Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1969, Page 50
XLVI
INDLEDNING
Saugur / Historiæ martyrum, som citeres under forkortelsen Pisl.
Dette viser sig at være Stockholm 3. Et par exempler pá citaterne
derfra skal nævnes:
Aurugur......Vera aurogr oc ottost ecki sina ovina Pisl:
pag. 14 (nærv. udg. I, p. 3927).
Angistusamligit mein Pisl: pag. 54 (nærv. udg., I, p. 1466-7).
Austur vegur.....Pisl. pag. 2. þeir haufdu sied hans Stiomu
i austur-vegnum (nærv. udg., I, p. 619“20).
Stockholm 3 nævnes i en inventariefortegnelse af 20. sept. 1693
over Antikvitetsarkivets samlinger (trykt som hilag 7 i Vilhelm
Gödel, Eornnorsk-islándsk litteratur i Sverige, I, 1897, p. 284-97)
og má sáledes være kommet hertil efter Verelius; det nævnes blandt
hándskrifter »Pá den öfwersta Hyllan och frámsta afdelningen uthi
Muren« som »4. 5. Membraneum in folio, hwaruthi först finnes
Historia trium Regum Christum in Betlehem visitantium. etc. a
Verelio registrerade« (1. c. p. 285). At det har to numre má vel
betyde, at det pá den tid endnu ikke, som nu, var indbundet i
eet bind. Pá ryggen af dette bind, der er i helpergament, stár
foroven flg.: »[Le]genda s[a]ncto[rum] Jslandsk. N° 3. islandica
membr.« Med andet og lysere blæk er lidt længere nede skrevet
»131.« Dette tal er med samme hánd som de pagineringstal, der —
med overspringelse af tallet 133 — findes skrevet med blæk pá de
fleste af hándskriftets sider til og med side 191 (=bl. 96r); i det
derefter folgende findes de undertiden med blæk, undertiden med
blyant, til og med side 281 ( = bl. 141r); for resten af hándskriftets
vedkommende findes der en yngre paginering med blæk, men kun
pá alle ulige sider. — Det forste og sidste blad i hándskriftet har
været klæbet fast til bindet, hvorved de to ydersider (bl. lr og
bl. 168v) er blevet meget vanskeligt læselige, i hvert fald for visse
partiers vedkommende.
Efter Verelius synes ingen at have benyttet Stockholm 3, forend
Jón Sigurðsson (1811-79) i áret 1841 foretog en rejse til Stockholm
for Den arnamagnæanske Kommission og Det kgl. nordiske Old-
skriftselskab sammen med den senere domkirkepræst og provst
Ólafur Pálsson (1814-76), der skulde fungere som afskriver og
hjælper for ham. (Om denne rejse og dens resultater se Páll Eggert
Ólason, Jón Sigurðsson, I, 1929, p. 249-70). Jón Sigurðsson har