Atuagagdliutit - 04.07.1957, Blaðsíða 8

Nakuångorusugkuvit
SOL GRYN-tortarniarit
Sol-Grynit ivsingigagssat
mamarnerssaråt
sikatarsungnialåramingme
proteinimik, kalkimik,
saviminermik, fosforimik,
B vitamininigdlo akoKarput
SPIS SOL GRYN OG BLIV STÆRK
BRILLANTINE
W^ver a{
si«
d<d»at 5 cttc oU«>
so«1 er
ku«ia8^ ltstfrodt
ado*'*? va'derøar 'P
pr" i ussu'- P1"
rai'
de ^ald^saK
Vandnc pa-,v tesser-
arfi^'^rtørnVar«41-
ftuUk
vo£
0ardlv»d10
RAÆIK 8 F, JE FF & (E®. -sVé
Leverandør til det kgl. danske Hof
Portugal - Fougere - Blue Special - Brillantine - Barbersprit - Cologne
ESPRIT »E VALDEMAR
Sangsvanen og
Af Finn Salomonsen.
I foråret 1956 viste der sig sangsva-
ner i Nanortalik distrikt. Af de ialt
6 fugle, som fandtes i flokken, blev
de tre nedlagt på forskellige steder. De
øvrige tre fugle fløj mod nord og blev
truffet i Godthåb distrikt, hvor yde-
ligere en af svanerne blev skudt. — I
slutningen af juni blev en enkelt af
svanerne set af en af de lapske ren-
vogtere, Martis Gaup, inde i bunden
af Godthåbsfjorden. Gaup kendte godt
sangsvanen fra Finmarken, og det kan
derfor anses for bevist, at svanen søg-
te ind til de egne, hvor den i tidligere
tid ynglede, men hvor den nu, på
grund af beskydning overalt, hvor den
viser sig, ikke ville få fred til at slå
sig ned og gennemføre sin ynglen.
Det er derfor i høj grad glædeligt,
at landsrådet hurtigt fik øjnene op for,
at den eneste mulighed for at sikre
denne smukke og statelige fugl for
Grønland, måtte være gennem en to-
talfredning. På et møde i landsrådet
i 1956 blev det eenstemmigt vedtaget
at gennemføre en total fredning af sva-
ner i Grønland. For dette initiativ for-
tjener landsrådet en tak fra alle, der
holder af den grønlandske natur og
dens fugle, og det indbefatter utvivl-
somt også næsten hele den grønland-
ske befolkning.
Der er mange slags svaner i verden.
Nede i Danmark har man jo således
overalt i parker og ved søer knopsva-
nen, der er hvid og har en stor knop
ved næbroden, omtrent som konge-
ederfuglen. Men ikke alle svaner er
hvide. I Sydamerika findes en, som har
sort hals, i Australien tilmed en helt
sort svane. Men den svane, som man
forhåbentlig snart igen vil se bosætte
sig i Grønland er sangsvanen, en af
de smukkeste og eleganteste af svane-
arterne. Den er ikke svær at kende;
man vil aldrig kunne tage fejl af den.
Dens fjerdragt er kridhvid, dens hals
er lang og slank, bøjelig som en plan-
testængel, dens ben og næb er sorte,
blot ved næbroden med et lysende
gult felt. Den er meget større end en
gås, halsen meget længere og tyndere,
så man ikke kan forveksle den med
en gås. Snegåsen, som yngler i Thule
og som en stor sjældenhed er set læn-
gere mod syd i Grønland, er også hvid,
men den har sorte svingfjer og har
røde ben og næb, foruden at den er
meget mindre end en svane, har kort,
tyk hals som de andre gæs, og slet
ikke ligner en svane. Man skal dog
huske på, hvis man tror at se en sva-
ne, at de unge fugle, indtil de er et
år gamle, ikke er hvide men lysegrå,
men indtil de er udfarvede vil de al-
tid befinde sig sammen med de gamle,
hvide forældre, vel at mærke hvis
flokken ikke beskydes og spredes.
Der er en bestemt ting, som gør
svanerne så lette at kende, når man
ser dem flyve. Det er deres stemme,
der lyder som metalagtig, fjern klok-
keklang, omtrent som ong-ong-ong,
gentaget i langsom takt og vidt hørligt
på lang afstand. Det røber svanerne
for jægeren, idet lyden udstødes både
når fuglene ligger på vandet og når
de flyver, men det tilføjer også land-
skabet en skøn ny tone, ofte næsten
af poetisk virkning, og i hvert fald al-
tid af en særlig stemning, især hvis
de smukke toner udstødes af mange
fugle i kor.
Hvordan er nu mulighederne, for at
svanen kan blive ynglefugl i Grøn-
land? Lad os se på dens udbredelse.
Den findes som ynglefugl i de høj-
nordiske egne, der fra Island strækker
sig mod øst gennem Sverige og Norge
til Rusland og Sibirien. Der yngler den
ved småsøer i de nordligste dele af
nåleskovområdet og i de store tun-
draer, som strækker sig op nord der-
for. Disse skovløse tundraer har om-
trent samme natur som det sydlige
Grønland, hedelandskaber med spred-
te sumpe og søer. Klimaet er heller
ikke særlig afvigende fra det, som fin-
des i sydvest Grønland. Derimod fore-
kommer sangsvanen intetsteds i de
nordlige, arktiske egne, der kan sam-
menlignes med det nordlige Grønland.
Tilvæksten af svaner i Grønland kom-
mer fra Island, og man må gå ud fra,
at svanerne herfra kun vil kunne tri-
dens fredning
ves i Grønland, hvis de finder forhol-
dene og klimaet omtrent som der,
hvor de kom fra. Tidligere var som-
rene nok for kølige i Grønland, men
i vore dage vil den bekendte klima-
ændring gøre det muligt for dem at
forplante sig i Sydgrønland.
Som alle ved, er jo klimaet blevet
mildere i Grønland i de sidste 30 år.
Det er denne ændrig i temperaturen,
der har muliggjort de store torske-
forekomster, den udstrakte fåreavl og
andre forhold, der er af største vig-
tighed for landets økonomi. Dermed er
også den væsentligste betingelse til
stede, for at svanen vil kunne trives
om sommeren i Sydgrønlands indre
f j ordlandskaber.
Det er jo ikke første gang, at der
har været milde klimaperioder i Grøn-
lands historie. Den længste og var-
meste var i nordboernes tid, og da
fandtes svanen også i landet, så vidt
vi kan dømme efter de gamle skrifter.
Men i denne forbindelse mere interes-
sant er det, at svanen sandsynligvis
også ynglede i Grønland i den milde
periode mellem 1840 og 1855. I 1849 og
1850 blev den truffet i Julianehåb di-
strikt, og i 1882 optrådte den i flokke
langs hele Sydvestkysten omtrent helt
op til Sukkertoppen. Om efteråret blev
adskillige unge fugle skudt ved Godt-
håb, og dette tyder unægtelig på, at
den må have ynglet inde i Godthåbs-
fjorden i dette år. Vi ved dog ikke
dette med sikkerhed, men vi ved, at
svanen endnu længere tilbage, for over
100 år siden ynglede derinde, for der
var i lang til tradition derom blandt
beboerne i Godthåbsfjorden. Dengang
var geværer jo ikke helt så alminde-
lige, og svanerne kunne holde sig der-
inde, men blev dog efterhånden ud-
ryddet, fordi de blev jaget fra kajak-
ker på søerne i den tid, hvori de ikke
kunne flyve, da de altså, som det på
grønlandsk hedder, var „isat" om som-
meren. Det var inde i Godthåbsfjor-
dens nordlige arm, der endnu den dag
i dag bærer navnet „K’ugssuk“, sva-
nens grønlandske navn.
I vore dage er svanen, enkeltvis el-
ler få stykker sammen, truffet med få
års mellemrum i Sydgrønland, hvor
de regelmæssigt er blevet nedlagt. —
Lad os håbe, at den nu iværksatte
fredning vil få dens ophold til at blive
af varigere karakter, så at landet kan
beriges med en af de skønneste og
stolteste fugle, som findes.
Øt
Hendrik Lundiugalup nulia Ma-
lene 80-inik ivsåinénguaK ukioKa-
lermat narssarmioKataisa uvdlor-
siomera misingnartitdluarpåt. uv-
dlåkut arfinermut erinarssoKatigit
tugdléritdlutik uvigigaluata uv-
dlårsiusiainik silatangiarpåt. uvdlo-
KerKata sujornatigut Narssame
kommunalbestyrelse atuarfikut
KaerKussivoK. tåssane onalugtut
Kujaniat nersoringnigtutdlo amer-
dlaKaut. IndalérKåkut ernerat K’a-
Kortume ajoKiuneK Jakob Lund ila-
Kutarit sivnerdlugit Kujåssuteicar-
poK. kingornatigut inugpagssuit si-
lame katerssuput. telegramerpag-
ssuit ilagåt ilisimatup William
Thalbitzerip — ilaKutaringnut iki-
ngutauvdluartut ilåta — pivdluar-
Kussutå.
8