Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 13.01.1955, Page 7

Atuagagdliutit - 13.01.1955, Page 7
stærkt efter lynfrysningsfabrikkens ibrugtagen og sikkert har overfløjet godthåbindtægterne. Hvor meget, ved vi ikke, da vi endnu ikke har tallene. Når man så på den anden side be- tænker, at der i Godthåbdistriktet udelukkende er saltfisk- og stokfisk- produktion, og at der i denne Grøn- lands største by intet frysehus findes, hvor man bl. a. kan opbevare agn, og at man derfor konstant er generet af mangel på ordentlig agn, og sam- tidig tager de dårlige indhandlings- og havneforhold samt dårligt mate- riel i selve Godthåb i betragtning, så kan man ikke med retle hævde, at Godthåbdistriktet har for lille pro- duktion. Først i de senere år er man,for alvor begyndt at udnytte muligheder- ne i fjorden, hvor nogle af Grøn- lands største fiskerimæssige chancer findes. Det skyldes både en god ind- sats fra Handelens side og initiativ og støtte fra landsrådets side, der har foreslået oparbejdelse af fiskeriet i distriktet og anlæggelse af en fiske- ribase i selve Godthåb, og som se- nere har investeret 200.000 kr. fra landskassen i fiskeribarakker for at støtte „Lofotenfiskeriet" i fjorden, der er Grønlands største fjord-gyde- plads for torsk. Resultaterne er alle- rede gode. Efterhånden som der ska- bes endnu større erhvervsanlæg, og flere og flere fiskere og fiskeriarbej- dere deltager i produktionen, og navnlig hvis man kan bygge en lyn- frysningsfabrik, således at man også kan indhandle andre fiskearter som havkat, helleflynder, rødfisk o. s. v. vil fangsten stige yderligere. Men alt dette, fremgangen af fiske- riet, kan vanskeligt ses af de officielle kilder. Når man undersøger gennem- snitsfangsterne i Beretninger vedr. G., er tallene absolut ikke impone- rende, idet gennemsnitsudbyttet for fiskeåret 1951 f. eks. kun har givet 4,760 kg pr. fisker i selve Godthåb, 12 528 kg i Kornoic og 8,032 kg i Ivapisigdlit. Tallene fra 1952 er hen- holdsvis 7,796 kg, 10,298 kg og 16,727 kg. Men skal man vide, at det udelukkende er fangsten i sommer- halvåret, der er publiceret her. Det er nemlig det ejendommelige ved disse officielle oplysninger vedi. fiskeriudbyttet i Beretninger vedr. G., at de ved udregninger af gen- nemsnitsfangsterne ikke regner med vinterproduktionen. De regner der- imod kun med saltfiskproduktionen, der begynder om foråret og slutter om efteråret ved frostens indtræden, og de giver således ikke et sandt bil- lede af den faktiske fiskerimæssige situation. Det havde været mere forståeligt, hvis det drejede sig om små kvanta. Men således er det ikke tilfældet. I Godtliåb-distriktet drejer det sig om en vinterfangst på 500,000 kg i fiske- året 1952, 800,000 kg i 1953. I 1953 har udstederne Kornoic og Kapisig- dlit indhandlet 1.268.798 kg til trods for at saltfiskproduktionen er blevet meget mindre, fordi Ameralikfang- sten „stjal billedet". Hertil kommer så den betydelige mængde konsum- fisk, der daglig er blevet solgt til hjemmeforbruget i denne efter grøn- landske forhold store by sommer og vinter. Når indhandlingen i selve Godt- håb by er gået tilbage i de sidste år, skyldes det sikkert flere årsager, bl. a. det udvidede hjemmemarked ifig. hyens vækst, idet fiskernes antal ikke ]lar været stigende. Fiskerne er helier ikke anderledes end andre privat-næringsdnvende. De driver ikke — kan heller ikke drive det — deres erhverv ud fra idealistiske principper, for at foiøge Grønlands eksportproduktion, men for selv at leve af det og tjene penge. Saltfisk- produktionen sluger megen arbejds- tid og giver kun lidt i forhold til ar- bejdet. Fiskerne foretrækker derfor at afsætte deres fisk til hjemmemar- kedet, fordi de får mere for den på denne måde. En torsk, der i Dan- mark koster 4—5 kroners penge, ko- ster i Godthåb 1—1,25 kr. Men sam- me fisk opkøber Handelen for min- dre end 1 kr. Yderligere skal fisker- ne selv flække og rense den i det kolde vand forinden. Under disse forhold har Handelen ingen chan- cer for at tage konkurrencen op med hjemmemarkedet. Af samme grund fisker Godthåbfiskerne stenbider om foråret og laks om sommeren, og da der ikke er ret mange fiskere i selve byen, mærkes det straks på indhand- handiingen af torsk. Mange af distriktets fiskere går desuden på rensjagt om sommeren og „spilder" på denne måde „tid". For folk, der har været jægere i tu- sind år, kan overgangen til fiskeri ikke ske pludseligt, men må ske grad- vis. Når de har drevet deres fiskeri- erhverv under strenge arbejdsforhold i vinterens kulde, så vågner jægerin- stinktet, når jagttiden er inde. Det er dog sikkert ikke alene jagtens glæ- der og strabadser på de store vidder inde i landet, der kalder med en uimodståelig lokken, men fordi grønlænderen, der liar levet af kød i umindelige tider, trives dårligt på fiskediæt og må ud og skaffe kød engang imellem, selv på bekost- ning af pengefortjenester. Han går på sæljagt i træktiden og på rensjagt i jagttiden, også fordi han har god brug for skindene. Dette gælder alle rensdistrikter. Endvidere kan man vel sige, at fiskere fra steder med kort torskeforekomst udviser mærk- bar større energi, fordi de ved, at fi- sken kun er tilstede i nogle få måne- der. I denne forbindelse har det inter- esse at se, at til trods for god, årlig befolkningstilvækst er fiskerstanden i Grønland bestandig gået tilbage. I 1945 var der 2300 fiskere, men kun 1889 i 1952 og 1768 i 1953. Reduktio- nen — 530 fiskere på 8 år — er stor heroppe hos en lille befolkning, selv om man siger, at det er mest lejlig- hedsfiskere, der holder op med at fi- ske. En god portion produktion mi- ster Grønland derved. Til trods for stærk og glædelig forøgelse af motorbådsflåden, der steg i antal fra 204 til 484 i 1953 (plus 8 kuttere), har fiskeproduktio- nen ligget omtrent stille i de sidste 7 år (mellem 18—20 miil. kg råfisk årligt i total udbytte). Da udbyttet er det samme for færre fiskere, må det samtidig betyde, at arbejdsind- satsen og hermed gennemsitsindtæg- terne for den enkelte fisker og er- hverver er steget betydeligt i samme tidsrum, navnlig på grund af forbed- ret materiale i form af stærk forøgel- se af motorbådenes antal. Der er nu færre til at dele samme udbytte. Mo- torbådene har været til stor gavn her- oppe. Ikke alene pengeindtægterne men også naturalieindtægterne er steget, fordi mange motorbåde bru- ges til jagt, og folkets ernæring, der i en overgang har været dårlig, er betydelig forbedret. Men de har sam- tidig været nogle dyre apparater, fordi vi har fået dem, inden havne- forholdene er i orden. Mange er ha- vareret og forlist, og Grønlands ark- tiske vejr og det isfyldte hav slider dem hurtigt op, ikke mindst i den sydlige del af landet, hvor de bruges hele året rundt. Fiskerantallets reduktion hænger sikkert til dels sammen med, at der skal udføres så meget arbejde med omhyggelig flækning (som kræver megen træning) og rensning inden indhandlingen med de så strenge forskrifter, at mange — bl. a. arbej- dere og bestillingsmænd, der tidlige- re har fisket i deres fritid — holder op med at fiske. Ikke-fiskere er til- bøjelige til at beskylde fiskerne for dovenskab og manglende energi, men tilsyneladende ofte med for rin- ge forståelse af fiskernes vanskelig- heder, uden samtidig at stille objek- tiv analyse, hvorfor det er sådan. — For når et erhverv, der har haft cn stærkere tilslutning, ikke mere i samme grad som tidligere tiltrækker folk, eller når udøverne efter andres påstand ikke længere udviser til- strækkelig energi, så må der være en årsag, som ikke uden videre kan be- tegnes som dovenskab. — Jeg tror, at årsagen er: Spørgsmålet om fi- skernes økonomiske vilkår i forhold li! andre befolkningsgrupper. Det er jo således, at gennemsnits- indtægterne endnu er små, 1500— 2000 kr. årligt i Grønlands bedste fiskeegne. Det er ikke mange penge i vore dage med vore „danske" bu- tikspriser, selv om fiskerne spiser gratis fisk. Større gevinster kan fal- de, men i almindelighed er fiskerar- bejde et slidsomt arbejde, der kun gi- ver lidt. Andre erhverv — som f. eks. lønnet arbejde •— er mere sikre end den ustabile fiskervej, hvor man til- lige stifter en stor gæld i form af en motorbåd med stigende priser — ef- ter sigende er priserne for nummer- både steget med ca. % i de senere år — på sine steder med stor risiko for havari på grund af dårlige havnefor- hold med påfølgende store repara- tionsomkostninger eller måske total forlis. En dygtig fisker kan ganske vist anskaffe sig en dyr motorbåd, men de fleste af indtægterne går til afbetaling, forsikring, driftsomkost- ninger og fiskeredskaber, således at den virkelige fortjeneste som regel er lille, når undtages rejefiskeriet. Det samme er ved Godthåb. I de senere år har tilgangen til fiskeriet været lig nul. Fiskerne fra andre ste- der vil nødig flytte til Godthåb med de dårlige havneforhold, således at fiskerbefolkningen ikke stiger i for- hold fil indbyggerantallets hurtige stigen. Dette er allerede nu en alvor- lig sag. Indbyggerantallet er nu ved tuberkulosesanatoriets ibrugtagen oppe ved 2000. De få erhververe, der sjældent hører opmuntring og aner- kendelse, har nok at gøre med at forsyne den store befolkning med fisk og vildt, så det allerede er gået ud over stedets indhandling med fisk, der alene anerkendes som baro- meter for byens erhvervsliv. Når vigtige fiskerihavne med er- hvervsanlæg skal placeres i andre lande, så spørger man ikke først og fremmest: Hvor mange fiskere er der på stedet? Hvor meget initiativ udviser de? Fortjener de sådanne an- læg? Nej, det, man spørger om, er: Er chancerne der? Er der muligheder ved selve stedet og i oplandet? Man lader med andre ord selve forholdene udpege stederne. Man bygger der, hvor der er kortest af- stand til de rigeste fiskerbanker; der hvor produktionen muligt kan give størst udbytte; der, hvor der kan ar- bejdes længst muligt om året. Og så kommer resten af sig selv — efter- hånden. Fiskerne kommer, når de ser at de kan få bedre forljeneste der end andre steder. Uden sikre fiskerihavne med tids- svarende anlæg på rigtige steder kommer hverken fiskerne eller en produktion. En havn er både eksi- stens og en livsbetingelse for en kystby, ikke mindst heroppe, hvor så godt som alt erhverv, al transport og samfærdsel foregår ad søvejen. Det gælder alle grønlandske byer i vore dage, i motorbådstidsalderen. Det gælder også Godthåb. En fiskeri- havn er cn forudsætning for, cn be- tingelse for en sund og harmonisk vækst for cn by som Godthåb. Uden denne bliver byen fortsat en ren administrationsby „uden erhvervs- liv". En havn med tidssvarende er- hvervsanlæg, lynfrysningsfabrik og agnforsyning vil ikke alene betyde opsving for selve Godthåb, men det vil også betyde en hel del for et op- sving for hele Grønlands erhvervsliv og produktion. Og jo mere støtte vi får i vore bestræbelser for at få en sådan havn, des bedre. A. Lynge. DANGREN råoliemotorer fra 7 til 120 HK Den rette motor for havfiskeri aulisariutinut motorigssaricigdluartoic. A/S Grenen Motorfabrik, Skagen STJERNENS - m -dmkeduk idcviMMée, • ■ • Danmarkime piumaneuarnerssaussok 7

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.