Atuagagdliutit - 11.04.1957, Blaðsíða 10

Et svar til provst H. Balle
I Deres indlæg i A/G af 14. marts hef-
ter De Dem særlig ved en udtalelse af
mig om, at Syvende Dags Adventister-
ne og de evangelisk-lutherske kristne
i grunden vil det samme, og hævder
nu, at jeg offentligt har afsløret, hvor
stor modsætningen er mellem os. —
Hvad nu angår vor forskellige opfat-
telse vedrørende dåben, da må for-
skellen jo være lige så stor, som den
er mellem baptisterne og den evange-
lisk-lutherske kirke, og dog har man
kunnet forenes i den evangeliske Al-
liance. Jeg spørger, har man ikke der-
med givet udtryk for, at man i grun-
den vil det samme? Blev baptisternes
udsending Billy Graham ikke budt
velkommen af de øverste repræsen-
tanter inden for den evangelisk-
lutherske kirke under sit besøg i Dan-
mark i 1954? Stiftsprovst Brodersen
sagde blandt andet i sine velkomstord
i Vor Frue kirke, hvor domkirken var
tæt besat af „præster og menigheds-
arbejdere“: „vi“ behøver al den hjælp
Gud sender os gennem vækkende rø-
ster“ („Berlingske Tidende" 22. juni
1954).
Det nye Testamente omtaler kun
„een Herre, een tro, een dåb,“ Ef. 4, 5,
en dåb, der absolut forudsætter en
personlig tro og omvendelse, og hele
kirkehistoriens samlede vidnesbyrd
bevidner, at spædbørnsdåben først
blev indført i den efterapostolske tid.
Professor, dr. theol. Karl Barth siger:
„Påbud om barnedåben findes hver-
ken i Jesu ord eller på noget andet
sted i Ny Testamente. Den er først
fremkommet i 2. og 3. århundrede. —
Dåb uden ansvarsbevidst villighed hos
den døbte er.....forkert, den sker ik-
ke i lydighed, bliver ikke fuldbyrdet
efter sin anordning og er derfor en
fordunklet dåb. Den er et sår på kir-
kens legeme."
Skal det ægte vige for det uægte?
Guds bud for menneskelig overleve-
ring? Kardinal James Gibbons, dr.
theol., siger i „Vore Fædres tro" side
281: „Dåben er kun een og det er den
katholske kirkes. Alle døbte børn,
uanset om de har erholdt spiren til
kristendommen udenfor det katholske
læresamfund — tilhører som døbte
den ene hellige og almindelige eller
katholske kirke, til hvis tro de er
døbte, sålænge indtil de, kommet til
skelsår og alder, lærer sig til eller
tillæres at prostestere mod kirken."
Som protestantiske kristne kan vi
derfor som Syvende Dags Adventi-
ster ikke akceptere den katholske kir-
kes dåb, som den lutherske kirke har
taget i arv fra denne. Vi protesterer
på det kraftigste imod den, som en
falsk dåb, og tror kun på ægteheden
af den apostolske dåb, der lader då-
ben følge som en frugt af troen, såle-
des som Jesus har sagt: „Den som
tror og bliver døbt, skal blive frelst,
men den, som er vantro, skal blive
fordømt." Mark. 16, 16.
Andreas Nielsen.
Gensvar om adventisternes lære.
Vi har forelagt provst Holger Balle
ovenstående. Provsten skrives:
Det lader til, at adventisternes ud-
sending stadig vil hævde, at Adventi-
sterne og den evangelisk-lutherske
kirke vil det samme.
Men i slutningen af sit indlæg af-
slører han selv påny, hvor stor mod-
sætningen er med hensyn til læren om
dåben, idet han skriver: „Som prote-
stantiske kristne kan vi derfor som
Syvende Dags Adventister ikke accep-
tere den katholske kirkes dåb,' som
den lutherske kirke har taget i arv fra
denne". Og nu kommer de ord, hvor-
ved adventisternes udsending selv
helt tydeligt afslører modsætningen
mellem adventisterne og den evange-
lisk-lutherske kirke: „Vi protesterer
på det kraftigste imod den (dvs. imod
den dåb, som de lutherske kristne er
døbt med) som en falsk dåb“.
Med disse ord (Adventisternes egne
ord, som enhver kan læse i deres sam-
menhæng i hans indlæg ovenfor) er
det klart nok vist, at det er rigtigt,
hvad jeg skrev i mit første indlæg om
Adventisterne: at Adventisterne med
hensyn til dåben vil nøjagtig det mod-
satte af, hvad den evangelisk-luther-
ske kirke vil.
Angående stiftprovst Brodersens
velkomstord til Billy Graham: Jeg er
enig med Brodersen i, at vi har brug
for hjælp gennem vækkende røster.
Men en „hjælp" som adventisternes,
der erklærer den dåb, vi er døbt med,
for en falsk dåb, og vil overtale os til
at lade os omdøbe — den „hjælp" si-
ger vi nej tak til. (Så vidt jeg ved, har
Billy Graham ikke erklæret den evan-
geliske kirkes dåb for en falsk dåb,
sådan som adventisterne gør det).
Adventisterne kan angribe og mod-
arbejde den evangelisk-lutherske kir-
kes dåb og lære, så meget de vil. Men
de kan ikke på een gang erklære vor
dåb for en falsk dåb — og så samtidig
erklære, at de vil det samme som vi.
H. Balle.
Overtager Danmark NarssarssuaK
I anledning af de seneste meddelelser
i radioavisen om, at amerikanerne har
til hensigt at rømme basen BW 1, og
vil overdrage den til Danmark på vis-
se betingelser, er der vakt en vis
spænding i områderne omkring Skov-
fjorden — ja, hele Julianehåb distrikt.
Det er absolut ikke ligegyldigt for det
af storisen så hjemsøgte distrikt,
hvorvidt basen forbliver militærom-
råde eller inddrages som civil luft-
havn for hele syddistriktet. — Bortset
fra en ganske ringe part af befolknin-
gen der bor nærmest basen og derfor
har kunnet høste visse materielle for-
dele af basens eksistens, kan det nok
i det store og hele siges, at dette af-
spærrede militærområde beliggende
midt i et beboet distrikt, mange gan-
ge har vakt en del irritation hos den
omkring boende befolkning — særlig
blandt fåreholderne.
Vi kender ikke de betingelser ame-
rikanerne har stillet for at Danmark
kan overtage basen, men vi ved det
ikke er nogen billig spøg at holde ba-
sen fuldstændig intakt, og særlig dyr
vil den blive, hvis den fortsat kun skal
bruges til militærformål.
Det er derfor umuligt nu at sige no-
get om, hvad resultatet af de indledte
forhandlinger bliver, men vi kan alle-
rede nu slå fast, at basen som en civil
lufthavn på danske hænder ville blive
hele syddistriktets fremtid.
Lad os se lidt på de fordele, man
ville få, såfremt Danmark overtog ba-
sen.
1) Såfremt de Islandske luftfartssel-
skaber forlænger deres ordinære rute-
net, således at hver anden eller tredie
maskine på ruten København-Reykja-
vik fortsatte til NarssarssuaK, ville
man her sydpå få en konstant post —
passager- og fragt-forbindelse uaf-
hængig af storisen, og så vidt vi kan
skønne ville billetkrisen kun blive ca.
100 kroner dyrere end billetprisen
med Handelens skibe. Det ville for
Handelen betyde, at man kunne nøj-
es med færre og større skibe til ude-
lukkende at tage sig af godsbefordrin-
gen, mens alle passagerer lige så godt
kunne udsendes ad luftvejen — og
man ville endda spare en hel del på
grund af den langt kortere rejsetid.
2) På grund af disse langt bedre
rejsemuligheder kunne man endvidere
forvente turistbesøg af dimensioner
som det øvrige Grønland ikke vil få
mage til på grund af afstande og
dårlige forbindelser.
3) Endvidere kunne staten stoppe de
store investeringer til administratio-
nens byggeri, da der på basen- findes
et stort sygehus og rigeligt med byg-
ninger, der ville være anvendelige he-
le året såfremt en mindre landings-
base for KZ-maskine kunne laves i
NarssaK, hvor der er isfri havn.
Dette var blot nogle enkelte betragt-
ninger, men der er sandsynligvis langt
flere muligheder for udnyttelse af
NarssarssuaK — ikke blot som luft-
base — men som en by i distriktet.
(NarssaK avis).
De våde kul
Det har sin særlige årsag, når jeg nu
vil skrive lidt om kullene. Før jul
modtog vi vores kul fra Handelens
kulbunke ved siden af bødkerværk-
stedet. Og de blev selvfølgelig vejet
ifølge en seddel, som man fik fra bu-
tikken. En dag købte en eller anden
en sækfuld kul fra Handelen, og efter
en tids forløb opdagede han at sæk-
ken ikke var mere fuld, så vejede han
sin sæk igen, og så, at den ganske rig-
tigt var blevet lettere.
Må vi lige høre, hvordan det var
gået til. — Kullene blev stillet ind i
det varme værksted, efter at de var
købt. Mens sækken stod der, smeltede
sneen i kullene, og det var grunden
til, at den blev lettere. Der skulle væ-
re 50 kg i sækken, men efter sneen
var smeltet, faldt vægten ned til
40,75 kg. Når vi regner svindet ud i
procenter, så er det 10,5 procent, og
udregnet i kroner, kan man forstå, at
hvergang man køber 100 kg kul, så
tjener Handelen 3,15 kr.
(NarssaK avis).
IKKE FISKERIHØJSKOLE!
Vi unge må støtte tanken om opret-
telse af en højskole i Grønland, for
her er der tale om et vigtigt led til at
opnå noget mere i livet for os og vore
efterkommere. Vi ved jo, at der blandt
os er unge, som har lysten og viljen til
at nå videre, men som mangler ud-
dannelsessteder. Højskolen vil blive en
god hjælp på dette område.
Efter min mening må man fore-
trække, at der bliver tale om en fol-
kehøjskole, fordi den på den måde vil
være en skole for alle unge. Jeg me-
ner ikke, at en fiskerihøjskole vil væ-
re af uden betydning, men blot, at op-
rettelse af en fiskerihøjskole vil være
altfor ensidig. Jeg er ikke tilfreds med
den foreslåede ordning, der går ud
på, at højskolen det første år skal
virke som en fiskerihøjskole, det an-
det år som folkehøjskole. Sådan en
ordning vil skabe vanskeligheder m.
h. t. lærerkræfter og også det økono-
miske.
Godthåb er det bedst egnede sted at
placere skolen. Her vil skolen få det
lettere, hvad angår de økonomiske
problemer, ligesom eleverne får bed-
re muligheder for at få mere nytte af
opholdet. Jeg mener også, at det ville
være værdifuldt for eleverne at få
bedre indsigt bl. a. i foreningsarbejdet.
Her i Godthåb finder vi jo flere sam-
menslutninger for forskellige forenin-
ger, således at oplysning om de for-
skellige foreningsarbejder lettest kan
fås hos disse.
Ole Egede, formanden for ung-
domsforeningen „Nunavta Kitor-
nai“ i Godthåb.
ØKONOMI
Jeg selv er klar over, at jeg ikke er
den rette til at udtale mig om over-
skriften, men lad mig prøve i håb om
at den giver lidt stof- til eftertanke.
Jeg er opvokset på flere forskellige
steder langs kysten og derved har jeg
fået lidt kendskab til de forskellige
steders indtjeningsmuligheder. Derfor
tror jeg også, at Frederikshåb hører
til de bedste steder på dette område,
både sommer og vinter. Bare ved at
se husene, folks tøj m. m. kan man jo
klart se det, da de hører til de bedste
i forhold til andre steders. Men det
allerkedeligste er det, som man møder
år for år: Det udbredte pengelåneri
fra andre familier. Vi indrømmer, at
lønningerne og priserne på de grøn-
landske produkter endnu ikke er så
store. Men jeg er bange for, at det
ikke er selve grunden til, at folk kan
rende fra hus til hus for at låne en
femmer eller en tier eller mere, men
at grunden er den: uøkonomisk brug
af penge. Når folk får pengene, bru-
ger de dem uden at tænke på, hvor-
langt de kan række, uden at tænke,
hvad følge det kan have, at de køber
alt, hvad øjet begærer og endda køber
spiritus, som de slet ikke har råd til.
Men hvad får man af dette? Når pen-
gene slipper op, går de på ydmygende
vis til andre huse, for at låne penge,
låne penge af andre, som heller ikke
har mange penge udover dem de skul-
le bruge til det nødvendige.
Hvis folk ikke selv indser det gale
ved det, bliver vi ved hvert år, vinter
efter vinter. Man arbejder for at for-
bedre indtjeningmulighederne og løn-
ningerne og der kommer nok en dag,
at vi bliver tilfredsstillet dermed. Men
jeg tror faktisk ikke, at det kan hjæl-
pe, hvis folk selv ikke lærer at økono-
misere.
Solen sender sin varme stråler mens
jeg skriver dette, som om den vil sige,
at det er forår og at sommeren med
alle sine rigdomme er på vej. Jeg vil
da ønske, at vi får en god sommer og
folk tjener en hel masse og gemmer
noget af fortjenesten til næste vinter,
så vi får færre pengelånere.
(Frederikshåb avis)
Tingene, der forsvinder
En højskole i Grønland vil betyde
meget for den grønlandske ungdom,
og man må arbejde energisk for at
føre tanken ud i livet. Gennem høj-
skolen vil man åbne muligheder for
dygtiggørelse åndeligt og praktisk for
de frie erhververe, som ikke har mu-
lighed for at gå på højere læreanstal-
ter. Grønlændernes egne ting, fangst-
redskaber og fangstmetoder, som ef-
terhånden delvis forsvinder, vil man
igen sætte pris på gennem højskolen,
som vil forsvare dem som noget vær-
difuldt, der må bevares. Grønlænder-
nes produkter af bøger og digte må
finde fremtræden plads i højskolen.
En højskole i Grønland må først og
fremmest tænke på erhvervene fra
havet, men på den anden side må den
også være en af de vigtigste faktorer
i det åndelige liv. Jeg vil sige, at høj-
skolen må være et sted, der påpeger,
at grønlænderen skal elske og værd-
sætte sit folk, et sted, der gør sin ind-
flydelse gældende på dette område.
Derfor må lederen være en grønlæn-
der, der har en god uddannelse, og
som godt er inde i den grønlandske
kultur.
Overkateket Jakob Lyberth,
Angmagssalik.
Jeg læser indlæg om højskolen. Jeg
tror, den vil tjene samfundet. Jeg næ-
rer store forventninger til den. Den vil
kunne undervise i håndværk, fiskeri
og andre ting. Efter min mening må
skolen stå i Egedesminde distrikt.
Forstanderen må være grønlænder,
som har godt kendskab til vort sprog
og dets smidighed. For at kunne samle
mange unge må højskolen være stor.
Kristoffer Kleemann,
Upernavik.
Skulle der ikke passes bedre på
brevene?
Enhver der skal modtage breve el-
ler pakker er naturligvis interesseret
i, at få sine sager så hurtigt som mu-
ligt. Det er derfor mærkeligt, når man
opdager, at man har ladet breve eller
pakker ligge på postkontoret eller i
pakhuset. Jeg tænker særlig på de
forsendelser, der kommer fra grøn-
landske byer. Det ser ud til, at breve-
ne fra Danmark kommer i første ræk-
ke. Mon grunden er den, at breve og
pakker er portofrie her i Grønland?
Selvom det skal være således, så sy-
nes jeg, at vi mangler et postbud, der
bringer posten til modtageren. En
sjælden gang sker det jo, at posten
bringes ud, men i de fleste tilfælde
skal man selv sørge for at få posten.
Derfor mener jeg, at der må ske en
forbedring på dette område, ved an-
sættelse af en mand, der kan bringe
posten ud.
Lærer Jens Lennert
(Holsteinsborg avis)
10