Grønlandsposten - 24.12.1944, Side 10

298
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 25
Til Frøken Østerbye.
»Ajaja er død«
sørgmodigt det lød,
der var Sorg i hvert Ansigt i Børnenes Kreds,
saa stille de stod
og havde ej Mod,
til den ellers saa lystige Tummel og Leg.
»Ajaja er død«
saa stille det lød,
for hvert Barn har Du værnet og været som Mor.
Du formed’ vort Sind,
Du klapped’ vor Kind.
Du har givet os Barndommens Glæde og Frugt.
Du var Kammerat,
til Legen parat,
og vi jubled’ for mangen god Jul, Du os gav,
forjættende skønt,
stod Træet saa grønt.
Det er saadan, vi mindes og takker Dig glad.
Vi glemmer det ej,
Du viste os Vej.
Vi er mange, som takke Dig stille og dybt.
I Tiden som svandt,
Du Venner Dig vandt,
for Du levede Livet for Børnenes Sag.
Taksigelsers Ord,
fra Hytter i Nord
mangen Gang fra Forældrene sendtes til Dig.
Og altid vi fandt,
at Baandene bandt,
der blev knyttet fra Hjemmet til Børnenes Ven.
Vi ærer Dit Navn,
Vi føler et Savn.
Vi vil mindes Din trofaste Gerning med Tak.
En Lanse Du brød,
som Helt er Du død,
i vort fattige Land, fjernt fra Hjemmet og Slægt.
Saaledes saa og hørte vi de smaa Børn, som
var paa Sanatoriet, saaledes de voksne, som hav-
de været Børn der, — og saaledes Forældrene.
Saadan lød det rundt om i Nordgrønland, men
stærkest i Umanak, hvor Frøken Østerbye har
været Forstanderinde paa Børnesanatoriet i man-
ge Aar. Derfor savner vi hende mest her som
et forstaaende Menneske med et venligt Smil, en
givende Haand, en sjælden Evne og opofrende
Kærlighed til den smukke Gerning, som gav
hende Børnenes og Forældrenes fulde Tillid og
Omverdenes Respekt.
Vi har mistet en Kolonifælle— et hjerteligt og
alsidigt Menneske med en gæstfri Stue, et hjælp-
somt Sind.
Gudrun Christiansen. Edvard Kruse.
En Bøn til Danmark fra Grønland.
Grønland: Hvorfra har du din Kraft til at kunne
lide og bløde saa stærkt og dog bestaa saa stolt i
de saa onde Dage?
Jeg beundrer dig! Jeg ser op til dig! Jeg be-
der for dig!
Danmark: Jeg har født gode Sønner, som har tilegnet
sig en Kraft fra den højere Magt. De har lært
min Gud at kende, og det er med hans Magt, de
strider for mig, saa jeg kan bestaa som et Rige.
Engang fødte jeg en Søn, han kaldtes Grundt-
vig. Han stred mod Mørkets Magt og vandt Sej-
er med Aandens Magt. Han lærte min Gud at
kende, han tog ham som sin Gud. — For 100 Aar
siden byggede han sin Rødding Folkehøjskole, og
derfra spredtes Aandens Magt, som samlede hans
Brødre og Søstre til et gudeligt Folk. Min Gud
byggede sin levende Menighed blandt Folket.
Menighedslivet gav Folket Liv, Mod og Magt, som
Verden ikke kender. Med den Magt strider mine
Børn nu.
Jeg havde en Søn fra Vedersø, han kaldtes
Kaj Munk. Hans Mor fra Lolland lærte ham min
Gud at kende, og Geismar styrkede hans Tro. Han
stred med Aandens Sværd, men han faldt for
min Fjende for min og sin Frelsers Skyld i Mar-
tyrblodet. Mange Brødre fulgte ham efter. Dog
lever deres Aand. Ære være deres Minde.
Grønland: Hjælp mig engang, naar vi atter mø-
des, at jeg ogsaa kan føde saadanne Sønner, de er
saa gode stærke i onde Dage,
C.
Illustrationerne side 290, 291, 292, 293, 294, 295,
297, 298 og 299 er efter klip af Lise Barfod, ud-
skaaret i linoleum af N. Rosing.