Atuagagdliutit - 04.07.1957, Blaðsíða 22

r
— takåna neriniånguaritse, aulisagkiåka ajoringikuvsigik. tåssa
uvavtine nerrivigissartagarput erruinångitsuatsian!
— Spis, kære venner, hvas I da kan lide min plukfisk, ja, her
hos mig spiser vi altid af et trug, dot sparer så dejligt på opvasken!
— Jåko, silativtine inuaRerpalugpoK, iser-
toKalerKOKaoK. errorsivigssuarme nerissa-
vut sule amiåkoiiarnerput?
— Jakoli, der er nogen ved døren, jeg
tror, du får gæster. Er der mere plukfisk
i vaskekedlen?
— atsa-SCisåt-åsit-una. masatalårnigssa-
ne sapivigpå, pamiune ilingarsarterKåme-
ramiuk!
— Det er tante Susanne, hun kan ikke
lide at blive våd, hun har nemlig lige fået
permanentet sin hale!
— nerissagssavut tamaiisa* nungoreravtigik Kårsit-
dlarsimåsagunarpuse. inera tamåkerdlugo Kimer-
dldrusångilisiuk?
— Da vi har fået tømt både trug og vaskekedel,
regner jeg med, at alle er mætte. Har I lyst til at
se resten af min lejlighed?
— ånavna tåssa sinigtarfik. igdlut Kanganitsat
initugamik pitsaoRutigissarpåt.
— Se, derinde tilhøjre er soveværelset. Der er det
gode ved gammeldags lejligheder, at der er så god
plads!
— arrå, Jåko-å, anivugut!
— å, igavfivtauna matua, anivf igissartagara!
— Jamen, hov, nu kommer vi jo pludselig uden-
for, Jakob! — Ja, det er min køkkendør, den går
jeg altid ud af!
— Klump, takuvat tåssa Kamutika, Jåko aulisariåsagå-
ngat umiarssuå ilångutdlugo tåussuminga arKutarpåka!
— Se, Klump, der står min vogn, den bruger jeg til at
køre Jakob og hans skiv tilbage i, når han skal ud og fiske
— atsa, Kamutigigsutit-una. tåkarssorfigalugo pissorpalua naleKångilaK. Jåko, Kaigit, nerissavut
aulaferdluarumagugkitl
—någgavik, Pingo, norissåka åpartiniångikatdlarpåka tivke naimajumagatdlaravkitI
— Det er en dejlig vogn, du har, tante, sikke det runger, når man stepper på den, spring op til
mig, Jakob, du kan stole på, at plukfisken bliver rystet godt på plads.
— Du kan tro nej, Pingo, jeg nyder stadig at have den siddende højt oppe i halsen.
TEKSTER: PROF. DR. PHIL. SØREN HOLM Jlsusip assersutai — Jesu lignelser TEGNINGER: TORKILD MØLLER
emeK tåmaraluartoK II. (Luk. ivangk. kap. 15 v. 11—31). Den fortabte søn II. (Lukas evang. 15, 11—31).
erneratale oKausigssarssuarme agfåinai OKautigai. „atåtaK,
ajortuliorpunga Kilangmut atassumik ilingnutdlo, kingorna
erningnik taineKarncK Kingai'Kiipunga“. “k'ivfartortivit ilåtut
itinga“ oKautigingitsdrpd.
Sønnen fik imidlertid kun holdt første halvdel af sin
lange tale. „Far, jeg har syndet imod himlen og mod dig,
jeg'fortjener ikke mere at kaldes din son“. Det med at blive
daglejer, blev der ikke lejlighed til at sige.
tåssame angutåta kivfanc KaerKulertorpai. „ko, atissanik
pitsaunernik aggiussigasuarniaritse åssortiniarsigigdlo. ku-
ssanartumik dma agssangmiulisavarse ateraussalerdlugulo
pitsaussunik“ l
Faderen kaldte nemlig straks på sine folk. „Skynd jer
at komme med den bedste klædning, og lad ham få den på,
og sæt også en fin ring på hans 'hånd og giv ham nogle
ordentlige sko på fødderner1
„nerssutémamigdlo pualasumik ajunginerpåmik toKutsi-
niaritse, nerivdlutalo nuånåsaugut ernera tOKugaluai'dlune
umarmat tamaraluardlunilo nanissaorKingmat“l nerriving-
mutdlo igsdgamik tåssanc nuånårnen kisiat pilerpdt.
„Og hent så den bedste fedekalv, og slagt den, og lad os
så spise og være glade, for min søn var død, men er blevet
levende, lian var blevet borte, men er nu fundet igenul Og
så satte de sig til bords og begyndte at være glade.
23