Atuagagdliutit - 10.03.1955, Blaðsíða 22

BARNELEG i STORBYEN
Sommereftérmiddage i en storby
kan have noget eget trist over sig,
når man bare er ni år gammel og
tuldrer alene omkring på en menne-
sketom sidegade og slet ingen ideer
bar til foretagsomhed. Tung, støvet
toft. Skarpe skygger. En hed, sol-
flimrende husmur på gadens ene
side og en kold, cementstrøget på
den anden. Sten på kørebanen. Sten
På fortovet. Sten og atter sten i en
sådan mængde, at det helt kan tage
Pippet fra en lille purk; og så lidt
blå himmel med en forbidrivende
•Page højt oppe over hustagene og
skorstenene. Ikke en plet åben muld
eller et par grønne træer til at give
associationer om bondeland eller
endnu bedre om urskov og Tarzan.
Bare hist og her lidt mørkegrøn
skimmel i furerne mellem fortovets
sten, og det vækker ikke megen na-
turbegejstring.
På klejnsmedens tilstøvede kæl-
dervindue tegnede Søren med finge-
ren en indianer og kikkede derefter
ned gennem en af striberne til alt
skramlet: Rustne kakkelovne, hava-
rerede cykler, reservedele, værktøj.
Han var der ikke selv, klejnsmeden.
Det var mest kun om vinteren, han
var på værkstedet, så skulle folk jo
have repareret deres kakkelovne, om
sommeren sad hængelåsen oftest på
hans uhøvlede, sodsværtede dør.
løvrigt lignede smeden på det gran-
giveligste de indbrudstyve, man ser
På vittighedstegningerne. Kan gerne
være, at han har været hæderlighe-
den selv, men hans ansigtstræk vir-
kede befordrende på Sørens fantasi.
Bemeldte dag var der intet, der kun-
ne sætte fantasien i gang, end ikke
vognmandens to nævesvingende
sønner viste sig og indgød frygtens
nnderholdende kriblen.
Men så skete der Gud være lovet
noget. En lille, rundbuet fyr var duk-
ket op, som sendt fra himlen. De tog
niål af hinanden, de to. Søren skøn-
nede, at drengen vel kunne være ct
år eller lo yngre end han selv; men
i mangel af andet og bedre selskab
kunne man vel nedlade sig . . . Jeg
hedder Per Kjeldsen, præsenterede
den himmelsendte sig, min far er
civilingeniør, vi er lige flyttet ind
derovre, han pegede mod en af op-
gangene, hvor en gul flyttevogn hav-
de holdt dagen før.
Lidt betuttet over Pers fyldige
Præsentation — sligt brugte man
ikke i den gade — var Søren i vild-
rede med, hvad han skulle svare. Det
der civilingeniør lød vældig spæn-
dende, hvad det så end var for no-
Set; Per formåede ikke at give ham
en tilfredsstillende forklaring i så
henseende. Jeg bor ovre i nummer
*°> fik han da endelig taget sig sam-
men til at svare, og hedder Søren.
Bet med det fædrende ophavs be-
skæftigelse kneb det derimod mere
^ed. En far var en far, og det kun-
JJe vel være nok om den sag, mente
h0ren, men på den anden side ville
han ikke skuffe sin nye ven ved at
Køre sin afstamning mindre spæn-
dende end hans. Havde han nu væ-
ret helt på det rene med, hvad hans
far i grunden tog sig for, havde det
naåske været lettere for ham, men
han havde aldrig skænket det en
tanke. Så vidt han vidste, havde
hans fars bestilling noget med et
kontor at gøre, men det duede bare
p e i den foreliggende situation.
1 er ventede tålmodigt og beså tavs
sme nye omgivelser. Indianerhøv-
ding, hvalfanger, detektiv, sørøver,
åmerikaner ___- for børn og barnlige
sjæle rangerer dette begreb på lige
fod med de mere spændende og ind-
bringende erhverv — polarforsker
°g meget andet fo’r som en lynild
gennem Sørens hjerne. En lille flok
duer lettede længere nede ad gaden
med tydelig vingeklapren. Min far
er sømand, løj han så let henkastet,
det smagte dog altid lidt af eventyr,
forekom det ham. Skibbrud, pirater,
spritsmugling, menneskeædere og
slavehandel måtte være uløseligt
knyttet til et sådant maritimt embe-
de. Per modtog den svært fødte un-
derretning med ophøjet ligegyldig-
hed. Jeg skal også selv være sømand,
tilføjede Søren for at forstærke ind-
trykket af sin oplysning. Nå, svare-
de Per, jeg skal være bondemand,
når jeg bliver stor, og have en bon-
degård med heste og køer og grise
og høns. Jeg har en deroppe af træ,
du skal nok få lov til at se den eu
dag, lovede han. En mærkelig dreng,
tænkte Søren, han havde aldrig væ-
ret ude for nogen, der gerne ville
være bondemand.
De satte sig på en skyggekold
trappesten og passiarede dovent.
Min storebror tegner flotte sejlskibe,
oplyste Per uden anledning. Det
måtte være sjovt at sejle i et sejl-
skib, tænkte Søren. Ude på Lange-
linie havde han set lystbådene ligge
på siden, når vinden fyldte de hvide
sejl, og hugge i dønningerne fra de
store skibes kølvand. Det måtte være
en mærkelig fornemmelse at være
ombord. En stund sad de uden at
meddele sig til hinanden og drømte
hver sit, så syntes Søren, at han
måtte gøre noget for at underholde
den nye dreng, Skal vi lave en klub,
foreslog han. De store drenge lavede
klubber og bander, og han havde
hørt om „Lord Percy fra den exen-
triske Klub“. Det skal altså være en
hemmelig klub tilføjede han. Per gik
ind på ideen. Uden tvivl havde han
endnu mindre begreb om, hvad en
klub var, end Søren.
Hvad skal vi kalde den? spurgte
Søren og overdrog navngivningens
afgørelse til Per. Per grundede læn-
ge uden at hitte på noget. U. S. A.,
foreslog Søren så. Det lod til at be-
hage Per, han så helt oplivet ud. De
blev enige om, at de tre bogstaver
skulle stå på deres arme, ligesom
tatoveret. Per havde en rød farve-
blyant ved hånden. Snart var deres
klubmærke færdigt, og stolte strakte
de armene frem og beskuede vær-
ket.
Der skal ikke være andre med,
vel? spurgte Per. Næ, sæføli ikke,
svarede Søren, det er jo en hemme-
lig klub, forstår du nok, men vi må
have en hule til vores klub. Den var
Per med på. De gik ind i gården,
hvor et søvndyssende lydsammensu-
rium smeltede sammen fra de man-
ge åbenstående vinduer. Nede i en
hvidkalket cyklekælder indrettede
de sig med deres klub i en bred vin-
duesfordybning i højde med gårds-
pladsens cement. Længe sad de og
småpludrede og kikkede ud ad de
tågede, ståltrådsforstærkede ruder
og lod fingrene føle murværkets ru,
kølige flade. Det var kun ligetil, de
begge kunne være i murhullet.
Cykleskramlen på trappen. Hvad
sidder I der og laver, kom der en
ind og spurgte. Det gibbede i Søren,
han frygtede straks, det var en vogn-
mandssøn eller måske gårdmanden,
som han havde en medfødt respekt
for. Det var bare Pers storebror,
ham med de flotte sejlskibe, der
skulle ned med cyklen. Goddag, sag-
de Søren høfligt, han så så voksen
ud, Pers bror. Broderen svarede
ikke, men gik hen og trak Per i be-
net, så han var ved at falde ned. De
hylede begge voldsomt op. Hvad la-
ver I så, forhørte han igen og gav
Per et ekstra ryk. Vi har lavet en
klub, fortalte Søren, der nødig så
Per blive hevet ned, så han slog sig
— så hellere indrømme det, de hav-
de lovet at holde hemmeligt. En
klub? Broderen var lidt desoriente-
ret. Hvad er det for en klub? spurg-
te han. En hemmelig klub — æv,
vrængede Per. En hemmelig klub,
gentog broderen, hvad hedder så
den? U. S. A., svarede Per. Hvad be-
tyder det, spurgte han; det var ty-
deligt, at han helt ville være på det
rene med, hvad de foretog sig. De
sad begge uforstående. Skulle
U. S- A. vel betyde andet end U. S. A.,
det begreb de ikke. Det lyder bare
godt, sagde Søren lidt usikker. Ja-
men, det må da betyde noget, ind-
vendte broderen vedholdende og
holdt et lærd foredrag om navngiv-
ning og forkortelser og Amerikas
forenede stater og sådan noget. Det
fattede de endnu mindre. Men hvil-
ket formål har jeres klub, sluttede
han, den må vel have et formål? Per
og Søren glanede, hvad var mon et
formål, og hvorfor måtte de ikke
have lov til at have deres hemme-
lige klub i fred, som de nu selv syn-
tes, den skulle være. Bevares, svare-
de storebroderen og gik med en hån-
lig skuldertrækning op til sine flotte
sejlskibe.
Lidt efter hoppede Per og Søren
ned fra deres klubhule. Noget var
slået i stykker for dem. Klubhen
havde ikke mere den samme tillok-
kelse som før. Sagkundskaben havde
nidkært påvist, at der manglede no-
get, som gjorde, at deres hemmelige
klub alligevel ikke var helt rigtig.
Ovre i det dunkle, affaldsduftende
skraldehus fandt de en defekt kurve-
kuffert og en paraply. Noget volde-
ligt måtte nødvendigvis ske efter
fiaskoen med klubben. De slæbte
kufferten hen under vandposten, og
Per kravlede ind i den. Søren lukke-
de låget i og postede vand på. Det
var vældig skæg, Per hylede og skreg
og kom våd ud. Bagefter var det Sø-
rens tur. Så undersøgte de allq skral-
dekasserne for at se, om der var me-
re, de kunne bruge. Det var der ikke.
De tog paraplyen med ud i solskin-
net og slog den op. Man kan bruge
den som faldskærm, sagde Søren. I
en tegneserie havde han set fald-
skærme i anvendelse. Per kendte og-
så serien og var straks fyr og flam-
me.
I begyndelsen hoppede de til vejrs
med paraplyen i opstrakt arm, men
fornøjelsen ved dette fortog sig
snart. Der måtte mere vovelige
spring til. Skraldehustaget var ideelt.
Per klatrede derop. Under vejs rev
han en flænge i bukserne på et søm.
Oppe på taget stillede han sig med
paraplyen højt hævet helt ude nå
randen! Og så, inden Søren nåede
at fremkomme med betænkeligheder
og ændringsforslag, sprang han. Pa-
raplyen viste sig ikke at være nogen
duelig faldskærm. Stiverne vippede
den modsatte vej, og Per slog begge
knæ til blods ved faldet mod den
hårde cement og rendte vrælende
op til sin mor. Og det bare fordi
hans storebror ikke havde kunnet
lade dem beholde deres hemmelige
klub i fred, når de nu var så glade
for den, som den var.
Søren Siauning.
1
HAMPTOVVÆRK og stålwire
våjariliorfigdlo
Randersime agdlu-
naussiorfik
AKTIESELSKABET RANDERS REBSLAAERI, RANDERS
ingerdlatitseKatigit Randersime agdlunaussiorfingmik, Randers
DIESEL
Alpha-Diesel R-S
23