Atuagagdliutit - 11.02.1954, Blaðsíða 14

62
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 3
(Fortsat fra side 59).
hul i vandbeholderen. Det styrtede
ned, men vi skulle nå vort fjerne
mål. Ingen bil i sigte. Oftere og ofte-
re vendte vi os tilbage for at se, hvad
baggrunden bød på.
Endelig dukkede en stor lastbil op.
Onkel Niels slikkede sig om munden,
som om ban var klar over, hvad der
var på ladet, en kæmpestor griseso,
der til alt held var i en kasse. En
halv snes slagtefærdige grise var der-
imod løsgængere. For en gangs skyld
var Niels betænkelig ved situationen.
Nu eller aldrig. Vi steg op i stien!
Under presenningen, der dækkede
det halve lad, øffede og gryntede
grisene. De var alt andet end hygge-
lige medpassagerer, og der stank.
Vi fandt os i skæbnen og hittede til
sidst en lille ledig plads, hvor vi
kunne sætte os ned. Jo længere vi
kørte, jo mere blev vi rystet sam-
men, og til sidst faldt vi i småslum-
mer. Pludselig sprang onkel Niels i
vejret, og jeg fulgte hans eksempel.
— Soen havde bidt ham i halen, blidt
men dog inderligt, ud gennem trem-
merne.
Sent på eftermiddagen bremsede
bilen op. En ny blaffer — denne
gang en lille franskmand. Ikke så
snart var ban identificeret, før Niels
istemte „Marseillaisen", og det så
grundigt, at franksmanden foldede
sig ud i al sin charme. Han slog ud
med arme og ben og var ganske umu-
lig at bremse. Vi fik vel hele hans
rejsehistorie. Niels blev efterhånden
hed om ørerne. Det var tydeligt, at
ban ikke kunne andet fransk end
den gode sang. Endelig fik han dog
ørenlyd og forsøgte sig på engelsk.
Franskmanden hagede sig til den
sproglige pind, men faldt dog hur-
tigt ned — efter at være strandet på
ordet „before“, som han brugte på
de mærkeligste steder. Bedre gik det
ikke mig. Der var en babelsk forvir-
ring i svinestien. Da udbrød Niels:
„Du skal sgu selv være before". —
Franskmandens ansigt lyste op. Fy-
ren kunne svensk. Han havde arbej-
det i Sverige i to år.
Dæmringen havde længe ruget
over dalen, da vi hoppede af i Lom.
Niels fik i en fart ordnet logi, men
værtinden beklagede dybt, at hun
desværre ikke kunne stable et bad
på benene. Vi luskede ned til elven,
hvor vi smed vore pjalter i ly af nog-
le buske. Det var isnende koldt, men
det måtte gøres. Endvidere var tøjet
så vådt, så det ikke var nogen skam
at skylle det. Vi fik skiftetøjet på og
gik op til pejsvarmen. Nydelsen var
ubeskrivelig.
Ved vandrehjemmets hovedind-
gang stod vore skottepiger. De var
endnu ikke startet fra Hamar, da vi
lagde på vej. Vi var ved at falde bag-
over. Pigerne havde fået en direkte
bil fra Mamar og havde passeret os,
mens vi spiste til middag ved Lille-
hammer.
I to dage silede regnen ned. Ende-
lig blev det magsvejr igen. Svinc-
klunset blev hængt til tørre, og en
lap syet på onkel Nielses bag. For-
inden starten til fjleds besøgte vi
Loms staukirke, der er over 800 år
gammel. Det er en skønhedsåbenba-
ring med gamle nordiske udskærin-
ger, dragehoveder og kors.
Den lille franskmand slog følge
med os. Efter en lang og — isærde-
leshed for Niels — varm tur, stod vi
en aften på Jotunheimen. Jovashyt-
len var proppende fuld af turister.
Del store fjeldland bredte sig i sten-
ørkener, frodige dalstrøg og glet-
scher-dækkede fjelde. Et stykke fra
stationen lå en lille sø, hvori der
drev miniature-is-fjelde rundt. Bag
denne idyl hævede sig Galhypiggen
som en blåviolet ryg, lokkende med
sine 2468 m. Man skulle over en bræ
for at komme op på den, og onkel
Niels fandt det ikke forsvarligt at
begive sig på vej på egen hånd.
Franksmanden kviede sig ved tanken
om eventuelle bræsprækker, så vi
indskrev os på en lang liste for næste
morgen at bestige fjeldet med fører.
I en lang række, bundet til et tov,
lagde vi over bræen. Selve tinden
besejredes uden tov. Udsigten var
storslået, et kæmpe-fjeldpanorama
bredte sig til alle sider for os. Høje
fjelde fortonede sig mod vest i blå
farver, og Hardangervidda lå gråvio-
let mod syd. Det store land lokkede
mig. Øjnene, der i flere år ikke hav-
de set fjelde, var ganske umættelige.
Heroppe tog jeg den beslutning, at
jeg ville gå ind over Hardangervidda
i en hue, så jeg senere kunne havde
nede ved Mjøsa. Trods det morsom-
me selskab var blafferlivet blevet
kedeligt; man så for lidt i forhold
til de store distancer, man under
heldige forhold kunne tilbagelægge.
Samme eftermiddag tog jeg afsked
med mine venner. Der stod de, den
lille franksmand, der var langt „be-
fore“ sin tid, og onkel Niels, den
ukronede blafferkonge. Til sidst for-
svandt de for mig.
Kun viddernes fugle og dyr blev
mit selskab de kommende to uger,
thi jeg traf både ren, lemming og
hermelin — for ikke at tale om ry-
pen. Jeg drog fra seter til seter'og
købte min mad hos flinke fjeldfolk
og hyrder. Denne rejse er en af dem,
der stadig dukker op i min erindring
som et fata morgana.
Jens Rosing.