Grønlandsposten - 01.02.1943, Blaðsíða 6

30
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3
vælger Grønland som en sidste Udvej for at faa
Beskæftigelse.
»Ofte godt vant---------« gælder ikke mere.
Handelens Personale kommer som Regel ikke
fra Overklassen — snarere fra Middelstanden. —
De tidlige og sildige Togter mærker man ikke
meget til som yngste Assistent, hvor man oftest
spærres inde i Butikken i tre til fem Aar og
misunder de Mennesker, der kan færdes ude og
ovenikøbet komme ud at rejse en Gang imel-
lem. Det kan ikke nægtes, at Butiksarbejdet
kan have sin store Betydning for Uddannelsen
ved den Lejlighed, det giver til at skaffe sig Kend-
skab til Sprog og Folk, men i visse Henseender
er det en aandelig og legemlig Tortur.
I 1849 kunde man forvente at blive »Køb-
mand« efter 5, 6 å 7 Aar, nu maa vi desværre
sætte et Eettal foran og endda tilføje »(i den se-
nere Tid længere)«; ja, efter den Forøgelse, der
er sket inden for Assistentstanden de sidste 12
Aar, maa en Del af de yngre endog sætte et To-
tal foran, og nogle synes overhovedet ikke at
kunne naa at blive Bestyrer, inden de er fyldt
55, paa hvilket Tidspunkt de fleste dog trods alt
maa formodes at ville ryste Grønlands Støv af
deres Kamikker, og det gælder stadig, at »i den-
ne Tid ere hans Indtægter kun, som man siger,
af Haanden i Munden«.
Med Hensyn til Giftermaal og Hjemrejse er
der derimod sket en radikal Ændring, idet man
som bekendt ikke mere skal overlade det til
»Direktoratets« Afgørelse, om man nu ogsaa hav-
de truffet den rette, og man faar Rejsen frem og
tilbage gratis.
Nu, da næsten alle grønlandske Produkter
er monopoliserede og Lønningerne fastlagte, vil
en nok saa ivrig Indsamling og rigtig Behandling
kun i meget ringe Grad forøge den Indtægt, man
kan vente som Bestyrer, og samle en lille Kapi-
tal efter en Bestyrertid paa 8—10 Aar er for
Folk med F"amilie et Drømmebillede.
Resten af Artiklen er — desværre — næsten
som den kunde være skrevet i Dag.
Længere er vi altsaa ikke naaet i 100 Aar.
E. Vedel.
Hundefoder.
Sidst i Marts 1942 kom Meddelelsen fra Cen-
tralkontoret, at tørret Hellefisk til Hundefoder
skulde bestilles derigennem. Jeg hører desværre
til de uheldige, der besluttede at benytte Helle-
fisk som eneste Vinterproviant til mine Hunde
og bestille derfor via Handelslederen paa regu-
lær Vis mit Hundefoder hos Centralkontoret.
Rekvisitionen blev nedsendt i Begyndelsen af
April.
Sommeren gaar og Efteraaret med, uden at
der viser sig noget Hundefoder. Da vi efter-
haanden rykker godt hen paa Vinteren, og Tids-
punktet for sidste Skib nærmer sig, beder jeg i
Begyndelsen af November Handelslederen spør-
ge til de Hellefisk. Han faar intet svar. Midt
i November spørger jeg selv, og 20. November
svarer Centralkontoret: Hundefoder kan ikke
skaffes herfra — hvortil jeg svarer, at en tidli-
gere Meddelelse herom vilde have været velan-
bragl. Siden har jeg ikke hørt fra Centralkonto-
ret, og jeg har heller ikke set nogen Meddelelse
til andre Rekvirenter om det magre Resultat af
Centralkontorets Anstrengelser.
Jeg bebrejder dog ikke Centralkontoret, at
der ikke har kunnet skaffes Hundefoder. Cen-
tralkontoret kan jo ikke være uvidende om,
hvilken vigtig Faktor Hundene er i Nordgrøn-
land, hvor meget et Hundespand betyder paa
umaadelig mange Felter — for Eks. for en Læge.
Jeg maa derfor gaa ud fra, Grundene til, at der
ikke har kunnet skaffes saa meget som en Brøk-
del af det bestilte Hundefoder, er saa vigtige, at
der paa dette Punkt intet kan bebrejdes Central-
kontoret. —
Men jeg bebrejder det, at der ikke paa et
meget tidligere Tidspunkt er blevet givet Med-
delelse om, at der ikke kunde ventes noget
Hundefoder, saaledes at man i Tide kunde ind-
stille paa at skulle klare sig med lidt. — I Ste-
det lader Centralkontoret det gaa sin skæve
Gang, og man kommer saa langt hen paa Aaret,
at det er umuligt at købe Hundefoder og endnu
mere umuligt at faa det transporteret hertil. Om
kort Tid har vi hatt sidste Skib her i Kutdlig-
ssat. Sandsynligheden taler for, at vi herefter
vil være afspærret fra Fastlandet i 4—5 Maane-
der, det vil sige, at der i den Tid absolut ik-