Atuagagdliutit - 13.12.1956, Síða 5

Østgrønland III:
Nyt og gammelt mødes i Angmagssalik
Ruteflyvere og hundekoncert — dårlige losse- og lasteforhold — nyt sygehus med
og uden vand — en historie om gadebelysning
Langt borte kan man fornemme den svage durren i luften af SAS-maskinen,
der på vej fra Kastrup til Søndrestrømfjord, passerer lige hen over Angmag-
ssalik. Den kommer på klokkeslet, og hvis man skulle overhøre motorernes
brummelyd eller glemme tidspunktet, skal byens hunde nok fortælle een, at
nu kommer flyveren. / samme nu den første motorlyd kan anes, vender en af
hundene snuden mod himlen og starter en klagesang, der som en bølge bre-
der sig tværs gennem byen. Den slår mod fjeldet bagved og kastes tilbage,
hvor den blander sig med el nyt kors hilsen til den mærkelige fugl deroppe
mellem skyerne.
Første gang man hører en sådan natlig hundekoncert, hvor struberne vib-
rerer i alle tonearter og melodier, der fletter sig ind mellem hinanden, isner
det een ned ad ryggen. Det er som om alle onde ånder er sluppet løs — brud-
stykker af Jack London’s „Ulvehunden“ og Conan Doyle’s „Baskervilles
hund" blander sig i eens tanker sammen med koncerten.
Så længe flyvemaskinen kan høres,
tier hundene ikke. Så ebher den nat-
lige underholdning ud i nogle sidste
klagende strofer og nogle lavmælte
bjæf. Der bliver stille over Angmag-
ssalik, indtil mindet om en forlængst
overstået bjørnejagt får båsen i et an-
det spand til at synge ud om længs-
len efter igen at blive spændt for
slæden. Så breder sangen sig fra
spand til spand, fra hundegård til
bundegård, indtil den igen står fuldt-
tonende og får luften til at dirre.
MEGET SMUK BELIGGENHED
Angmagssalik ligger meget smukt
- - inde i en lille bugt med en godt
beskyttet indsejling. Fjeldene rejser
sig hele vejen rundt om stedet, både
bagved og foran på den anden side
af en stribe vand. Stedet er ikke dår-
ligt valgt af de mænd fra Gustav
Holms konebådsekspedition og an-
dre, som bar været med til at udpege
det. Her er gode havneforhold, en
elv tværs igennem byen og en natur-
skønhed, som man ikke finder ret
mange andre steder. Fra havnen hæ-
ver byen sig opefter til alle sider, og
den bar i årenes løb bredt sig til beg-
ge sider af elven. De to buse, som
Johan Petersen og pastor Ryttel star-
tede med i 1894 er blevet til mange
— ikke mindst efter den store ud-
bygning af radiostationen, der jo er
centrum for vejrtjenesten. Radio-el-
tjenestens grønne bygninger ligger
tæt, danner en bel by i byen på den
sydlige side af elven, mens den gam-
le bydel ligger på den anden.
Da kolonien Angmagssalik blev
grundlagt ved TasiussaK, var der in-
genting på stedet — ja, stedet var ik-
ke engang helt bestemt. Man var så
nogenlunde klar over, hvor det skulle
være, men den endelige afgørelse var
lagt bos kolonibestyrer Johan Peter-
sen, pastor Ryttel og de andre, der
kom til Angmagssalik i august 1894
for at påbegynde arbejdet.
„Da vi havde kastet anker i Tasiu-
ssaK“, skriver pastor Ryttel i sin dag-
bog, „gik vi samme dag i land for at
se, om der var god byggegrund. Tå-
gen hindrede os stadig i at se mere
end de nærmeste omgivelser, og de
var ikke særlig lovende. Vi lå just på
det sted, hvor „Hekla“ med den ry-
derske ekspedition havde ligget, og
der skulle være god byggeplads, men
den var ikke bedre, end at vi fandt:
Ja, bygningerne kunne få plads her,
når de klistres lige op ad hverandre,
og vand er her sandsynligvis også
året igennem, men det er dog bedst
at se først, om der ikke skulle findes
en bedre plads. Næste dag sejlede
derfor kaptajn Holm, handelsbesty-
rer Petersen, førstestyrmand Bærentz
og jeg ud i en båd for at undersøge
lejligheden. En grønlænder fulgte
med som kendtmand. Han skulle vise
os alle de steder, hvor der fandtes en
bebyggelig slette med vand i nærhe-
den og god ankerplads for skibet, og
vi sejlede da rundt fra kl. 5 om mor-
genen til ud på eftermiddagen. I til-
fælde af uenighed var det bestemmel-
sen hjemmefra, at kaptajn Holm hav-
de den afgørende stemme. Men der
blev ingen uenighed, thi af alle de
steder, vi så, kunne der kun være
tale om eet, som også lå i bugten ved
TasiussaK. Vi sejlede da igen tilbage
til skibet, som så lettede anker og
sejlede til den udvalgte plads. Tågen
havde omgivet os hele den dag også,
så vi anede slet ikke, hvilken udsigt,
vi ville få og var meget spændte på at
se den. Som beboelsesplads syntes
stedet ellers at være udmærket: Der
var forholdsvis jævne og tørre steder
til at bygge busene på, der var en
udmærket elv, hvori der skulle være
laks, der var nogle smådamme og
vandløb, der var god muldjord til at
prøve at anlægge lidt havfe i, der var
en god havn og ankerplads for ski-
bet. Så mange gode betingelser havde
vi ikke fundet samlede andre steder.
Dertil kom så endvidere, at pladsen
havde forholdsvis godt læ mod nor-
den og forholdsvis åbent mod syd.
Dog ville et lavt fjeld og en fjeldknu-
de tage solen fra os i den tid, dagene
er korte, men det ville ikke kunne
undgås, undtagen vi skulle slå os ned
lige ved det åbne hav, hvor alt var
meget harskere. — Da tågen endelig
lettede en af de følgende dage, fik vi
den glædelige overraskelse, at vi fra
vor byggeplads havde en udmærket
udsigt, meget smukkere end ved Ju-
lianehåb. På skibet mente man, at
der ikke fandtes mange kolonier på
vestkysten, som kunne kappes med
vor boplads i skønhed."
NAR PITERAK’EN TA’R FAT
Der var kun een ting, man tilsyne-
ladende havde glemt at tage i betragt-
ning, nemlig at Angmagssalik altid
har været et dårligt fangststed, som
byen er det den dag i dag.
I dag har Angmagssalik ikke een
eneste, hvad man kalder „rigtig fan-
ger", og den har op igennem årene
kun haft ringe indhandling i forhold
til andre pladser i distriktet. Derfor
er også de meget skæve forhold mel-
lem indhandling og udhandling
fremkommet.
På endnu et punkt så i hvert fald
pastor Ryttel ikke rigtigt. Det er på
det med, at der er læ fra nord. En-
hver, der har boet i Angmagssalik,
vil skrive under på, at hvis der er
noget, der ikke er, så er det læ fra
nord — selv i de få dage_, vi lå ved
Angmagssalik med „TikeråK" i efter-
sommeren fik vi det at mærke.
Angmagssalik har en lokal norden-
storm, der kaldes piterak, og at det
er en af dem, man regner med, kan
man se på husene, der alle har skod-
der på nordsiden. Piterak’en kommer
pludseligt — som den dag, vi fik den
at mærke, og det, vi oplevede, var
kun småting imod, hvad den virkelig
kan præstere.
Det begyndte om morgenen med,
at snefanerne rejste sig fra fjeldene
bag byen og stod som hvide, manen-
de pegefingre mod den blå himmel.
Jeg skulle den dag med skonnerten
„Miki" til udstedet Kap Dan, og da
vi gik ombord, erklærede skipperen,
at det ville blive piterak i løbet af
dagen — men at vi godt kunne sejle
til Kap Dan, så kunne vi jo altid se,
om vi kunne komme hjem igen.
Vi sejlede til Kap Dan, og om ef-
termiddagen forlod vi påny udstedet
i fint vejr, næsten ingen vind. Efter-
hånden som vi nærmede os Angmag-
ssalik tog vinden til. Vi kunne mær-
ke det kraftigt ved indsejlingen til
TasiussaK, og i selve Angmagssalik
blæste det med vindstyrke 10—12,
så det var svært at få „Miki" manøv-
reret på plads og fortøjet på siden af
„TikeråK". Om aftenen tog stormen
yderligere til, men det var kun i sel-
ve byen, det blæste — ude omkring
i distriktet og andre steder langs
den nærmeste kyst var det fint vejr.
Denne piterak kommer altid fra
samme kant — den kommer tuttende
ned gennem et hul i fjeldrækken mod
nord. Og når den rigtig tager fat, fly-
ver det gennem luften med jord og
sand og sten, tømmer og tønder og
alt andet løst gods. En vinterdag i
1954 var den så slem, at den blæste
nogle både langt op på land og øde-
lagde dem og i nogle huse blev både
skodder og vinduer blæst ind i stuen.
MEGET GAMMELDAGS LOSSE-
FORllOLD
Umiddelbart gør Angmagssalik et
venligt indtryk på den besøgende,
man bliver vel modtaget, som det er
skik i Grønland, ikke mindst på ste-
der, der som Østgrønlands hovedstad
kun har få skibsanløb om året. Men
man kan mærke, at den lange vinter-
afspærring belaster nervesystemet,
navnlig hos de udsendte folk. Ang-
magssalik besejles jo kun 3—4 må-
neder, og tidligere fik man ingen
perst fra oktober til juli. Sidste vinter
blev der tre gange nedkastet post
over byen, og det var en kolossal op-
muntring. Ikke mindst hen på for-
året, begynder isolationen at gøre sig
gældende med tilløb til det, der hed-
der „mørkepip" i forskellige stadier
og afskygninger, selv om Angmagssa-
lik ingen mørketid har.
Som sagt domineres byen i nogen
grad af radio-el-tjenestens mange
bygninger og af boliger til det øvrige
udsendte personale. Beboelseshusene
til den fastboende grønlandske be-
folkning er gennemgående dårlige,
som de er det så mange andre steder
i Grønland. Tørvemurshusene er fak-
tisk forsvundet fra byen, men mange
af de huse, der er rejst i stedet, er af
de bekendte pakkassetyper, som jo
hverken er lune eller hyggelige eller
sunde at bo i.
Der er ingen kaj i Angmagssalik.
Skibene går for anker i en lille vig
et par hundrede meter fra land og
spænder trosser og wirer ud til lan-
det på begge sider. Samtidig med
„TikeråK" lå i år en S-båd og losse-
de kul. Af hensyn til piterak’en blev
fortøjningerne forstærket en ekstra
gang, således at skibene lignede pind-
svin med pigge strittende ud til alle
sider. Det er selvfølgelig nødvendigt,
men højst upraktisk for lossearbej-
det, idet alle prammene skal force-
re denne række af wirer, der i for-
skellig højde spærrer sejlruten. ■
Som sagt anløbes Angmagssalik ik-
ke af særlig mange skibe, men antal-
let nærmer sig dog en halv snes
stykker i løbet af en sommer, og de
besværlige losse- og lasteforhold be-
virker, at de som regel må ligge uri-
meligt længe. Så længe forholdene
er, som de er, kan det imidlertid ik-
ke være anderledes.
Den omtalte S-båd lå i havnen i
11 døgn for al komme af med sine
6—800 tons kul. Først lempes kul-
lene med grab op af lasten og ned
i prammen, som så sejlede mod
land. Den normale slæbebåd hav-
de længe været i stykker — man
manglede reservedele fra Danmark,
og de blev ved med ikke at komme
—- et fænomen, der jo ikke er
ukendt i andre dele af landet. Det
betød, at prammene skulle slæbes
af en nummerbåd, og så snart det
blæste, var det næsten umuligt for
denne lille båd at forcere både
vind og wirer med prammen på
slæb. Vel ankommet til land, hvor
der ligger en lille flydebro, skovles
kullene op i flettede kurve, og bæ-
res på menneskeryg eller hver
kurv imellem to mand (de fleste
var forøvrigt kvinder) et stykke
vej til lagerpladsen, hvor indhol-
det af kurven tippes.
En sådan fremgangsmåde skal tage
tid, men man kan ikke bære sig ad på
anden måde, så længe der ikke kan
bevilges penge til bygning af en kaj.
Allerede for 6—7 år siden lå der teg-
ninger og planer klar til en kaj ved
den nuværende oiieø, lige ud for,
hvor skibene ligger for anker. Den er
aldrig kommet længere end på papi-
ret.
DÅRLIGE BUTIKSFORHOLD
I det hele taget er det jo meget be-
grænset, hvad der er bevilget af pen-
ge til denne del af Grønland. Byens
butik er meget lille. Man skal faktisk
lede længe for at finde en udstedsbu-
tik ved vestkysten, der er ringere end
den, man byder Angmagssaliks be-
folkning. Vareudhandlingen foregår
fra to forskellige steder — foran bu-
tikken også fra den første butik, der
blev bygget i 90’erne. Den hedder
„Kastellet" og har kun åbent et par
gange om ugen. Det bevirker, at
kunderne må stå i kø langt benåd vej-
en, og det kan være en blandet for-
nøjelse i dårligt vejr at stille sig op
udendørs for at få lov til at købe og
betale daglige fornødenheder. På
samme måde har inspektøren og hans
medarbejdere meget dårlige arbejds-
forhold i alt for små kontorer.
Nogen vil måske sige, at ting som
de her fremhævede er uvæsentlige og
at andet må komme først. Det er rig-
tigt, at andre ting kan forekomme
vigtigere, men det er dog noget, som
har betydning i det daglige for be-
folkningen og de mennesker, der er
sat til at lede statens anliggender, og
man må ikke underkende daglige ir-
ritationsmomenter i et samfund, der
i forvejen mener sig glemt.
INTET SAMARBEJDE MELLEM
STATEN OG DE PRIVATE
INSTITUTIONER?
Spørgsmålet om et nyt sygehus er
løst. Angmagssalik har fået et dejligt,
helt moderne sygehus, der blev taget
i brug for nogle dage siden. Det er
også tiltrængt. I øjeblikket ligger sy-
gehuset i to afdelinger i nogle ald-
rende bygninger, tæt sammentrængt,
mænd og kvinder i samme stue, som-
metider også tb-patienter sammen
med andre syge. Altså samme bille-
de, som man endnu kan finde nogle
steder på vestkysten. Men det nye
sygehus, der har 25 senge, rummer
alt, hvad en distriktslæges hjerte kan
begære.
Ved siden af elværket er man ved
at bygge et børnesanatorium. Sygehu-
set er opført af staten og sanatoriet
af foreningen til hjælp for grønland-
ske børn. Børnesanatoriet er lukket,
men er endnu ikke færdig-indrettet
indvendig — man regner med, at det
kan tages i brug i løbet af næste år.
Når man ser disse to institutioner
ligge side om side, spørger man uvil-
kårligt sig selv, om der ikke er nogen
form for samarbejde mellem staten
og de private organisationer, der
bygger børnehjem og børnehaver
heroppe. Det er sikkert en kendsger-
ning, at uden dette private initiativ
blev disse institutioner ikke lavet før
om en årrække. Man skal være tak-
nemmelig for, at de kommer -— men
staten er jo med til at betale en stor
del af udgifterne ved driften, og
burde derfor være interesseret i at
nedbringe udgifterne.
Angmagssalik havde været glim-
rende sted til at praktisere et sådant
samarbejde; Her ligger med 50 me-
ters mellemrum to institutioner, der
har nogenlunde samme funktion. Beg-
ge har et stort køkken, som hver for
sig kunne forsyne både patienter,
funktionærer og børn. Begge har sto-
re fryseanlæg, som hver er store nok
lil at klare det hele, og begge har va-
5