Atuagagdliutit - 20.06.1957, Page 7

Skandinavisk Reproduktionsanstalt
Læderstræde 26 København K
FREMSTILLET MED SÆRLIGT HEN-
BLIK PÅ ANVENDELSE PÅ STEDER,
HVOR FRISK GÆR IKKE KAN FÅES.
m
AKTIESELSKABET
DAN ISC O
8.KRISTIANIAGAOE, KØBENHAVN
TØRGÆR
Til BAGNING
OMA
MAllGARINEj
Danmarkime
makarina
niorKutigi-
neKarnerpau-
SSOK...
W» Hlw «**•
«*M WWW »HWWmttwM«
ima ateicarpoic:
Måne-landskabet på havets bund
Verden under havet —! I
denne interessante artikel for-
tælles om en af vor planets
sidste store hemmeligheder:
Hvordan der virkelig ser ud
på de store havdybder.
KÆMPEMÆSSIGE KLØFTER, hvor
Mount Everest kunne forsvinde,
bjergkæder større end noget men-
neskeøje har set, mystiske vulkaner
og store sletter — sådan er den ver-
den, der findes under oceanerne,
fremgår det af en rapport fra det
amerikanske National Geographic
Society.
Teknikens udvikling har sat viden-
skabsmændene i stand til nøje at
kortlægge også de undesøiske land-
skaber, og de er ikke i tvivl om, at
den skjulte verden i storslåethed
overgår den kendte.
Sidste år fandt man i Stillehavet
omkring 300 kilometer sydvest for
Guam den hidtil størst kendte hav-
dybde, der er 11,000 meter eller over
2000 meter mere end verdens højeste
bjerg Mount Everest. Endvidere har
man kunnet kortlægge en 15,000 ki-
lometer lang bjergkæde i Atlanter-
havet strækkende sig fra Island til
den antarktiske cirkel med bjerg-
toppe på indtil 7000 meter. I Stille-
havet findes en anden stor kæde med
vulkaner på 5000 meter.
Mere end en trediedel af jordover-
fladen optages som bekendt af ocea-
nerne, men det er først i dag — efter
rundt regnet seks millioner års
menneskeliv her på kloden, at men-
nesket er begyndt at udforske ver-
denshavenes bundforhold.
Den første impuls til et videnskabe-
ligt arbejde på dette ombråde kom,
da det engelske havforskningsskib
„Challenger" i året 1873 gjorde en
mærkværdig opdagelse under en af
sine farter over Atlanterhavet. For-
skellige målinger med lod viste, at
der på den ellers så regelmæssige
havbund måtte findes en række hid-
til ukendte „bjergrygge". Senere
konstaterede andre opmålingsskibe,
at der virkelig fandtes en uhyre
bjergkæde på bunden af Atlanter-
havet.
I dag er vi klar over, at disse bjer-
ge stiller alt i skygge, hvad et men-
neskeøje kan iagttage på jordover-
fladen. Så gigantiske er disse bjerge,
at alperne i sammenligning kun er
for små bakkedrag at regne... selv
den længste overjordiske bjergkæde
— de 7300 kilometer lange Andes-
bjerge i Sydamerika, — er kun halvt
så lang som dette monstrum under
havet, og med sine 500 kilomters
bredde kun halvt så bred!
Man steder ville den atlantiske
havbund tage sig ud som et måne-
landskab, hvis man kunne vandre
om dernede. I de tidligste jordepoker
har vulkanudbrud skabt slanke klip-
pesøjler, hvis dimensioner overtræf-
fer al menneskelig fantasi. Disse søj-
ler strækker sig op i en svimlende
højde, rager op over havoverfladen
og danner således med deres spidser
små øgrupper ... Azorerne, Tristan
da Cunha, og Ascension er sådanne
klippe-„kupler“ på vældige søjler,
hvis bases findes på oceanets bund.
Vor fantasi har møje med at fatte
alle de forskellige sælsomme atlanti-
ske landskabsformer. I 1952 fandt
amerikanske oceanografer således en
undersøisk dal i det nordlige Atlan-
terhav ... den var 6000 meter dyb!
Men det var dog for intet at regne
mod det næsten bundløse hul, som
nogen tid senere blev lokaliseret i
den vestlige ende. Det ligger nord
for Puerto Rico i Det caraibiske Hav,
og er 8742 meter.
Alle fænomener på verdenshave-
nes dyb forekommer voldsommere,
dybere, større og mere kæmpemæs-
sige end dem, vi iagttager på jord-
overfladen. De gigantiske under-
søiske bølger, der opstår på grund af
vandets tætheds-forskelle, og de
voldsomme undersøiske strømninger,
har ofte haft oversvømmelser og ka-
tastrofale flodbølger på deres sam-
vittighed.
I de sidste tyve år har forskellige
nationers opmålingsskibe regelmæs-
sigt krydset Atlanten mellem Afrika
og Amerika, mellem Island og Det
sydlige Polarhav. Langt det vigtigste
hovedkvarter er Det Oceanografiske
Institut i Woodshole, USA. Under le-
delse af den berømte oceanograf, dr.
Maurice Ewing, foretager institutet
regelmæssige lodskud, og en hel flå-
de af havundersøgelsesfartøjer an-
stiller under dr. Ewings ledelse me-
terologiske, havbiologiske og geolo-
giske undersøgelser. I tidsrummet fra
1931 til slutningen af året 1952 havde
alene havundersøgelsesskibet „At-
lantis" foretaget 165 kryds på Atlan-
terhavet.
Skibets vigtigste instrument er
ekko-loddet, som bruges til måling
af havdybden. Alle ekko-lodninger
beror på et simpelt fysisk fænomen:
Ombord på selve fartøjet eller fast-
gjort til en slæbebøje, frembringes et
kort, skarpt knald, hvis lydbølger
rammer havbunden. Derfra bliver de
tilbagekastet for efter et bestemt
tidsrum at nå vandspejlet. Da man
kender hastigheden, hvormed lyden
forplanter sig gennem vandet, kan
det let lade sig gøre at måle afstan-
den fra havbunden til havoverfladen.
Desuden er ekko-loddet i stand til at
fastslå om der på selve havbunden
ligger mere eller mindre tykke lag
dynd. Kommer der nemlig i stedet for
een ekkotone to tilbage, så stammer
den første fra slam-laget, og den an-
den fra det dybereliggende funda-
ment. Tidsforskellen mellem de to
toner kan aflæses på en skala, og
derved kan man danne sig et ind-
tryk af slamlagets tykkelse.
De ældste aflejringer er 100 millio-
ner år gamle.
Der sprænges i Egedesminde — Ausiangne Kårtiterissut.
8