Atuagagdliutit - 07.04.1955, Page 5

Fra lægebåd i Grønland til
folkevo
Afrika
.Det or kun 100 år siden den skot-
e opdagelsesrejsende Livingstone
eSyndte sine rejser i Afrika og først
omkring 1880 blev belgisk Congo ud-
.0rsket af amerikaneren Stanley. Men
.('ktlikken går frem med stormskridt,
js*r efter afslutningen af sidste krig,
'°r flyvemaskinerne har gjort af-
budene små og fjerne pladser til-
tøngelige. Om få år rejser turisterne
Slkkert med flyvemaskine og bus til
Centralafrika, men endnu er en biltur
’a ækvator til Tanger et spændende
Uventyr, som kun kan gennemføres,
j Vls man selv kan passe vognen, kan
C"ge økse, sav og hammer, kan leve
at tvebakker og bananer, undvære
nsk i dagevis og ellers sove hvor-
s°mhelst. Hvadenten det drypper fra
tmirnehyttens tag eller folkevognens
Nedslåede sæder fungerer som køje
l°r 3
Der skulle selvfølgelig mange for-
Cl'edelser, indviklede tilladelser og
smertefulde vaccinationer til en så-
a" tur, men kun 14 dage efter vores
'Joinkomst fra Grønland dampede vi
,.ed langs Vestafrikas kyst med en
‘"U folkevogn i lasten.
Solen skinnede fra en strålende
ar himmel, da de kanariske øer hil-
* e os med sværme af blå flyvefisk,
!tr føg om skibet som små projekti-
Cr- Delfinerne legede i bølgesprøjtet
,°8 ' i lå i liggestole på dækket og nød
'enigheden. Første anløbshavn var
akar, som modtog os med et ægte
IoPeskyl. Regnen silede ned tæt som
mur og skibet matte gå for halv
ai't, fordi det var umuligt at se 100
!u frem. Da solen igen brød frem, fik
!a8 øje på Afrikas sorte indbygger,
’an stod og arbejdede på en båd, og
a°t lyse tøj tegnede sig mod hans
"'orke lemmer, som var han fotone-
8aDvet af en hvid mand.
„De danske skibe, som henter træ
Pa kysten omkring ækvator, plejer at
a lastemandskab ombord i byen
reetown i Sierra Leone. Det skulle
‘"/s Bretagne også have, og en dag
y,e<l middagstid kastede vi anker på
reetowns red. Øjeblikkelig gled let-
y kanoer op til skibssiden, fyldt til
ynkegrænsen med alle mulige varer.
‘ bet% og kanariefugle i bur, papegøjer
hederarbejder og flettede ting.
De sorte falbød varerne grinende
'yd store hvide tænder, kastede tyn-
^ tove over vores ræling og firede
arerne ombord. ViLle man købe tin-
ye"°, lagde man blot pengene i kur-
og Jod den glide tilbage i kano-
Priserne var yderst rimelige og
■ købere og sælgere morede sig
St. Ind imellem afbrødes hande-
leilic
I' "f en enlig mand, der fra en kano
/kant sprang på hovedet i vandet,
hkede og med munden fangede de
ai°n-Ur’ vi kastede ud til ham, for få
s|.c h'kke efter igen at sidde sort og
vl!lllende i solen i sit slanke fartøj.
Va i1 sted vi bavde kobt billet Dl,
af''.Point Noirc i fransk Ækvatorial-
4/lka, nogle grader syd for ækvator.
1 ngstelige så vi vores lille folkevogn
've hejst i land og modtaget af ivri-
; i's<y* i * * * * vile hænder, af vognen afhang
ret11 « VOres tur. Men den havde kla-
rn hade den lange sørejse og den
1Vl 1 e svævetur fint, og en oktober-
s "'gen startede vi den så, lungtlæs-
t '"cd bagage og gaver fra skibets
re hesæfning.
Ved det ene vindue hang vores ma-
scot, en sælskindsbamse lavet af In-
ger i Kangåmiut. Han vakte opsigt
overalt, af nogle indfødte betragtet
med frygt som en truende guddom
af andre kælet for med ejerlyst. Nu
sidder han på mit skrivebord og smi-
ler saligt ved tanken om de sorte pi-
gehænder, der har kærtegnet ham.
Af
Marion Ringberg Thomsen
Grænseovergangen til belgisk Con-
go var særdeles besværlig og meget
irriterende. Solen brændte vore syn-
dige hoveder, og ventetiden forekom
uendelig. Der skulle stempler og bil-
leder, underskrifter og besvarelser i
hobetal. Da vi omsider var færdige
i toldkon lorel havde vi ingen hem-
meligheder, hverken om vor race, re-
ligion, familieliv eller økonomi. Veje-
ne i belgisk Congo er mere end elen-
dige, men hele sceneriet var så pragt-
fuldt og fremmedartet, at vi glemte
alle trængsler. Vi kørte gennem
Mayumbe skovene, hvis plantevækst
er betagende frodig, og pludselig ser
vi vores første afrikanske dyr. En
gul antilope springer let over vejen
og forsvinder sporløst i skovtyknin-
gen. Solen biir rød og luende og hele
Jeg går ind i en stor forretning, hvor
der tydeligvis sælges brød, men bli-
ver hurtigt vist ud igen af en ind-
født, der foragteligt på dårligt fransk
oplyser mig om, at bagerbutikken for
hvide er ved siden af. Og ganske rig-
tigt, bagerbutikken er dobbelt, i den
ene ende må de sorte købe, i den an-
den de hvide. Begge parter synes at
vogte omhyggeligt, at der ikke sker
fejltagelser. Da jeg nu har fået øjne-
ne o]) for denne ejendommelighed,
lægger jeg mærke til, at på næsten
alle butikker er der skilte, hvorpå
der står: for afrikanere eller for eu-
ropæere.
Det er livet i den store by, men
langs vejene breder de små lands-
byer sig gæstfrit for vore undrende
øjne. Hytterne er mest lavet af tynde
træstammer, sammenflettede og tæk-
kede med palmeblade, eller det er
lerklinede hytter med runde bladtag.
Hvor man kommer frem, sidder neg-
rene i skyggen af en åben hytte og
ryger. Liggestole bar de allevegne, i
hvert fald besidder høvdingen stolt
et sådant vidunder. Af og til ser man
en mand sidde og sy på symaskine
og skinnende cykler står i hver ene-
ste landsby. Al moderne teknik er
dog forbeholdt mændene, hvilket
ikke forhindrer at høvdingen frem-
deles bærer og tror på leopardtæn-
der som tegn på magt. Kvinderne
vandrer langs vejene i brogede bom-
Fra en lille indfødt landsby. Læg mærke til høvdingen med leopardtænderne som
halssmykke.
dyreverdenen synes at live op en
kort, kolig stund. Det sisler og pus-
ler allevegne, utallige mærkelige fug-
le slår smut foran bilen. Fjeldene
bliver lilla, vejen står som en ildrød
stribe, og viftepalmernes silhuetter
kanter horisonten. Så er solen væk,
og få minutter etter er det begsort
tropenat. Den kommer helt bagpå os,
der er vant til nordens lange tus-
mørketimer, og vi må køre ind i Bo-
ma i mørke. Boma er en gammel ko-
loniby ved Congoflodens munding,
berygtet for sil fugtighede klima og
sine febersygdomme, men en vigtig
udskibningshavn for landets produk-
ter.
For afrikanere — for europæere
Inden vi kører derfra næste mor-
gen, får jeg lektion i forholdet mel-
lem hvide og sorte i belgisk Congo.
uldstoffer med mægtige byrder på de
knejsende hoveder. De bærer mar-
kens afgrøde hjem eller henter vand
i det nærmeste vandløb. De allerfle-
ste har topmave og bærer desuden
en unge hæftet på ryggen j j)0m-
uldshawl. flvormegct bedre må ikke
et grønlandsk barn have det i en
amaut end disse arme unger, der
hænger slapt i varmen. Ved alle flo-
derne finder vi badende mennesker.
Badescenerne med de legende børn
og de yndefulde sorte eller brune
kvinder ser så dejlige ud, men flod-
vandet er dødsensfarligt. Bakterier-
ne trives i det lune vand Qg dysen-
teri, tropesår og hæslige ormesyg-
domme er prisen, de indfødte beta-
ler, for et kølende bad. 1 det hele er
der megen sygdom i troperne, hvor
den fugtige, varme luft giver alt kryb
rige vækstbetingelser. Børnedødclig-
Palmer, smukt klippede græsplæner og
det skønneste blomsterflor prægede den tro-
piske mineby.
heden er stor, og forståelsen af hy-
giejne ringe. I belgisk Congo gøres
der en stor indsats for at bekæmpe
sygeligheden. Overalt så vi ambula-
torier, hvor hvide læger assisteret af
sorte sygepassere gør et arbejde for
at la>re befolkningen sund levevis.
Dc mange missionsstationer har alle
deres egne hospitaler, hvor de ind-
fødte behandles gratis. Men medici-
nen må betales, da missionsstationer-
ne eksisterer på privat velgørenhed,
de katolske dog undtaget.
En nat overnattede vi på en katolsk
missionsstation. Vi bankede på og
blev modtaget af den katolske pater,
som viste os over i gæstehuset og
sendte en boy til os med tynd suppe
og brød. Det er almindeligt, at mis-
sionsstationerne har åbent hus' for
de vejfarende på grund af de vanske-
lige rejsevilkår. De katolske missions-
stationer er gerne pragtfulde bygnin-
ger, beliggende i bjergene, hvor kli-
maet er bedst. Deres kirker er store
og rummelige og søndagsmessen nok
værd at overvære. Da sidder missio-
nens skolebørn på lange lave bræd-
der, pigerne i blå grimme kjoler på
den ene side, drengene i bukser og
skjorte på den anden. Ude i sideski-
bene sidder de nærliggende lands-
byers befolkning. Spædbørnene hæn-
ger ved de fyldige barme, men reli-
gionen fordrer løj, så påklædte er de
alle trods sol og varme, ellers vover
de ikke al møde i den katolske kirke,
h ra prædikestolen skiftevis truer og
bønfalder jesuitermunken de sorte.
Ind imellem synges der, og når vek-
selsangene lyder, er der ikke langt
til ekstatisk henrykkelse. For musik
er der i den indfødte, og sans for
skuespillet har katolikkerne. Sang og
røgelse, farver og lys, trusler om hel-
vedes pine og troen på jomfru Marias
uskyld giver den primitive noget han
forstår. Religionens mystik er nød-
vendig, hedenskabets overtro er ikke
dybt begravet.
Efter i mange dage at have kørt
ad primitive veje og forbi fattige
landsbyer dumper-vi tilfældigt ind
i en teknikkens højborg. Det er mine-
byen Tchikapa, der får os til at tæn-
ke på Ivigtut. Kontrasten mellem den
rige diamantmineby og landsbyerne
udenfor er som modsætningen mel-
lem en grønlandsk boplads og kryo-
litminebyen. Der er brede palme-
aleer, busene er velbyggede stenhuse,
rigt oplyste om aftenen. Der er ten-
nisbaner og et hotel med biograf og
spisesal, hvor vifterne snurrer lyd-
løst, og boyer på bare, rene fødder
i skinnende hvidt tøj serverer fin
mad. Sidst men ikke mindst er der
det dejligste svømmebasin, omgivet
af grønne palmer og lilla bougainvil-
laer. Det er til disposition for mine-
byens hvide, og vi kan frit beflitte
det. 1 timevis plasker vi rundt i det
klare vand, og det kræver stor over-
vindelse at løsrive sig for at køre ud
på de sølede, hullede veje.
5