Atuagagdliutit - 04.07.1957, Blaðsíða 4

Først vil jeg takke alle, der trofast
har støttet mit arbejde i den første
vanskelige valgperiode. Det er mig en
glæde, at denne støtte er vokset og har
gjort en valghandling i den sydlige
valgkreds overflødig. Jeg takker for
dette tillidsvotum til min politik. Det
var et sammenhold, der tiltvang sig
respekt. Ingen svigtede dette sammen-
hold, til trods for at der blev gjort en
del — navnlig udefra — for at bryde
denne enighed.
T anker
— I en kort „valgtale" er der ingen
plads til detailler. Jeg vil derfor nøjes
med at trække hovedlinierne for den
kommende tids arbejde op.
Den politiske opgave. De første år
efter 1953, hvor Grønland har været
en virkelig del af riget, og hvor de
grønlandske medlemmer har haft sæ-
de i folketinget, har betydet styrkelse
af samhørrigheden mellem Grønland
og Danmark. Som landsdel har vi for-
pligtelse til loyalt samarbejde og til at
give danskheden gode vækstforhold
sammen med det grønlandske. Jeg
tror, at vi ved fælles arbejde har søgt
at opfylde denne forpligtelse ved ef-
fektivisering af undervisningen i det
danske sprog i børnehaver, børnesko-
ler, ungdomsskoler, ved udbygning af
den dobbeltsprogede radio og presse,
samt ved at en del danske har bosat
sig heroppe og har betydet hidførsel
af nyt blod, ny energi og nye arbejds-
fæller.
Det gik desværre langsomt med at
gennemføre den den ligestilling uden
indskrænkning af nogen art, som
grundloven har givet Grønland. Der
er endnu for megen moderlandsmen-
talitet på den ene side, og for megen
kolonimentalitet på den anden, både
i det store og i det daglige små. Det
skal derfor slås fast her: Grønland er
nu en ligeberettiget del af Danmark,
og grønlænderne er selvstændige bor-
gere i det danske, demokratisk styrede
rige. Grønlænderne må derfor have
samme indflydelse i egne sager som
befolkningen har i andre danske
landsdele.
— Selvstændiggørelse af landsdelen
Grønland i samme grad som andre
landsdele må være det mål, man i den
nærmeste fremtid sigter mod. Større
politiske og økonomiske beføjelser for
kommunalbestyrelserne bør gennem-
føres. Den nuværende afhængighed af
landsrådet og staten bør afvikles ef-
terhånden.
I folketinget bebrejdes det de grøn-
landske folketingsmænd, at de spilder
tingets tid med småtterier. Men så
længe disse småtterier er statsopgaver
i Grønland og figurerer på finanslo-
ven, er folketinget det eneste rette fo-
rum for fremdragelse af disse. — Den
eneste vej til at fjerne disse ting fra
folketinget er så vidt muligt at flytte
afgørelser og bevillinger til Grønland
selv. Dette betyder, at staten beholder
de store opgaver, mens andre mindre
overgår til landsrådet og kommu-
nerne.
Fra alle sider — og ikke mindst fra
grønlandsk side — er der enighed om,
at flere af den i Grønland hjemmehø-
rende befolkning bør placeres i opbyg-
ningsarbejdet. Nyordningen har ind-
ført en tendens til, at alle mulige'stil-
linger karakteriseres som specialstil-
linger med det resultat, at grønlæn-
dere har måttet vige for „udsendte".
Det tager modet og arbejdslysten fra
mange. Derfor har befolkningen her-
oppe krav på, at ansættelsesmyndig-
hederne sætter mere ind på, at grøn-
lænderen ikke sættes ud af spillet,
men tværtimod tages med som aktiv
medarbejder i de samfundsopbyggen-
de opgaver.
En yderligere fordel kan opnås ved,
at antallet af „udsendte" med disses
særlige lønmæssige stilling og andre
fordele — ikke mindst den nuværende
permissionsordning, der forøger sta-
ben med ca. 20 pct. — indskrænkes,
omkrin
idet den nuværende ordning betyder
en stor økonomisk belastning for det
danske og grønlandske samfund — I
denne forbindelse kan jeg henvise til
AF FOLKETINGSMAND
AUGO LYNGE
den billige administration af det
færøske samfund sammenlignet med
det grønlandske.
Den erhvervsmæssige og økonomiske
politik må som en forudsætning for
en forbedring af levefoden i Grøn-
land stå øverst på listen over pres-
serende opgaver. Der er grund til at
gøre opmærksom på, at der er me-
ningsforskel mellem det grønlandske
landsråd og erhvervsorganisationerne
på den ene side og grønlandsministe-
riet og den grønlandske Handel på den
anden side, idet vi heroppe allermest
lægger vægt på gode indhandlingspri-
ser for de grønlandske produkter, idet
vi finder de nuværende for lave. Mine
skuffelser lå mest på dette område,
fordi vi ustandseligt stødte imod den
gamle politik: Erhvervslivet i Grøn-
land skal hvile i sig selv. Ingen sam-
fundshjælp tillades for at forbedre
priserne. Kun ved at forøge produk-
tionen kan de grønlandske producen-
ter øge deres indtægter.
Princippet er godt nok, men det er
ulykkeligt i et så lille samfund som
det grønlandske, fordi det betyder, at
et par tusinde grønlandske fiskere,
fangere og fåreholdere alene og straks
i starten skal bære afskrivning og for-
rentning af de mægtige anlægsudgif-
ter.
De erhvervsanlæg, der nu efter ny-
ordningen bygges ved kostbar udsendt
arbejdskraft, forrentes og vedligehol-
des af de grønlandske producenter, så
at sige uden indflydelse fra de grøn-
landske erhvervsorganisationers side.
Det er i virkeligheden kun den kon-
gelige grønlandske Handel og styrel-
sesrådet, der har bestemmelsesretten.
Forholdet er skævt, og trods de prak-
tiske vanskeligheder bør der sættes
ind på, at de grønlandske erhververe
og det grønlandske landsråd får afgø-
rende indflydelse i erhvervslivets le-
delse.
— Den nuværende erhvervspolitik
trænger også til revision, idet det må
antages, at den er medvirkende til, at
hovedfiskeriet (torskefiskeriet) og her-
med eksporten ikke forøges i forhold
til befolkningens og produktionsmid-
lernes (motorbådenes) stærke vækst.
Dette er dog måske rettet noget efter
prisstigningen i 1955, men hvormeget
ved vi ikke. Der er dog grund til at
mene, at byrden for den enkelte er-
hverver er i fortsat stigning, og at der
faktisk ikke er ret megen fremgang i
nettoindtægten.
Den hidtil førte prispolitik har for-
mentlig været årsag til, at det vanske-
ligt kan betale sig for de grønlandske
fiskere at bruge store både til almin-
deligt torskefiskeri, men fortrinsvis til
f. eks. rejefiskeri, der giver større for-
tjeneste, evt. til jagt på havdyr, og at
det selvfølgelig ikke betaler sig at fo-
retage investering i større søgående
fiskefartøjer til torskefiskeri. Havkat-
fiskeriet har været et lyspunkt, idet
priserne her er noget bedre, skønt
endnu for små.
Samme prispolitik er formentlig år-
sag til, at befolkningens erhvervsmæs-
sige sammensætning har fået stærk
slagside i de senere år. Ganske vist
kan de forhøjede fiskepriser i de sid-
ste år have stimuleret til den forholds-
vis store tilgang til fiskerierhvervet i
1955—56, men antallet af fiskere er
stadig for lille. Efter „Statistiske Ef-
terretninger" 1956 nr. 69 udgjorde frie
erhververe kun 12 pct. af den sam-
lede befolkning imod lønmodtagernes
24 pct.
Det grønlandske fiskeri trænger me-
get til modernisering og industrialise-
ring, fordi en sådan efter erfaringerne
i andre lande bedst er i stand til at
øge beskæftigelsen og forhøje levefo-
den. En begyndelse er gjort, og staten
har planer om at modernisere fiske-
tilvirkningen. Men erfaringerne her-
ved er ikke særlig gode. Anlægsudgif-
terne er enormt store, og driften er
meget dyr. Det stemmer med erfarin-
gerne fra den store verden, at stats-
drift let bliver dyrere og usmidigere
end privatdrift, og at produktionen og
arbejdsydelsen er større under privat-
drift end under statsdrift. I sidste in-
stans er det producenterne selv, der
skal betale udgifterne, og de betaler
altid i form af langt lavere levefod,
når erhvervene drives af staten som
1 kommunistiske lande, end i lande
med privat erhvervsdrift. Jeg er til-
bøjelig til at tro, at den erhvervs- og
indtægtsmæssige stagnation heroppe
med samme lave levefod trods stor
økonomisk hjælp fra det øvrige Dan-
marks side har sin virkelige årsag i
denne statsdrift. Det bør derfor under-
søges, om man ikke burde prøve med
privatdrift enkelte steder, evt. på ba-
sis af kapital fra Danmark, uden at
hele fortjenesten derfor hjemføres,
men delvis bruges til at opbygge
Grønland for. Det samme gælder an-
den virksomhed udøvet af de i Grøn-
land ikke-fastboende danske ved han-
del, minedrift, håndværk og anden er-
hvervsvirksomhed.
Interiør fra den nye selvbetjeningsbutik i Sukkertoppen.
Manitsume pisiniarfigtåp nangminen pisiagssanik tigdraussarfiussup åssinga.
h