Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1969, Page 43

INDLEDNING
XXXIX
og den fragmentarisk overleverede bog udelukkende et apostel-
sagahándskrift.
At Björn Þorleifsson ikke blot er skriveren af Stockholm 3, men
ogsá oversætteren, synes meget at tyde pá. Som son af en af Islands
ledende mænd har han uden tvivl fáet en god uddannelse, og da
han ikke var bestemt for den gejstlige stand, er det sandsynligt
at, hvis han fik undervisning i et fremmed sprog, dette snarere
har været (neder)tysk end latin. Beskrivelser af forholdene i byer
udenlands (Christoforus s., p. 2795-7) og af skikke hos fornemme
folk i det fremmede (Rochus s., p. 13420~23 og p. 13813-15;
Cristoforus s., p. 27412-11), som synes at være tilfojede af over-
sætteren, kunde passe godt med Björn Þorleifsson, der havde
været i udlandet og tjent hos en biskop i Bergen. Den som
kunde afse tid til at gennemfore sá store oversættelsesarbejder
som helgensagaerne i Stockholm 3 og de ovrige ovfr. p. xxi-xxii
nævnte arbejder, má have været okonomisk uafhængig, sáledes som
Björn Þorleifsson utvivlsomt var, skont hans genstridige slægtninge
bevirkede, at han ikke kunde nyde den fulde besiddelse af fade-
rens rigdomme. — Endelig má nævnes, at der ikke findes noget som
tyder pá at oversættelserne har existeret i andre ældre eller sam-
tidige hándskrifter end de bevarede. At der ingen afskrifter fore-
ligger, forklares naturligt ved at oversættelserne er udarbejdede
umiddelbart for reformationen, som jo gjorde litteratur af denne
art forældet.
Det er langt lettere forstáeligt, at en storbonde som Björn
Þorleifsson skulde have haft lyst til at oversætte (og skrive) et
sádant usædvanlig stort værk — et af de storste existerende
islandske pergamenthándskrifter — end at han blot skulde have
fungeret som afskriver af en andens arbejde, og om det sidste
trods alt skulde have været tilfældet, er det páfaldende at der af
disse legender intet findes bevaret uden netop i hans hánd-
skrift. — Hertil kommer at sproget i hándskriftet er særdeles
ejendommeligt og — sá vidt vides — ikke ligner noget andet
bevaret islandsk sprogmindesmærke. Ikke alene forekommer et
stort antal sære ord og uislandske former, men ogsá selve sprog-
foringen er uden sidestykke: manglende kongruens, ‘fejl’ i kasus-
former og andre ordbojninger — i mange tilfælde dog forklarlige ved
at endelsen fra et ord ved siden af er blevet indsat i stedet for