Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1969, Síða 33

INDLEDNING
XXIX
flere gange sker, er der ingen navne der forekommer mere end i
to eller hojst tre tilfælde.
Konklusionen heraf má blive, at skriveren af báde Stockholm 3
og af de to hándskrifter, hvoraf de ovfr. p. xxi-xxii omtalte frag-
menter nu er det eneste bevarede, má identificeres som Björn
Þorleifsson. — Ingen anden islandsk skriver fra hans levetid har
efterladt sig en produktion af et sá imponerende omfang.
I det flg. vil det blive forsogt at give en oversigt over Björn
Þorleifssons levned — med grundlag i det bevarede diplommateriale,
uden dog at komme dybere ind pá de arvestridigheder, som optager
en meget stor plads i dette materiale, men som i denne forbindelse
er af mindre interesse:
Björn Þorleifsson var son af en af Islands rigeste mænd, Þorleifur
Björnsson pá Reykjahólar, og Ingveldur Helgadóttir, men han var
fodt uden for ægteskab, idet forældrene var for beslægtede til at
mátte ægte hinanden efter kanonisk ret, cf. Smæ. II, p. 27 og 561.
De opnáede ganske vist pavelig og senere ogsá kongelig dispensa-
tion, cf. DI VI, p. 102-3, 150-51, 162-63, og blev i 1480 gift, cf.
DI VI, p. 291, 294, men alle deres born var fodt for ægteskabets
indgáelse, cf. DI VII, p. 429, 565. Þorleifur Björnsson dode 1486
eller 1487, cf. Smæ. II, p. 517-18 noten; efter dennes dod sogte
indflydelsesrige slægtninge, som begærede den store arv, pá alle
máder at anfægte gyldigheden af ægteskabet og af Björn Þorleifs-
sons og hans sostres arveret, hvilket gav anledning til langvarige
stridigheder med meget fjendskab og endog voldshandlinger. Her-
om foreligger der talrige dokumenter, hvoriblandt især tre er af
interesse, nemlig oversigter over arvesagens forlob, den ene ved
Björn Þorleifsson selv (DI XI, p. 346-55), medens de to andre
gengiver hans modstanderes synspunkter (DI XII, p. 713-30,
Morðbréfabæklingar Guðbrands biskups Þorlákssonar, Rvk. 1902-6,
p. 133 ff.; endvidere kan der henvises til Smæ. II, p. 594-605, og
Páll E. Ólason, Menn og menntir, II, Rvk. 1922, p. 59 ff.).
Þorleifur Bjömsson og Ingveldur Helgadóttir fik i 1471 biskop-
pelig absolution for at have fáet syv born og i 1474 blev givet
dem endnu en absolution, cf. DI V, p. 622 og 735. Nogle af deres
born er formentlig dode i ung alder; Björn Þorleifsson var máske
den eneste son, og i hvert fald den eneste der náede at blive voksen