Atuagagdliutit - 11.02.1954, Blaðsíða 4

52
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 3
VOR TIDS GRØNLAND
af Marjorie Findlay.
Miss Marjorie Findlay opholdt sig
i Julianehåb distrikt i sommeren
1951, hvor hun var beskæftiget med
sociologiske undersøgelser. Efter sin
hjemkomst til England holdt hun et
radioforedrag med titlen „Greenland
in the modern world“, og et uddrag
af foredraget blev aftrykt i radio-
bladet „The Listener", hvorfra A/G
har fået den oversat.
Geoffrey Williamson, der imøde-
går nogle af miss Findlays betragt-
ninger, var som bekendt med på
kongerejsen i 1952 som repræsentant
for et stort engelsk dagblad. Han har
fornylig udgivet bogen „Changing
Greenland".
For kort tid siden blev det med-
delt, at den danske rigsdag havde
fået forelagt et lovforslag om en del
ændringer i forfatningen. En af dis-
se ændringer var, at Grønland skidle
gøres til en del af moderlandet, og
en anden at to repræsentanter fra
Grønland skulle have sæde i det dan-
ske folketing. Der er ialt mindre end
24.000 grønlændere i Grønland, og
da de stadig er et primitivt og i høj
grad uoplyst folk, må det komme
som en overraskelse for mange, at
Danmark overvejer at lade Grønland
repræsentere i folketinget -— og oven
i købet med to mellemmer.
‘ Grønland er den sidste af Dan-
marks kolonier, og måske er forhol-
det dette, al moderlandet i sin uvilje
mod også at miste denne koloni, er
ivrig efter at knytte den tættere til
sig på denne måde. Tsland erklærede
sig uafhængigt og selvstændigt under
krigen, og siden krigen har Færøerne
uden held prøvet at gøre det samme.
Som følge heraf er Færoerne blevet
gjort til et dansk amt. Grønland er
alene vedblevet at være koloni, og
Grønland valgte under Danmarks
ledelse sil første landsråd i somme-
ren 1951. Nu har dette råd selv bedt
— ikke om uafhængighed, men om
tilladelse til at blive et dansk amt
lige som Færøerne, og den danske
regering har taget anmodningen al-
vorligt.
Hvilken betydning har denne
fjerntliggende, arktiske koloni? Hvil-
ket værd har den, siden den danske
regering har taget dette krav om
repræsentation i folketinget, som li-
den knapt nok er moden til endnu,
op til behandling? Disse og lignende
spørgsmål har jeg haft rig lejlighed
til at tage op til overvejelse under
mit ophold i Grønland for nylig. Jeg
arbejdede med geografisk forskning
foi Nordamerikas Arktiske Institut,
og jeg havde lejlighed til at se hele
vestkysten, hvor størstedelen af be-
folkningen lever. Og jo mere jeg så,
des klarere stod det mig, at Grønland
som koloni aldrig ville få nogen
større betydning. Livet her i udkan-
ten af den beboede verden er strengt
begrænset af geografiske og klimati-
ske forhold, og det ville være forkert
at forvente hverken okonomi.sk eller
politisk uafhængighed for det grøn-
landske folk. For at finde en forkla-
ring på Danmarks voksende omhu
for sin koloni, følte jeg mig tilskyn-
det til at se på Grønlands geografiske
beliggenhed i verdensbilledet. Og del
er en helt anden historie: flyveruter
over Nordpolen, vejrstationer, mu-
lighed for arktisk krigsførelse, kon-
taktpunkter med Rusland — alle dis-
se ting synes at bringe Grønlands
betydningsfuldhed i skarpere relief.
Grønland er et vanskeligt land at
gøre sig forestillinger om, og for
englænderne i det mindste er det
som regel kun forbundet med viden-
skabelige ekspeditioner. Som arktisk
koloni frembyder den særligt skarpe
kontraster til vore egne kolonier.
Grønland er formet som en ligebenet
trekant, der hænger med toppen ned-
ad. Isen dækker alt andet end en
stribe land langs med kysten. Ned
langs vestsiden har den en bjergfuld
og gold kyst med dybe fjorde og tu-
sinder af små øer, og det er her,
størstedelen af befolkningen bor.
Den tæller kun omkring 24,000, om-
trent som der bor i en lille engelsk
provinsby — som f. eks. Boston eller
Winchester.
Og disse folk er i vore dage samlet
i en halv snes adskilte distrikter
langs kysten. Hvert hus ligger på sin
egen klippeknold et stenkast fra ha-
vet, og de fleste af husene er hygget
af træ og har kun et lille rum. En hel
familie bor i dette ene rum. En træ-
briks er deres seng, og en lille kul-
ovn bruges både til opvarmning og
madlavning. Værelset er forbløffen-
de varmt. Indtil udbrudet af sidste
krig var husene oplyste af spæklam-
per, men siden da er grønlænderne
lilevet i stand til at erstatte disse
med petroleumslamper.
Grønlænderne er et primitivt, eski-
moisk folk, som i årenes løb er ble-
vet stærkt blandet med de europæe-
re, som har besøgt dets kyster. Por-
tugisiske perlefiskere, skotske og nor-
ske hvalfangere, opdagelsesrejsende
og videnskabsmænd, ulovlige han-
delsmænd og danske administratorer
har alle sat deres spor, og befolk-
ningen er en blanding af racer. I år-
hundreder har disse folk været jæge-
re, der fulgte sælerne i deres kajak-
ker, supplerende sælerne med bjør-
neskind, ræveskind, hvalrosser og
fugle. Men i løbet af de sidste tredive
år har de måttet tilpasse sig et helt
andet erhverv. Havvandet langs ky-
sten er blevet varmere, og sælerne
er blevet afløst af stimer af torsk.
Grønlænderne har måttet bytte deres
kajakker med robåde og deres har-
puner eller rifler med en langline.
De er blevet en slags torskefiskere.
Spørgsmålet er så: har Danmark
haft nogen økonomisk fordel af at
besidde denne nordlige koloni, og
kan det forvente noget udbytte af
Grønland i fremtiden? Og svaret på
begge disse spørgsmål er afgjort nej.
Hvert år repræsenterer Grønland et
tab for Danmark, og jeg kan ikke se,
at det nogensinde kan blive ander-
ledes. Når grønlænderne først har
forladt deres rent primitive jæger-
kultur, bliver de afhængige af butik-
ken men hensyn til alt andet end de
fisk og fugle og det kød, som de spi-
ser. Enhver vare, som sendes fra
Danmark til Grønland, gør en rejse
med fragtbåd, en rejse som varer
gennemsnitlig ti dage, og når den
først er kommet til Grønland, skal
den måske rejse endnu længere for
agssait tamarmik arfinilingnik innvagdlit
Indiamc Rajkotip crivåne naussorigsaissul
ilaKUtarU najugaKarput, angutitait agssang-
mingne tainane arfinilingnik innvagdlit.
åpasingnerssauvdlune talerpiup tungånipoK
ituat 84-inik ukiulik, ilaKutaringne sujug-
dliuvdlune tainia erKumitsunik agssaaardlu-
ne inusimassoK. åssilissat avdlat tassa erne-
ra erngutålo, igdluatdlo ilamisutaon mar-
dlungnik sivnilingnik inuvaiik.
Med seks fingre på hver hånd
I nærheden af Rajkot i Indien lever en bon-
defamilie, hvis mandlige medlemmer alle
har seks fingre på hver hånd. Nederst til
højre ses familiens 84-årige overhoved, aer
var den første, der af naturen blev udstyret
med de mærkelige hænder. De andre billeder
forestiller hans søn og sønnesøn caint en
fætter, der mærkeligt nok også har fået to
fingre for meget.