gérard trekker frem
et baand av et kjøkkenforklæ og sier: »Det er Madame
de Maintenons belte, som hun bar, da hun spilte
Esther i Saint Lazare.« Vennerne forsøker aa holde
ham tilbake, han river sig løs og undkommer.
Det andet »jeg« biir stadig mægtigere, den 24. er
snoren allerede blit dronningen av Saba’s strømpe-
baand, og natten fra 25. til 26. januar henger Gérard
sig i dette baand i »Rue de la vieille Lanterne«, en av
Paris’ bervktede gater. Hele byen tar del i likfølget.
Hvad var nu det usedvanlige, det overordentlige ved
dette ulykkelige geni? Svaret kan kanske formuleres
saaledes: Holderlin levet i aandelig mørke. August
Comte (grundleggeren av den positive filosofi) hadde
maniske anfald. Torquato Tasso forfølgelsesvanvid.
Nietzsche døde av paralyse, Maupassant likeledes. E.
T. A. Iloffmann, E. A. Poe nød vin i imponerende
kvantiteter. Baudelaire spiste og drak haschisch. Con-
rad Ferdinand Meyer og maleren Stauffer-Bern led av
maniske depressioner. Om flere av disse kan det sies,
at de narkotiske eller patologiske gift-
stoffe lammet deres skaperevne, men
deres betydeligste verker opstod i et
forstadium eller mellemstadium av
tilintetgjørelsen. Men N e r v a 1 var geni,
fordi han var sindssyk, hans hovedverker opstod i
asylet. Hadde Gérard de Nerval været
frisk, vilde han kanske blitt en bega-
vet journalist, en skattet forfatter,
men »Sylvia« og »Aurélia« vilde aldrig
ha set dagens lys.