Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 24.12.1958, Page 8

Atuagagdliutit - 24.12.1958, Page 8
Skibet slæber sig gennem natten med tre sømil i timen, og øjnene hvi- ler henhpldsvis på kompas, der er svagt oplyst, og på det vidunderlige ekkolod. Vi er fuldstændig afhængige af det, får jeg at vide. Går det i styk- ker, kan vi lige så godt vende om og sejle hjem. Hvert femte minut eller så tørres glasset af for duggen i var- men, og man kan på de to striber, der trækkes hen over papiret i et nu af- gøre, hvor mange meter vand, vi sej- ler på, hvorledes havbunden ser ud (sand, dynd eller sten) — og om der er fisk. Den registrerer alt. Det er takket være dette fantastiske instru- ment, at skipper kan fortælle mig, at der ret styrbord ligger et stort vrag. Dem lokaliserer man i øvrigt ikke så få af, og man erfarer, at det slet ikke har gået så fredeligt til altid. Det dages, himlen gråner, mod øst bliver den bleg. Det umådelige hav, som vi i natten kim har fornemmet som noget udefinerligt elastisk noget, viser sig mere og mere og ser knapt Så venligt ud. Det er blæst op, og der er skum på toppen. — Trawlet hales hjem for første gang. Efter fire timers træk skal det vise sig, om skippers formodninger slår til. Arbejdet går let. De mange favne line køres atter op på spillet, der spinder sitrende, de to skovle slår mod daviderne med et smeld, og vi er nået til „armene", dis- se to rader garn, der leder byttet ind i posen. Jo, der er fangst, men ikke overvældende. Efter frasorteringen af undermålerne, der igen vippes uden- bords, gøres resultatet op til 37 kg, et beskedent dræt. Trawlet bliver stillet til at gå lidt dybere, lige over hav- bunden, og de følgende træk bliver bedre. Der fiskes igennem til kl. 12 nat, i alt seks træk. ☆ Jeg vågnede med et sæt i køjen ved at høre motoren gå i stå. Da jeg stak hovedet ud af lukaf’et, så jeg Jørgen og Ewald i fuld sving med at sortere hummere under den stærke projektør- belysning på dækket; henne i styre- huset fandt jeg skippers cigaretglød. — Fint vejr, hvad? sagde han, og jeg så mig omkring. Ikke antydning af krusning viste sig på havet, ingen ly- de lod sig høre, kun en sagte skvulpen fangede øret, når „Sigrid" ubemærke- ligt gav efter for de drævende døn- ninger. Ankeret var gået. Det fløjs- bløde mørke hyllede sig omkring os, mod vest fik jeg øje på en blinkende toplanterne, men den forsvandt igen. Kun Anholt Nord Fyrskib var vor for- bindelse til den øvrige verden, når dets lys viftede hen imod os og hvid- tede horisonten mod nordvest. Ankeret var gået, fordi der skulle soves et par timer. Et ældgammelt ru- stent, men effektivt vækkeur blev an- bragt uden for rækkevidde, på kom- furet, og blev stillet til kl. 3, men der var ingen, som hørte det, i hvert fald var der fire mand, som overhørte det. Det var Ewald, der fik os ud. Han havde råbt fire gange, sagde han. Han råbte og bandede og beklagede sig over, at ingen gad høre. Selv lå han i køjen, da skipper i firspring forsvandt op ad trappen ... Ved samtale i radio erfarede vi, at der var store muligheder for godt ud- bytte ovre ved svenskekysten af skidtfisk eller industrifisk, som det hedder med en finere betegnelse. Det drejer sig om små bitte sild eller bris- linger, der efter behandling på kon- servesfabriker kommer i dåser og bli- ver sendt ud i verden for at kildre ga- nerne. „Sigrid" havde også trawl til dette fiskeri, og det var værd at tage chancen. Motoren fik et par ekstra omdrejninger, og det gik mod øst. ☆ Den afstikker kostede os et garn til 500 kr., med tillige en god fangst. Så snart Sverige dukkede op, blev trawlet smidt overbord og med masser af ud- sving på ekkoloddet gik det fremad. Ustandselig blev man kaldt ind for at se den ene stribe fisk efter den anden, og humøret var højt. Der blev vinket af bare glæde til „Gripsholm", der med over 20 sømil i timen skar sig gennem dybet — klods op ad os, flot og dristigt. Efter to timers slæb vedtoges det at hive i land. Da bøjerne på „armene" ikke viste sig, efter at stållinerne var ombord, blev vi klar over, at der var noget galt på færde. De små metal- bøjer plejer at dukke op til overfla- den, når de nærmer, sig skibet. Vi kunne ikke få øje på dem. Under stort besvær og under anstrengte udråb fra de tre mænd, begyndte man at hive „armene" indenbords, og pludselig lød det som med een mund: „Fisk, fisk“. Posen var stoppet og stod tyk og om- fangsrig lodret i vandet med millio- ner af blink langt, langt nede i det grågrønne dyb; det var for godt til at være sandt. Det var i hvert fald mere end gar- net kunne tage. Pludselig brast det, ritsch-ratschede brutalt over. 300 kas- ser sild gled bogstavelig talt ud mel- lem hænderne Et hav af måger, der trofast havde fulgt os, så snart de havde færten af småsild, kastede sig over de mange godbidder, der flød op til overfladen med bugen i vejret. Fangstmuligheder var der, og et re- servetrawl blev rigget til. Uagtet dets tilstand, der ikke var absolut første- klasses (det var ikke engang kogt) og fyldt med lyse pletter fra lapper både på „arme" og pose, skulle det prøves. Der blev arbejdet febrilsk og i tavs- hed, og enhver gjorde sig tanker. Tålmodigheden blev belønnet. Alle de efterfølgende træk kom velbehold- ne ombord, ganske vist uden den rig- dom og overflod, der gjorde sig gæl- dende i første træk, men dog i anse- lige portioner. Efterhånden dyngede byttet sig op på dækket, og trækkene i mændenes ansigter glattedes ud og lyste op i smil. Hen under aften var „Sigrid“s 16 tons forøget med en syv-otte stykker, og sprælskheden var gået lidt af tø- sen. Jeg havde ikke taget fejl. Hun var et dejligt „skiv". Da vi vendte hjemover, fortalte skipper mig om op- levelser sammen med hende, og der var varme i stemmen. Vi strøg sydpå med fin last og en frisk vind bagi, der rigtigt fik fokken til at spile, som Jør- gen som en forelsket hanekylling hav- de sat af bare hjemlængsel. Som et blidt og føjeligt kærtegn fulgte nordenvinden os helt ind i hav- nen, hvor alt var, som da vi forlod den for 50 timer siden. Skipper slog bak på maskinen, og jeg sprang i land, idet jeg gav „Sigrid" et tjat og lod hende beholde resten af mine Neptu- santabletter. Videre på tommelfingrene. — kuvdlorssordlune“ ingerdlarKingniaraluartariaKarpoK. 9

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.