Atuagagdliutit - 09.04.1959, Blaðsíða 6

»Elleve år, før vi
atter ser fjernsyn...«
Men Grønlands første plankeværksseer klager ikke over sendetiden
Det hele begyndte, da huset i Godthåb brændte...
I Danmark klager man over fjern-
synets korte sendetid. — To en halv
time om dagen — det er alt, alt for
lidt, råber de utålmodige fjernseere,
der helst ville kigge-lytte hele døgnet
rundt.
De ville ha’ godt af at lære radio-
forhandler Otto Winstedts TV-forhold
at kende ..
Otto Winstedt er nok verdens mest
tålmodige fjernseer. For fjorten dage
siden blev billedet på hans skærm
svagere og svagere for til sidst helt at
forsvinde. Med sindsro slukkede han
for kontakten og sagde: — Nå, nu kan
vi godt slappe lidt af. Nu varer det
elleve år, før vi atter kan invitere gæ-
ster på fjernsyn!
Solpletterne hersker over planke-
værksseeren
— Hvert ellevte år er der nemlig —
uvist af hvilken grund — særlig man-
ge pletter på solen. Og det er de plet-
ter, der betinger, at også jeg her i
Godthåb til min aftenkaffe kan få en
lille bid af den øvrige verdens TV-
kagel fortæller Grønlands første
fjernseer.
Der er ganske vist et spinkelt håb
om spredte glimt henimod november-
december i år, men helt godt bli’r det
ikke. Men hva’. Man kan jo ikke så
godt tillade sig at forlange det bedre,
når man ikke betaler licens ..
Værre til at drikke
end grønlænderne
For ikke ret længe siden, hørte vi
gennem radioen, at grønlænderne var
bedre i stand til at nyde spiritus end
danskerne. Det var jo sådan, at vort
spiritusforbrug var tre gange Dan-
marks forbrug. Mon det kan være rig-
tigt? Lad os lige tænke os om, Dan-
mark har 4 miil. indbyggere, og Grøn-
land har 26.000 indbyggere. Når man
så ser, at der er så få mennesker i
Grønland, kan man ikke lade være
med at protestere. De, der tæller op,
hvor stort forbruget er, har sikkert
ikke tænkt på alle de fremmede, der
befinder sig i Grønland, de mange fi-
skere, og endelig de mange udsendte
håndværkere og arbejdere. De frem-
mede har den vane, at de på lørdage
og søndage tager ind til større byer,
endvidere tager fiskerne i land i deres
fritid for at drikke. Foruden de frem-
mede er der mange danskere, der el-
sker at drikke, og de er værre til det
end grønlænderne. Vi bryder os ikke
så meget om, at det kun er grønlæn-
derne, der bliver påpeget, når der er
tale om spiritsumisbrug. Når vi hører
om den slags, kan vi ikke lade være
med at tænke på vore landsmænd, og
hvad kommer grønlænderne med af
svar, vi lytter, men forgæves! Grøn-
lænderne er for tilbageholdende, dette
kan måske sammenlignes med en
hund, der tuder, man taler til hunden,
men den reagerer ikke. Det er ikke
godt. Grønland burde kende bedre til
ansvar, hvis ikke det sker, kan vi
grønlændere ikke blive taget i be-
tragtning.
Svend Petersen, Godthåb.
I november-december sidste år —
i det geofysiske år — var det imidler-
tid meget fint. Jeg så næsten daglig
BBC — og hverken billede eller lyd
kunne næsten være bedre i London!
Begyndte, da huset brændte ..
— Hvornår begyndte De på dette
plankeværkskiggeri?
— Det begyndte egentlig, da der var
ild i mit hus for to år siden.
Oppe på loftet, hvor det brændte
allerværst, havde jeg en almindelig
kortbølgemodtager stående.
Den så ikke køn ud, da brandvæsnet
omsider kørte hjem. liden havde øde-
NINA OG FREDERIK —
Med de første skibe i år er de nye
forsyninger af spillefilm til Grønland
begyndt at komme. Vi vil her foretage
en præsentation af, hvad man i det
kommende år, kan få at se i biogra-
ferne. Det skal bemærkes, at denne
gennemgang ikke må tages som vejle-
dende for i hvilken rækkefølge, eller
på hvilket tidspunkt den enkelte film
bliver vist i de grønlandske biografer.
„Verdens rigeste pige" er den første
af årets film. Den har allerede vist i
enkelte byer. Det er et fikst dansk
farvelystspil med det populære calyp-
sopar NINA og FREDERIK. Af andre
medvirkende er der grund til at næv-
ne Gunnar Lauring og Birgitte Brun
samt Poul Reichhardt, — alle velkend-
te i Grønland. Filmen var i Danmark
en betydelig succes.
Dansk film er iøvrigt ret stærkt re-
præsenteret i de første sendinger. Så-
ledes kan nævnes den ældre „Biskop-
pen" med bl. a. Ib Schønberg, Inge-
borg Brams, Edvin Tiemroth, Lis
Smed, Petrine Sonne og Hans W. Pe-
tersen. Filmen er en hyggelig lystspil-
idyl for hele familien.
Af omtrent samme årgang (1941)
kan nævnes „Thummelumsen" med
Peter Malberg i titelrollen. Filmen ud-
spilles i Fjordby, en lille dansk køb-
stad på godt og ondt. Handlingen er
bygget over to af forfatteren Gustav
Wied’s bøger „Livets ondskab" og
„Thummelumsen". Af øvrige medvir-
kende ses Axel Frische bl. a. kendt
her fra „Den kloge mand" og „Blå-
vand melder storm", Gerda Madsen,
Hans Kurt og Lis Smed m. fl.
„Far til fire og ulveungerne" er og-
så med på årets plan. Den behøver
vist ingen anden præsentation, end at
den bygger videre på traditionerne
fra tidligere film af samme serie.
„Andre folks børn" er en nyere film
om en dansk landbofamilie, der i sko-
leferien tager syv københavnerbørn til
sig som feriebørn, — med Inge Åsted
som legetante og musen Hannibal som
skjult legekammerat. Filmen skildrer
nogle af de problemer, der møder stor-
bybørn, som er vokset op under trange
iagt alle ledninger, og modtageren var
blevet fyldt med vand under sluk-
ningsarbejdet.
Jeg nænnede imidlertid ikke at
smide den ud, men stillede den op på
en hylde i værkst ‘det. Der stod den
fjorten dage og løb af.
Da den omsider var blevet tør, skif-
tede jeg ledningerne ud og satte for
sjovs skyld strøm til.
Og minsandten om den ikke gav sig
til at snakke!
Det var en engelsk slation, der kom
ind. Jeg var noget forbavset — og for-
bavselsen var ikke mindre, da jeg så,
hvilken frekvens, modtageren var
indstillet på.
OG MUSEN HANNIBAL
forhold. Filmen er uden glamour og
er en hyldest og en anerkendelse af
den medmenneskelige indsats, der gø-
res af mange danske landbofamilier
ved at åbne deres hjem for storbyens
børn.
Den danske kriminalfilm „Smede-
stræde 4“ får vi at se iår. Filmen er
forbudt for børn.
Endvidere kan nævnes „Medens sag-
føreren sover" fra 1945 med Chr. Ar-
hoff, Beatrice Bonnesen, Gunnar Lau-
ring og Poul Reichhardt. Det er et
dansk lystspil. I samme genre kom-
mer „Far betaler" fra 1946 med Gun-
nar Lauring, Helge Kjærulff-Schmidt,
Preben Neergaard og Kjeld Petersen.
Den forholdsvis nye danske film
„Seksdagesløbet", der skildrer denne
blanding af sport, spænding og penge
fra Forum i København, hvor filmen
har vakt betydelig opsigt og er blevet
godt modtaget.
Den sidste danske film vi i første
omgang skal stifte bekendtskab med
er børnefilmen „Palle alene i verden"
efter Jens Sigsgaards bog. Titelrollen
spilles af Lars Henning-Jensen, bl. a.
kendt fra „Ditte menneskebarn" og
„De pokkers unger".
Filmen vises som dobbeltprogram
sammen med „Vær hilset, venner". Et
hold af Walt Disney’s tegnere og for-
fattere er på en rejse til Sydamerika,
for at samle stof til en ny film. Vi føl-
ger deres rejse og ser nogle af de re-
sultater, disse dygtige tegnere får af
deres indtryk i det fremmede.
Disney er iøvrigt atter i år stærkt
repræsenteret, således kan nævnes
følgende af hans tegnefilm: „Ichabod"
og „Mr. Toad", „Bongo", „Mickey
og bønnestagen", „Spil for mig",
„Askepot" og endelig spillefilmen
„Højlandets helt Rob Roy".
Fra Amerika kan vi vente „Skatte-
øen" efter Stevensons roman, der iøv-
rigt snart udgives på grønlandsk. Vi-
dere „Robin Hood og hans lystige
svende". Endelig kommer det engelske
kriminallystspil „Bussen, der for-
svandt", den tyske „Robinson skal
ikke dø" og den franske „To i Paris".
Jeg prøvede igen på samme tids-
punkt næste dag — og stationen var
der stadig.
„Skriv fil denne adresse .."
Det er imidlertid ingen hemmelig-
hed, at jeg blev helt underlig til mo-
de, da jeg hørte den kvindelige spea-
ker slutte udsendelsen med ordene: —
Og så kan De skrive til denne adres-
se ..
Og så ikke mer. Så var jeg klar
over, at hun måtte holde et eller andet
frem, at det med andre ord var lyden
fra en TV-station, jeg havde fået
ind ..
Det gav mig blod på tanden. — Må-
ske er der også chance for at få bille-
de på, tænkte jeg — og omgående te-
legraferede jeg efter en fjernsynsmod-
tager udstyret med det særlige engel-
ske linje-antal på billedroret.
De blev noget konfuse derhjemme
— men da de fik bekræftet, at det var
alvor, kom der omsider et apparat.
Det virkede bare ikke. Det havde ta-
get skade under transporten, og na-
turligvis havde fabrikken glemt at gi-
ve mig et diagram med — midt i al
deres forvirring over, hvad jeg skulle
med et fjernsynsapparat på Grønland.
Inden jeg selv fandt ud af, hvad der
var i vejen, var den engelske station
imidlertid forsvundet.
Til koncert i London —
Så stod apparatet og så pænt og
unyttigt ud et halvt års tid.
Pludselig en dag var lyden der
imidlertid igen på kortbølgemodtage-
ren. Hurtigt fik jeg rigget fjernsyns-
apparatet og min særlig hjemmekon-
struerede antenne til — og så var den
der!
En sød kvindelig speaker tonede
frem på skærmen og forkyndte, at nu
førte BBC sine seere til koncert.
Og så sad jeg ellers og så og hørte
The Royal Philharmonic Orcestra den
halve eftermiddag og aften ..
— Hvad får De nu aftenerne til at
gå med, når De ikke kan være i Lon-
don?
—Så gar jeg i gang med min radio-
sender. I går talte jeg med en brasi-
lianer — og forleden havde jeg kon-
takt med en dansker, der spurgte, om
jeg ikke kendte en malermester Bier-
mann i Godthåb. Så måtte jeg ned ef-
ter ham, så han kunne snakke med
sin familje. Ork, jo — jeg skal skam
nok få de elleve år til at gå ..
—p s.
Om folkeflytninger
I „Grønlandsposten“s nr. 22 af 1958
er en indsender under overskriften
„Bedre redskaber til fiskeri" inde på,
om ikke KGH kunne etablere en bedre
service for folk fra nordlige distrik-
ter, der ønsker at arbejde ved fiske-
riet. Det skulle synes en klog og sim-
pel foranstaltning til lige gavn for
Handelen, fiskeriet og de folk, der fik
beskæftigelse — således altså for hele
det grønlandske samfund. Jeg har en
gang, medens jeg var handelsbestyrer
ved Prøven, forsøget at sende folk ned
til Claus Sørensens daværende fiskeri-
station ved TovKussaK, men myndig-
hederne fandt ikke da tidspunktet be-
lejligt, og jeg har mange år efter, da
jeg selv blev stationsleder ved samme
TovKussaK, der i mellemtiden er ble-
vet hvalstation, drevet virksomheden
der med overvejende nordgrønlændere
ud fra den betragtning, at disse så-
ledes fik godt lønnet arbejde og en
mulighed for at slå sig ned i Sydgrøn-
land, om livet der tiltalte dem. Tilmed
medførte denne ordning, at de syd-
grønlændere, som ellers skulle være
fremskaffet til hvalstationen, nu fik
lov til at blive ved deres hjemsteder,
hvor der oftest var livsmuligheder
nok enten som fiskere eller arbejde
under fiskenes behandling.
Jeg mener fremdeles, at nordgrøn-
lænderes sommerbeskæftigelse på
Sydgrønlands fiskepladser burde være
mere aktuelt, og at man fremdeles
burde have for øje, at sæsonbeskæf-
tige folk fra Upernaviks og Umanaks
distrikter på sydligere pladser, hvor
(Fortsættes side 20)
HVAD VI SKAL SE I
Grønlands biografer
6