Atuagagdliutit - 11.02.1954, Blaðsíða 10

58
ATUAGAGULIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 3
Blaf gennem Gudbrandsdalen
Af Jens Rosing
Når vintersneen liar lagt en dæm-
per på éns strejf, vågner den gamle
vagabond i én, tankerne tager ud på
lange togter til steder, hvor man for-
hen har travet sine fødder trætte.
Landskaber i fjerne lande dukker
op - - fjelde, dale, skove og søer hæ-
ver sig til fata morgana’er og fylder
rummet, hvor man sidder. Man ho-
rer ikke mere stormens sus om lius-
hjørnet. Man er langt, langt på vej.
En flimrende, solfyldt dag stod
jeg i Oslo. Det var første gang, jeg
satte benene på Norges jord, og der
var mange veje ud i landet at vælge
imellem. Jeg kunne tage Bergensba-
nen til Hallingdalen eller op gennem
(iudbrandsdalen for ikke at tale om
andre muligheder. Rejsecheckene,
jeg havde i lommen, lød ikke på no-
get imponerende beløb. En halvsul-
ten ung tegner har ikke meget at
rutte med. Det var faktisk et rent
suliarssuaK
såkutoK niiånarpatdlunginguatsiarpoK, mer-
scrlngitsugagssaungivigsumingnic suliagssl-
ncKarsimagame: pokale una ardliginavigsoK
Kivdlersåsavdlugo. pokale tauna China Cup-
imik atoKarpoK tuluitdlo såkutuisa ajugau-
niussutigissarpåt. 32,000 kr.-nik sitdllmasi-
gauvoK, angutit arfineK-pingasCivdlime aitsat
agssatarincKarsinauvoK.
Et ordentligt arbejde.
Soldaten ser ikke særlig glad ud, men det er
også et næsten håbløst job, man har sat ham
til, nemlig at pudse denne kæmpestore po-
kal. Trofæen, der liedder China Cup, er en
vandrepokal, som britiske regimenter kæm-
per om. Den er forsikret for 32,000 kroner,
og der skal otte mand til for at bære den.
under, at rejsen i det hele taget kun-
ne gennemføres. Heldet havde for
en gangs skyld tilsmilet mig. Jeg hav-
de retur billet og nok til en måneds
ophold, men til et besøg hos barbe-
ren var der ikke blevet råd. Jeg så
vild ud.
Problemet ved vejvalg løste sig
selv. Mens jeg stod og funderede
kom en ung mand og steg ind i en
varevogn, jeg tilfældigvis stod ved
siden af.
— Hvor skal du hen gutt?
— Det ved jeg ikke!
Han fortalte, at han skulle et styk-
ke op gennem Gudbrandsdalen.
— Du får ta’ med.
Dermed var rejsen begyndt. Vi
kørte ud af byen.
Store granskove rejste sig på begge
sider af dalen, der som en grøn
kæmpeorm snoede sig ned gennem
landet. De grønne agre stod badet i
julisolen, og stigende vindpust førte
en forunderlig duft af skov og jord
op fra den store fure og ind gennem
de åbne ruder.
Ved vejs ende skiltes vi — efter at
Haag-sagen var tilendebragt. På
denne tur traf jeg mange mennesker,
og når det gik op for en nordmand,
hvad jeg var for en fyr, kom Haag-
sagen for. Nogle var lidt ærgerlige
over, at de havde tabt, andre sagde,
det var det værste „tølle“, de nogen-
sinde havde præsteret. Men alle som
én var de flinke — et tiltalende folk,
som jeg kom til al holde umådelig
meget af.
Midt i middagsheden tradskedc jeg
af sted, følgende landevejen gennem
en granskov. Vævre egern boltrede
sig oppe i det grønne, og skoven var
et brus af travle fugle, der nu var
midt i opfordringen af denne som-
mers kuld.
For hvert skridt kom jeg længere
og længere væk fra dagligdagens pro-
blemer. Ingen forpligtelser, bare en
fri landevejsrytter.
På den mest hensynsløse måde
blev jeg vækket af mine søde tanker,
da et par kæmpestore schæferhunde
met ét sprang på mig. Jeg tumlede
bagover. Heldigvis var bæsterne bun-
det til et vindfældet træ.
Hidkaldt af hundeglammen myld-
rede en troldeflok frem, og jeg så
nu et par telte, halvt skjult af unge
birketræer, ved kanten af en myr.
Ud af teltene væltede folk, gamle
barmsvære koner med store ringe
i ørerne, piger med sorte, gnistrende
øjne, forpjuskede unger, rottehunde,
ja, i sandhed en broget skare af ta-
tere.
Den vilde horde for ind på mig.
— Aldrig har jeg set et frækkere
folkefærd. Herlige typer. Vi lignede
hinanden påfaldende, i hvert fald på
den brune hud og det sorte, lokkede
hår. Jeg blev bombarderet med de
særeste spørgsmål. Hvor længe hav-
de været om turen op igennem Euro-
pa? — Ingen af dem ville rigtig tro,
al jeg var „nordbo". Jeg var en tater.
Der stod jeg i en slem knibe, om-
ringet al' en pillende skare. De så
på mine rågummi-sålede vandrestøv-
ler og ville straks slå en handel af.
Til bylte skulle jeg bave et par bytte-
sko, rigtig fladtrådte. En ville abso-
lut trække min kniv op af skeden, for
den trængte vel til at slibes.
Det var åbenbart nogle, der havde
god tid. Jeg måtte sætte mig i grøfte-
kanten, og min korte livshistorie
blev på det ubarmhjertigste rullet
op. — En ældre gubbe gav mig i
korte træk sin historie. Han havde
en gård på vestlandet, men når for-
året kom, fik han uro i blodet. Går-
den blev forpagtet bort, og hele tater-
skaren drog ud på landevejen, hvor
de ernærede sig ved mange forskel-
lige job. Nogle sleb knive, andre
reparerede vogne, og atter andre
kørte heste til. De blev ikke længe
ved hvert sted. — Sådan gik somme-
ren, indtil høsten jog dem tilbage,
og de blev i hus vinteren over.
Taterne er folk, der ikke er videre
velkomne nogen steder. Indordne sig
under samfundet har de svært ved,
og de fleste landegrænser er derfor
lukket for dem. De stemples som små-
tyve — for ikke at sige store. Gode
småhandlere, der forstår at dreje
knappen til deres egen fordel. Men
een ros skal de have: de er flinke
hestekendere.
Den gamle gubbe fløjtede en enkelt
strofe, og ud af skovbrynet kom to
af de dejligste heste, man kunne
tænke sig, langbenede travere, så
planke i pelsen, som var de smurt
med olie.
-— Se, det er vores stoltheder. Vi
kender heste bedre end andre. Bliv
med os, så skal du opleve meget. Vi
skal helt over til Sverrigsgrænsen.
De heste springer så hurtigt som
biler, og de lader sig ikke stjæle. De
er oplært til at slå fra sig, hvis frem-
mede skulle finde på at ta’ dem.