Atuagagdliutit - 11.12.1958, Blaðsíða 6

Grønlands kriminallov baseret
på en dyb samfundsforståelse
Humorforladt indstilling til Grønlands aktuelle samfundsproblemer er
upassende og gavner ingen.
Af Guldborg Christoffersen
I A/G nr. 19 havde Ane Holm et
indlæg, som jeg læste med interesse.
Ane Holm skriver, at dommerne i
Grønland er for milde. Som eksempel
nævner hun en uterlighedsssag, hvor
en 11-årig pige var blevet voldtaget.
Sagen var nævnt under landsrådssam-
lingen sidste sommer af formanden.
Ane Holm efterlyser oplysninger om
sagens afgørelse samtidig med, at hun
kritiserer den mildhed, der påstås lagt
for dagen ved behandlingen af sagen.
Det er svært for en læser at danne sig
nogen mening om, hvorvidt dommer-
ne virkelig er for milde eller ej på
basis af netop denne sag, der jo ikke
er behandlet ved nogen ret. — Det
viser sig også efter den kst. politi-
mesters svar i næste nr. af A/G, at
politimesteren ikke kender noget til
sagen, da den aldrig er kommet til
politiets kendskab; men han lovede,
at sagen nok skulle blive fulgt op, og
at forbryderen nok skal få, hvad han
har godt af.
I samme svarartikel opfordrer poli-
timesteren de grønlandske kvinder til
at kræve strengere straffe og kræve
„mindst eet tvangsarbejdshus". Han
belærer de grønlandske kvinder om,
hvad de skal kræve, og hvordan de
skal se på „forbrydere".
Uigennemtænkte opfordringer
Dette kræver dog alvorlige kom-
mentarer. Jeg må fastslå med det
samme, at jeg ikke hører til de kvin-
der, der kan gå med i en sådan ak-
tion. Det ligger mig stærkt på sinde
at understrege, at opfordringen til
kvinderne og lignende hårdhændede
initiativer er beklageligt uigennem-
tænkte.
Det kom frem under efterkrigstidens
drøftelser bl. a. i landsrådet, at der
var behov for en lov, som fastslog,
hvad man ikke må gøre, og hvad sker
der, hvis man alligevel overtræder be-
stemmelserne.'Sådan en lov har alle
andre lande.
I 1948—49 indsamlede en juridisk
ekspedition et omfattende materiale
om grønlændernes retsopfattelse. Det-
te materiale blev grundlaget for kri-
minalloven. Landsrådet, regeringen
og folketinget var enige om, at denne
lov netop skulle bygge på, hvad man
vidste, grønlænderne mente om ret og
uret i deres land. Vi blev forskånet
for en ukritisk kopiering af den dan-
ske straffelov, der tager sigte på helt
andre forhold. — På adskillige andre
områder kender vi under nyordningen
eksempler på reformer, der ikke byg-
ger på grundige undersøgelser af de
forhold, som skal ændres. Kriminal-
loven derimod har i udstrakt grad ta-
get hensyn til de faktiske forhold i
landet. Loven betegnes ude omkring
som verdens mest moderne kriminal-
lov, og flere lande ønsker at kopiere
dele af den.
Mere medlidenhed end forfølgelse
Det er altså ud fra en dyb for-
ståelse af de grønlandske samfunds-
forhold, at vor kriminallov ikke inde-
holder straffebegrebet. Det er jo en
misforståelse at hævde, at vore for-
fædre straffede lovovertrædere
strengt. Det af vor historie, der kan
efterspores, viser, at tolerance og for-
ståelse for det menneske, der har van-
skeligheder med at indordne sig det
lille samfunds interesser, har været et
af det mest udprægede kendetegn for
vor kultur. Den, der havde vanske-
ligt ved at begå sig mellem menne-
skene, var mere genstand for medli-
denhed end forfølgelse. Man forsøgte
at hjælpe ham. Man ville beholde ham
i fællessskabet. Man havde brug for
ham.
Når vi i det daglige er enige om at
bevare så meget af det værdifulde i
vor kultur som muligt, må det under-
streges, at netop vor traditionsrige
medfølelse for og medmenneskelige
støtte til den, der har svært ved at
tilpasse sig i samfundet, hører til de
værdier, vi umiddelbart kan og har
pligt til at videreføre under skiftende
vilkår.
Jeg ser med en vis bekymring på en
stadig omsiggribende tendens til at
revse. Denne tendens findes ofte hos
mennesker, der har tilegnet sig en del
af den udefra kommende livsform og
tankegang. Lige så tit er det menne-
sker, som har deres på det tørre, er
socialt sikrede. Det er lige som om,
disse folk føler sig overbevist om, at
deres egen høje sociale standard be-
rettiger dem til en stærk kritisk hold-
ning overfor dem, der har vanskeli-
gere ved at klare sig, fordi omvæltnin-
gen i disse år har været så brat, at
kun de færreste har haft forudsætnin-
ger for at følge med.
Strenghed skaber ikke gode menne-
sker.
Det er beklageligt, at nogle menne-
skers krav om strenge straffe i Grøn-
land er fremkommet samtidig med,
at man i den øvrige verden erkender,
at streng straf er et utidssvarende og
uheldigt middel til at påvirke forbry-
dere i gavnlig retning. Det ene land
efter det andet skaber frie forhold i
fængslerne, der mere og mere bliver
opdragelseshjem, så de dømte kan
komme ud i et aktivt medborgerliv
— bedre rustede, end da de kom ind.
Grønlænderne har gennem tiderne
bestræbt sig på at opdrage deres børn
med mildhed. Strenghed skabte ikke'
gode mennesker. De børn, der blev
behandlet hårdt, var sjældent gode ved
deres forældre, når de blev voksne.
Dette synspunkt må vi også anvende
på voksne, som volder besvær. Vi kan
ikke have fjerneste interesse i at gøre
dem trodsige, hævngerrige og lov-
overtrædere for anden, tredie eller
fjerde gang.
De, der ræver hårdhed i forfølgel-
sen af lovovertræderne, vil næppe
kunne føre noget bevis for, at resul-
tatet vil blive godt for alle parter.
Kravet er for en nøgtern betragtning
ene og alene påstande og gisninger
uden erfaringsbaggrund. Den midler-
tidige politimester, der i sommer kræ-
vede strengere retsforfølgelser, har
dels ikke haft føling med den grøn-
landske tankegang og det liv, vi le-
ver — og dels har han, mig bekendt,
ikke i Danmark eller andre steder
haft intimt kendskab til hverken mild
eller streng behandling af lovovertræ-
dere.
Det er mit bestemte indtryk, at til-
hængerne af strenge straffe udgør et
meget lille, men — som vi ser — ak-
tivt mindretal i befolkningen. Deres
udtalelser vækker måske netop så
stor opsigt, f. eks. i den danske pres-
se, fordi de er usædvanlige.
Nyordningens embedsmænd
Det er dog på tide, at man gør sig
klart, at kriminaliteten i Grønland vel
er vokset — men aldeles ikke er stor!
Hverken forbrydelsernes antal eller
deres størrelse berettiger til den uro
og forskrækkelse, som er fremkommet
i den senere tid hist og her. Mon an-
tallet af lovovertrædere i Grønland er
større i forhold til andre lande i sam-
me udviklingsstadium. Der er slet ikke
tale om forbrydelser, der i grovhed
kan sammenlignes med forbrydelserne
i den øvrige verden. Alle må vide, at
de få grove forbrydelser i Grønland er
meget sjældne undtagelser.
Vi må ikke glemme, at vort grøn-
landske samfund i de senere år er
blevet udsat for så store rystelser ude-
fra, at der måtte opstå sådanne bi-
virkninger, som kriminaliteten er ud-
tryk for. Jeg tror, at vi kan tage det
som et tegn på det grønlandske sam-
funds sundhed, når ulemperne ikke
har været større. Den pessimisme og
den humørforladte indstilling til grøn-
lændernes aktuelle samfundsproble-
mer, som vi mærker i en del af myn-
dighederne og pressens behandling af
vore anliggender, er upassende og ke-
delig og gavner ingen. Men naturlig-
vis må man også huske på, at de fle-
ste af nyordningens embedsmænd er
nye i det grønlandske samfund. Vi ved
alle, at deres kendskab til vort liv og
vore tanker ikke er dybtgående. Det
kan det heller ikke være. Deres en-
gagering i det administrative arbejde
er også en omvæltning for dem. De
store arbejdsbyrder, der er pålagt
dem levner ikke tid og kræfter til for-
dybelse i vore forhold. Men mon ikke,
at denne kendsgerning bør få disse
nye medborgere til at udvise forsig-
Infirmeriet i NarssaK blev under
sommerens landsrådssamling grundigt
belyst af landsrådsmedlem Carl Egede,
og udnyttelsen af de 4 senge med 4V<
sengs belægning blev bl. a. citeret i
de danske blade. Infirmeriet er ikke
stort, knap 40 m2 og bygget som al-
mindelig bolig. Dr. Orth skjuler ikke,
at forholdene er dårlige og siger, at de
4 senge er for få til 1200 mennesker i
distriktet, og da huset er boligstøtte-
hus, må det ikke bruges J.il dette for-
mål. Men distriktslægen har ikke tabt
modet. Lægeforeningen har lovet at
skride ind, da det ikke kan blive ved
at gå på denne måde.
— Det er tit, at vores eneste red-
ningsplanke, sygehuset i Julianehåb,
er fuldt optaget, og dårlige vejrfor-
hold kan hindre, at vi sender en pa-
tient til Julianehåb, og da der altid
er overfyldt her på stedet, er der ikke
andre udveje end at udskrive patien-
terne, så vedkommende kan ligge
hjemme. Det er en uheldig disposi-
tion. Folk skal gerne være interesseret
i at ligge længe, så de kan blive helt
raske.
— Jeg ønsker ikke et tip-top mo-
derne og dyrt sygehus her til NarssaK.
Det eneste, der kræves, er en barak,
der har 10—12 sengepladser og bedre
lægebolig. Det kan vel ikke være for
kostbart at erhverve en amerikansk
barak fra basen og opstille den her.
Vi har fået 6 hospitalssenge og en del
hospitalsudstyr fra amerikanerne. Vi
mangler kun huset. Amerikanerne har
været meget hjælpsomme. Som eksem-
kan jeg nævne, at min forgænger hav-
de fri dispositionsret over en helikop-
ter.
De nævnte 6 senge og en del hospi-
Da ovenstående på forskellige punk-
ter trænger til korrektion, skal jeg til
udtalelserne knytte følgende bemærk-
ninger:
Det forhold, at lægestationen i Nar-
ssaK i perioder har været overbelagt
er absolut ikke noget enestående i
Grønland, idet noget tilsvarende gæl-
der praktisk taget samtlige sygehuse
langs kysten.
tighed og tilbageholdenhed i deres
vurderinger. Hvad ville ikke befolk-
ningen i Ribe eller Marstal sige,
hvis embedsmænd fra København
kom og revsede dem. Jeg er bange for,
at disse embedsmænd bare ville møde
modvilje.
Vi må lære hinanden al kende
Men jeg rører vist her ved noget
virkeligt beklageligt. De fleste af de
vurderinger, vi får om grønlandske
samfundsspørgsmål, kommer fra folk,
der selv deltager i omvæltnings-pro-
cessen som ledere. De fleste har be-
søgt Grønland, efter at udviklingen er
kommet i gang. De kan ikke have no-
gen mulighed for at se tilbage og sam-
menligne med tilstandene for bare få
år tilbage. De har ingen historisk for-
nemmelse for det, der er foregået. Til-
med står mange, som nævnt, som
igangsætterne og påvirkerne. De ser
på befolkningen og deres liv udefra.
De • lever mellem grønlænderne, men
ikke med dem.
Hvis vi derfor fremover skal undgå
alle de misforståelser, som det — ikke
bare spørgsmålet om milde eller
strenge straffe — vrimler med, må de
to befolkningsgrupper nærme sig hin-
anden, omgås hinanden, tale sammen
og lære hinanden at kende som men-
nesker. Ikke bare som myndigheds-
personer og undersåtter. Så bliver det
ikke kun sort og hvidt, så bliver der
nuancer og, tror jeg, flere lyse og
færre mørke sider i vor brogede hver-
dag.
Guldborg Christoffersen.
talsudstyr ligger opmagasineret i et
skur ved siden af en af lægevæsenets
boliger.
Forgængeren rejste, da han fik
to børn
— Lægeboligen er alt, alt for lille.
De kan selv se. Her er der kun to
kamre, en stue og køkken, der tilsam-
men rummer 40 m2. — Jeg kan ikke
slappe af, for konen skal også gerne
passe sit arbejde, og når man har et
barn, kan man ikke sende ham ud,
hver gang man skal hvile sig, fordi
man har haft natarbejde.
Her bryder lægefruen ind og siger,
at de har infirmeriets vaskemaskine
hos dem, fordi der ikke er plads til
den i infirmeriet.
— Min forgænger rejste hjem, da
de fik to børn. Huset blev simpelthen
for lille for dem. I det hele taget er
husene i NarssaK for små. Det er dumt
at bygge små boliger. Man kan ikke
lære folk hygiejne, når de nødven-
dige forudsætninger for at lære dem
mangler, sluttede dr. Orth.
Der kan blive fare for, at lægen i
NarssaK rejser hjem, skønt hele di-
striktet forsøger at holde ham tilbage.
Der er grænser for, hvor meget man
kan forlange af en mand. Men der er
en chance. — Landsrådsmedlem Carl
Egede har under sit sidste ophold i
Danmark talt med „rette vedkommen-
de" om lægevæsenets vanskeligheder i
NarssaK. Foreløbig har han fået be-
myndigelse til at søge et større hus til
lægen, såfremt beboerne i et større
hus er villige til at flytte til et min-
dre hus.
Janus.
Jeg er ganske enig med dr. Orth i, at
4 senge er for lidt til 1200 mennesker,
men det har heller aldrig været me-
ningen, at disse 4 senge skulle dække
behovet. Tilsammen har Julianehåb
og NarssaK lige så mange sengeplad-
ser i forhold til de to distrikters sam-
lede befolkning som de fleste andre
distrikter. Da lægestationen for 3 år
(Fortsættes side 17).
Infirmeriet i NarssaK er for lille
Forholdene belyst af den stedlige læge. — Landslægens svar: Ingen
interimistiske foranstaltninger!
LANDSLÆGEN:
Forholdene i NarssaK ikke enestående i Grønland
6