Atuagagdliutit - 11.02.1954, Blaðsíða 17

nr. 3
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
65
At sige at nogle er blevet „en slags
torskefiskere" er en undervurdering.
I dag er der 80 pladser hvorfra fisk
eksporteres til lande i det sydlige
Europa. Nogle er udstyret med mo-
derne filetterings-, frysnings- og pak-
ningsanlæg, der alle betjenes af grøn-
lændere. Ca. ti procent af befolknin-
gen er beskæftiget i fiskeindustrien.
Næsten 600 fiskere ejer egne motor-
både i størrelser fra tyve fod til an-
selige fiskerkuttere.
Opdagelsen i 1948 af verdens stør-
ste rejeleje i Diskobugten har ført
til udviklingen af en anden branche
inden for fiskeindustrien, og grøn-
lændere af i dag betjener fryseanlæg
og henkogningsanlæg to eller tre ste-
der på kysten. Grønlandske rejer vil
måske snart finde vej til spisebor-
dene ud over verden.
Eftersom brugen af motorkraft er
blevet almindelig, er skibsværfter for
bådbygning og reparationer dukket
op — især i Egedesminde og Hol-
steinsborg. Alle beskæftiger de grøn-
lændere. I den noget mildere sydlige
del, hvor ca. 20.000 får bliver op-
drættet, er der blevet oprettet et me-
get stort køleanlæg og en konserve-
ringsfabrik. Der er allerede får nok
til at dække hjemmcforbruget; og
man forudser et overskud lil eksport.
Andre steder langs kysten beskæfti-
ges grønlændere som radiomekani-
kere, telegrafister, tømrere, smede,
pakhusforvaltere, kontorister, bød-
kere, bogtrykkere, bogbindere, jord-
mødre, sygeplejersker, bibliotekarer,
radiospeakere, bagere, frisører, kas-
serere og telefonister. Det er grøn-
lændere, der aflæser de videnskabe-
lige instrumenter i den arktiske sta-
tion i Godhavn, andre fungerer som
hrandmænd eller er præster og læ-
røre.
Godthåb, hovedstaden, har haft sil
eget bogtrykkeri siden 1861 og har
udgivet bøger og aviser på grøn-
landsk lige siden. Den første roman
skrevet af en grønlænder, blev ud-
givet i 1914, og blandt den nyere
udgivelser er der klassikere som Ny-
byggerne i Canada, Børnene i Ny-
skoven, Greven af Monle Cristo, 11.
C. Andersens eventyr og flere bøger
af Jules Verne. Oplag på 2000—3000
eksemplarer sælges let blandt den be-
folkning på 22,000, som af frk. Eind-
lay beskrives som „et primitivt og i
høj grad uoplyst folk". Grønlænderne
holder meget at læse, kaster sig over
piecer om verdenssituationen, holder
diskussioner og interesserer sig for
de fleste emner. De har haft deres
egen radiosendestation siden 1942.
Sandheden er, at grønlænderne til
trods for deres primitive oprindelse
og deres dystre baggrund udvikler
sig hurtigt. De er intelligente og
charmerende; de har øje for farver
og mønstre, de har øre for musik og
sans for humor, og de er fuldt ud
klare over, at deres lands skæbne er
ubønhørligt knyttet sammen med en
verden fjernt fra deres egne tilfrosne
kyster. At antyde, at en lang og van-
skelig vej at vandre, det er sikkert,
og mange hindringer må overvindes.
Men hvornår har vanskeligheder el-
ler hindringer forhindret menneske-
hedens fremgang? Hvis den udfol-
delse, som har fundet sted siden kri-
gen, fortsætter i det samme tempo,
vil vi måske i løbet af de næste ti år
se Grønland indtage sin plads som
et lykkeligt og driftigt medlem af
nationernes familie.
London, N. W. 2. Med højagtelse
Geoffrey Williarnson.
Vor liils Grønland.
Deres korrespondent, hr. Geoffrey
Williarnson, er den første, jeg har
mødt, som ikke deler det synspunkt,
som jeg har givet udtryk for i mit
radioforedrag: Vor tids Grønland,
nemlig at „det vil være forkert al
forvente hverken økonomisk eller
politisk uafhængighed for det grøn-
landske folk“.
Han har lige så lidt som jeg værel
i stand til at vise, hvorledes grøn-
lænderne skal kunne slå bro over det
uhyre svælg, der er mellem koloniens
indkomst og udgift, og således opnå
økonomisk uafhængighed. Det vil be-
stemt ikke blive ved fiskeri, så længe
fiskerne er tilfredse med kun at ar-
bejde, når deres spisekammer er
tomt, og så længe den pakkede fisk
skal indsamles fra fire forskellige
stationer langs med kysten, før den
begynder sin rejse sydpå. Centralisa-
tion af befolkningen og fiskcriel er
en mulig, delvis løsning, som jeg ikke
havde lid lil at diskutere i mit fore-
drag.
Jeg ønsker ikke at være uretfærdig
mod grønlænderne, og der er virke-
lig nogle, som under dansk ledelse
har besat stillinger inden for det
samfund, de lever i, som er vidt for-
skellige fra deres fædres gamle er-
hverv. Det er de grønlændere, som
den rejsende møder først, og det ind-
tryk, de gør, kan måske forblænde
eii, når det drejer sig om den store
masse af fangere og fiskere, som i de-
res små hytter er — og det gentager
jeg — primitive og i høj grad uop-
lyste.
Hovedsagen er, at ingen af disse
nye stillinger bringer penge ind i
landet, og indtil en løsning kan fin-
des på delte problem, er det ren og
skær idealisme at forvente, at vi må-
ske „ i løbet af de næste ti år vil se
Grønland indtage sin plads som et
lykkeligt og driftigt medlem af na-
tionernes familie.
W or thin g. Med højagtelse
Marjorie C.' Findlay.
Vor tids Grønland.
I sit brev til The Listener (Radio-
lytteren) sidste uge giver frk. Marjo-
rie Findlay udtryk for den opfattel-
se, at det er ren og skær idealisme
at forvente en bedre fremtid for
grønlænderne, men min vurdering
var baseret på de hurtige fremskridt,
de har gjort siden krigen.
Jeg er enig med frk. Findlay i, at
de økonomiske vanskeligheder er en-
orme, og at Danmark har givet uhyre
pengesummer ud på landet uden
tanke om vinding. Mens handelen på
Grønland var et statsmonopol, var
der ringe tilskyndelse til at skaffe
sig fortjeneste, skønt jeg tror, at
brydningen af kryolit, som bruges i
aluminiumsindustrien (ikke i stålin-
dustrien, som det blev sagt i frk.
Findlays radioforedrag) har hjulpet
lil at betale for mange reformer.
Man er ved at tage skridt til en ratio-
nalisering af fiskeindustrien, i hvil-
ken man giver grønlænderne mere
vidtgående muligheder. Danske og
færøske både har tilladelse til at fi-
ske i de grønlandske farvande på be-
tingelse af, at halvdelen af deres
mandskab er grønlændere, ansat på
samme betingelser som den øvrige
del af mandskabet. Der er instruk-
tionskurser i Godthåb, og som den
grønlændere, som tager lil Danmark,
for at modtage undervisning på fi-
skeriskolerne der.
Nu da landet er blevet åbnet for
private foretagender, tiltrækker fle-
re grønlandske industriforetagender
kapital udefra. Danske, canadiske og
svenske finansmænd står bag forsø-
gene på at bringe store nye fund af
bly, zink og wolfram frem på mar-
kedet. Transportvanskelighederne er
ganske vist store, men ethvert mo-
derne hjælpemiddel tages i brug, og
de, der står bag forsøgene, har til-
strækkelig tiltro lil foretagendet til
at have sat en hel del penge i det.
Ingen kan kaldet det „ren og skær
idealisme".
Eondon, N. W. 2. Med højagtelse
Geoffreij Williamson.
kavffna
[DANMARK
kai/fim ut
akugissaruk /