Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1969, Page 46

XLII
INDLEDNDÍG
Bl. 105v i 0vre margin midtpá: »De Sancto Nicholao«, efterfulgt af
ca. 10 bogstaver, som ikke kan læses; det sidste er dog vist-
nok æ.
Bl. 119r i nedre margin midtpá stár nogle udviskede bogstaver:
»Jeg trui a gud«
Bl. 127v i nedre margin midtpá: »þu skielmer Jon KalfBon þu ertt
ooo Kiettvr 0000«. En person af dette navn kendes ikke, og
navnet Kálfur er yderligt sjældent pá den tid, som det her
drejer sig om (slutn. af 16.árh. og det 17.árh.); det er kun fun-
det i navnet Bjarni Kálfsson, som nævnes henholdsvis 1604
og 1615 (Alþingisbækur íslands, III, 1917-18, p. 348, og IV,
1920-24, p. 274) og som bor i ísafjarðarsyssel.
Bl. 128v i nedre margin under sp. b, skrevet pá hovedet: »Minum«.
Bl. 132v i nedre margin midtpá: »saker þeirra«.
Bl. 145r i nedre margin har der med en lille, nu sá at sige helt
udvisket skrift, stáet fem linier, men intet af det er nu læseligt.
Bl. 147r i nedre margin under sp. a: »at huer«.
Bl. 151r i ovre margin, med samme hánd som notitserne pá bl. lOlr
og 104r: »þetta (?) er lesandi fra þui sem er um Onnu / alltt
bladit«.
Det vides ikke, hvorledes hándskriftet er kommet til Sverige. I
sin bog, Fornnorsk-islándsk litteratur i Sverige, I, 1897, p. 112-13,
formoder Vilhelm Gödel uden nærmere begrundelse, at det har væ-
ret i landsdommer Jorgen Seefeldts hibliotek pá Ringsted kloster
pá Sjælland og dermed lidt samme skæbne som det ovrige biblio-
tek: at blive givet Korfitz Ulfeldt af den svenske kong Karl den
tiende Gustav som bytte, og derefter forst fort til Malmo og
senere til Stockholm (om Seefeldts bibliotek se E. C. Werlauff,
Jorgen Seefeldt og hans Bibliothek, 1855, samt O. Walde, Stor-
maktstidens litterara krigsbyten, II, 1920, p. 391 ff.).-Navnet med
lonskrift bl. 39r kan vel kun tolkes som Hákon Ormsson. Denne,
der levede ca. 1614-1656, var det meste af sin levetid knyttet til
bispestolen pá Skálholt (Isl.Æv. II, p. 234) og havde en soster ved
navn Dómhildur (cf. marginalnoten bl. 25r). Muligvis har han ejet
hándskriftet og afstáet det til biskop Brynjólfur Sveinsson, som
derefter har skænket det til Seefeldt. Gödels gisning fár herved en
vis stotte.