Atuagagdliutit - 11.02.1954, Blaðsíða 5

nr. 3
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
53
at nå til ct udsted. Priserne på de va-
rer, der købes i Grønland, skulle om-
fatte transportomkostningerne fra
Danmark. Og dog er varerne ikke
dyrere der end de er i Danmark og
nogle af dem har endda tidligere væ-
ret billigere. Danmark bærer trans-
portudgifterne. Dette lyder måske
urimeligt, men indtil for nylig har
det været et led i Danmarks politik
at beskytte kolonien mod europæisk
indflydelse og især at forhindre nød
som følge af prissvingninger.
Men hvis der skal være sund øko-
nomi, må befolkningen i Grønland
betale for deres import. Og den ene-
ste måde, hvorpå de kan gøre dette,
er ved at eksportere noget til gen-
gæld. Hvad er der så at eksportere
fra Grønland? Der er fisk. Men grøn-
lænderne fisker ikke regelmæssigt
eller med begejstring. De har fået
mulighed for at købe motorbåde på
favorable betalingsvilkår, og hande-
len opkøber al den fisk, de kan brin-
ge ind. Men de har ikke lært at til-
passe sig det daglige arbejdes regel-
mæssige ensformighed, og industri-
en er stadig uudviklet. Man føler
sympati med den danske administra-
tion, for det er meget vanskeligt at
indpode lyst til arbejdet i et folk,
som ikke kan lide at arbejde, og det
synes usandsynligt, at eksporten af
fisk nogen sinde skal kunne dække
importen, selv om fiskeindustrien
var rationaliseret.
Der er mineraler i landet: i den
sydvestlige del brydes kryolit, som
bliver eksporteret lil De forenede
Stater til brug for stålindustrien.
Dette er det eneste virkelig indbrin-
gende foretagende i landet, og ind-
tægten fra de halvtreds procent af
aktierne, som den danske administra-
tion ejer, hjælper i nogen grad med
lil at udfylde svælget mellem Grøn-
lands indkomster og udgifter. De mi-
neraler, som er blevet fundet længere
nordpå, er endnu ikke blevet udnyt-
tet, og når man tager skibsfartens
meget korte sæson i betragtning, sy-
nes deres fremtid usikker.
Er det da filantropi og ønsket om
at hjælpe, som får Danmark til at
vise sin koloni så megen omhu? Der
er noget sandl i dette. Grønland har
været under dansk indflydelse i 200
år. Dets kolonipolitik er efter min
mening blevet ført forkert, og i dan-
ske administrative kredse synes der
også at være nogle, der føler dette
og gør en anstrengelse for at for-
andre det. De sidste par år har set
en fuldstændig omvæltning af dansk
kolonipolitik. Danmark politik over
for dets arktiske koloni har været, at
holde folket der så tæt som muligt lil
dets primitive levemåde med den
motivering, at det var uegnet til at
klare de vanskeligheder, som kon-
takten med Europa nødvendigvis
måtte bringe. Med andre ord drik-
fældighed og sygdom ville blive
fulgt af demoralisation og død. Da
danskerne først landede i Grønland,
kom de som missionærer (det var i
1721). Dansk kontrol fulgte tæt i hæ-
lene på missionærerne, så at den po-
litik, der går ud på at forhindre kon-
takten med Europa, er blevet fulgt
i 200 år.
Landet har været lukket, og kun
danske administratorer og autorise-
rede videnskabsmænd har haft til-
ladelse lil at rejse ind.
Men det er i virkeligheden umuligt
at isolere el folk for stedse, i hvor
afsides en krog af verden det end
måtte leve. Den nye danske politik
synes i hvert fald at have indset den-
ne kendsgerning, for der arbejdes
ihærdigt med planer om at moderni-
sere landet. Det begyndte altsammen
med krigen. Under krigen, mens
Danmark var besat af Tyskland og
var afskåret fra sin koloni, fik Grøn-
land sine forsyninger fra Canada og
De forenede Stater. Lidt efter lidt
sivede nogle få ideer fra den ydre
verden ind i Grønland. Forsynin-
gerne var bedre, og ved krigens slut-
ning var Grønland ingenlunde glad
for at blive afskåret igen fra Ameri-
ka og vende tilbage lil sin isolation.
Dets sorg gav sig udtryk ved, at en
kommission af prominente grønlæn-
dere og danske rejste fra Grønland
til København for at bede om det
første skridt henimod frihed og selv-
styre, og hele emnet blev bragt frem
for offentligheden. Den danske rege-
ring bestemte sig langt om længe lil
at påbegynde et program for Grøn-
lands udvikling og modernisering.
Siden da har Grønland fået alle et
moderne demokratis vigtigste insti-
tutioner. Administrationen har også
påbegyndt el udstrakt bvggeprogram.
Op og ned langs kysten ser man i
den korte sommer danske arbejdere
travlt optaget af at bygge og danske
embedsmænd i gang med deres nye
beskæftigelser, og store skibe kom-
mer ind i bugten med flere arbej-
dere, ingeniører og inspektører.
Det er, som om en eller anden
vældig udvidelse af handelen var i
vente, som krævede udførlig forbe-
redelse og organisation. Og dog, som
jeg allerede har sagt, kan der efter
min mening ikke være nogen økono-
misk fremtid for Grønland. Hvad
kan det da være, som retfærdiggør
denne enorme udgift på en ø, der har
kun lidt mere end 20.000 indbygge-
re, en udgift som aldrig kan betales
(Fortsættes side 6'i).
pissarssiiaK
amerikamio infttigssarsiutigingikaluardlugo
aulisartoK tugdlfisimånguatsiardlune eualug-
ssuartame 150 kg-ssup Kanerssua alåkarter-
på. aulisagaK kisortoK tåuna inungnit uma-
ssupalåtut issiginenartaraluardlune (erKor-
tumik OKåsagåinc issinit napertuivdluångit-
sunit) nuånåkissårutigalugo aulisartartunit
pissariumancKartartorujugssCivoK.
Fint bytte
Det er ikke uden stolthed, at den amerikan-
ske sportsfisker kikker ned i gabet på den
150 kilo tunge haj, som han lige har truk-
ket op af havet. Selv oin rovfisken er et
højst ubehageligt dyr (set med menneskelige
og i realiteten uretfærdige øjne), er den dog
et meget eftertragtet bytte blandt lystfiskere.
Peter Jensen A/s
Ost en gros
Danmarkime hnugssuaer-
niarlit angnerssåt
pisoKaunerssåldlo
Danmarks største og ældste
ostefirma
Scandiagade 8
KØBENHAVN SV.