Atuagagdliutit - 11.04.1957, Blaðsíða 6

den over, som ikke på en eller anden
måde har fremstillet spiritus ■—• igen-
nem århundreder — eller erstatninger
derfor. Fra gammel tid har grønlæn-
derne gæret bær eller tygget visse
planterødder eller spist spæksyltede
søkonger eller lignende — altsammen
noget, som bevirker en euforisk til-
stand — en slags falsk velbefindende.
Senere gik man over til hjemmebryg-
ningen, og da salg af malt til den
grønlandske befolkning var forbudt,
fandt man på at klare sig på anden
vis ved hjælp af rugbrød og sukker og
rosiner og gær eller noget af alt det
andet, man kan bruge til at fremstille
berusende — og sundhedsfarlige —
drikke af.
Fornuftige folk har i de senere år
kunnet indse, at det eneste rigtige vil-
le være at indføre en rationering. Man
Alt i køkkenudstyr,
glas og porcelæn
iggavingmut
atortugssat,
igalåmernit
marramernitdlo
Kgl. Hof Leverandør
OLUF BRØNNUM &. CO.
HOLBI
HOLBERSSSAOE O-IO • CENTRAL B7SO

var kommet dertil, at alle kendte spi-
ritus og dens virkninger, men man
havde så travlt med at beskytte de
svage karakterer, at man helt glemte
den fornuftige og oplyste, som sand-
synligvis ville holde op med at brygge,
hvis spiritus blev givet frit, og den
lovlydige, som ikke lavede hjemme-
bryg, men som ville få mulighed for*
på lige fod med andre at byde og nyde
et glas uden at komme i konflikt med
loven.
Det, der gjorde spiritusforbudet så
helt urimeligt her i årene efter krigen
var, at mens den grønlandske befolk-
ning enten måtte gå tørmundede eller
overtræde loven, kunne et stadigt vok-
sende antal udsendte danskere købe al
den spiritus, de havde lyst og råd til.
Det kan ikke undgå at skabe bitterhed
i et samfund, der i forvejen er øm-
findtligt på grund af andre former for
forskelsbehandling.
I det lokale blad i Angmagssalik var
der i efteråret 1955 en kraftig diskus-
sion om spiritus og spiritusrationering.
Der fremkom bl. a. et indlæg fra mo-
torpasser Valte Ikila, som indlednings-
vis fortæller om den hjemmebrygning,
der finder sted, og fortsætter:
— „Man vil måske hertil sige, at
hjemmebrygning er forbudt. Ja, det er
jo rigtigt, men de, der har lavet hjem-
mebryg, tænker sikkert ikke på, at det
er forbudt — det glemmer de, når de
begynder at drikke øllet. Det er under
al kritik, men jeg tror ikke, man så-
dan uden videre kan standse hjemme-
brygningen. — Men I, tjenestemænd,
kunne sikkert være med til at frem-
skaffe en ordning. Grønlænderne
drikker det ene og det andet, men
hvad har I så gjort for at standse det
eller få en anden ordning? Grønlæn-
derne alene kan ikke sætte tingene på
plads. Der er vel dem, der forsøger at
hjælpe grønlænderne, men vi har ikke
opdaget det. Det er vel fordi de ikke
har lyst til at miste deres privilegium,
CONTINA Ila
Det ydedygtige småbilledkamera
til den rimelige pris
Indbygget RAPID-belysningsmåler
Hurtigoptræk
Prontor-SVS-lukker
Novar 1:3,5-45 eller
Novicar: 1:2,8
ZEISS IKON AG
repr. ved:
GEORG RAUII
Finsensvej SO
København F.
TI gr*: OPIGENA
* ene
KALÅTDUT nunåne
de ikke har hjulpet grønlænderne, for
tjenestemænd kan jo være vigtige med
deres ret til at købe spiritus".
Den gode Valte Ikila har nok i no-
gen grad ramt hovedet på sømmet, da
han skrev det om privilegiet. Næppe
ret mange af de udsendte folk har haft
lyst eller følt trang til at opgive deres
ret til at købe og nyde spiritus — og
hvorfor skulle de i grunden også det.
Der er så sandelig ikke for mange for-
nøjelser i Angmagssalik.
FORSKELSBEHANDLINGEN ER
BIBEHOLDT
Der er næppe tvivl om, at man fra
myndighedernes side fra tid til anden
har haft tanker om at indføre et gene-
relt forbud, omfattende alle, men nu
valgte man altså en rationering, der
giver anledning til for alle personer
over 21 år at købe 6 flasker spiritus
og 50 flasker øl om året — samt ved
højtidelige lejligheder en flaske vin.
Ingen husstand kan dog købe større
rationer end for 2 personer. Udsendte
tjenestemænd og ligestillede samt mid-
lertidigt udsendt personel — sæsonar-
bejdere — skal dog ifølge bekendtgø-
relsen have adgang til at købe en til-
lægsration, hvis størrelse skulle have
været fastsat af et distrikts-råds-ud-
valg. Der kunne imidlertid ikke opnås
enighed mellem udvalgene i Angmag-
ssalik og Scoresbysund, og afgørelsen
blev derfor henlagt til ministeriet.
Med denne rationering har man alt-
så opnået, at alle får adgang til at kø-
be spiritus, men at forskelsbehandlin-
gen er opretholdt. Hvis det fortsat vi-
ser sig, at misbruget er ringe, må man
derfor gå ud fra som givet, at ratione-
ringen — når den nye ordning udlø-
ber 1. oktober 1958 — bliver ophævet,
og at frit salg indføres. Der vil allige-
vel automatisk blive en slags ratione-
ring, idet indtjeningsmulighederne ik-
ke tillader noget stort spiritusmisbrug
og det iøvrigt er begrænset, hvor me-
gen skibstonnage, der kan stilles til
rådighed til ølkasser. Selvfølgelig vil
der nok ligesom tilfældet har været i
Vestgrønland, blive en overgang, hvor
den nyvundne frihed skal fejres, men
derefter glider forbruget til ro i et na-
turligt leje, og endnu en anstødssten
mellem den grønlandske og den ud-
sendte del af befolkningen er fjernet.
Og det er nu nok lige så vigtigt som
at hindre nogle få mennesker i at drik-
ke sig ihjel — navnlig da det nu eksi-
sterende hjemmebryg er en fortrinlig
genvej til selvmord.
Distriktslægen i Angmagssalik, Rig-
mor Rørdam Holm, er tilhænger af, at
spiritussalget gives helt fri. Hun moti-
verer det først og fremmest med, at
man dermed giver den grønlandske
befolkning samme ret som andre —
uden at tvinge dem til at begå noget
ulovligt.
I SELSKAB MED ROBINSON
KRUSO
Fru Rørdam Holm har boet i Ang-
magssalik i de sidste 5 år. Foruden
sygehuset og patienterne fra selve
Angmagssalik har hun hele distriktet
at passe — 26 pladser med fra 327 be-
HESS
BJØRNEOVN
C. M. HESS FABRIKKER A/S
MATTHISSEN & DITTMANN A/S
Bredgade 20
København K.
boere ned til en enkelt familie — i
selve Angmagssalik bor godt 400 men-
nesker. Der er over 300 kilometer til
den sydligste plads og 200 til den
nordligste. Lægebåden er langsom og
ikke særlig bekvem — mange ture må
foretages pr. hundeslæde, og slædefø-
ret er ofte dårligt, fordi Angmagssalik
ligger så langt mod syd — ca. på høj-
de med Sukkertoppen. I vinterens løb
indtræffer ikke så få mildvejrsperio-
der.
Der er mange drøje ture mellem år
og dag. Om vinteren må lægen her som
i Nordgrønland spise og sove sammen
med befolkningen, hvor hun kommer
frem. Sidste vinter sneede fru Rørdam
Holm inde i 5 døgn på en af pladserne
i distriktet — sov på skolens loft og
havde som eneste opmuntring en pe-
troleumslampe og to bøger, lånt hos
den stedlige kateket. Det var pastor
Rutteis „10 år blandt Østgrønlands
hedninger" og „Robinson Kruso".
Sygeligheden i distriktet er temme-
lig stor. 25—30 patienter er sendt til
Danmark med tuberkulose, men endnu
er kun halvdelen af befolkningen
røntgenundersøgt. De er alle registre-
ret og har været undersøgt på anden
måde, men det transportable røntgen-
apparat er først kommet nu. Da be-
boerne ved udstedet „Skjoldungen"
blev undersøgt for første gang, viste
det sig, at 8—10 pct. af beboerne hav-
de åben, smittefarlig tuberkulose.
Over halvdelen af lægens patienter er
tuberkulosepatienter, og ca. tre fjerde-
dele af dem, der indlægges på sygehu-
set, har tb. Det er tal, omtrent som
man kender dem i Vestgrønland —
måske lige i overkanten — men det
store distrikt gør arbejdet vanskelige-
re, og helt godt bliver det først når
„Misigssut" kommer på besøg.
IKKE TØJ TIL HELE FAMILIEN
Befolkningen undersøges her som
andre steder med regelmæssige mel-
lemrum, og lægen plejer at bede folk
om at komme familievis. Det kan dog
ikke altid overholdes. Jævnligt er fru
Rørdam Holm ude for, at et par af
børnene i en familie mangler. Når hun
går moderen nærmere på klingen viser
det sig, at børnene ligger hjemme på
briksen. De er ikke syge — de venter
bare på, at et par af deres søskende
skal komme hjem, så de kan overtage
bukser og kjoler og støvler og komme
til undersøgelse, mens de andre krav-
ler til køjs. Der er ikke tøj nok til at
alle familiens medlemmer kan gå ud
samtidigt.
Iøvrigt er der hårdt brug for et in-
firmeri på de to største pladser, Kap
Dan og Kungmiut, der hver har ca.
300 indbyggere. Selv om Kap Dan kun
ligger halvanden times sejlads fra
Angmagssalik, er der 4—5 måneder
hver vinter, hvor man hverken kan
sejle eller køre mellem byen og udste-
det, og så er befolkningen henvist til
at klare sig med den grønlandske jor-
demoder. Det har hjulpet meget, at der
nu er kommet udstedsradio i Kap Dan.
Derved kan lægen komme i kontakt
med norddistriktet, og der kan også
gives radio-konsultationer, når det er
påkrævet.
Der er sket fremskridt i Angmagssa-
lik i de sidste 5 år, siger distriktslæ-
gen. I mange huse er der nu kommet
borde og stole — det var der ikke i
1951. Den forbedrede skolegang kan
også så småt mærkes på de 14—16-
årige.
Og befolkningen følger godt med i
det nye, der sker. De udnytter tingene
— vil hellere have kul og petroleum
end tran, og de få bøger og blade, de
kommer i besiddelse af, bliver læst,
indtil de hænger i laser.
Større indtægter er det eneste for-
nødne. Hvis befolkningen får mulig-
hed for at tjene mere, vil de også væ-
re i stand til at forbedre deres kår og
få bedre boliger. Mit indtryk er, siger
distriktslægen, at grønlænderne for-
står den nye tid og er klar til, at der
skal blive lukket helt op. Det er sna-
rere ofte de danske, der har været her
i mange år, som ikke kan følge med,
og som ikke kan forstå, at grønlæn-
derne forstår det hele.
PALLE BRANDT
6