Atuagagdliutit - 24.12.1958, Blaðsíða 3

BARNET
DET er mærkeligt, at det,
man holder mest af, det
som fylder en mest med
glæde eller med sorg, kan
man vanskeligt skrive eller
tale om.. Prøver man at fortælle om
sin kærlighed, kommer det til at lyde
banalt, og skal man give det virke-
lige had ord, bliver det kun et blegt
og blodløst billede, man kan skabe.
Man kan få den fornemmelse, at gen-
nemsnitsindivider simpelthen ikke
ejer et sprog, et ordforråd, der kan
tolke andet end almindeligheder, li-
gegyldigheder, det uvæsentlige, mens
de dybe følelser kalder på handling
og tavshed. Lad os alligevel prøve at
tale lidt om julen.
Julen betyder uendeligt meget for
mange mennesker — for langt flere,
end mange præster er tilbøjelig til at
tro. Det falder umiddelbart i øjnene,
at de fleste glæder sig til juletiden og
fryder sig over juledagenes hygge,
travlhed og optagethed. Der er slet
ingen grund til at pege fingre ad det!
Glæde over hjemlig hygge, god mad,
fridage, granduft, og hvad man ellers
forbinder med jul, er altsammen ud-
mærket i sig selv. Julen er en kristen
højtid, men kristendommen har ikke
noget imod almindelig menneskelig
glæde. Tværtimod. Enhver kan derfor
sætte sig til julebordet uden af den
grund at have dårlig samvittighed.
Imidlertid: mennesket har også an-
dre behov end gås på gaffel, granlugt
i næsen og fehår under flippen. Mere
eller mindre forkuet og udviklet bor
der i mennesker også håb, drømme og
længsel.
Beretningen om den første jul fø-
rer os hen til et lille barn, og det
mærkelige ved julen er, at hos det
barn kan mennesker få færdigkompo-
neret alle de håbets, drømmenes og
længslens melodistumper, som de går
rundt og nynner for sig selv. Og de
kan komme af med den byrde, der er
den tungeste af alle, og som er fælles
for mennesker ensomhedens byrde.
Det lyder som det rene pølsesnak.
Men tag nu lige engang at stoppe en
kvart. Det er en „trossag", siger De.
Måske nok — selv om det vel også
for mange er en erfaringssag. Men
forresten: fejer man noget som helst
af bordet ved at sige „det er en tros-
sag". Er halvdelen af Deres liv ikke
baseret på uhåndgribelige ting — net-
op på tro. Troen på Deres mors kær-
lighed, troen på Deres vens ærlighed
og' hjælpsomhed, troen på, at det kan
nytte noget at bestille noget, også hvor
det ikke konkret kan betale sig. Nej,
der er såmænd ingen grund til at
vrænge af troen, for hvis De ikke
kunne sige „det tror nu jeg" — ville
De slet ikke være levende.
Og forresten når vi nu taler om
små børn. Prøv lige engang at se store
beskidte, grove karle og små luren-
drejere blive helt antagelige, når man
giver dem et lille barn i armene. Så-
dan en lille pjevs, der tisser ned ad
jakken på en og standser sin gråd
for at smile sært tidløst, og som ser
på en med øjne, der ikke er blevet
flakkende af løgn og svindel og dob-
belthed og opportunisme. — Sådan en
lille menneskepjevs kan sært nok få
den skuffede, den misbrugte, den
flossede, den hjemløse til at leve igen.
Man ser på barnet og ser den, man
holder af, det man holder af, og kom-
mer til at holde af livet igen og sy-
nes, at det har en mening.
Og så er der vist endda noget sær-
ligt ved det barn, som julen drejer sig
om.
Har De ikke engang imellem set
voksne gå forbi et barn, der stod med
en eller anden lille gave, som det
gerne ville forære. — Men de voksne
havde ikke tid, de gik forbi og havde
alt for travlt. Og der stod ungen med
en skuffet mine. Julebarnet står livet
igennem og tilbyder sin gave: fred i
sindet og barnetryghed hos en kærlig
far. Og vi er voksne og har travlt og
går forbi .... lægmand.
3