Atuagagdliutit - 06.09.1956, Side 5

Hos de sejge fjeldsamer
Jukkasjårvime angalåinartunut atuarfiup initaisa ilaninganit igalånut pivdlu-
ne såmip niviarsissap issikivik nuåninålerå. (Gitz Johansenip titartagå).
Samepige nyder udsigten fra et nf klasseværelserne i nomadeskolen i Jukkas-
jårvi (Tegning af Gitz-Johansen).
Oppe i Nordsverige, i det vældige
Norrbotten len, i hvis uhyre ødemar-
ker ulv og hjorn færdes, ligger den
lille by Jokkmokk, der har et par tu-
sind indbyggere. Men tre dage om
året vokser byens indbyggertal med
adskillige tusinde. Det er til marke-
det i februar måned. Samerne kom-
mer med deres renskind, der ligger
i vældige bunker på gaden. Skindop-
køberne fra byerne kommer til Jokk-
mokk for at gøre handel med samer-
ne og på markedspladsen er opstillet
boder, hvorfra der sælges nipsgen-
stande, tøj, fryseskabe, massefabrike-
rede malerier og mange andre ting.
Det er handlende sydfra, som er
kommet for at prøve at få deres va-
rer afsat til samerne.
Og midt i det hele finder man
gamle samekvinder, som har bredt
renskind ud i sneen, sat sig ned og
lukket op for den pose eller kuffert,
de har med. Heri ligger ting forar-
bejdet af renskind eller renben, ar-
bejder i birketræ, som kvinderne
har fremstillet i vintermånederne og
som nu skal give familien en lille
ekstrafortjeneste. Der er mange fine
og dejlige ting imellem, men desvær-
re er det ofte rædslerne sydfra som
frister Jokkmokk-boerne og ikke det
fine kunsthåndværk, samerne har
med i posen.
Under markedet mødes fjeldsa-
inerne —- det stolte og sejge folk, som
lever af rendrift i fjeldene — med
landshøvding Folke Thunhorg. Her
drøfter man alle de problemer, der
kan opstå for fjeldfolket og dets æld-
gamle erhverv. Mødet holdes i ting-
husets store sal. Samerne kommer i
deres festlige dragter og har småbør-
nene med. Mødet forstyrres af og til
af barnegråd, men man er vant til
lidt forstyrrelse og tager den med
største sindsro.
I år kastede en særlig begivenhed
glans over samemødet på tinghuset.
Landshøvding Folke Thunhorg hæd-
rede en gammel samekvinde, Marga-
reta Ursila Utsi, for hendes „dygtige
husmodergerning i fjeldet".
Landshøvdingen sagde ved mødets
indledning:
— Inden vi går over til de egentli-
ge forhandlinger, vil jeg gerne sige
nogle ord til en af de ældste i denne
forsamling, nemlig Margareta Ursila
Utsi. Ved de tre møder, jeg har haft
med fjeldsamerne her i Jokkmokk,
har hun siddet som en vågen og in-
teresseret tilhører til, hvad vi andre
har haft at sige hverandre. Jeg har
også truffet hende ved andre lejlig-
heder. Vi fik en lang snak sammen
påskedag 1954 i forbindelse med
højtideligheden, da den gamle hæ-
dersmand Antti Grufvisare, som også
er tilstede her i dag, fik medalje.
I sommer havde min kone og jeg
sammen med vore rejsekammerater,
lappefoged Malmstrom og lappetil-
synsmand Andersson, lejlighed til at
hilse på hende i familiens sommer-
lejr i Vaisaluokta. Når og hvor vi har
truffet hinanden, har hun altid im-
poneret mig. Alene hendes ydre frem-
toning udstråler autoritet og en indre
balance. Når man lytter til hende,
så er det kloge og velovervejede ord,
hun har at sige om mennesker og
ting.
Hun blev født i Konkama Lappby
den 21. oktober 1883. Hun tilhører
slægten Unga. I de unge år giftede
hun sig med den agtede og dygtige
renvogter Per Utsi, også fra Konkå-
ma-stammen. Til foVåret drev fami-
lien renavl i Lyngsdalen og sommer-
lejren havde man på Lyngseidet. —
Flytningerne hertil og herfra var
tunge og besværlige. Vejene var få på
de tider. Man var henvist til at flytte
i fjeldet med lange pulkkaravaner.
Alene til transporten af børnene be-
høvedes flere trækrener.
Der kom mange børn, og de kom
tæt efter hinanden. I Karesuandope-
rioden fødtes sønnerne Per 1900,
1908, Anders 1910, John 1912, Lars
1913, Nikolaus 1915 og Paulus 1918.
De blev alle født uden hjælp fra jor-
demoder eller læge. De fødtes i kåten
(fjeldsamernes telt) eller som f. eks.
Per, der kom til verden i et krat på
vidderne i Råstofjehlet.
Man forstår, at denne travle hus-
moder havde travle, arbejdstunge
dage og nætter i disse år. Hun havde
7 børn og en mand at holde med mad
og klæder. På den tid syede same-
kvinderne praktisk talt alle klæder
og sko til familien. Kåten skulle rej-
ses, træ og vand skaffes osv. Alt det-
te faldt i husmoderens lod, og nogen
hjælp havde hun ikke. Udover disse
gøremål skaffede hun lidt ekstra til
husholdningskassen ved fremstilling
af turistsløjd. Margareta Utsi er og-
så iidag flittig og dygtig til at lave
sløjd.
Foråret 1923 blev vel det tungeste
i Margareta Utsis liv. Da begyndte
familien den lange flytning til Vaisan
i Jokkmokk-distriktet. Man var på
grund af renbeteskonventionen med
Norge nødsaget til at forlade de fagre
og gode betesområder i Lyngen.
For adskillige var denne flytning
tung, både for sindet og kroppen. —
Margareta Utsi ventede da sin otten-
de dreng. Han fødtes i Vaisan den 15.
august 1923 og fik navnet Olof. End-
nu en søn kom til verden efter flyt-
ningen til Jokkmokk. Han blev født
i civilisationen, i Porjus, men døde
straks efter fødslen. Der er ikke no-
get at sige til, at dette gav Margareta
Utsi en vis skepsis overfor moderne
for! øsningsme toder.
Drengene, der var kommet til ver-
den under primitive forhold i fjeldet
har alle udviklet sig til stærke karle
og dygtige renvogtere. Fire af dem
driver stadig renavl i Vaisan, nemlig
Per, John, Paulus og Olof. Deres
gamle mor er fortsat den, der i mangt
og meget går dem til hånde.
De fire andre har udbredt det ag-
tede Utsi-navn til andre renområder,
ja også til et fremmed land. Lars er
renavler i Luoktabyen i Arjeplog, An-
ders og Nikolaus er vældige renkarle
i Tårna i Vasterbotten, og Mikkel dri-
ver renavl i det skotske højland. Han
har titlen „Technical advisor of the
Reindeer Council of United Kingdom
and managing director of the Rein-
deer C. Ldt.“
Margareta Utsi har præsteret en be-
undringsværdig husmoder- og opdra-
gelsesgerning i fjeldet. Hun fortjener
den største agtelse, ligesom mange
andre samekvinder gør det. De må
med hende dele den hæder, vi i dag
viser Margareta Ursila Utsi. Der fin-
des ikke nogen medalje eller orden,
der kan anvendes i et tilfælde som
dette, men vi uil give hende en smuk
broche i guld og med brillanter som
et synligt bevis for vor beundring for
hendes eksemplariske husmoderger-
ning i fjeldet.
Under landshøvdingens tale havde
mor Utsi siddet på en stol ved siden
af taleren med front mod den store
forsamling. Landshøvdingen tog bro-
chen, fæstnede den på hendes bryst,
og gav den gamle kvinde hånden. —
Hverken under talen eller overræk-
kelsen af brochen fortrak mor Utsi
en mine. Hun sad ganske ubevægelig
med det rynkede ansigt halvt skjult
under den samiske kyse. Og hun be-
holdt sin rankhed og værdighed, da
samekvinderne under en pause i mø-
det sprang op til hende for at snak-
ke om og fole på den flotte guld-
broche.
Samemødet var begyndt klokken 10
om formiddagen, men det sluttede
først henimod aften. Der var mange,
som skulle sige noget i diskussionen.
Mange spørgsmål om fiskerettighe-
der, renavl og jagt var på dagsorde-
nen.
Landshøvdingen gav oplysninger
om tallet på rener, der dræbes af
jernbanetogene. Tallet er stigende fra
år til år. I 1940 blev i Norrbotten 202
dyr dræbt af tog, men i 1955 og ja-
nuar 1956 blev ialt 2292 rener ihjel-
kørt. De svenske statsbaner har for
disse rener måttet betale en erstat-
ning på 241.000 kroner.
Folke Thunborg opfordrede kraf-
tigt samerne til at benytte renslagteri
og fil at arbejde for en yderligere
kontrol med kødet. En komite skal
behandle slagteri- og frysetekniske
samt slagterihygiejniske forhold i
forbindelse med renavlen.
Sveriges dyrebeskyttelsesforenin-
ger havde foreslået en ophævelse af
samernes gamle ret til at anvende
saks overfor ulv og jærv, men samer-
ne ville ikke gå med til en såd.ip
ordning. Et forslag om forbud mod al
færdes med fly eller motorbåd i na-
tionalparkerne blev også stemt ned.
Samerne vender sig med stor energi
mod alt, der betyder en begrænsning
af deres bevægelsesfrihed.
I de sidste måneder har man di-
skuteret forslag om yderligere vand-
kraftanlæg i Norrbotten. Sådanne
anlæg vil atter medføre tab af area-
ler for renavlerne. Intet under, at sa-
merne gor opmærksom på, at atom-
kraften burde tages i anvendelse. Så
var man fri for at anlægge store,
pladskrævende og naturemvæltende
vandkraftværker.
Men teknikerne siger, at atomkraft
i en årrække vil være betydeligt dy-
rere end vandkraft og at prisen for
atomkraft først i 1970 vil være sådan
at atomanlæg vil kunne konkurrere
med vandkraftanlæg.
Ja, ja, siger samernes talsmand.
nakorsaK Sixten. Haraldson Kirunamit 20 kilometerit migssåine ungasissusi-
lingme tupersimavdlune tuperme silatånitoK. såmip tupiliorsimavå. tamåne
Haraldson erKigsisimårtarpoK.
Læge Sixten Haraldson fotograferet udenfor sin kåte en snes kilometer fra
Kiruna. Den er hygget af en same. Her har Haraldson sit fristed.
5