Atuagagdliutit - 06.05.1959, Blaðsíða 4

Grønland må ikke blive
en administrativt dirigeret
velfærdsstat!
Afskedssamtale med i. Klsbye Møller om „det offentlige" og „det pri-
vate", om Rofary, om advokater i Grønland, om decentralisering af
grønlandsadminisfrafionen og dansk-grønlandsk samarbejde
Landsdommer Jørgen Kis
Møller har forladt Grønland
ter godt otte års tjeneste
Før afrejsen bad vi Kisbye i\
ler, der nu er bydommer i I
ding, om at fremsætte ni
åbenhjertige udtalelser om t
som han fandt det væsentlig
sige noget om. Resultatet ses
— Jeg tror, at man i Grønland skal
vogte sig for at skabe en administra-
tivt dirigeret velfærdsstat. Jeg tror, at
det offentliges støtte klart må afgræn-
ses, sådan at det private initiativ får
sit fulde spillerum.
Udtalelsen er den afgåede lands-
dommer Jørgen Kisbye Møllers, og
den faldt i en afskedssamtale med
A/G, før Kisbye Møller efter godt otte
års tjeneste i Grønland rejste til Dan-
mark for at blive bydommer i Kol-
ding.
Ikke formynderskab
— Hvad er nu det for en barsk ud-
talelse, hr. Kisbye Møller?
— Barsk eller ikke barsk, — jeg sy-
nes, det er en imponerende indsats,
der gøres fra det offentliges side på
talrige områder, men med tanke på
tiden fremover, tror jeg, at vi er inde
på noget væsentligt her. Ligesom en
fornuftig arbejdsdeling er uundværlig
på den enkelte arbejdsplads, er den
det også i samfundet og altså også i
forholdet „det offentlige" og „det pri-
vate". Lad os nu tage det kulturelt-
oplysningsmæssige felt heroppe: Jeg
synes, at det er udmærket med kultur-
råd og kulturudvalg, men engang
imellem synes disse organer at have
misforstået deres opgave. Man får
indtryk af, at de mener, at de skal
gøre det meste arbejde selv og be-
stemme over en hel del af resten. Men
grænsen mellem offentligt og privat
må ligge klart optrukket, og det pri-
vate initiativ må ikke hæmmes eller
sættes i bur. Også hvad vilkårene for
bolig- og erhvervsstøtte angår, håber
jeg, at man vil lægge stigende vægt
på, at det er lån, ikke hjælp, og så
indskrænke det offentliges ret over
husene; betaler ejeren, hvad han skal,
må han kunne bruge huse og både,
som han vil, han må føle, at det er
hans. Også hvad socialhjælpen angår,
håber jeg, at tendensen vil gå fra de
ganske frie skøn over „trang" mod ret
til bestemte ydelser; altsammen fordi
jeg tror det vil fremme folks selvre-
spekt. Hjælp og vejledning skal gives,
men der skal ikke ydes formynder-
skab!
— Energisk indsats af „offentlige
råd" og af tordenskjolds soldater i
disse råd kunne måske skyldes, at det
private initiativ ikke netop maser
sig på?
— Jeg tror ikke, at man kan lade
sig nøje med den forklaring, selv om
det er en kendsgerning, at man ofte —
endnu — hos vore grønlandske lands-
mænd savner initiativ og organisa-
tionsevne. Alligevel: Fordelingen mel-
lem privat initiativ og administrativ
indgriben bør blive rimeligere.
— Har De selv haft private skuffel-
ser på dette felt?
— Når De spørger, var jeg vel i og
for sig lidt skuffet, da jeg i sin tid
efter 4—5 års arbejde med studie-
kredse og foredragsrækker i Godthåb
trak mig tilbage og derefter var vidne
til, at intet blev gjort for at fortsætte
dette arbejde, der havde haft bud til
så mange. Kulturudvalget gjorde in-
genting, og man bad ikke mig fortsæt-
te, da det viste sig, at nyt initiativ
ikke dukkede op.
Rotary-tanken ikke død
— De har gjort Dem til talsmand
for nye kontaktformer og har jo
blandt andet med redaktionen disku-
teret Rotary?
— Jeg mener stadig, at vi dengang,
da Rotary-tanken blev fremlagt, var
genstand for, skal vi kalde det mis-
forståelser. Og jeg mener stadig, at
der i en voksende by som Godthåb er
brug for et sted, hvor institutionsle-
derne kan træffes og tale ud, hvor
danske og grønlændere kan lære hin-
anden bedre at kende, og hvor døren
kan blive slået op til den store verden
i kraft af Rotarys internationale for-
bindelser. Jeg kan da også sige, at
tanken om Rotary i Grønland ikke er
opgivet. Forudsætningen for gennem-
førelse er, at folk i tilstrækkeligt an-
tal erkender, at de gennem Rotary kan
få noget, de ikke kan få gennem de
mange andre værdifulde former for
kontaktarbejde.
Nogle fal
— Hvorfor tog De til Grønland i
sin tid?
— Jeg har altid interesseret mig for
mindretalsproblemer og så ville jeg
samtidig gerne med til som et led i
nyordningen at opbygge et nyt, moder-
ne retssystem med uafhængige dom-
stole.
— Har De fra landsrettens side gen-
nem dommene forsøgt at påtvinge
grønlænderne en „dansk retsfornem-
melse".
— Overhovedet ikke. Landsretten
blander sig aldrig i kredsretternes
konkrete afgørelser, — og forresten
kan man jo se på tallene: i gennem-
snit har vi de sidste år haft et halvt
hundrede landsretssager om året, og
af dem er en femtedel endt med stad-
fæstelse af kredsretsdomme, to femte-
dele med meget små ændringer af
kredsretsdommene, mens væsentlige
ændringer i kredsretsdommene kun
Landsdommer Jørgen Kisbye
Møller har forladt Grønland ef-
ter godt otte års tjeneste her.
Før afrejsen bad vi Kisbye Møl-
ler, der nu er bydommer i Kol-
ding, om at fremsætte nogle
åbenhjertige udtalelser om ting,
som han fandt det væsentligt at
sige noget om. Resultatet ses ved
disse linjer, men Kisbye Møller
tilføjede, at han lige så vel hav-
de kunnet fremføre en lang ræk-
ke udelukkende positive be-
tragtninger, der måske bedre
havde dækket hans glæde over
de otte års arbejde i Grønland.
er foretaget i to femtedele af de, be-
handlede sager. De fire femtedele af
landsrettens arbejde har været at sik-
re, at sagerne blev fremmet og be-
handlet på den rigtige måde, organi-
serende og alment vejledende. Forre-
sten synes jeg, at mødet mellem dansk
juridisk tænkemåde og grønlandske
lægdommeres tænkemåde er foregået
harmonisk i enhver henseende.
Brug for advokater
— I et radioforedrag fornylig kom
De ind på advokatspørgsmålet?
— Jeg synes, at man savner et led i
retsvæsenet heroppe, nemlig advoka-
terne. De forskellige myndigheder kan
ikke overkomme og skal vel heller
ikke i det lange løb påtage sig rets-
hjælpen, som uafhængige advokater
bedst vil kunne yde befolkningen. Jeg
er enig med advokatrådet i, at rets-
hjælp til ubemidlede må være en of-
fentlig opgave, og at de forholdsvis
små omkostninger ved placering af en
eller to uafhængige advokater i Grøn-
land derfor ikke burde være det af-
gørende.
Ikke indavl i Grønlandsministeriet
— Hvorfor rejser De heroppefra?
— Absolut ikke af utilfredshed, min
familie og jeg har haft lykkelige år
heroppe, Grønland er blevet en ople-
velse for livet, men jeg har altid tænkt
mig — både af private og faglige
grunde — at ville fortsætte min livs-
gerning i Danmark. Forresten mener
jeg, at det er et rigtigt princip, som
vel hører med til nyordningen — at
folk efter en passende tid heroppe sik-
res rimelige stillinger hjemme og bli-
ver erstattet med frisk blod og nyt
initiativ. Det er af stor samfundsmæs-
sig betydning, at friske øjne med mel-
lemrum ser tingene fra de forskellige
poster her i landsdelen. Placeringen
må først og fremmest bestemmes af
de rent faglige kundskaber, — grøn-
landskendskab bør naturligvis være et
plus, men kan dog også erhverves ef-
terhånden. Der kan være undtagelses-
tilfælde, men den almindelige linie ved
besættelse af de højere juridiske stil-
linger må — ligesom når det gælder
læger, tekniken, pressefolk o. s. v. —
være, at anciennitet i Grønlandsmini-
steriet ikke kan være afgørende, men
om vedkomfnende opfylder betingel-
serne for at få en tilsvarende stilling
i Danmark.
Og iøvrigt — stadigvæk af hen-
syn til Grønlands fulde ligestilling
med det øvrige rige — mon ikke
tiden er inde til at genoptage den
på mystisk vis forsvundne tanke
om en udstikning til fagministe-
rierne af visse sagsområder i Grøn-
land. Efter min mening kunne f.
eks. rets- og politivæsnet heroppe
med fordel underlægges justitsmi-
nisteriet nu! I hvert tilfælde vil ti-
den være inde til, at der lægges en
langsigtet plan for de forskellige
sagsområders overgang til de re-
spektive fagministerier.
Isolationsfølelsen
— Er tiden faldet Dem lang i Grøn-
land?
— Nej, jeg synes, at tiden er fløjet
af sted. Det har været krævende, men
lykkelige år. De lange rejser, arbej-
dets øvrige krav og ved siden af fri-
tidsindsatsen i oplysningens tjeneste.
Hvad der slider mest på en dansker
heroppe er vel den isolation, der trods
de mange tekniske forbedringer fort-
sat eksisterer. Vi ved alle, at man van-
skeligt kan komme til at afreagere si-
ne små irritationer. Den lukkede at-
mosfære kan betyde dels, at myg tit
bliver til elefanter om ikke andet så i
ens egen bevidsthed, — og dels at det
bliver GRØNLAND man diskuterer i
tide og utide, mens det er svært at få
en samtale i gang om andre interesse-
felter. Jeg har i denne isolationsfor-
nemmelse følt radioens virksomhed,
dens nyheder og kommentarer til be-
givenheder i Danmark og helt ud til
verdens fjerneste afkroge som en ge-
vinst og en håndsrækning. Men der er
også mange plusser: Uafhængigheden
i arbejdet, de mange mennesker fra
andre fagområder, man kommer mere
i berøring med end i Danmark og ikke
mindst den jævne menneskelighed,
man møder både fra grønlandsk- og
dansktalende. Og i stilheden heroppe
har jeg tit følt vor europæiske kultur
mere dyrebar end hjemme, hvor den
drukner i jaget og larmen. Iøvrigt har
det været morsomt gennem latinun-
dervisning, vist den første i Grønland,
at give en smule af vor europæiske
kulturarv til unge grønlændere — og
se, hvor fint de også på dette specielle
felt kan klare sig mellem andre
danske.
Dansk-grønlandsk samarbejde
— Til sidst: De kom herop også for-
di De havde interesse i mindre tals-
problemer. Hvor er man efter Deres
mening henne i det dansk-grønlandske
samarbejde.
— Jeg mener, at der fra begge sider
vises god vilje og at man følgelig kan
pege på mange lykkelige samarbejds-
resultater. Kontakten mellem de to be-
folkningsgrupper er ved at skifte ka-
rakter, sådan at man ikke deler sig
efter folkeligt tilhørsforhold, men efter
arbejdsmæssige, „sociale" skillelinjer.
Det er „moderniseringens vilkår", der
kan og skal dæmpes gennem børne-
havers, skolers og foreningers tilbud
om mødesteder. Fra grønlandsk side
viser man efter min mening engang
imellem en overfølsomhed eller til-
bageholdenhed, der kan bunde i, hvad
man kunne kalde „mindretalsmindre-
værdskomplekser". De bør forsvinde!
Sprogligt er jeg tilhænger af Augo
Lynges rigssprogstanke, — og forre-
sten tror jeg ikke, at grønlænderne
sprogligt eller kulturelt skal frygte,
at det grønlandske særpræg vil for-
svinde. Grønlands geografiske belig-
genhed og det grønlandske folks styr-
ke er garanter herfor ..
Fel.
4