Grønlandsposten - 24.12.1944, Síða 11

Nr. 25
GRØNLANDSPOSTEN
299
Hjemlands-toner.
Vinterrugen.
Tit op fra din ager! Hvor gaar det, du smaa?
Staar du ej og ta’r kuld om din krybende taa?
Kan du hytte din haand? Kan du føle din fod?
Er det ikke som is ved din rod?
Nu er blæsten saa skrigende, skjærende kold,
og (len hviner som sav, og den puster som trold,
og den hvister med sandet og slænger med grus
og holder det argeste hus.
Jamen sig mig da, spædeste, gyser du ej,
naar det saadan om natten ta’r rigtig paa vej,
naar det bryder i buske og brækker i krat,
naar haglskyen slænger mod vindvet sin hat,
naar haren hun søger i kaalgaarden ind
og gjør sig saa krum i sit fattige skind,
naar straataget fyger som gnister i brand
fra ladens forpiskede rand?
Da høres fra hytterne vuggerne gaa;
der lettes ved puder, der stoppes ved straa,
der kysses og bysses om mørkrædde smaa,
enhver med sin stumpdyne paa.
Kun du ligger bar paa den vildene skrænt
med bladet fra stormhjørnet vendt.
Du putter dig ned, og du hygger dig hen;
om solen hun smiler, du smiler igen.
Den vildeste vinter, den ondeste storm
besejrer dig ikke, du krybende orm!
Det er, som du vidste: I lykke og nød
du strider for menneskets brød.
— Der staar du paa toften bag hus og bag gaard
med saft i din stængel og grønt i dit haar,
et groende minde i smeltende sne
om det, som er sket og skal ske.
Om lærken vil fjæle sin frysende top,
du hvisker frimodigt: »Stig op! Stig op!«
Og nærmer sig vaaren med sejrende spil,
din stængel slaar takten dertil!
Jul under palmer
i den gamle danske tropekoloni.
Endnu lever Danmark under Vestindiens sol.
(Af Mogens Nyholm.)
■p)ET VAR JULEAFTENSDAG i 1938. Det var den gang,
da Nordens skibe tegnede deres kølvandsstriber over
alle klodens have. Det var den gang, da lurende miner og
torpedoer ikke truede med at sønderflænge skibssiderne og
ubarmhjertigt sende folk i døden. Hin 24. december stæv-
nede det gode skib Kungsholm — »Svenska Amerika Linien«s
flagskib — ind mod St. Thomas — det lille stykke Danmark,
som vi solgte paa et tidspunkt, da hver eneste nation i ver-
den med hænder og fødder klamrede sig til det land, der
var deres.
Smaragdgrøn med sin yppige tropevækst stiger St.
Thomas frem igennem disen i den vestindiske morgensol.
De majestætiske, graagrønne bjerge, der stræber mod him-
len, synes at opalisese i det gyldne lys, og inde paa kysten
duver palmerne i den lette brise. Radioen derhjemmefra
har fortalt, at København ligger begravet i sne, herude dri-
ver sveden ned ad kinderne og gør flippen til en klud.
Den, der aldrig før har besøgt Vestindien, føler, at St.
Thomas maa være det skønneste sted i verden at leve, naar
han fra Charlotte Amalias havn ser op mod byen, der
voksende op ad de tre høje — ligger spredt ud som en vifte,
et stykke vildfarent Riviera.
Endnu lever Danmark herude.
Over Charlotte Amalia vajede Dannebrog i to og et halvt
aarhundrede, indtil det en skønne foraarsdag i 1917 ved en
militærparade blev sænket, og stjernebanneret sendt til tops.
Men endnu lever Danmark derude under palmerne, og der
vil gaa generationer, før den danske tid glemmes. Ovre fra
Vestindisk Kompagnis bygning lige ved havnen smelder
Dannebrog side om side med det amerikanske flag, og nede
paa kajen raabes der paa godt, gammelt dansk, naar kom-
pagniets folk tager trosserne.
Sammen med en kæmpemæssig sort politibetjent van-
drer jeg fra havnen op imod Charlotte Amalia. Han viser
mig al den venlighed, der er saa kendetegnende for denne
ø’s negre. Hans hjælpsomhed giver sig udtryk i, at han
prøver paa at tale dansk, men det gaar kun saa som saa.
De danske øers negre har aldrig været tilbøjelige til at tale
dansk, og — hvad værre var — vi forsøgte aldrig paa at
lære dem det. Men nogle danske ord kan den sorte politi-
mand dog huske. Næsten truende og i alle tilfælde be-
brejdende siger han, medens han med sin stav peger op paa
dannebrogsflaget paa Vestindisk Kompagnis bygning:
— Hvor kunde I sælge?
• Det er sikkert et af de mest beskæmmende spørgsmaal,
der overhovedet kan stilles en dansk mand.
Eventyret om St. Thomas.
Det er juleaftensdag derude under palmerne, hvor Char-
lotte Amalias hvide og lyserøde huse ligger hen som i dan-
ske-tiden. Herude fanger man en julestemning, der er saa
vidt forskellig fra den, man føler derhjemme, men her le-
ver landsmænd, der klynger sig til de traditioner, der er
skabt gennem generationer af dansk-vestindiere. Oppe paa
Jeppe Aakjær.