Atuagagdliutit - 24.12.1958, Page 12

SOM ALLE ANDRE skabninger har også ele-
fanter deres gode og dårlige egenskaber.
De er lærenemme, lettere at tæmme end de
fleste af skovens vilde dyr og ret omgæn-
gelige for den, der har vundet deres tillid
og forstået at sætte sig i respekt over for denne
junglens kæmpe. En elefant husker gerne den, der
har vist den omsorg ved f. eks. at pleje dens sår —
til gengæld glemmer den aldrig den, der blot en en-
kelt gang har svigtet dens tillid og tilføjet den ufor-
skyldt straf eller lidelse.
I så henseende var Kulu — den store hanelefant
— ikke anderledes end andre indiske elefanter. I
kraft af sin størrelse, sine umådelige kræfter og sin
godmodige villighed til at sætte dem ind til gavn for
det lille junglesamfund, hvis stolthed den var, hav-
de Kulu vundet almindeligt ry viden om, — men og-
så vakt bitter misundelse i mange nabodistrikter,
hvis middelmådige elefantbestand savnede en sådan
kraftig hanelefant til at sætte arbejdstempoet op og
holde justits med, at ingen af de andre skulkede
udenom.
Det var Pandu’s fire sønner, der efter tur havde
været med til at oplære den store hanelefant, så
den nu kunne gå ene, kun vejledet af den tolvårige
Viga, den yngste af dem, der tronede højt mellem
dyrets store ører, hvorfra han med små livlige til-
råb og lette dask med en tynd bambus gjorde sig
forståelig over for det kloge dyr under markarbej-
det eller fældning og transport af skovens vældige
stammer. Kulu skulle da nok selv sørge for, at de
tre hunelefanter, der traskede i dens fodspor, ud-
førte deres del af arbejdet. Han behøvede blot at
løfte sin snabel mod dem, der prøvede på at slippe
uden om. Kulu’s autoritet var ubestridelig.
Intet under da, at det voldte vild bestyrtelse, at
den lille chokoladebrune Viga en skønne morgen,
da han kom ud for at fodre elefanterne, fandt Ku-
lu’s paiisadeindelukke, der lå side om side med hun-
elefanternes kedah, tomt. Alt tydede på, at Kulu i
nattens løb med sine vældige kræfter havde sprængt
de store porte, — og man gættede på, at vilde ele-
fanter — ved at nærme sig rydningen — kunne have
vakt dyrets instinktive frihedstrang.
Gamle Pandu og hans sønner, — ja, hele det lille
jungleasmfund, der dyrkede den store rydning —
sørgede over tabet. Kulu’s spor viste, at den var
forsvundet i junglen, — men ved skovbrynet tabte
man dem, fordi man var inde i en tørkeperiode, —
og ingen anede, hvorhen man skulle vende sig for
at genvinde tabet af det store, kostbare dyr.
Navnlig var lille Viga ganske utrøstelig i sin sorg.
Der blev forgæves sendt ekspeditioner både i øst
og vest, — men Vigo tabte ikke modet. — Nu har
junglen både ører, øjne og stemmer, og snart ryg-
tedes det, at den fjerntboende Wa-bu stamme for
ganske nylig havde været så heldig at forøge sin
elefantbestand ved indfangning af et stort og præg-
tigt handyr, — og Viga vidste i samme nu, at det
måtte dreje sig om hans højtelskede Kulu, der må-
ske ved sin godmodige tillidsf uldhed havde ladet sig
overliste, — og han helmede ikke, før faderen gav
ham lov til at undersøge sagen i al hemmelighed.
Udrustet med proviant til flere dage drog Viga
ene i vej mod Wa-bu, stammens store rydning, der
lå mange kilometer nordligere. Han vidste, at han
med et enkelt blik på den indfangede elefant ville
kunne afgøre, om mistanken holdt stik. — Og hans
mistanke gik langt ud over de grænser, den almin-
delige mening havde sat. Viga nægtede nemlig at
tro på, at Kulu af egen fri vilje var søgt til skovs,
—■ langt snarere mente han, at der kunne være tale
om tyveri — slet og ret.
Den lille fyr kendte hver sti og hver veksel i
junglen, — han tog tiden så nøje i agt, at han nåede
frem til udkanten af Wa-bu’ernes rydning sent un-
der aften, hvorpå han adræt klatrede op i et træ og
rullede sig sammen for natten på en bred, kløftet
gren. Ret megen søvn fik han dog ikke, og så snart
den første anelse af morgengryet brød frem i øst,
var han igen på benene, satte i vildt løb over de
dugvåde marker — og nåede udkanten af den ret
store, endnu slumrende boplads, førend solen vel
var nået over horisonten.
Uvilkårligt havde han kaldt blidt og indsmigren-
de, som han havde for vane, når Kulu af og til —
for at drille ham — ikke lod sig indfange sådan lige
med det samme, — men ingen af elefanterne tog
notits af den fremmede dreng. Han blev dog ved
med at kalde for at være helt sikker og skulle lige
til at springe ned igen med uforrettet sag, da der
langt borte fra den modsatte side af rydningen hør-
tes en enkelt dæmpet lyd, som ikke var til at tage
fejl af.
I næste sekund var Viga på vild flugt over mar-
kerne i retning af det sted, hvorfra han mente, at
lyden stammede. Snart opfattede hans øre ligesom
en gurglende stønnen inde mellem træerne — og
endelig fik han også øje på Kulu, der, bundet ved
det ene bagben til et af skovens kæmpetræer, sled
og slæbte for at gøre sig fri af de snærende bånd.
Viga talte beroligende til dyret — og Kulu ind-
stillede straks sine fortvivlede forsøg på at komme
fri. Med løftet snabel modtog den sin lille brune
ven med en øredøvende, triumferende trompeteren
— så gled dens snabel ligesom kærtegnende over
Vigas spinkle krop — og i næste' nu var Viga i lag
med de tykke reb, der snærede Kulu’s venstre bag-
ben til den tykke stamme.
Men her slog hans kræfter alligevel ikke til —
Kulu havde selv i sine ubændige anstrengelser
for at frigøre sig trukket knuderne så stenhårde,
at hans små fingre intet magtede. I stum fortviv-
lelse begyndte tårerne at løbe ned over hans but-
tede kinder — men så fik han hurtigt sin skarpe
dolk frem, og som en vanvittig gav han sig til at
bearbejde de stærke bambusreb.
Så optaget var han af sit arbejde, at han intet
andet ænsede. Han hverken så eller hørte den
hujende skare, der kom styrtende til over markerne
— i sin forvirring hørte han knap nok Kulu’s vrede
brølen og antog dens trampen hid og did for ene
utålmodighed.
Først da stærke hænder greb ham, stivnede han
i undren. Kniven blev slået ham af hænde — han
blev slæbt bort med magt — næsten båret over mar-
kerne tilbage mod bopladsen, mens Kulu’s rasende
brøl overdøvede alle de hårde ord, der blev slyn-
get imod ham.
Ublidt blev han kastet for stammens unge høv-
ding, der skulle afgøre hans skæbne — men han
rejste sig frygtløs og anklagede både ham og hele
stammen for gement tyveri af den store hanelefant.
„Var din mund, dreng"! råbte høvdingen ude af
sig selv, „hvad kender du til junglens lov, der si-
ger, at den, der indfanger en omstrejfende elefant,
skal have ejendomsret over dyret".
„Kulu har aldrig strejfet om — du lyver høv-
ding"! var Vigas eneste svar, „og det kan jeg be-
vise". Ingen af dem havde lagt mærke til, at Viga
knugede krampagtigt i sin hånd den tynde bam-
bus, hvormed han selv plejede at vejlede Kulu,
„omstrejfende elefanter har ikke for vane at tage
kæppen med sig, når de bryder ud. Men denne bam-
bus, hvori jeg selv har ridset mit navn, den fandt
jeg liggende dernede ved træet, hvortil I har bun-
det Kulu".
Hans ord druknede dog i forbitret råben, og høv-
dingen gav sine håndlangere ordre til at binde Vi-
ga på hånd og fod og holde ham indespærret, ind-
til han kunne få afsagt dom over den frække tyv,
7
der havde sneget sig ind på dem om natten for at
berøve dem deres retsmæssige ejendom.
Hårde hænder greb atter Viga — og kneblet og
bundet blev han anbragt i en gammel, snavset hytte,
hvor de kastede ham på gulvet. Her lå han og lyt-
tede — endnu kunne han høre Kulus rasen — og
han græd sine modige tårer, fordi det ikke var lyk-
kedes ham at befri sin ven.
Formiddagens timer slæbte sig hen. Søvnen for-
barmede sig over den stakkels lille fyr, der ikke
havde fået sovet ret meget natten forud — men
med eet var han lysvågen. Fra skovbrynet lød i
hurtig rækkefølge det ene triumferende elefantbrøl
efter det andet — de blev besvaret af elefanterne
fra den store kedah — og ind imellem hørtes vild
tumult fra stammens mænd og kvinder, iblandet
børnenes angstskrig.
Viga spekulerede lidt over, hvad dette vel kunne
betyde, hans mørke øjne fik pludselig glans, fordi
han forstod, at han alligevel havde svækket rebene
så meget, at Kulu selv havde været i stand til at
gøre resten. Jo, denne triumferen kunne kun be-
tyde, at Kulu nu var fri og sandsynligvis allerede
på vej mod bopladsen i den retning, den havde set
dem forsvinde med dens lille ven.
Støjen tog til — i åndeløs spænding ventede han
på, hvad der ville ske. Nu kunne han skelne ele-
fantens dundrende hovslag gennem landsbygaden.
Dens vilde brølen druknede i stammefolkenes angst-
råb. Kulu måtte bestemt været gået til angreb. Viga
hørte svære bambusrafter splintres — men så gan-
ske overraskende dundrede jorden under nye tunge
fodslag, der kun skyldtes, at stammens egne ele-
fanter var blevet grebet af vildskaben og havde
(Fortsættes side 15).
Elefantdrengen
fra
CEYLON
Tegning:
KRESTEN RUSBJERG
Af
S. A. KLUBIEN
13