Atuagagdliutit - 24.12.1958, Blaðsíða 21

Af KAJ H. FUNCH
Da juleglæden
kom til huset
Decembers grå dis hang
over landskabet og gjorde
sigtbarheden så ringe, at
Asger, der sad i huset ved
kæret og så ned ad vejen,
hvor far var cyklet bort med „Olsen",
næppe kunne se en halv snes meter
frem.'
Tårerne stod den store dreng i øjne-
ne, og han mærkede for første gang i
sin 13-årige tilværelse, hvad hjerte
var.. „Olsen", hans dejlige hund, var
taget fra ham. Det, som han havde
frygtet, var sket..
Og så var der endda kun tre dage
til juleaften. Og hvilken jul ville det
ikke blive? Han havde ganske vist al-
drig fejret jul sammen med „Olsen",
men i de syv måneder han havde haft
hunden hos sig, var han kommet til
at holde så meget af den, at han ikke
var i tvivl om, at julen nu blev totalt
spoleret for ham..
Dengang „Olsen" i sommer havde
holdt sit indtog i det lille hjem, havde
der været glæde.. Mor og søster hav-
de allerede dengang længe snakket
om, at de inden efteråret ville have en
hund i huset. De lange vinteraftener,
når far var borte til sognerådsmøder
og udvalgsmøder, ville det være be-
tryggende at have en vagtsom hund
hos sig.
Og så var „Olsen" kommet. Det var
slet ikke meningen, at den i særlig
grad skulle være Asgers hund, men
den dag, far kom med den, sprang den
omgående hen til Asger, der rent
spontant og uden at tænke dybere
over det, hilste den med et: „Davs, Ol-
sen."
Hunden kunne li’ velkomsten, for
den bjæffede og logrede med halen og
viste sig i det hele taget fra sin mest
indsmigrende side.. Og så blev det
selvfølgelig vedtaget, at den skulle
hedde „Olsen" og sortere under Asger,
der skulle tage sig af dens opdragelse
og velfærd..
Og de havde haft det dejligt sam-
men. „Olsen" havde fra den første dag
fulgt Asger alle vegne. Om morgenen,
når han skulle i skole, fulgte „Olsen"
ham på vej, og om eftermiddagen, når
han skulle hjem, var „Olsen" den før-
ste, der mødte ham. Det var endda
hændt, at „Olsen" havde været helt
oppe ved skolen for at hente ham.
Men „Olsen" havde nogle kedelige
uvaner. Den elskede at rode. I som-
merens løb var det gået slemt ud over
havens blomsterbede. De skader hav-
de den imidlertid fået tilgivelse for, thi
Asger havde udbedret ødelæggelserne
og fået anbragt nye blomster i bedene
i stedet for dem, der ved „01sen“s ro-
den i jorden var gået med i løbet..
Men da vinteren satte ind, og dens
rodelyst ikke var forduftet med som-
meren, var det gået galt. Først var det
gået ud over mors allerfineste sofa-
pude, senere havde den forgrebet sig
på stoppekurven og gnasket flere af
strømperne til ukendelighed. Men sta-
dig havde „Olsen" fået tilgivelse, end-
skønt mor heller end gerne så den på
Bloksbjerg. Selv efter at den havde
forsøgt at sætte fars hjemmesko til
livs, var det gået, endskønt sko og
strømper ikke var noget, Asger kunne
råde bod på.
Men „Olsen" kendte ikke sin besø-
gelsestid, og en dag tog han fat i et
tørklæde, som Grethe var ved at
strikke til Per. Det skulle være hen-
des første julegave til ham. Ikke alene
havde „Olsen" gnasket dét til ukende-
lighed, men efter ødelæggelsen havde
den slæbt det hen for fødderne af Per,
endskønt han ikke skulle have det før
juleaften.
Grethe havde stortudet, og selv om
Per erklærede, at han ikke kunne se,
hvad det forestillede, var hun ganske
utrøstelig. Bagefter havde mor og
Grethe i rørende enighed forlangt, at
nu skulle „Olsen" sælges. Og enden på
historien blev, at „Olsen" blev solgt
til en gårdejer en mils vej fra kæret.
Tyve kroner skulle de have for den,
og far havde bestemt, at Asger skulle
have hele summen.
Men tyve kroner, hvad var det for
en ven. Nu ville han aldrig mere blive
fulgt til skole, og han skulle gå alene
til byen.. Og aldrig mere skulle han
i skumringen ligge i kakkelovnskro-
gen og lege med „Olsen".
Det var ikke til at holde ud. Og
mens mørket sænkede sig i stuen,
græd Asger. Han hørte ikke døren bli-
ve åbnet, og han så ikke, at Grethe
kom hen til ham. Hun hørte derimod
hans gråd og undrede sig. Det lignede
da ikke noget, at en stor dreng sad og
skabede sig over en sådan smule
hund. Rask gik hun hen til ham og
lagde sin ene hånd på hans skulder og
sagde:
„Lad være med at skabe dig, man
skulle såmænd tro, du havde kæreste-
sorg."
Asger drejede hovedet og så op på
søsteren. Gråden stilnede, men frem i
hans bryst vældede en harme og vre-
de. Stod hun ikke der og gjorde nar af
ham. Lynhurtigt rejste han sig, og
mens det dirrede om mundvigene på
ham, så han hende et øjeblik i øjnene,
inden han løftede sin højre hånd og
smak hende en lussing og løb ud af
stuen og op på loftet, hvor han smed
sig på nogle gamle sække og tudede,
så hele hans drengekrop rystede' der-
ved.
Grethe stod som lamslået og så ef-
ter ham. Selvfølgelig burde hun give
ham en ordentlig omgang, men det he-
le skete så hurtigt, at hun ikke fik tid
til at give igen.. og nu stod hun alene
tilbage med en sviende kind og tænk-
te på, om det i grunden ikke var hen-
des egen skyld og ikke helt ufortjent.
☆
Juleaftensdag var det lige så tåget,
som de sidste dage før jul.. Allerede
fra morgenstunden hvilede der en
trykkende stemning over huset ved
kæret. Hverken Grethe eller Asger
havde omtalt det lille intermezzo over
for nogen, og selv havde de ikke veks-
let eet ord med hinanden. Grethe hav-
de flere gange tænkt, at hun som den
ældste burde snakke med Asger, men
hun kunne ikke undgå at lægge mær-
ke til, at Asger for enhver pris undgik
at komme i nærheden af hende.
Og da det skumrede, og klokkerne
tog til at ringe julen ind, var der mel-
lem dem et tæppe af kold luft, som —
det følte de begge — ville hindre dem
i at få en glad og dejlig jul, sådan som
de altid havde haft det i det lille hus.
Men da klokken nærmere sig seks,
var det ganske andre tanker, der optog
Grethe. Per skulle være kommen ved
fire-fem-tiden, og endnu var han ikke
arriveret. Hvad skulle det betyde?
Han plejede ellers altid at være præ-
cisheden i egen høje person. Som mi-
nutterne sneglede sig afsted, blev hun
mere og mere urolig, og hvert øjeblik
måtte hun til vinduet for at se ud,
endskønt tågen og mørket lå så tæt, at
det var komplet umuligt at se noget.
Asger lå i kakkelovnskrogen, hvor
han plejede at lege med „Olsen". Han
så Grethes angst, og i grunden havde
han stor lyst til at trøste hende, men
nej tak, hun var det ikke værd. Men
også han savnede Per og mærkede og-
så den sugende angst over, at han ik-
ke var kommet. Per var dog den, der
havde holdt med ham, da han kæm-
pede for at få lov til at beholde „Ol-
sen". . Og der var jo det, at vejen fra
gården, hvor Per havde sit barndoms-
hjem, og ned til dem her ved kæret,
gik forbi mosen. Og havde man travlt,
kunne man, når det var lyst, skyde
genvej ad en ganske lille sti, der gik
tværs over mosen.
Og det var denne sti, de allesammen
tænkte på nu..
Men Per vidste jo, at stien var for-
ræderisk i mørke og tåge. Han kendte
jo den mose så godt som nogen.
Da klokken slog seks, erklærede
Grethe, at hun ville gå udenfor med en
lygte og se efter Per.
„Det er ingen nytte til," sagde far,
„mørket og tågen er så tæt, at lygtens
skær kun kan ses et par meter frem."
Men Grethe ville ud. Hun tog ikke
overtøj på, for hun ville blive lige
udenfor på vejen og lytte. Sæt han
sad fast ude i mosen og ingen hørte
hans råb..
„Kan Asger ikke gå med dig?"
spurgte mor.
Et øjeblik mødtes de to søskendes
øjne. Grethe ville gerne have ham
med, og Asger følte, at han burde gå
med — for Pers skyld. Men de sagde
i kæret
ingenting til hinanden, følte blot, at
muren imellem dem i dette øjeblik
blev endnu mere uigennemtrængelig,
end tågen var det.
Uden et ord gik Grethe ud på vejen.
Asger lå med bankende hjerte og
tænkte mere end een gang på at
springe op og løbe ud til hende — men
det blev ingenting til.
Pludselig gik yderdøren op, og ind
trådte — Per. Han strålede over hele
ansigtet og lignede en stor dreng, der
virkelig glædede sig til julens fest. I
favnen havde han en masse pakker..
„God aften og glædelig jul allesam-
men," sagde han muntert, inden nogen
fik et ord indført. „Undskyld, jeg kom-
mer sent, men jeg måtte hjælpe far
med den sortbrogede ko, der fandt på
at kælve, lige da højtiden satte ind."
Mor kom ind fra køkkenet, men da
hun så, at Grethe ikke var i stuen, af-
brød hun ham og spurgte forfærdet:
„Ja men, Per, hvor har du Grethe?"
„Grethe — er hun ikke?"
„Nej, hun gik ud på vejen for at se
efter dig."
„I det vejr," gispede Per og smed
pakkerne fra sig og for omgående ud
på vejen og gav sig til at råbe efter
hende.
Men der var ingen, der svarede..
☆
Grethe havde ikke tænkt sig at gå
mere end en halv snes skridt ned ad
vejen. Men da hun hørte aftenens for-
skellige lyde, gav hun sig til at råbe
på Per, og da hun ikke fik svar første
gang, gik hun længere, inden hun råb-
te anden gang, og kom længere og
længere bort fra huset. Hun vidste
godt, at hun hundrede meter længere
fremme skulle dreje til højre og følge
vejen langs mosen — mosen. Det var
før hørt, at folk stak genvej, selv i
mørke og tåge, og det var også sket, at
nogen havde sat livet til. Men hun
kunne ikke tro, at Per havde været så
letsindig for at spare de 10—15 mi-
nutter, det hele drejede sig om. Og
dog. Hvis det nu var hende? Og hun
vidste jo, at Per var lige så forelsket
som hun selv. Måske havde længslen
efter hende drevet ham på gale veje.
Hun gik og gik — og pludselig gik
vejen gennem en granskov. Så var
hun alligevel gået fejl og havde ikke
bemærket vejkrydset. Tårerne brød
frem. Hvad skulle hun gøre? Det var
hende komplet umuligt at se bare en
meter frem. Træt og fortvivlet satte
hun sig i vejkanten for at hvile blot et
øjeblik, inden hun vendte om. Bare
hun dog havde bedt Asger gå med.
Hun burde have klaret det, der var
mellem dem, allerede samme dag, det
skete. Hun mærkede nu, at hun hun-
defrøs. Den klamme tåge smøg sig
som et istæppe om hende. Det tynde
bluseliv var kun et dårligt værn mod
fugtigheden. — Å, hvor var det for-
tvivlet altsammen, og så på en jule-
(fortsættes side 32)
22