Grønlandsposten - 01.02.1943, Blaðsíða 9

Nr. 3
GRØN LANDSPOSTEN
Herpaa har landsfogeden modtaget svar fra
gesandtskabet i Stockholm med følgende ordlyd:
»Efter allerhøjeste ordre skal gesandtskabet ud-
tale hans majestæt kongens naadige tak for de
i Deres telegram udtalte ønsker i anledning af
nytaarsskiftet«.
Hvad vi ved fra Danmark.
Danmark — Hitlers Mønsterprotektorat.
Sten Gudmes Rog: »Denmark: Hitlers »Model
Protectorate«« udkom i London i Sommer. Den
giver mange interessante Oplysninger om det
første Aar af Resættelsen, i hvilket han opholdt
sig i Danmark. Vi gengiver nedenunder Sven
Tillge-Rasmussens Anmeldelse af Rogen i »Frit
Danmark«:
»En dansk Nobelpristager, en af Danmarks
og en af Europas største Videnskabsmænd, mod-
tog kort efter Okkupationen af Danmark en Ind-
bydelse fra Amerika: Der var tiere Universiteter
haade i Amerika og i England, der udtalte, at
hvis han kunde og vilde rejse, vilde de anse
det for en Ære at have ham som Lærer. Hans
hele politiske Indstilling var en saadan, at han
maatte frygte Nazisternes Hævn. Men han sva-
rede Nej til ethvert Tilbud. Og han, der havde
været en stilfærdig Lærd, aktiv kun i det stille,
personlig ukendt uden for en snæver Kreds af
Selskabet, ændrede nu sin Levevis aldeles. Han
søgte Folk, søgte Selskaber, talte, diskuterede,
gjorde alt for at komme i Berøring med Men-
nesker og overbevise dem. Han følte, der var
givet ham en Mission at opfylde. En Aften blev
han spurgt: »Men hvis nu England alligevel ik-
ke vinder?« Han rystede paa Hovedet. Det var
en Mulighed, som maatte udelukkes, slet ikke
overvejes. For det var Tidspilde at tænke saa-
dan, fordi jo, om det skete, vilde Livet have
mistet al sit Værd.
I dette Rillede af den store danske Viden-
skabsmand efter niende April giver Sten Gudme
i sin Bog maaske Livsnerven i det, der skal
bringe Danmark rent gennem disse Aar. Vi,
som gik herude og havde oplevet niende April
paa Afstand, og som noget uvirkeligt, troede jo
ikke paa, at de hjemme bare gav Slaget op. Vi
:t:i
kendte, hver af os, Venner og Slægtninge og
Arbejdskammerater, som vi ikke vilde tvivle om.
Billedet af dem, som de var, og som vi vidste,
de vilde vedblive at være, gav os en Tro. Og
imod det maatte saa meget andet blegne. Hvad
betød det vel saa, at der stod Mænd frem og
priste Tyskerne — og nogen af dem i et farligt
Spil, der truede med at bringe Landet ind i
ulægelig Konflikt? Hvad betød det vel saa, at
Forretningsfolk, som nødvendigvis maatte domi-
nere Indtrykket udadtil, var dem, der kun hav-
de een Tanke: at gøre Rovdrift paa de tyske
Konjunkturer? Saa længe vi vidste om Menne-
sker, om Folk vi kendte og havde arbejdet sam-
men med, at de vilde ikke svigte, men holde
fast, kunde ogsaa vi herude staa frem, uden
Ydmygelse og uden nogensinde at skamme os,
og svare: Vi kender Danmark — og Danmark
er med i Frihedskrigen og har ikke solgt sit
Folks Sjæl og har ikke opgivet Kampen for al
bevare et frit Samfund, der vil hegne om alle
sine Mennesker.
Men det var saa sjældent, der kom Bud fra
Danmark. Det har jo i disse Aar været det
mest lukkede Land i Europa — og paa en Maa-
de det sværeste at forklare, og derfor ogsaa at
forsvare. Det var ikke noget dramatisk Land,
uden Quislinger, der kunde faa Magt, uden iøj-
nefaldende Martyrier. Kampen i Landet var
sejg og stille. Og det, som vi vidste — og vid-
ste hele Tiden om Danskerne, fordi vi jo ken-
der dem — var ligesom bare en indre Oplevel-
se. Og hvad kunde vi fortælle?
Det maatte være en Mand, der havde levet
Tiden med under Besættelsen og fulgt Vilkaare-
ne, som de bandt og tvang Landet, der kom
og overbeviste Fremmede om, hvordan det staar
til med Danskerne. En Mand, som kunde for-
klare udfra selve Atmosfæren, om de svage og
dem, der har svigtet — alt det, som ellers saa
let forflygtiges i udifferentierede, voldsomme
Skældsord. Og navnlig maatte del være en
Mand hjemmefra, der løftede Tæppet og lod
Verden se, i al sin Uimodstaaelighed og Sejghed,
hvordan det danske Folk stille samlede sig om
et Nej til Nazismen, et Nej til Fortyskning, et
Nej til at gaa paa Akkord om de fundamentale
Ting i Nationens Eksistens.
Jeg selv husker de Dage, da Gudme sidste