Atuagagdliutit - 13.01.1955, Blaðsíða 7

stærkt efter lynfrysningsfabrikkens
ibrugtagen og sikkert har overfløjet
godthåbindtægterne. Hvor meget, ved
vi ikke, da vi endnu ikke har tallene.
Når man så på den anden side be-
tænker, at der i Godthåbdistriktet
udelukkende er saltfisk- og stokfisk-
produktion, og at der i denne Grøn-
lands største by intet frysehus findes,
hvor man bl. a. kan opbevare agn, og
at man derfor konstant er generet
af mangel på ordentlig agn, og sam-
tidig tager de dårlige indhandlings-
og havneforhold samt dårligt mate-
riel i selve Godthåb i betragtning,
så kan man ikke med retle hævde,
at Godthåbdistriktet har for lille pro-
duktion.
Først i de senere år er man,for
alvor begyndt at udnytte muligheder-
ne i fjorden, hvor nogle af Grøn-
lands største fiskerimæssige chancer
findes. Det skyldes både en god ind-
sats fra Handelens side og initiativ
og støtte fra landsrådets side, der har
foreslået oparbejdelse af fiskeriet i
distriktet og anlæggelse af en fiske-
ribase i selve Godthåb, og som se-
nere har investeret 200.000 kr. fra
landskassen i fiskeribarakker for at
støtte „Lofotenfiskeriet" i fjorden,
der er Grønlands største fjord-gyde-
plads for torsk. Resultaterne er alle-
rede gode. Efterhånden som der ska-
bes endnu større erhvervsanlæg, og
flere og flere fiskere og fiskeriarbej-
dere deltager i produktionen, og
navnlig hvis man kan bygge en lyn-
frysningsfabrik, således at man også
kan indhandle andre fiskearter som
havkat, helleflynder, rødfisk o. s. v.
vil fangsten stige yderligere.
Men alt dette, fremgangen af fiske-
riet, kan vanskeligt ses af de officielle
kilder. Når man undersøger gennem-
snitsfangsterne i Beretninger vedr.
G., er tallene absolut ikke impone-
rende, idet gennemsnitsudbyttet for
fiskeåret 1951 f. eks. kun har givet
4,760 kg pr. fisker i selve Godthåb,
12 528 kg i Kornoic og 8,032 kg i
Ivapisigdlit. Tallene fra 1952 er hen-
holdsvis 7,796 kg, 10,298 kg og
16,727 kg. Men skal man vide, at det
udelukkende er fangsten i sommer-
halvåret, der er publiceret her.
Det er nemlig det ejendommelige
ved disse officielle oplysninger vedi.
fiskeriudbyttet i Beretninger vedr.
G., at de ved udregninger af gen-
nemsnitsfangsterne ikke regner med
vinterproduktionen. De regner der-
imod kun med saltfiskproduktionen,
der begynder om foråret og slutter
om efteråret ved frostens indtræden,
og de giver således ikke et sandt bil-
lede af den faktiske fiskerimæssige
situation.
Det havde været mere forståeligt,
hvis det drejede sig om små kvanta.
Men således er det ikke tilfældet. I
Godtliåb-distriktet drejer det sig om
en vinterfangst på 500,000 kg i fiske-
året 1952, 800,000 kg i 1953. I 1953
har udstederne Kornoic og Kapisig-
dlit indhandlet 1.268.798 kg til trods
for at saltfiskproduktionen er blevet
meget mindre, fordi Ameralikfang-
sten „stjal billedet". Hertil kommer
så den betydelige mængde konsum-
fisk, der daglig er blevet solgt til
hjemmeforbruget i denne efter grøn-
landske forhold store by sommer og
vinter.
Når indhandlingen i selve Godt-
håb by er gået tilbage i de sidste år,
skyldes det sikkert flere årsager, bl.
a. det udvidede hjemmemarked ifig.
hyens vækst, idet fiskernes antal
ikke ]lar været stigende. Fiskerne
er helier ikke anderledes end andre
privat-næringsdnvende. De driver
ikke — kan heller ikke drive det —
deres erhverv ud fra idealistiske
principper, for at foiøge Grønlands
eksportproduktion, men for selv at
leve af det og tjene penge. Saltfisk-
produktionen sluger megen arbejds-
tid og giver kun lidt i forhold til ar-
bejdet. Fiskerne foretrækker derfor
at afsætte deres fisk til hjemmemar-
kedet, fordi de får mere for den på
denne måde. En torsk, der i Dan-
mark koster 4—5 kroners penge, ko-
ster i Godthåb 1—1,25 kr. Men sam-
me fisk opkøber Handelen for min-
dre end 1 kr. Yderligere skal fisker-
ne selv flække og rense den i det
kolde vand forinden. Under disse
forhold har Handelen ingen chan-
cer for at tage konkurrencen op med
hjemmemarkedet. Af samme grund
fisker Godthåbfiskerne stenbider om
foråret og laks om sommeren, og da
der ikke er ret mange fiskere i selve
byen, mærkes det straks på indhand-
handiingen af torsk.
Mange af distriktets fiskere går
desuden på rensjagt om sommeren
og „spilder" på denne måde „tid".
For folk, der har været jægere i tu-
sind år, kan overgangen til fiskeri
ikke ske pludseligt, men må ske grad-
vis. Når de har drevet deres fiskeri-
erhverv under strenge arbejdsforhold
i vinterens kulde, så vågner jægerin-
stinktet, når jagttiden er inde. Det er
dog sikkert ikke alene jagtens glæ-
der og strabadser på de store vidder
inde i landet, der kalder med en
uimodståelig lokken, men fordi
grønlænderen, der liar levet af kød
i umindelige tider, trives dårligt
på fiskediæt og må ud og skaffe
kød engang imellem, selv på bekost-
ning af pengefortjenester. Han går
på sæljagt i træktiden og på rensjagt
i jagttiden, også fordi han har god
brug for skindene. Dette gælder alle
rensdistrikter. Endvidere kan man
vel sige, at fiskere fra steder med
kort torskeforekomst udviser mærk-
bar større energi, fordi de ved, at fi-
sken kun er tilstede i nogle få måne-
der.
I denne forbindelse har det inter-
esse at se, at til trods for god, årlig
befolkningstilvækst er fiskerstanden
i Grønland bestandig gået tilbage. I
1945 var der 2300 fiskere, men kun
1889 i 1952 og 1768 i 1953. Reduktio-
nen — 530 fiskere på 8 år — er stor
heroppe hos en lille befolkning, selv
om man siger, at det er mest lejlig-
hedsfiskere, der holder op med at fi-
ske. En god portion produktion mi-
ster Grønland derved.
Til trods for stærk og glædelig
forøgelse af motorbådsflåden, der
steg i antal fra 204 til 484 i 1953
(plus 8 kuttere), har fiskeproduktio-
nen ligget omtrent stille i de sidste
7 år (mellem 18—20 miil. kg råfisk
årligt i total udbytte). Da udbyttet
er det samme for færre fiskere, må
det samtidig betyde, at arbejdsind-
satsen og hermed gennemsitsindtæg-
terne for den enkelte fisker og er-
hverver er steget betydeligt i samme
tidsrum, navnlig på grund af forbed-
ret materiale i form af stærk forøgel-
se af motorbådenes antal. Der er nu
færre til at dele samme udbytte. Mo-
torbådene har været til stor gavn her-
oppe. Ikke alene pengeindtægterne
men også naturalieindtægterne er
steget, fordi mange motorbåde bru-
ges til jagt, og folkets ernæring, der
i en overgang har været dårlig, er
betydelig forbedret. Men de har sam-
tidig været nogle dyre apparater,
fordi vi har fået dem, inden havne-
forholdene er i orden. Mange er ha-
vareret og forlist, og Grønlands ark-
tiske vejr og det isfyldte hav slider
dem hurtigt op, ikke mindst i den
sydlige del af landet, hvor de bruges
hele året rundt.
Fiskerantallets reduktion hænger
sikkert til dels sammen med, at der
skal udføres så meget arbejde med
omhyggelig flækning (som kræver
megen træning) og rensning inden
indhandlingen med de så strenge
forskrifter, at mange — bl. a. arbej-
dere og bestillingsmænd, der tidlige-
re har fisket i deres fritid — holder
op med at fiske. Ikke-fiskere er til-
bøjelige til at beskylde fiskerne for
dovenskab og manglende energi,
men tilsyneladende ofte med for rin-
ge forståelse af fiskernes vanskelig-
heder, uden samtidig at stille objek-
tiv analyse, hvorfor det er sådan. —
For når et erhverv, der har haft cn
stærkere tilslutning, ikke mere i
samme grad som tidligere tiltrækker
folk, eller når udøverne efter andres
påstand ikke længere udviser til-
strækkelig energi, så må der være en
årsag, som ikke uden videre kan be-
tegnes som dovenskab. — Jeg tror,
at årsagen er: Spørgsmålet om fi-
skernes økonomiske vilkår i forhold
li! andre befolkningsgrupper.
Det er jo således, at gennemsnits-
indtægterne endnu er små, 1500—
2000 kr. årligt i Grønlands bedste
fiskeegne. Det er ikke mange penge
i vore dage med vore „danske" bu-
tikspriser, selv om fiskerne spiser
gratis fisk. Større gevinster kan fal-
de, men i almindelighed er fiskerar-
bejde et slidsomt arbejde, der kun gi-
ver lidt. Andre erhverv — som f. eks.
lønnet arbejde •— er mere sikre end
den ustabile fiskervej, hvor man til-
lige stifter en stor gæld i form af en
motorbåd med stigende priser — ef-
ter sigende er priserne for nummer-
både steget med ca. % i de senere år
— på sine steder med stor risiko for
havari på grund af dårlige havnefor-
hold med påfølgende store repara-
tionsomkostninger eller måske total
forlis. En dygtig fisker kan ganske
vist anskaffe sig en dyr motorbåd,
men de fleste af indtægterne går til
afbetaling, forsikring, driftsomkost-
ninger og fiskeredskaber, således at
den virkelige fortjeneste som regel
er lille, når undtages rejefiskeriet.
Det samme er ved Godthåb. I de
senere år har tilgangen til fiskeriet
været lig nul. Fiskerne fra andre ste-
der vil nødig flytte til Godthåb med
de dårlige havneforhold, således at
fiskerbefolkningen ikke stiger i for-
hold fil indbyggerantallets hurtige
stigen. Dette er allerede nu en alvor-
lig sag. Indbyggerantallet er nu ved
tuberkulosesanatoriets ibrugtagen
oppe ved 2000. De få erhververe, der
sjældent hører opmuntring og aner-
kendelse, har nok at gøre med at
forsyne den store befolkning med
fisk og vildt, så det allerede er gået
ud over stedets indhandling med
fisk, der alene anerkendes som baro-
meter for byens erhvervsliv.
Når vigtige fiskerihavne med er-
hvervsanlæg skal placeres i andre
lande, så spørger man ikke først og
fremmest: Hvor mange fiskere er
der på stedet? Hvor meget initiativ
udviser de? Fortjener de sådanne an-
læg?
Nej, det, man spørger om, er: Er
chancerne der? Er der muligheder
ved selve stedet og i oplandet?
Man lader med andre ord selve
forholdene udpege stederne. Man
bygger der, hvor der er kortest af-
stand til de rigeste fiskerbanker; der
hvor produktionen muligt kan give
størst udbytte; der, hvor der kan ar-
bejdes længst muligt om året. Og så
kommer resten af sig selv — efter-
hånden. Fiskerne kommer, når de ser
at de kan få bedre forljeneste der
end andre steder.
Uden sikre fiskerihavne med tids-
svarende anlæg på rigtige steder
kommer hverken fiskerne eller en
produktion. En havn er både eksi-
stens og en livsbetingelse for en
kystby, ikke mindst heroppe, hvor
så godt som alt erhverv, al transport
og samfærdsel foregår ad søvejen.
Det gælder alle grønlandske byer i
vore dage, i motorbådstidsalderen.
Det gælder også Godthåb. En fiskeri-
havn er cn forudsætning for, cn be-
tingelse for en sund og harmonisk
vækst for cn by som Godthåb. Uden
denne bliver byen fortsat en ren
administrationsby „uden erhvervs-
liv". En havn med tidssvarende er-
hvervsanlæg, lynfrysningsfabrik og
agnforsyning vil ikke alene betyde
opsving for selve Godthåb, men det
vil også betyde en hel del for et op-
sving for hele Grønlands erhvervsliv
og produktion. Og jo mere støtte vi
får i vore bestræbelser for at få en
sådan havn, des bedre. A. Lynge.
DANGREN råoliemotorer
fra 7 til 120 HK
Den rette motor for havfiskeri
aulisariutinut motorigssaricigdluartoic.
A/S Grenen Motorfabrik, Skagen
STJERNENS
- m -dmkeduk idcviMMée, • ■ •
Danmarkime piumaneuarnerssaussok
7