Atuagagdliutit - 24.12.1958, Page 6

DER VAR kvælende varmt i retssalen
på domhuset i Hongkong. Retten var
sat, og dommer Tidwell-Rennel let-
tede lidt på sin paryk, før han skulle
i gang med retsbelæringen til næv-
ningene, som under den lange proces
havde, haft det største mas med at
holde øjnene åbne og indprente sig
alt, hvad den offentlige anklager og
forsvarer efter tur havde haft at
fremhæve i den i øvrigt oplagte sag
mod købmand Wing On, som stod an-
klaget for falsk anmeldelse og assu-
rancesvig.
Der hvilede en tung og søvnig atmo-
sfære over de tæt besatte tilhører-
pladser — og ingen uden retsbetjen-
ten ved døren i baggrunden af salen
skænkede det synderlig opmærksom-
hed, da døren stille gled op, og en lille
arbejdsklædt kineser stak hovedet ind
og vekslede nogle hviskende ord med
den søvnige retsbetjent. Et øjeblik ef-
ter blev døren skubbet helt op, og
manden, som — klædt i håndværke-
rens blå bluse og tynde sorte benklæ-
der — bar en kort stige, trådte nær-
mere og listede sig næsten lydløst
langs væggen og om bag dommersæ-
det, hvor han rejste sin stige og ned-
tog fra væggen det store runde ur, der
var retssalens eneste vægprydelse,
hvorpå han lige så stille og upåagtet
forsvandt igen med ur og stige den
samme vej, han var kommet.
Dommeren havde været så optaget
af sine notater, at han knap nok hav-
de taget øjnene fra dem. Den lille epi-
sode havde kun varet nogle få minut-
ter. Alt var igen stille i retten, da
dommeren begyndte sin retsbelæring
med monoton stemme:
„Det spørgsmål, som De, mine her-
rer, nu skal besvare er, om De tør fæ-
ste lid til anklagedes forklaring, der
i al korthed går ud på, at en tyv ved
højlys dag gik gennem det store kon-
tor i købmand Wing Ons Hong og di-
rekte ind på anklagedes privatkontor,
hvor han fra det åbentstående penge-
skab fjernede 30.000 sølvdollars i pen-
gesedler, mens anklagede selv sad med
ryggen til, kun en og en halv meter
fra pengeskabet — og at anklagede
Wing On først anede uråd, da han
hørte den påståede tyv smække døren
til pengeskabet i og så ham forsvinde
gennem et åbentstående vindue mod
den stærkt befærdede gade.
Som anklageren meget rigtigt har
fremhævet, ligger en sådan frækhed
i virkeligheden uden for muligheder-
nes grænse, og sagen må nødvendigvis
betragtes ud fra den synsvinkel, at an-
klagede, som netop en måned før det
skete, havde tegnet en ny og større
tyveriforsikring, der under normale
forhold ville have dækket tabet fuldt
ud, selv kan have fjernet de mange
penge, og at hans hele usandsynlige
fremstilling kan være et foster af hans
egen frodige fantasi. Men andre ord,
at der foreligger falsk anmeldelse og
assurancesvig, som påstået i anklage-
skriftet.
Mod denne opfattelse vil forsvare-
ren gøre gældende, at anklagede Wing
On altid har nydt ry for at være en
pålidelig og retskaffen forretnings-
mand, hvis ord ikke bør drages i tvivl,
selv om han — ifølge sagens natur —
ikke er i stand til at føre vidner for
sin påstand".
Dommeren fortsatte sin monotone
retsbelæring. — Han lagde dog ikke
skjul på, at stod det til ham alene,
ville Wing On’s skæbne være besejlet
på en sådan måde, at han ikke i år
frem over fik lejlighed til at bedrage
sit forsikringsselskab eller besvære
den høje ret. Han sluttede med at
sige:
„Det lyder unægtelig overraskende,
at der her i Hongkong skulle findes
blot een tyveknægt, der var i besiddel-
se af en så uhørt frækhed, som af an-
klagede påstået. Den slags ting kan
simpelthen ikke lade sig gøre“. — Og
direkte henvendt til den anklagede
stillede han nu det endelige, uundgåe-
lige spørgsmål: „Hvis anklagede, Wing
On, ikke selv har noget yderligere at
bemærke, er det min agt at indlade
sagen til nævningenes dom“.
Købmand Wing On, der var en lille,
næsten kuglerund kineser, strøg glat-
tende sin lille fede hånd over den
tunge brokade i sin lange kofte, før
han rejste sig med værdighed. Med et
lille sarkastisk smil om sine fyldige
læber rettede han et par kulstenssorte
øjne mod indehaveren af den ærvær-
dige hovedprydelse.
„Hvis den høje ret tillader", svare-
de han spagfærdigt og fortsatte, da
dommeren med et træt og syrligt nik
bekræftede sin allernådigste billigelse.
„Jeg har naturligvis hele tiden været
klar over, at min forklaring ville fore-
komme usandsynlig og fantastisk, og
at anklageren ville drage mine ord i
tvivl ud fra den betragtning, at et ty-
veri som dette overhovedet ikke kun-
ne gennemføres ved højlys dag. Jeg
mener dog at kunne føre bevis for, at
det, man anser for utænkeligt, dog er
muligt, hvis der blot udvises den til-
strækkelige koldblodighed og frækhed.
„Da jeg sad ved mit skrivebord, for-
dybet i vigtige kalkulationer, har jeg
måske i min underbevidsthed bemær-
ket, at en eller anden kom ind på mit
kontor, men jeg må have været fuldt
overbevist om, at det var en af per-
sonalet, der havde legitimt ærinde
derinde for at hente et eller andet, og
jeg har derfor overhovedet ikke reage-
ret, men uforstyrret fortsat med mine
kalkulationer".
Anklageren flyttede sig lidt utålmo-
digt på stolen.
„Hvis dommeren tillader, så fore-
kommer det mig, at denne påstand ik-
ke er ny — den bringer os ikke vi-
dere".
Dommeren sendte anklageren et
irettesættende blik og sagde så, hen-
vendt til den anklagede:
„De må fatte Dem i korthed".
„Meget vel", Wing On bøjede sig
dybt ærbødigt for manden med pa-
rykken, „jeg vil da gå lige til sagen
og i al ærbødighed stille den høje
dommer det spørgsmål: Kunne det
tænkes, at en tyv, mens retten sad,
sneg sig ind i retssalen og stjal uret
bag dommersædet?"
Fra tilhørerpladserne lød en betyde-
lig mumlen, fødder skrabede mod gul-
vet. Uvilkårligt vendte dommeren sig
og så forbavset på den tomme plads på
væggen bag sin stol.
„Stille i retten", dundrede han, da
den sagte mumlen udviklede sig til en
almindelig diskussion — mand og
mand imellem. „Jeg kan ikke se, hvad
rettens ur har at gøre med nærvæ-
rende sag". Atter vendte han sig og
stirrede vantro på den tomme plads
på væggen, hvor uret havde hængt.
„Uret", sagde han så, „det er vel til
reparation, må jeg gå ud fra".
„Netop", fortsatte Wing On, „sådan
ville enhver tænke — også den rets-
betjent, der for et øjeblik siden holdt
døren åben for tyven".
Noget forvirret vinkede dommeren
retsbetjenten til sig.
— „Hvordan forholder det sig med
det ur?" spurgte han, „kan det passe,
hvad anklagede påstår, at rettens ur
er blevet fjernet -— nu mens retten
sad?"
„Ja — jo, — der kom en mand",
stammede retsbetjenten, „som påstod,
at han havde fået besked om at hente
uret til reparation. — Og så troede
jeg naturligvis, at dommeren havde
givet besked om uret".
„Jeg —!“ Dommer Tidwell-Rennels
stemme lød meget indigneret, „skulle
jeg have givet ordre til, at uret blev
sendt til reparation? Jeg har end ikke
anet, at der var noget i vejen med det
fordømte ur".
Mens dette ordskifte fandt sted,
havde Wing On ført en hviskende
samtale med sin forsvarer. Både næv-
ninge og tilhørere var stærkt interes-
serede i det lille mellemspil. Domme-
ren måtte kalde til orden.
Nu rejste forsvareren sig
„Hvis dommeren tillader, så tror
jeg, at jeg er i stand til at kunne give
en forklaring på det skete. Som alle
her i salen — måske med undtagelse
af den høje dommer selv, der sad
med ryggen til — kan bevidne, er uret
ganske rigtigt blevet fjernet, mens
retten sad — og jeg tager sikkert ikke
meget fejl, når jeg påstår, at alle de
tilstedeværende, den ærede anklager
indbefattet, tog det for givet — lige-
som retsbetjenten ved døren gjorde
det— at den mand, der hentede uret,
kom i sit retsmæssige ærinde for at
bringe uret til reparation på sit værk-
sted".
Fra tilhørerpladserne lød en umis-
kendelig bekræftelse af denne på-
stand.
„Meget vel. Ikke desto mindre ligger
sagen således, at fjernelsen af rettens
ur kun er sket som et led i bevisfø-
relsen for, at det, som min ærede mod-
part sikkert ville henregne under,
hvad der ligger længst uden for mu-
lighedernes grænse, endog meget let
lader sig udføre, blot der udvises til-
strækkelig frækhed".
Forsvareren tav, men næppe havde
han sat sig, før anklageren bad om or-
det.
„Efter forsvarerens sidste indlæg",
sagde han tungt og rettede sit skyts
direkte mod Wing On, „skal man ud-
vide anklagen til også at omfatte ty-
veri, idet jeg forstår det således, at
anklagede — mens retten sad — in-
direkte har gjort sig skyldig i et frækt
tyveri af rettens vægur".
Dommeren kikkede lidt ugleagtigt
på forsvareren, der straks var rede til
at imødegå denne nye anklage.
„Efter straffelovens paragraf 79 må
der nødvendigvis være forbundet en
berigelseshensigt med et tyveri, men
jeg kan meddele den høje ret, at dette
ikke er tilfældet, idet tyven — eller
lad os hellere kalde ham „manden med
stigen" —har efterladt rettens ur på
bordet i forværelset, hvilket enhver
vil kunne overbevise sig om ved blot
at se efter".
Selv den søvnige retsbetjent ved dø-
ren var vågnet så meget til dåd, at han
uden opfordring lindede på døren og
kikkede ud, hvorefter han nikkede til
dommersædet.
„Jo, det forholder sig rigtigt nok",
erklærede han som svar på domme-
rens spørgende blik, „uret ligger der-
ude på bordet".
Dommer Tidwell-Rennel så aldeles
desorienteret ud. — Aldrig i hele sin
embedstid havde han været ude for
noget lignende, og han blev hurtigf
klar over, at det måske var tilrådeligt
at gå så let som vel muligt hen over
det skete. Han benyttede derfor uroen
om morskaben på tilhørerpladserne
som påskud til endnu engang at på-
byde stilhed. Derpå indlod han uden
videre kommentar sagen til nævnin-
genes kendelse.
Voteringen varede kun et øjeblik.
Til dommerens spørgsmål om, hvor-
vidt den anklagede Wing On anses for
skyldig efter anklageskriftet, svarede
nævningenes formand: „Nej", og han
tilføjede, at kendelsen havde været
enstemmig.
Wing On kunne forlade retten som
en fri mand, på hvis ære der ikke
formelt var sat nogen plet — thi han
havde ført bevis for, at alt er muligt,
når blot der vises stor koldblodighed
og frækhed — således også at narre
sit forsikringsselskab for tredive tu-
sind dollars — og slippe helskindet
fra det.
FRÆKHED
BELØNNES
Af:
S. A. KLUB I EN