Atuagagdliutit - 24.12.1958, Page 8

Skibet slæber sig gennem natten
med tre sømil i timen, og øjnene hvi-
ler henhpldsvis på kompas, der er
svagt oplyst, og på det vidunderlige
ekkolod. Vi er fuldstændig afhængige
af det, får jeg at vide. Går det i styk-
ker, kan vi lige så godt vende om og
sejle hjem. Hvert femte minut eller
så tørres glasset af for duggen i var-
men, og man kan på de to striber, der
trækkes hen over papiret i et nu af-
gøre, hvor mange meter vand, vi sej-
ler på, hvorledes havbunden ser ud
(sand, dynd eller sten) — og om der
er fisk. Den registrerer alt. Det er
takket være dette fantastiske instru-
ment, at skipper kan fortælle mig, at
der ret styrbord ligger et stort vrag.
Dem lokaliserer man i øvrigt ikke så
få af, og man erfarer, at det slet ikke
har gået så fredeligt til altid.
Det dages, himlen gråner, mod øst
bliver den bleg. Det umådelige hav,
som vi i natten kim har fornemmet
som noget udefinerligt elastisk noget,
viser sig mere og mere og ser knapt
Så venligt ud. Det er blæst op, og der
er skum på toppen. — Trawlet hales
hjem for første gang. Efter fire timers
træk skal det vise sig, om skippers
formodninger slår til. Arbejdet går let.
De mange favne line køres atter op på
spillet, der spinder sitrende, de to
skovle slår mod daviderne med et
smeld, og vi er nået til „armene", dis-
se to rader garn, der leder byttet ind
i posen. Jo, der er fangst, men ikke
overvældende. Efter frasorteringen af
undermålerne, der igen vippes uden-
bords, gøres resultatet op til 37 kg, et
beskedent dræt. Trawlet bliver stillet
til at gå lidt dybere, lige over hav-
bunden, og de følgende træk bliver
bedre. Der fiskes igennem til kl. 12
nat, i alt seks træk.
☆
Jeg vågnede med et sæt i køjen ved
at høre motoren gå i stå. Da jeg stak
hovedet ud af lukaf’et, så jeg Jørgen
og Ewald i fuld sving med at sortere
hummere under den stærke projektør-
belysning på dækket; henne i styre-
huset fandt jeg skippers cigaretglød.
— Fint vejr, hvad? sagde han, og jeg
så mig omkring. Ikke antydning af
krusning viste sig på havet, ingen ly-
de lod sig høre, kun en sagte skvulpen
fangede øret, når „Sigrid" ubemærke-
ligt gav efter for de drævende døn-
ninger. Ankeret var gået. Det fløjs-
bløde mørke hyllede sig omkring os,
mod vest fik jeg øje på en blinkende
toplanterne, men den forsvandt igen.
Kun Anholt Nord Fyrskib var vor for-
bindelse til den øvrige verden, når
dets lys viftede hen imod os og hvid-
tede horisonten mod nordvest.
Ankeret var gået, fordi der skulle
soves et par timer. Et ældgammelt ru-
stent, men effektivt vækkeur blev an-
bragt uden for rækkevidde, på kom-
furet, og blev stillet til kl. 3, men der
var ingen, som hørte det, i hvert fald
var der fire mand, som overhørte det.
Det var Ewald, der fik os ud. Han
havde råbt fire gange, sagde han. Han
råbte og bandede og beklagede sig
over, at ingen gad høre. Selv lå han i
køjen, da skipper i firspring forsvandt
op ad trappen ...
Ved samtale i radio erfarede vi, at
der var store muligheder for godt ud-
bytte ovre ved svenskekysten af
skidtfisk eller industrifisk, som det
hedder med en finere betegnelse. Det
drejer sig om små bitte sild eller bris-
linger, der efter behandling på kon-
servesfabriker kommer i dåser og bli-
ver sendt ud i verden for at kildre ga-
nerne. „Sigrid" havde også trawl til
dette fiskeri, og det var værd at tage
chancen. Motoren fik et par ekstra
omdrejninger, og det gik mod øst.
☆
Den afstikker kostede os et garn til
500 kr., med tillige en god fangst. Så
snart Sverige dukkede op, blev trawlet
smidt overbord og med masser af ud-
sving på ekkoloddet gik det fremad.
Ustandselig blev man kaldt ind for at
se den ene stribe fisk efter den anden,
og humøret var højt. Der blev vinket
af bare glæde til „Gripsholm", der
med over 20 sømil i timen skar sig
gennem dybet — klods op ad os, flot
og dristigt.
Efter to timers slæb vedtoges det at
hive i land. Da bøjerne på „armene"
ikke viste sig, efter at stållinerne var
ombord, blev vi klar over, at der var
noget galt på færde. De små metal-
bøjer plejer at dukke op til overfla-
den, når de nærmer, sig skibet. Vi
kunne ikke få øje på dem. Under stort
besvær og under anstrengte udråb fra
de tre mænd, begyndte man at hive
„armene" indenbords, og pludselig lød
det som med een mund: „Fisk, fisk“.
Posen var stoppet og stod tyk og om-
fangsrig lodret i vandet med millio-
ner af blink langt, langt nede i det
grågrønne dyb; det var for godt til at
være sandt.
Det var i hvert fald mere end gar-
net kunne tage. Pludselig brast det,
ritsch-ratschede brutalt over. 300 kas-
ser sild gled bogstavelig talt ud mel-
lem hænderne Et hav af måger, der
trofast havde fulgt os, så snart de
havde færten af småsild, kastede
sig over de mange godbidder, der flød
op til overfladen med bugen i vejret.
Fangstmuligheder var der, og et re-
servetrawl blev rigget til. Uagtet dets
tilstand, der ikke var absolut første-
klasses (det var ikke engang kogt) og
fyldt med lyse pletter fra lapper både
på „arme" og pose, skulle det prøves.
Der blev arbejdet febrilsk og i tavs-
hed, og enhver gjorde sig tanker.
Tålmodigheden blev belønnet. Alle
de efterfølgende træk kom velbehold-
ne ombord, ganske vist uden den rig-
dom og overflod, der gjorde sig gæl-
dende i første træk, men dog i anse-
lige portioner. Efterhånden dyngede
byttet sig op på dækket, og trækkene
i mændenes ansigter glattedes ud og
lyste op i smil.
Hen under aften var „Sigrid“s 16
tons forøget med en syv-otte stykker,
og sprælskheden var gået lidt af tø-
sen. Jeg havde ikke taget fejl. Hun
var et dejligt „skiv". Da vi vendte
hjemover, fortalte skipper mig om op-
levelser sammen med hende, og der
var varme i stemmen. Vi strøg sydpå
med fin last og en frisk vind bagi, der
rigtigt fik fokken til at spile, som Jør-
gen som en forelsket hanekylling hav-
de sat af bare hjemlængsel.
Som et blidt og føjeligt kærtegn
fulgte nordenvinden os helt ind i hav-
nen, hvor alt var, som da vi forlod
den for 50 timer siden. Skipper slog
bak på maskinen, og jeg sprang i land,
idet jeg gav „Sigrid" et tjat og lod
hende beholde resten af mine Neptu-
santabletter.
Videre på tommelfingrene. — kuvdlorssordlune“ ingerdlarKingniaraluartariaKarpoK.
9