Atuagagdliutit - 17.05.1956, Qupperneq 5

Grønlandske svampe
Af højskoleforstander Frede Therkelsen
»Findes der overhovedet svampe på
Grønland?" spørger den ene efter den
anden her i Danmark. — Om der gør!
»Her er myriader af svampe", skrev
en af mine venner på Grønland i fjor.
»Kom herop og fortæl os, hvad de
hedder, og om der findes giftige arter
1 TOellem dem; for vi spiser dem alle-
Sa®men — og er ikke døde endnu."
Oet var denne opfordring, der gav
^todet til, at jeg virkelig korn til
Grønland for at studere svampe, og
net var unægtelig en festlig måde at
lejre mit 30-års svampeforskerjubilæ-
Um På! Den længste tid boede jeg -—
som en meget forkælet gæst — på
Arktisk station i Godhavn.
Som i de brede lag af den danske
Befolkning findes der også blandt
larvne grønlændere en ubredt uvilje
.blod blomsterverdenens proletariat,
oe foragtede og ofte frygtede padde-
batte.
I Danmark hedder det: „Rør ikke
'ed de skurrehatte! De er giftige! —
iraed ikke på de støvbolde! Man bli-
Ver blind af at få støvet i øjnene!"
jOg i Grønland er det ikke bedre,
'er kalder man de små, uskyldige
støvbolde for „Djævelens blomster".
g dog kan de spises! Men de skal
'iere unge, faste og hvide og både
udvendig og indvendig. Efter min me-
ning
smager de lidt for „svampet",
'en som tilskud til en ret af mere
, ibrdifuide spisesvampe kan de godt
hruges.
t Blandt danske i Grønland fandt jeg
gennemgående langt større interesse
for
fodi
et
0
fo:
svampe end herhjemme, måske
man føler, at man kan trænge til
vegetarisk islæt i den daglige føde.
§ svampe er vitaminholdige. Ved
irsøg Landbohøjskolen i Køben-
avn er (jul bevist, at der i champig-
°ner findes 4 forskellige vitaminer:
s 1 Bl, B2 og D. Dertil kommer, at
. arnpene rent smagsmæssigt må kal-
des
et stort plus til maden, et fint og
brune mælkehatte, der kan kendes på
den hvide, skarpe mælkesaft. De er
ikke giftige, men skal dog helst „ko-
ges af", inden de bruges. Men beteg-
nelsen kantarel synes også at omfatte
en hel del grålige, gullige og brunlige
arter af slægten tragthat. Der findes
både melduftende og anisduftende ar-
ter iblandt dem, endogså en hvid og
giftig fyr, der heldigvis er så lille og
så sjælden, at den ikke er farlig. —
Og så er der Ametyst-tragthatten, der
i Danmark findes i en smuk, ametyst-
blå form, men som på Grønland kun
kendes i forskellige brunlige eller
kødfarvede former. Den vokser såvel
i pilekrat som i klitter og er en god
spisesvamp med mild smag. Den be-
æres sikkert også ofte med den fine
titel „kantarel". -—
„Ja, har vi ingen rigtige kantarel-
ler, så har vi da heldigvis den herlige
Karl-Johan!" siger danskerne på
Grønland.
Karl-Johan er det svenske navn på
den svamp, der på dansk hedder Spi-
selig Rorhat og på tysk SteinpiR. Den
er let at kende, fordi den har rør og
ikke lameller — som de såkaldte blad-
hatte. Den er brun som en overkryd-
der og en af de allerlækreste spise-
svampe, i Sverrig vistnok den mest
yndede af alle.
Men — det bedrøver mig næsten at
skulle sige det: heller ikke den svamp
findes på Grønland, såvidt mig be-
kendt. Den svamp, som grønlandsdan-
ske almindeligvis kalder „Karl-Johan
er dog nær beslægtet med den rigtige,
en slags lillebror til den. Og den fin-
des også i Danmark, hvor den kaldes
Rufodet rørhat eller Birke-rørhat, for-
di den kun findes, hvor der er birke.
Men dem er der jo nok af på Grøn-
land, og derfor finder man også Bir-
„Pile-champignon“, Kal&tdlit-nunflne pupil neri-
ssagssahitngnerssåt.
Pile-champignon, Grønlands fineste spisc-
sesvamp. Fra meddelelser om Grønland.
ke-rørliatten allevegne; den tager ger-
ne til takke med dværgbirken i Nord-
grønland. Og jeg regner den for at
være Nordgrønlands fineste spise-
svamp. I hvert fald er det den, der
giver mest i gryden, og både hat og
stok kan spises, så længe de er unge
og faste, hvad man kan prøve ved et
let tryk med en pegefinger. Er svam-
pen blød, så den giver efter, er den
for gammel. Denne „forsøgsmetode"
kan også anvendes over for andre
svampe. —
„Jamen, champignoner har vi da, og
det er dog den allerfineste spise-
svamp", hører jeg en dansk husmoder
indvende.
Ja, det er rigtigt, at der findes
champignoner på Grønland. Man har
fundet både Ager- og Mark-champig-
non, de almindeligste arter i Danmark,
men i Nordgrønland har jeg aldrig
set dem. Desværre har jeg heller ikke
set den specielt grønlandske art, Pile-
champignonen, som dr. Morten Lange
har fundet flere steder omkring Sdr.
Strømfjord. Det er en dejlig stor
champignon, hvis hat kan blive indtil
18 cm bred. Den minder om den sto-
re, brune Kejser-champignon, der fin-
des i Danmark, men den har lysere,
gullige skæl på hatten, gråligt choko-
ladefarvede lameller og en svag, aro-
matisk duft. Den er sikkert Grøn-
lands fineste spisesvamp.
Men også navnet „champignoner"
er på Grønland en sæk med et broget
indhold. Og det, man kommer i den,
er slet ikke altid at foragte i kulina-
risk henseende. Dette gælder f. eks.
en stor, gulhvid mælkehat, som er al-
mindelig i Nordgrønland, og som lig-
ner de store, hvide mælkehatte i Dan-
mark, blot med den forskel, at den
grønlandske art, skal vi kalde den
Gulhvid mælkehat, har mild smag, så
man med al fornøjelse kan spise den,
mens de danske arter har den stærke-
ste pebersmag, jeg kender. Russerne
bruger dem som krydderi. •— Der fin-
des flere andre mælkehatte på Grøn-
land, bl. a. en rødlig art, der er knyt-
tet til birk, Skægget mælkehat; den
har brændende skarp mælkesaft og
regnes for giftig, .men er ikke farlig.
Det er imidlertid en ganske bestemt
svamp, som man mange steder i
Grønland kalder champignon, fordi
den som helt ung er omgivet af et
hvidt storsvøb, hvad der kan give den
en vis lighed både med støvbolde og
med ganske unge champignoner. Men
når den har sprængt sit svøb, viser
den sig at være grålig og uden ring
(mens de rigtige champignoner altid
har ring). Vi kender den også fra
Danmark og kalder den Alm. Kam-
fluesvamp, fordi den har kamstreger
i hatranden. I Danmark er hatten
som regel helt nøgen, mens den grøn-
landske form som oftest beholder
nogle pletter eller hele flager af det
hvide storsvøb på hatten, som om den
i det grønlandske klima kunne træn-
ge til at beholde lidt af „tøjet" på.
„Men er da ikke alle fluesvampe
jf1 cniatisk krydderi. Svampespisere
ja,'står udmærket godt, at netop den
0lede befolkning i lande som Bøhmen
S Polen, Finland og Sverrig betrag-
r r svampene som en vigtig del af de-
,es daglige ernæring og derfor tørrer
^ i sækkevis til vinterbrug.
s Bette gælder navnlig de æggegule,
låselige kantareller, som man i Dan-
‘U'B kan finde såvel i bøgeskoven
Gl,ri' i granplantagen. Det sidste sted
I dog den „uægte" kantarel, Orange-
?.tarellen, den almindeligste,
ju, i Grønland findes overhovedet
jegte kantareller. Kun den lille
Dunn ai1tare1’ der er yderst sjælden i
På r ar*B findes slet ikke så sjældent
t‘ | ør>land. Den sidder som små,
på afe’ mØrke, centimeterlange tunger
vær i kellige mosarter og er intet
\ 11 S°m Itlad betragtet.
Gro , evel er der mange danske på
pi ]Tand> der taler om, at de har
Bn ikCt Kantareller, ligesom de også
n0n e' Både Karl-Johan og champig-
te ^ • Man bruger altså de mest kend-
UVne Pd spisesvampe i Danmark
På o at tænke over, at disse navne
U0 1011land som regel dækker over
ganske andet.
ligt ’. Grønland er kantareller sprog-
nian'Set som en pose, hvori man putter
forskellige ting. Det, man tiest
01 kantareller, er vistnok de rød-
Cmånap kangerdlugssuanut issikivia — Udsigt mod Umauak-fjordcn.
5