Atuagagdliutit - 18.07.1957, Qupperneq 8

klasse, der er og skal være den nor-
male. Dette opnår vi først og frem-
mest ved at kunne overflytte de min-
dre godt begavede til C-klassen. Tro
ikke, at man så vil gøre børnene util-
fredse eller skuffede. Ethvert skole-
barn er først virkelig tilfreds med sko-
len, når det går i en klasse, hvor kra-
vene, der stilles, ikke er større, end
barnet kan opfylde dem.
Vi ville her ved skolen meget gerne
forsøge med en særklasse. — Fagene
skulle være grønlandsk, regning,
skrivning og et manuelt fag. Alene det
sidste fag skulle optage seks af sær-
klassens atten ugentlige timer. Også
vi er — som Bente Mogensen — klar
over det manuelle arbejdes værdi og
vil gerne forsøge gennem „aktivt" ska-
bende arbejde at komme frem til
orienteringsområderne historie, geo-
grafi og naturhistorie plus måske en
ganske lille smule usystematisk dansk.
I normalklassen ville der så blive
chance for at arbejde med nogle næ-
sten ensartede børn uden den store in-
telligpnsspredning. Her skulle arbej-
det foregå først og fremmest på grøn-
landsk; ja, vi ville endda lige som
Bente Mogensen meget gerne sætte
antallet af dansktimer ned, fordi bør-
nene som følge af A-B-ordningen jo
ikke skal kunne honorere danskkrave-
ne. Derfor vil det være synd at pine
disse børn med for meget dansk. Ja,
man vil sikkert kunne opnå en meget
negativ indstilling til alt dansk, hvis
dansktimerne stadig skal optage så
stor en del af timeantallet.
Endelig er der endnu en ting, jeg
vil nævne som et savn. Det er, at der
kun bliver lejlighed til meget lidt sam-
arbejde mellem lærerne fra by til by.
Vi kan sagtens finde undskyldende
momenter, der betinger, at samarbej-
det kun bliver til så lidt; men vi sav-
(--------------—----------------------
ner oprigtigt det friske pust en for-
øget kontakt kunne give. Rejseplaner
og den besværlige befordring vanske-
liggør en fælles lærerkongres om som-
meren, hvor man kunne udveksle er-
faringer med kolleger fra andre byer.
Men kunne den nødvendige fornyede
impuls så ikke fremskaffes ved at sko-
ledirektionen udsendte to eller tre pæ-
dagogiske rejsekonsulenter med fuldt
kendskab til begge sprog? Disse kon-
sulenter skulle besøge deres distrikter
to—tre gange på et skoleår, og deres
opgave skulle være at demonstrere
nye undervisningsmaterialer, holde
demonstrationstimer, lærer- og kate-
ketmøder, fortælle om ideer og resul-
tater fra andre byer. Ja, kort sagt de
pædagogiske konsulenter skulle røre
lidt op i det pædagogiske dødvande, vi
sidder i. Jobbet vil være hårdt, det vil
blive svært at finde de rette folk, men
mon ikke det er en vej, man kan gå
for at få en velorienteret lærerstab
ved det grønlandske skolevæsen?
Om der savnes målsætninger i den
grønlandske skole er svært at afgøre.
Den første del af vejen mod målet,
nemlig at få en kerne af danskspro-
gede grønlændere, der kan gennem-
føre en dansk uddannelse til gavn for
Grønland, er nået med et hæderligt
resultat. Nu fungerer B-skolen godt,
så derfor må det næste skridt på vejen
blive at finde frem til den mest til-
fredsstillende, mest forsvarlige — kort
sagt bedste undervisningsform for re-
sten af skolebørnene. Kan dette lade
sig gøre, savner vi vist ikke målsæt-
ninger ved det grønlandske skolevæ-
sen.
— Dette var lidt om skolen set fra
Nordgrønland og fra Sydgrønland. —
Altså fra din side og fra min side.
Men hvad er så det rigtige?
Ulvemændene
Ved mundingen af en lang flod le-
vede engang en familie bestående af
en far, mor og to sønner. Kort efter,
at drengene var blevet unge mænd,
døde forældrene pludseligt og efterlod
dem alene. Brødrene forlod aldrig de-
res gamle hjem. De drog kun ud, når
de skulle tjene til livets ophold ved
at jage sæl fra deres kajakker.
Lige over for deres igloo, på den an-
den side af floden, så de unge mænd
en dag en sølvræv, der var ved at
grave sig en hule. I stedet for at dræbe
den, bragte de den daglig føde, og ræ-
ven blev snart helt tam og var ikke
længere bange for dem. I det tidlige
forår fødte den et kuld unger, og jæ-
gerne gav sig da til at hjælpe den
gamle ræv ved at bringe fugle og fisk
til hulen.
En dag, da ræveungerne næsten var
fuldvoksne, var de unge mænd ude på
sæljagt. To mærkelige kajakker nær-
mede sig, og den ældste broder ville
gerne tale med de fremmede. Den yng-
re fornemmede imidlertid fare og roe-
de hjem, efter forgæves at have ad-
varet sin broder. Da han nåede hjem
til igloo’en, lavede han aftensmaden
og satte sig så til at vente på sin bro-
der. Men broderen kom ikke. Natten
faldt, og han dukkede stadig ikke op.
Den unge jæger var så bekymret, at
han hverken spiste eller sov.
Om morgenen, da han var ved at
gøre sig klar til at gå ud og lede efter
sin savnede broder, kom en lille, gam-
mel kone til igloo’en. „Du vil vide,
hvad der er sket din broder, så lyt til
mig", sagde hun. „De to mænd, du så
i kajakken, var ikke mænd. Det var
ulve, og det var dem, der dræbte din
broder!"
Da den unge jæger hørte dette, blev
han meget bedrøvet over sin tabte
broder og ønskede straks at hævne
hans død. Den gamle kone fortsatte
imidlertid: „Tag op ad floden til dens
udspring, hvor du vil finde en igloo,
der bor din bedstemoder. Hun kan
hjælpe dig, hvis du ønsker at finde
ulvemændene".
„Hvem er du egentlig?" spurgte den
unge mand efter at have takket hen-
de.
„Jeg bor bare på den anden side af
floden", sagde den gamle kone smi-
lende, „og jeg er dig og din broder
meget taknemmelig for at have givet
og jægeren
min familie mad". Så forlod hun igloo’
en uden at give den unge mand tid til
at sige mere.
„Det må have været sølvræven",
tænkte han, for andre havde de ikke
givet mad.
Efter at have spist sin morgenmad
tog den unge jæger sin kajak og be-
gyndte at ro op ad floden. Da han
nåede dens udspring, fandt han en
igloo, som den gamle kone havde sagt.
Her efterlod han kajakken og fortsat-
te til fods, indtil han kom til lands-
byen. I den anden igloo fandt han sin
bedstemoder, som var glad for at se
ham. Han slog sig ned hos hende, og
snart havde hun fortalt ham alt om
landsbyen. Høvdingen havde en søn,
der var stor jæger, og en meget smuk
datter, som var gift med to mænd.
Der var det mærkelige ved disse to
mænd, at de tilbragte størstedelen af
deres tid borte fra landsbyen.
Den unge jæger blev kammerat med
høvdingens søn, og de to drog ofte
på jagt sammen. Hver gang, de var
på jagt, dræbte den unge jæger vild-
tet før høvdingesønnen, og det fik
denne til at beundre den fremmede,
og de blev snart nære venner.
Lige siden jægerens ankomst til
landsbyen havde høvdingedatterens to
mænd været savnet, og landsbyboerne
troede efterhånden, de var døde. — I
mellemtiden var datteren og den unge
bevist om, at hendes ægtemænd var
da hun omsider også var blevet over-
jæger blevet forelsket i hinanden, og
døde, giftede de sig.
Det var blevet vinter, og en dag, da
den unge jæger besøgte sin bedste-
moder, sagde hun til ham: „Når vin-
teren er halvt forbi, vender din kones
tidligere mænd tilbage fra månen. Du
må være på vagt, for det er de ulve,
der dræbte din broder!"
Da den unge mand hørte dette, blev
han først bange, men så tænkte han
på sin broders død og glædede sig
over,, at hævnen snart var inde. Her-
efter sov han kun med det ene øje og
blev stadig forsigtigere, efterhånden
som vinteren gik på hæld.
En dag i midtvinteren vendte ulve-
mændene tilbage, men den unge jæ-
gers kone havde advaret ham i så god
tid, at han kunne gribe sin bue og pil
og flygte til sin bedstemoders igloo.
Fortsættes side 22.

mærkåtinik unangmineK
mærkåtit normune uvane ltut tåssa kingugdlit. åssigingitsut katit-
dlutik 20-uput niorKuteKamikut ås-sigissaisigutdlo ingerdlatitaKarfung-
nit 13-init pissut. iluagtitsisimaguvse ikingutisilunit taorsiniarfigiv-
dluartars'imaguvsigik imaKa tamaisa pigilersimavase nipititerivfing-
mutdlo Atuagagdliutit normuisa Kulingånut ilångutdlugo nagsdunenarsi-
massumut nipititersimåsavdlugit.
kisiåne 20-t tamaisalunit pigingiikaluaruvsigik unangminerme peita-
tausinauvdluarpuse — imåisinauvdluarmåme niuvertoKarfingme na-
jugkavse tamåkissoKångitsdrsimavdlune. mærkåtinik nipititerivfigse i-
nungnut matuma atåne agdlagtorsimassunut nagsiutisavarse. akigssar-
siagssat 20-t makitsissutigineKartugssåuput, tåssauvdlutik atuarfingme
sipårnermut atuagaussat 10 kr.-p nalinganik imagdlit.
mærkåtinik nipititerivfik ukunånga nagsiiineKåsaoic:
Samlealbum’et sendes til:
Thule: inspektør Mørk Rasmussen.
Upemavik: erhvervsleder Hendrik Olsen.
Umanak: pastor Svend Aage Rasmussen.
K’utdligssat: tolk Anda Nielsen.
Godhavn: radioassistent Kobjevsky.
Jakobshavn: telbet Dalsgaard Nielsen.
Ghristianshåb: lærer Rs. Bjørgmose.
Egedesminde: radiosendeass. A. Hove.
Holsteinsborg: kommunalbestyrelsesformand Knud Olsen.
Kangatsiak: Uds tedsbestyrer en.
Sukkertoppen: Overkateket Lars Møller.
Godthåb: Grønlandspostens redaktion.
Ivigtut-Grønnedal: telbet Eriksen, Ivigtut.
Frederikshåb: skoleleder Bastiiansen.
Narssaq: kæmnerass. Leif Jensen.
Julianehåb: kredsdommer Klaus Lynge.
Nanortalik: fru Helga Bruun de Neergaard.
Angmagssalik: inspektør Kai Jensen.
Scoresbysund: inspektør Borchersen.
Danmark: red. Helge Christensen, Baneleddet 19, Virum.
nipiterivfik kingusingnerpåmik oktoberip 1-iåne nagsiuneaåsaoK, ki-
ngunitsiångualo makitsineKarumårpoK.
De mærkater, der er med i Grønlandsposten i dag, er de sidste i
denne konkurrence. Der har været ialt 20 forskellige fra 13 firmaer —
så hvis I har været heldige eller flittige til at bytte med kammeraterne,
kan I nu klæbe 20 forskellige mærkater ind i det samlealbum, som
fulgte med Grønlandsiposten nummer 10.
Selv om I ikke har 20 mærkater, kan I godt være med i konkurrencen.
Det er jo ikke absolut givet, at der er nogen i jeres distrikt, som har
kunnet samle dem allesammen.
Album’et med mærkaterne sendes til en af de ovenstående, og der
bliver så trukket lod om 20 præmier, hver bestående af en skolespare-
bog med for 10 kroner mærker i.
Album’et skal være indsendt senest 1. oktober og lodtrækningen fore-
tages umiddelbart efter.
J
9