Atuagagdliutit - 06.05.1959, Blaðsíða 24

Beskyttelse af ren-semler og kalve
- udvidet jagt på bukke
(Fortsat fra side 14)
Vinternedbøren har i de sidste 100 år
forskudt sig nordover, og vintertem-
peraturen er steget. Herved er faren
for overisning også rykket nordover
— og selv om overisning og megen
sne kan være farlig sydpå, så er disse
faktorer endnu farligere nordpå, hvor
vinteren er længere. —
Grunden til den store ren-periodes
bratte afslutning 1850—60 må bl. a. sø-
ges i klimaets tiltagende ustabilitet.
I 1850-erne bredte sig en hård kulde-
periode ned over Vestgrønland. De
store renflokke må have gjort svære
indhug i fjeldvegetationen, der nu med
den tiltagende kulde ikke længere for-
måede at forny sig i takt med afgræs-
ningen. Renerne sultede om vinteren,
tilvæksten svigtede, og rens jægerne,
der var vant til de store fangster, har
været skånselsløse overfor den sidste
rest af den meget svækkede renbe-
stand.
Omkring 1860 synes situationen at
have været følgende: Fjeldet var næ-
sten blottet for renens vinterføde, der
kræver lang hviletid for at forny sig.
Kuldeperioden nedsatte sommerned-
børen, og dermed også sommervegeta-
tionen, så renerne heller ikke har haft
nogen særlige fedtreserver at begynde
vinteren med. Jægerne har strejfet
længere og længere omkring for at få
bytte uden at være klar over, at re-
nerne i forvejen havde svært nok ved
at klare sig. —
Omkring 1870 havde Vestgrønland
en ny klimatisk opgangsperiode. Ræ-
vene fulgte klimasvingningen og blev
talrige, men renerne kom ikke med.
Dels har bestanden været for langt
nede, dels har fjeldvegetationen end-
nu ikke været tilstrækkeligt fornyet
til at føde en større renbestand. —
Opgangen kvalt i starten
Først den næste klimatiske opgangs-
periode omkring 1910 havde renerne
held til at udnytte. Renbestanden til-
tog på hele kysten fra Frederikshåb
til Upernavik og kulminerede ca. 1914
med fangst af ca. 2800 dyr som årligt
gennemsnit for en 10-årig periode,
hvilket næppe har været mere end
1/10 af den årlige fangst i 1840-perio-
den.
Når renen i 1914-perioden ikke nåe-
de det helt store maximum, har år-
sagen dels været, at rensjægerne hav-
de bedre våben og bedre muligheder
for befordring, samt at renen til trods
herfor stadig var fredløs i Grønland.
Opgangen blev næsten kvalt i starten.
En vigtig rolle spillede desuden selve
terrænet, idet det bedste renterræn i
1840-perioden lå i de store landområ-
der omkring Holsteinsborg, mens det
i dette århundrede ligger sydligere,
hvor landområdet er meget mindre.
Medvirkende til det ringe opsving i
1914-perioden har det også været, at
storisforholdene i dette århundrede
gør det grønlandske vinterklima me-
get mere ustabilt, end tilfældet var
omkring renperioden i forrige århun-
drede.
Alvorlig hindring lang tid endnu
Sålænge dette ustabile vinterklima
fortsætter — og det vil det sandsyn-
ligvis gøre i lang tid endnu — vil det
være en alvorlig hindring for det helt
store opsving i Grønlands renbestand,
selvom vegetationen har haft tilstræk-
kelig hviletid til at bære en større be-
stand. En tamrenbestand har større
mulighed for at trives, fordi renvog-
terne kan tænke for flokken, kan re-
gulere dens størrelse og lede den bort
fra truende områder.
Kulmination i 1988!
Som nævnt i begyndelsen af denne
artikel har der været ca. 74 år mellem
de gode renperioder i Vestgrønland.
Såfremt samme tendens fortsætter,
kan vi vente en ny opgangsperiode i
løbet af en halv snes år med kulmina-
tion i årene op til 1988. Der skulle væ-
re gode muligheder for en sådan ny
renperiode, da vegetationen lige siden
1930 har haft gode vækstbetingelser,
men meget vil komme til at afhænge
af de kommende vintres stabilitet, der
igen er afhængig af vinterstorisen om-
kring Grønland.
En ny opblomstring af renbestanden
vil desuden være afhængig af, om be-
standen får tilstrækkelig fred til at
sætte opsvinget i gang. Vestgrønland
er i øjeblikket midt i en kuldeperiode,
der i indlandet gør sig gældende helt
ned til Sydvestgrønland. I alle tidli-
gere nedgangsperioder har renerne
klaret sig bedst i distriktet omkring
Sukkertoppen, hvilket har givet sig
udslag i, at jagtudbyttet er steget i
Sukkertoppen-distriktet i forhold til
distrikterne mod nord og mod syd. Så-
danne kuldeperioder har vi haft om-
kring 1820, omkring 1855, omkring 1920
og i øjeblikket. Det er således den nye
kuldeperiode, der for tiden får rener-
ne til at koncentrere sig i Sukkertop-
pen-distriktet, mens der er stilstand
nordpå og tilbagegang sydpå. Frem-
gangen i Sukkertoppen-distriktet kan
derfor næppe tydes som nogen reel
fremgang for Vestgrønlands-renbe-
stand som helhed, før en lignende
fremgang også viser sig i Frederiks-
håb- Godthåb- og Egedesminde-Uper-
navik distrikterne.
Områderne NugssuaK og Svarten-
huk deltager muligvis ikke i denne
koncentration omkring Sukkertoppen-
distriktet i de kolde perioder. Kulde-
perioden vil heroppe sikkert dels ned-
sætte renernes størrelse, dels give stil-
stand eller tilbagegang i bestanden.
Der har heroppe været stilstand i ren-
bestanden i en lang årrække.
Vær forsigtig —
Vi vil nu prøve på at drage nytte af
denne oversigt over renens optræden
i Grønland til at tilrettelægge den
bedst mulige fredningstid. Vi må da
ikke lade os vildlede af den gode jagt
i Sukkertoppen-distriktet, fordi vi nu
ved, at den sker på bekostning af jag-
ten nordpå og endnu højere grad syd-
på.Renerne er inde i en vanskelig pe-
riode, hvor man skal være forsigtig
med at reducere bestanden for meget.
Forholdene er vanskelige langs hele
kysten. Der er derfor ikke nogen
grund til at opretholde særfredning
for NugssuaKS vedkommende. Bliver
det nødvendigt med udvidet fredning,
må denne gælde overalt fra Uperna-
vik til Frederikshåb. Spørgsmålet er
nu, om vi kan hjælpe bestanden gen-
nem den vanskelige periode ved en
mere hensigtsmæssig jagt. Det er en
gammel erfaring fra mange steder i
verden og for mange dyrs vedkom-
mende, at hanner klarer sig bedre i
nedgangsperioder end hunnerne. Dels
fordi de er stærkere, dels fordi de er
mere omstrejfende, mens hunnerne er
svagere og mere terrænfaste. Dette er
måske grunden til, at semierne i øje-
blikket er i overtal i Godthåb-distrik-
tet, hvorfor mange tyre strejfer bort
til de mere sikre Sukkertoppen-egne.
Beskyttelse at semier og kalve —
udvidet jagt på bukke
Nye fredningsregler bør derfor sigte
på beskyttelse af semier og sommer-
kalve overalt i Vestgrønland, mens en
udvidet jagt på bukke næppe kan ska-
de bestanden, bortset fra, at der bør
være fred i fjeldet i parringstiden, der
ifølge Jens Rosing begynder ca. 20.
september.
Dyrene bør således have fred fra
midten af september til midten af ok-
tober, mens jagten på bukke sikkert
uden skade kan udvides til 3—4 må-
neder ialt fordelt før og efter par-
ringsfredningen. Dog bør jagten ikke
begynde før 20. juli.
Nær kuldebunden!
Denne fredning af vildrenen vil des-
værre i de kommende år komme til at
gå ud over jægerne i Nordvest- og
Sydvestgrønland. Fra Holsteinsborg og
nordover og fra Godthåb og sydover
vil man først få glæde af en udvidet
fredning, når renerne igen om nogle
år vender tilbage til disse distrikter
i større tal. I de sidste 100 år har
ingen kuldeperiode varet længere end
18 år, og vi er antageligt nær bunden
i øjeblikket.
Det gælder derfor om, at man i de
centrale rendistrikter ikke er for hård
ved renbestanden, så længe denne
koncentrerer sig her. Den større kon-
centration giver jo let indtryk af over-
flod.
Chr. Vibe.
Forskelsbehandling
Det store ord i øjeblikket er jo for-
skelsbehandling, og man kan vel, uden
at overdrive sige, at dette emne nu må
være belyst i alle kroge og set i alle
vinkler.
Det er dog et enkelte punkt, som jeg
forgæves har efterlyst i radioen og
behandlet i den altopsamlende grøn-
landspost.
Hvert år hører man i radioen om, at
endnu en grønlænder højtideligt har
fået overrakt noget sølvtøj for at af-
tjene sin værnepligt i Grønnedal.
Det er muligt at denne tilværelse
bør belønnes, men hvorfor hører man
så aldrig om, at en dansker får sølv.
Den unge grønlænder begiver sig
ganske frivilligt ind til dette liv, hvor-
imod de danske unge mænd tvinges
til soldatertjenesten, og det er han
blevet i mere end hundred år, uden at
historien har meldt, at han er blevet
belønnet af den grund.
Var det mon ikke på tide, nu hvor
man taler så meget om denne forskels-
behandling, at denne operettegestus
ophørte, og at grønlænderen på lige
fod, den fod man på andre områder
efterlyser, springer soldat i lighed med
den unge dansker på nøjagtig de sam-
me vilkår.
Det har undret mig at ingen af de
fremskridtsvenlige og ivrigt krævende
grønlændere, har fået øje på påfal-
dende i, at en grønlænder belønnes
som en cykelrytter for at udføre nøj-
agtigt det samme som enhver ung
dansk soldat, altid har måttet gøre,
uden nogensinde at vente belønning.
Denne uddannelse gives altfor få
grønlændere, som en forberedelse til,
i en eventuel krig, at skulle stå skul-
der ved skulder med sine danske kam-
merater, for at forsvare det land, som
han i øjeblikket kun har krav og atter
krav tilovers for. Var det ikke på tide,
at den unge grønlænder også påtager
sig ulemperne sammen med sine dan-
ske landsmænd, uden at blive beløn-
net for det.
Helga Brun de Neergaard.
Hver eneste Cecil-cigaret kontrolleres
elektronisk med brøkdele af milli-
grams nøjagtighed — derfor er Cecil
altid ensartet rullet. Den lange Cecil
bliver mere og mere populær — det er
den, man glæder sig til, når dagens
pauser nærmer sig ...
-Aå, m djwUd/M Vb dmSi
24