Atuagagdliutit - 24.12.1958, Qupperneq 7

50 TIMER I KATTEGAT
På fiskeri med en Gilleleje-kutter, der fanger
jomfruhummere og industrifisk
fif ANDERS KJÆR
DET tegnede godt, da jeg kom ned til havnen. Vejret var fint, og havet
lå blankt hen. Jeg gik ombord og så, at jeg var den første, hverken
skipper eller hans to medhjælpere, Jørgen og Ewald, var endnu kommet. Det
så dejligt ud, det skib, „Sigrid“ af Gilleleje.
Han hedder Ronald og er {isker. —
Han sfår ombord i sin båd en lun
effermiddag i august og kigger efter
fisk. Fiskeri er fængslende, men det
er ef koldt job, især i Grønland. I
Danmark er sommermånederne vel-
egnede for kuldskære lægfolk, der
gerne for ef par døgn vil følge fi-
skerens færden på havet. Luften er
lun i august. Ronald arbejder med
opsmøgede skjorteærmer.
Jeg var straks faldet for det, da jeg
dagen før gik rundt på havnen mel-
lem barkede fiskere, der sad i sollyset
og bødede garn mellem langlemmede
turistpiger i shorts og smalfilmende
amerikanere på orlov. Jeg var på ud-
kig efter en tur, en rigtig fiskertur. —
Idet jeg fik øje på „Sigrid", der tryg
og bredmavet lå og gav sig i for-
tøjningerne, stak en mand hovedet op
af lukaf’et med en cigaret i mundvi-
gen og kasketten på snur. Vi kom i
snak om vind og vejr og fiskeri, og
det endte med, da vi havde snakket
frem og tilbage en tid, at jeg skulle
med ud dagen efter. På hummer-
fiskeri, på j omf ruhummer jagt. Skippe-
ren hed Ronald og havde ligget oppe
ved Skagen de sidste fire-fem uger og
var derfra gået de lyserøde lækker-
bidskener i møde ude i Nordsøen og
Skagerak. — Nu var jomfruhummerne
på vej ind i farvandene, sagde han,
og nu skulle der gøres et forsøg. Han
var jyde i tonefaldet, et sted mellem
35 og 40 år, og talte med lune.
Om jeg var søstærk? Et vurderende
blik, hastigt og skarpt og en bemærk-
ning om, at man aldrig kunne vide,
hvordan vejret blev, og hvornår vi
kom hjem. Om jeg havde underrettet
familien, sagt med et skævt smil.
Den lille havn lå stille hen, trykket
af himlen med sit lave skydække. Det
var sidst i august. I går var det en af
de første dage med høj himmel, luften
var så klar, at man kunne se husene
på Kulien; i dag så det ud til regn.
De store kuttere ventede på menne-
sker, der kunne lede dem ud på de
store dybder, til havets rigdomme.
Jeg gik og nød at gå på dækket, da
skipperen dukkede op med en pose ci-
garetter under armen. Han forsvandt
straks ned til motoren, og „Sigrid" fik
liv i sig. Det går let. Han sætter en
patron i hovedet på den 45 HK store
Hundestedmotor, stikker ild til, og
man fornemmer et sug, en enorm ind-
ånding afløst af en dump lyd fra det
inderste af den trinde mave, og moto-
ren går, først hektisk og ivrig så sin-
dig, dum-dum-dum. Smørekanden går
rundt, og alt bliver set efter. Også
oppe på dækket. Jørgen og Ewald fo-
retager en rundgang og spørger mig
grinende, om jeg har fået proviant
med. Nåh, ikke? Det må jeg selv o'm.
Det er også kun de første to dage,
man mærker sulten.
På vej ud af havnen lægger vi til
ved fiskernes egen auktionshal, hvor
så mange millioner kilogram har væ-
ret under hammeren, og hvor der ikke
er til at være for nysgerrige på de
store dage. Et skilt markerer, at til-
skuerne bedes holde sig i baggrunden,
en pæn og høflig henstilling om at
holde snuden for sig selv. Fra fryse-
biksen "henter vi 500 kg is, der skal
bruges til afkøling af hummerhalerne.
Får vi brug for alt det?
☆
Vi sejler. Kursen er nord-nord-vest,
vi er på vej mod Anholt. Det mørkner,
og der dukker lysblink op hist og her.
Det er vore stjerner. Fra Kulien og
Kattegat Syd, fra Gilleleje Flak og fra
bøjer, der markerer vrag og andet. —
Agterind har vi lyset fra Nakkehoved;
dets karakteristiske blink følger os i
flere timer og spejler sig i kølvands-
striben efter os, hvid og funklende.
Havet ser sort ud.
Sammen med skipper står jeg i sty-
rehuset og fornemmer straks en
spændt opstemthed, da jeg træder
ind. Han kender hvert vandløb om-
kring Danmark, som en svajer kender
gader en i den indre by København,
han ved lige på en prik, hvordan det
hele skal gribes an, men alligevel er
han spændt.
Vor arbejdsplads kender vi, siger
han. Den er på havet. I modsætning til
manden, der hver dag begiver sig til
kontoret i den og den ganske bestemte
bygning, har vi temmelig stort spille-
rum. Vi kan løbe her, og vi kan løbe
dér, og skipperen peger på søkortet,
som er bredt ud over bordet ved rat-
tet. Hvad der er klogest ved ingen.
Det er lidt af et chancespil at fiske,
vi kan lige så godt være uheldige som
heldige, og lad os håbe det, slutter han
med et smil og tænder cigaretten.
Efter seks timers sejlads med seks
sømil i timen er vi nået op på siden
af Anholt, der åbenbarer sig i glimt
fra fyret. Det er mørk nat, og det
småregner, „Sigrid" vugger let. Traw-
let går for første gang. — Jørgen og
Ewald passer hver deres line, efter
at posen (også kaldet kalven) efter-
fulgt af „armene" er forsvundet ud
over siden i det sorte intet. Motoren
speedes lidt, skibet tager fart, og man
kan forestille sig, hvorledes de to
skovle, der spreder armene og åbner
posens om to krængende jetjagere
skyder sig ned gennem vandmasser-
ne, indtil de med en rysten rammer
havbunden 50 meter under os. Et par
hundrede favne køres ud på spillet. De
to ståltrosser dirrer som buestrenge,
der er pres på. Kursen sættes, og ek-
koloddet begynder sit regelmæssige
tikken, 200 lodninger i minuttet. —
Fiskeriet er begyndt.
Skipperen står i styrehuset, og han
står der de næste 22 timer, kun af-
brudt af samtaler via radioen med
kolleger, der ligger strøet rundt om
— uden for synsvidde — og når Jør-
gen eller Ewald melder kaffe forude.
Der drikkes oceaner af denne sorte
gudedrik ombord.