Atuagagdliutit - 24.12.1958, Blaðsíða 25

iDARMER
Ride- og
• ■
scooterstøvler :
Amerikansk :
PILOT
STØVLE :
Forhandles af
Oles Varehus, Godthåb i
Kantinen, Grannedal i
Musik skaber glæde
Vi leverer hurtigt alle slags
Musikinstrumenter
og Grammofonplader
Stort udvalg i harmonikaer,
mundharper, alle strenge-
instrumenter.
Skriv efter katalog — ti Isendes
gratis
nipilerssorneK nuånåler-
sitsissarpoK
sut tamaisa pilertortumik
nagsiusinauvavut
nipilerssutit oKdlugtartuvdlo nutai
nutsugiarpagssuit åssigingitsut, Ka-
nerssorissat, nipilerssfititdlo no-
Kartigdlit tamaisa pigåvut
kataloge piniarniaruk_
akeKdngitsumik nagsiuneKåsaoK
MUSIKHUSET
Algade 23, Vordingborg
ånorågssat atissatdlo
ånoråmernit
atortugssat
amernit niorKutigssiat
pingussat
takornarnianut niorKutigssiat
Kivdlertussiat
ipérsårnermut atortut
nangminerssordlutik niorKutiling-
nut tuniniaissartoK. pisiagssanut
agdlagtuivingmik piniarniarit.
nunanit avdlanil pisiniartartoic —
niorKutigssiortartOK — nunanut
avdlanut tuniniaissartoK.
Manufakturvarer
Lingeri
Isenkram
Lædervarer
Legetøj
Turistartikler
Konserves
Toiletartikler
Leverandør til private handlende.
Rekvirer venligst varefortegnelse.
Aretisk Handelsselskab
Allegade 19 — København F
Telegramdresse: Sparlindco
Import — Fabrikation — Eksport
OM en af Danmarks mest
kendte middelalderlige
kirker siger sagnet, at den
hver julenat flytter sig et
hanefjed ind i landet for
ikke at styrte ned fra den stejle klint,
hvor den er beliggende..
Det er snart et halvt århundrede si-
den, den sidste gudstjeneste fandt sted
i den gamle kirke, der er en af lan-
dets berømteste — og en af de aller-
mindste ...
Ja, så har De vel allerede gættet at
det er Højerup Kirke på Stevns Klint
i Præstø Amt, der er tale om — en af
de mest sagnomspundne kirker i Dan-
mark! Takket være et omfattende sik-
ringsarbejde, står det meste af den
historiske kirke endnu på randen af
den stejle kridtklint og man kan end-
nu den dag i dag vandre om i det gam-
le kirkerum, hvor længst henfarne og
mere fromme slægter end vor, har
dvælet.
Skønt vandre er måske næppe
det rigtige udtryk — kirkerummet er
ikke ret meget større end en velvok-
sen spisestue og der har næppe været
plads til mere end ca. 80 mennesker.
I århundredernes løb har havet ædt
klinten bort under Højerup Kirke og
adskillige skred har været følgen. Det
sidste fandt sted i 1928 — 18 år efter
den sidste gudstjeneste i den sagnrige
kirke. Det var også det største af de
mange klinteskred: En tidlig morgen
løsnede den udhængende klinteblok
sig og rev kirkens kor og kirkegår-
dens yderste gravrækker med sig i dy-
bet.
Der, hvor koret engang stod er nu
anbragt en muret altan med jernræk-
værk. Står man på den, befinder man
sig bogstavelig talt på randen af en
afgrund — over tyve meter nede lig-
ger stranden.
Få kirker i vort land er så indspun-
det i sagn og digtning som Højerup
Kirke på Stevns: den figurerer således
i Thiele’s „Danske Folkesagn", hvor
det hedder:
„En skipper, som engang var i havs-
nød lige udenfor Stevns Klint, gjorde
det løfte, at han til vartegn for andre
ville bygge en kirke på klinten, så-
fremt han selv undgik den fare, hvori
han var stedt. Han holdt sit løfte og
byggede Højerup Kirke, og man ser i
kirken til tegn herpå et forgyldt bille-
de af en mand, der holder et anker.
Men kirken står så yderligt på klin-
ten, at man i klintbruddet stundom ser
fremstikkende dødningeben. Vel måt-
te man da frygte for, at den omsider
vil styrte ned, men hver julenat hop-
per den et hanefjed ind i landet".
Lidt syd for kirken har der i århun-
dreder været en fordybning i den høje,
stejle klint — „Klintekongens Hule" -,
hvor der ifølge sagnet skal have væ-
ret opholdssted for sørøvere. De lokal-
historiske sagn er mange — ikke ale-
ne beretter de om Klintekongen eller
Elverkongen (som der på egnen er
identiske), men også om elverpiger og
havfruer.
Alle disse lokalhistoriske sagn og de
halvhistoriske sagn om Christian IV,
har J. L. Heiberg med stor kyndighed
benyttet som grundlag for sit dejlige,
folkekære skuespil „Elverhøj", hvor
Højerup kirke på Stevns ligefrem er
af central betydning for den sindrigt
spundne handling.
De gamle sagn og folkeviser om el-
verfolket og de mere eller mindre på-
lidelige sagn og småfortællinger,
hvormed folkets kærlighed har om-
spundet Fjerde Christian, har Heiberg
fået til at smelte sammen i en storar-
tet harmoni .. det er forbavsende, så
han har fået sagnverdenen fra denne
egn til at passe sammen med den hi-
storiske tradition om Christian IV og
skabt denne skønne helhed som er
,1----------—
Af PREBEN BRINK:
Kirken,
der
flytter
Iwer nat
...med raser stormen, går den
vilde søgang, da sidder han på
Stevens hvide klint, som klinte-
konge med sit spir i hånden, og
ser med lyst, hvorlunde skibe
strande..
(Heiberg, „Elverhøj", 1. akt. 3.
scene).
------------—---------1
„Elverhøj", dette fuldkomne og form-
skønne skuespil i dansk litteratur.
Moder Karens beskrivelse af Høje-
rup kirkegård stemmer således helt
overens med den historiske virkelig-
hed. Både fra Thiele’s „Folkesagn" og
fra Peter Syv’s berømte folkevisesam-
ling fra 1695 kendte Heiberg sit sagn-
stof, og han har ganske givet været
bekendt med Peder Syv’s antegnelse
til folkevisen „Hr. Oluf han rider —
hvori det hedder:
„Der holdes for, og gemen mand tror
det endnu, at der var en ellekonge i
Stevns, og at der måtte ingen anden
konning komme derind, men Christian
IV havde været her nogle gange og
gjort således denne mening til intet".
Da Christian IV havde overskredet
Tryggevælde å for at gøre ende på
denne overtro, dannede der sig straks
det nye sagn, at kong Christian havde
afsat elverkongen og ladet ham inde-
mure i et kammer i Store Heddinge
kirke.
Når man betragter den skønne kyst-
strækning oppe fra den bratte skrænt,
forstår man godt, at svundne tiders
mennesker har befolket disse natur-
omgivelser med overjordiske væsener;
gennem det usandsynligt gennemsig-
tige vand er det næsten, som om man
ser den havfrue, sagnet og Heiberg ta-
ler om.
Det er selve klinten, der har leveret
materialet til Højerup Kirke såvel
som til mange andre kirker på Stevns
— kridtkvadre. Skibet og det nu ned-
styrtede kor daterer sig helt tilbage til
ca. 1250, og en hel del kunne tyde på,
at sagnet om, at kirken er bygget af
en skipper i havsnød, har sin rod i vir-
keligheden. Kirken — fra første færd
sikkert kun et lille kapel — var oprin-
delig indviet til St. Clemens, de søfa-
rendes helgen og beskytter. Herved
forklares også den ejendommelige be-
liggenhed, der jo kun dårligt passede
for en sognekirke.
Man mindes den dramatiske scene
i „Elverhøj", hvor skattegraveren —
jægeren Mogens — udfritter den klo-
ge gamle mor Karen:
— . . Fortæl igen, hvad er det, man
skal gøre, når hist i Stevns man hæve
vil en skat?
Og mor Karen fortæller:
— .. men kirkegården svinder be-
standig mer og mer for havets vælde.
De lange knogler af begravene døde
for lyset vise sig på klippesiden, og
mangen arm, så bleg som fjeldets
kridt, med visne fingre peger over sø-
en. .
.. Ved midnatstid, man kryber op
ad klippen .., derpå kan løsner tre
knogler, bringer dem til stedet hen,
hvor skatten nedlagt er; man op den
graver, og ingen trolddom kan da
skjule den for øjet eller hånden.
Fremfor noget andet har Højerup
Kirke fået ry ved sagnet om, at den
een gang om året flytter sig:
Nu skyller havets bølger mod klin-
tens fod og rive store stykker ud af
klippen; snart ville kirken styrte ned,
om ikke hver julenat den flyttede sig
indad så meget som et hanefjed.
Ja, det er jo et poetisk udtryk for
den langsomhed, hvormed havet og
frostsprængningerne i tidens løb har
undermineret klinten ved at udhule
dens nederste lag, det bløde skrive-
kridt; i modsætning til dette er den
overliggende kalksten overordentlig
vejrbestandig. Medens kridtet efter-
hånden tæredes bort forneden og
skylledes bort af brændingen, blev
kalkmassen hængende til de store
nedstyrtninger fandt sted.
I 1767 skete der et sådant, og udhu-
lingen fortsattes langsomt men sik-
kert. Det ældste billede fra kirken —
fra 1675 — viser, at man allerede den-
gang havde måttet flytte den yderste
kirkegårdsmur indefter, og i 1892 var
udhulingens inderste punkt helt inde
under den østre kirkegårdsmur.
I 1905 fandt der et større skred sted
og i 1910 endnu et, således at man
måtte lukke kirken for gudstjeneste.
Der var nu overhængende fare for,
at kirken på den undergravede klint
kunne styrte i havet hvad dag, det
skulle være. Egnens beboere vidste, at
de en dag — måske en nat — ville bli-
ve uhyggeligt opskræmte af et ilde-
varslende brag, og så ville de være
klar over, hvad der var sket: Det, de
havde ventet hver dag i lange tider ..
den gamle, sagnrige Højerup kirke
sunket i grus.
Man sendte et par ingeniører til
Stevns og der blev udarbejdet et pro-
jekt til sikring af kirken — (det var
beregnet til 19.000 kr.) — men man
fandt det for bekosteligt, og det blev
derfor bestemt, at kirken „skal beva-
res så længe som muligt", hvad der jo
i virkeligheden blot ville sige, at den
(Fortsættes forneden næste side)
26