Atuagagdliutit - 12.07.1956, Side 10

Om politisk interesse
Det er givet, at intet samfund kan
bygges op uden politisk interesse.
Det viser historien — det er noget,
som ikke kan diskuteres. Men i denne
forbindelse må man tage to ting i be-
tragtning: for det første hvilket sam-
fund, man lever i •—■ hvordan det er
opbygget, hvor langt det er kommet,
om det kan klare sig selv — for det
andet, at ordet politik betyder kend-
skab til staten og dens funktioner,
altså kendskab til samfundet.
Betydning af ordet politik er efter-
hånden blevet ikke så lidt udvandet.
Der tænkes nu, når man taler om po-
litik og politikere, næsten altid på
partipolitik. Og det er noget helt an-
det — selv om det ikke burde være
det.
Mange mennesker i Danmark er-
klærer, at de ikke interesserer sig for
politik, hvorefter de næsten øjeblik-
kelig modsiger sig selv ved at frem-
komme med meninger om, hvordan
landet egentlig burde regeres. Derfor
er det meget svært at finde et upoli-
tisk menneske, fordi vi alle på et el-
ler flere punkter interesserer os fol-
det samfund, vi lever i.
Navnlig i Grønland er der i disse
år en stor politisk interesse. Hvor
man end kommer, når man rejser
langs kysten, diskuteres emnet Grøn-
land, det nye, der sker hvad der er
godt, og hvad der er mindre godt.
Denne interesse for det nye grøn-
landske samfund, der jo skal opbyg-
ges ved hjælp af alle gode kræfter
både heroppe og i Danmark, er sim-
pelthen nødvendig. Hvis man ikke er
interesseret for en sag, kan man hel-
ler ikke yde sit bedste for at fremme
den.
Grønland er i en vanskelig situa-
tion i disse år. Landet kan ikke øko-
nomisk klare sig selv, fordi så meget,
der er blevet forsømt tidligere, skal
bygges op fra grunden. Pengene må
komme fra Danmark, fra de danske
skatteydere — og det er naturligt, at
de gør det. Det er imidlertid en
kendsgerning, at for mange i Dan-
mark er Grønland noget fjernt, noget
uvirkeligt. De ved, at denne store ø
ligger der, og at den koster penge.
Den dybere baggrund for det, der
sker heroppe, er ikke tilstede hos så
forfærdelig mange, men de allerfleste
ser med velvilje på, at pengene bliver
brugt, fordi de trods alt har fornem-
melsen af, at det er en opgave, Dan-
mark har påtaget sig, og at den skal
gøres færdig.
Interessen som sådan i den brede
danske befolkning svinger meget. Der
kom en bølge af interesse i forbindel-
se med Hans Hedtofts rejse i sin tid
og Grønlandskommissionens arbejde
— der kom en ny, da kongen og
dronningen besøgte Grønland i 1952.
Nu er det som om man er på vej ned
i en bølgedal. Det gælder om, at man
kan holde denne interesse vedlige>
fordi størrelsen af de bevillinger, der
gives til Grønland i nogen grad er af-
hængig af den øjeblikkelige stemning
i Danmark overfor opgaven.
Sådan burde det muligvis ikke væ-
re, men man må se i øjnene, at sådan
er det, og indrette sig på det. Frem-
for alt må den interesse, der skabes
hjemme, være positiv, og derfor er
det så overordentlig vigtigt, at den
grønlandske befolkning kan stå enigt
frem og sige: dette er vore ønsker,
dette er vort mål — dette er, hvad vi
finder nødvendigt for Grønlands, og
dermed for Danmarks skyld. I sam-
me øjeblik, der bliver vaklen i geled-
derne heroppe, i samme øjeblik man
deler sig op i grupper — eventuelt
parti-politiske grupper ----- vil store
kredse i Danmark lægge mærke til
det og eventuelt handle derefter.
De to nuværende grønlandske fol-
ketingsmænd har forstået dette og
har i folketinget holdt sig klar af en-
hver form for stillingtagen til special-
politiske spørgsmål. De har talt
Grønlands sag — ikke deres egen el-
ler en gruppes. Det er klogt. For i
samme øjeblik en fremtrædende re-
præsentant for Grønland slutter sig
til den ene eller den anden af de po-
litiske grupper i folketinget, vil inter-
essen og velviljen hos andre af grup-
perne undergå en betydelig foran-
dring. Så vil man nemlig se på, om
man eventuelt ved fortsat at medvir-
ke til de store bevillinger til Grøn-
land, skader egne interesser.
Under alle omstændigheder vil
enigheden være brudt, og det kan
Grønland ikke stå sig ved. Det er i
denne forbindelse ligegyldigt, om det
sker med forsæt eller ikke.
De bestræbelser, der i disse år er i
gang i Grønland for at hæve kårene
for landets indbyggere, må naturligt
hilses med glæde. De udfoldes i før-
ste række af de respektive organisa-
tioner — Landsforeningen af fiskere
og fangere, Bestillingsmandsforenin-
gen og den forholdsvis nye Grøn-
lands Arbejdersammenslutning. Et-
hvert skridt disse organisationer
kommer fremad vil vefere til gavn ik-
ke alene for dem selv og dermed de-
res medlemmer, men også for Grøn-
land som helhed — hvis de hele ti-
den sørger for at sætte kravene i for-
hold til landets indtjenings- og om-
kostningsniveau iøvrigt, sådan at
nogle dele af landets befolkning ikke
får det ringere, end de havde det i
forvejen — på andres bekostning.
Det var netop den linie, der blev ud-
stukket ved Arbejder-Sammenslutnin-
gens åbningsmøde i Godthåb forle-
læserne skriver...
Når man skriver om ting, man ger-
ne vil få klarlagt, får man gerne svar,
(ler belyser spørgsmålet. Derfor vil
jeg gerne fremsætte mine tanker.
Hvorfor har vi ikke fælles valg til
kommunalbestyrelsen for hele kom-
munen? Man vælger jo kun rent lo-
kalt, selv om vælgerne bærer kommu-
nens drift i fællesskab.
Skal kommunen budgettere et øko-
nomisk dårligt sted og et økonomisk
godt sted ens? Hvis man fortsat skal
sørge for det gode sted og det dårlige
ens, vil det i det lange løb betyde en
tilsidesættelse af det gode sted. Fol-
keflytningen foregår idag til de bedre
steder, og er det ikke sådan, at de
penge, der stammer fra det gode
sted, bruges andre steder? Har man
måske ikke set det allerede i de få
år, hvor den nye kommuneordning
har været i kraft? På den måde sik-
rer man ikke fremtiden for det gode
sted, der giver gode indtægter til
kommunen. Det vil jo ellers kun være
rimeligt, dersom det gode sted får til-
strækkelige midler til egne forbed-
ringsarbejder, så stedet er forberedt
På en voksende befolkning i form af
tilflytterne. Eller synes man måske,
at det er nok at sige til folk: Flyt til
det sted, det er et godt sted. Og så
bygger man huse til dem, men ud-
over det gør man ikke noget for at
udbygge stedet. Jeg mener: Et sted,
(ler producerer godt, burde man give
penge, som det kan bruge til forskel-
lige anlægsarbejder. Dermed bliver
stedet mere ‘tillokkende for ‘tilflytter-
ne, for så ved man, at det er et sted,
man kan sætte sit håb til.
Jeg er selvfølgelig ikke helt uviden-
de om, hvordan man fremsætter be-
den, og den kan stå som forbillede
for andre.
Det er den eneste vej frem, at de
forskellige befolkningsgrupper orga-
niserer sig fagligt, og samlet fremfø-
rer krav, ønsker og tilbud. Her kan
man fremme special-interesser til
gavn for helheden, hvis man samtidig
sørger for at have denne helhed for
øje.
Men udadtil og særlig hjemover til
den danske befolkning og de bevil-
gende myndigheder, må Grønland op-
træde som een gruppe. Det er for tid-
ligt at dele landet op i politiske par-
tier, der er ikke råd til det. Så meget
mangler endnu at blive bygget op i
dette land, både i form af huse og an-
læg og forståelse, at det fremfor alt
gælder om at bevare enigheden.
Denne opfattelse er levende i me-
get store kredse i (let grønlandske
folk: vi kan skændes indadtil, men
må udadtil stå sammen for at fremme
den fælles sag. Man står endnu frem-
med over for tanken om politiske
organisationer — der er ingen rigtig
grobund. En faglig organisation er
noget man kender, og noget man kan
se et formål med. Den har i sig noget
af det fællesskab, der beherskede til-
værelsen i det gamle Grønland. Disse
nye taijker om parti-politik, derimod,
er noget fremmed, noget der kommer
udefra — ligesom så meget andet,
ganske vis't, men på et tidspunkt hvor
man ligesom ikke har brug for det.
Disse to ting kan navnlig i et sam-
fund som det grønlandske holdes ude
fra hinanden — man kan godt afvise
fremmed påvirkning af den art, uden
at det behøver at gå ud over den poli-
tiske interesse for landsdelens ve og
vel.
villingsforslag til arbejder i de for-
skellige pladser i kommunen, og det
er ikke min mening, at pladserne selv
skal beholde alle pengene for sig
selv, for der er forskellige områder,
hvor man skal hjælpe hinanden,
f. eks. aldersrente, socialhjælp, drif-
ten af alderdomshjem m. fl. — så
man derved undgår forskellig social
behandling på de gode og de dårlige
steder.
Ja, hvorfor vælger vi ikke vore
kommunalbestyrelsesmedlemmer for
hele kommunen? Er det meningen, at
man efterhånden kun skal virke for
den plads, hvor man er valgt, og ikke
for hele kommunen? Valgkampagner-
ne skal nok blive mere og mere om-
fattende, og dem, der melder sig som
kandidater, bliver nok ikke færre
med årene, tværtimod. Og når man
er blevet valgt) må man sørge for at
opfylde de løfter, man har givet un-
der valgkampagnen, så godt som mu-
ligt — så man får bedre chancer for
genvalg næste gang.
Har man ikke allerede ved sidste
valg set, at kandidaterne kun tænkte
på det lokale sted, og ikke hele kom-
munen? Hvis det bliver ved på den
måde, er jeg bange for, at pengebe-
villingerne kun gives til visse steder,
for det er flertallet, der tæller.
Jeg tror ikke, at det ikke vil skade
at vælge for hele kommunen. Tvært-
imod vil det blive bedre for de for-
skellige pladser i kommunen, synes
jeg.
Tuma.
★
DEN GODE FORSTÅELSE?!
Nordgrønlands folketingsmand Fre-
derik Lynge har endnu ikke os be-
kendt tilbagekaldt sin påstand om
det voksende danskerhad i Grønland.
Spørgsmålet er nu, i hvor høj grad
denne Grønlands repræsentant i det
Palle Brandt.
Fra NORD til SYD
Ved et møde i Egedesminde har
man dannet en grønlandsk lokalfor-
ening af den danske forening for tu-
berkuloseramte „Boserups Minde •
Mødet lededes af cand. jur. Jørgen
Hertling.
★
Hans Egededagen blev festligholdt
i Frederikshåb ved en stor fest for de
kristelige foreninger. Man indviede
et flag og en flagstang, der var skæn-
ket kirken af fagforeningerne.
★
Narssaq by er siden 1947 vokset til
det dobbelte, hvorfor man har be-
sluttet, at man ikke vil modtage til-
flyttere med mindre det drejer sig
om fåreholdere.
*
Kommunalbestyrelsen i Narssag
har udtalt, at en kommende kostskole
for fåreholderbørn bør placeres 1
Igaliko, der ligger mellem to store
fåreholdsdistrikter.
★
' Afdelingschef i det canadiske de-
partement of northern affairs, B. G.
Sivertz, der beskæftiger sig med de
canadiske eskimoer, besøger i denne
tid Grønland for at studere udvik-
lingen her,
★
Fotografen Jette Bang, hvis foto-
bog fra Grønland for 20 år siden vak-
te stor interesse, rejser i denne ma-
ned til Grønland. Hun vil i en ny bil-
ledrække skildre Grønland af idag.
*
Ved ansøgningsfristens udløb var
der for 1957 indgivet 39 ansøgninger
om boligstøtte til kæmnerkontoret i
Narssaq. Det ansøgte beløb andrager
ialt 1,365,000 kroner.
★
En gruppe sydflyttere på 25 men-
nesker fordelt på 5 familier har for-
ladt Upernavik. Bestemmelsessteder-
ne er SarKaK, Glaushavn og ItivdleK-
Man venter ,at der i sommerens lop
vil foregå nogle flytninger fra AugP1'
lagtoK til Julianehåb.
danske folketing selv har en del af
skylden for denne uvilje — om den
findes? Udtalelsen er jo ikke blevet
stående uimodsagt. Men af de fattige
brudstykker, som vi bliver til del
gennem den lokale nøgleavis, — oin
grønlandsk tilsidesættelse på bag-
grund af flotte tjenesteboliger, -T"
hjemløse menigheder på grund af ad-
skillelsen mellem kirke og skole, ' '
uholdbare argumenter for restaure-
ring bl. a. af Upernavik kirke, soU>
senere tilbagevises af den lokale
præst, — ofte nævnt forskelsbehand-
ling, tvang ved befolkningsflytninger'
ne, denne stadige kæphest som Fr. b-
rider, og som dog trods alt ikke kan
bruges for en ret stor del af den
grønlandske befolkning, det er hente1
fra de mindste steder mod nord, oS
hvorfor hører vi ikke om lignende
utilfredshed fra flytningerne i syd
— og undersøgte pakker og ødelagt
madvarer fra Grønland til Danmark-
Hvordan ser det ud, når forsende*
serne går den anden vej? Er der,m°
nogen forskel?
Alt i alt, — eller af de småbiddeb
der når os heroppe, forekommer de
ærede folketingsmand ikke at vier
den bedste formidler for den g0^
forståelse mellem grønlændere
danskere. Vi er mange, der har ^
noget anden mening om tingene rf
både grønlændere og danskere.
havde vi udsendte danske ikke d '
ville jeg tro, at de fleste af °s j
-længe siden havde taget vort MotJefor
og var taget tilbage til Danmark *
at forsøge at gøre en forhåbem
lidt mere påskønnet gerning.
Det er ofte ubegribeligt, hvorda
Fr. Lynge er blevet valgt af et et ,v.
hånden nogenlunde modent og s®
s'tændigt folkeudsnit som det no
grønlandske.
10