Atuagagdliutit - 07.08.1959, Page 5

Helt legitimt at oprette
»danske« klubber i Grønland
Befragtninger fra Torben Skjerk, Godhavn, i anledning af
A/G-omfalen af klubben i Angmagssalik
I sidste nr. af A/G bragte vi på
forsiden et indlæg af Torben Skjerk,
Godhavn, hvori indsenderen tog af-
stand fra A/Gs behandling af spørgs-
målet vedrørende „Klubben i Ang-
magssalik". A/G, der ikke har noget
at føje til eller trække fra sin op-
rindelige stillingtagen til spørgsmå-
let på nuværende tidspunkt, men
fortsat venter en fornuftig klaring
af spørgsmålet, bringer her indlæg-
gets fortsættelse, der rummer Tor-
ben Skjerks argumentation for de
indledningsvis fremførte synspunk-
ter, der især rummede en anke over
A/Gs oprindelige overskrift i nr. 9.
Nu kan man vel også gøre for stort
et nummer ud af formen på en over-
skrift, men der er noget andet i hele
denne Angmagssalikklubhistorie, der
synes ganske afgjort væsentligt.
Før jeg fortsætter, må jeg gøre op-
mærksom på, at når jeg berører
spørgsmålet, skyldes det ikke noget
personligt ønske om at forsvare klub-
ben, idet jeg selv hverken har boet el-
ler bor i Angmagssalik eller i det hele
taget kender noget som helst til for-
holdene der. Om klubben i det hele
taget kan forsvares i den form, den
har, skal jeg af gode grunde ikke ud-
tale mig om, da jeg intet andet kend-
skab har til den, end netop, hvad jeg
har kunnet læse mig til i A/G nr. 9.
Det, der derimod synes mig afgjort
væsentligt at fremføre, er det rent
principielle i sagen, spørgsmålet om,
hvorfor sådan en klub overhovedet
opstår, og her mener jeg at have visse
forudsætninger for at kunne udtale
mig, idet jeg personligt har kendskab
til, hvad det vil sige at bo et sted, der
er isoleret fra omverdenen en temme-
lig stor del af året.
Isolationen, der skaber problemer
I Godthåb er man vel også til en vis
grad isoleret, man får ikke post hver
dag, man kan ikke besøge familie og
venner i Danmark, når man vil osv.
osv. Men jeg tror alligevel, der er en
ganske afgjort forskel på at bo der el-
ler i andre grønlandske byer, der har
nogenlunde konstant forbindelse med
omverdenen eller i hvert fald kun er
isoleret en kort periode, og så på at bo
et af de steder, der er isoleret fra et
halvt år og helt op til 8-9 måneder af
året. Denne isolation kan ikke undgå
på en eller anden måde at virke på de
fleste mennesker. Den daglige tilvæ-
relse former sig vel ikke stort ander-
ledes, end den ellers ville have gjort,
men følelsen af isolation kan — skønt
den vist ofte er ubevidst — skabe
masser af ting i hverdagen, som man
normalt aldrig skænker en tanke, om
til store problemer. Man bliver mere
følsom end ellers over for andres be-
mærkninger, lader sig lettere gå på af
småting osv. De, der har tilbøjelighed
til at føle sig ensomme, føler sig end-
nu mere ensomme under sådan en af-
spærring fra alt og alle. Nerverne
kommer på højkant, og man får „mør-
kepip“, som jo simpelthen bare er det,
at man ikke er i harmoni med sig selv
og sine omgivelser, hvad der selvføl-
gelig også kan ske alle andre steder.
I en sådan periode føler nogle et
vældigt behov for at få lov at være
sig selv. At kunne gå sig en tur, uden
at alle andre straks er klar over, at nu
går man derhen eller derhen — eller
noget i den retning. Men man har
ikke denne mulighed. Samfundet er
for lille, alle ved alt om alle.
Mad, kærlighed og elsanspande
Andre føler tværtimod et umåde-
ligt kontaktbehov. Så inviterer man
gæster, og man bliver selv inviteret
ud. Man sludrer og fortæller histo-
rier, men også det bliver trivielt, man
keder hinanden til sidst, og samtale-
emnerne begrænser sig endelig — sat
noget på spidsen — til mad, kærlighed
og elsanspande. At dette bliver lidt
åndsfortærende i det lange løb, siger
sig selv. En eller anden finder ud af,
at der „må gøres noget“. Man bliver
enige om, at man i stedet for evinde-
lige komsammener med indholdsløs
snak vil organisere noget mere fast,
måske vil man diskutere et bestemt'
emne, måske afholde en musikaften,
en oplæsningsaften, ja, måske en dan-
seaften, hvor der endog kan serveres
øl og spiritus. — Hvem siger, at noget
sådant behøver at føre til udskejelser?
— Der findes mennesker, som af en
eller anden grund ikke bliver invite-
ret meget ud, men som måske netop
har behov for kontakt med andre. Her
er „klubben" en løsning. Her skal man
ikke inviteres, man melder sig ind, og
så kan man komme, om man vil, og
blive hjemme, om man vil. Her kan
selv en fest „med udskænkning af øl
og spiritus og dans“ være en menne-
skelig berigelse midt i isolationsfor-
nemmelsen.
Folk med initiativ
Naturligvis kunne man godt arran-
gere den slags også uden „klub“, men
gør man det? Nej, isolationen skaber
et åndeligt dødvande, som igen skaber
sløvhed, så man ikke får taget sig
sammen til det, man gerne vil.
Det er i og for sig slet ikke det at
være i Grønland, man er utilfreds
med, men et faktum er det bare, at si-
tuationen udvikler sig, som jeg har
forsøgt at beskrive det. — Som nævnt
— uden at kende forholdene i Ang-
magssalik — vil jeg mene ikke at
tage meget fejl ved at påstå, at det
har været en situation af denne art,
der har bevirket dannelsen af klubben
i Angmagssalik.
Og så kommer kritikken selvfølge-
lig. Det skal den også gøre. Sund og
saglig kritik er altid et gode. Og na-
turligvis kan man her som allevegne
diskutere selve den ydre form, og man
kan diskutere formålsparagraffens
formulering. Men tilbage bliver det, at
der åbenbart har været et stærkt be-
hov for en sådan klub, og at de rig-
tige folk, der forstod at tage et initi-
ativ, har været der, og altså er gået i
gang med at skabe disse faste former
for møder og sammenkomster. Et så-
dant initiativ under de givne forhold
fortjener dog vist påskønnelse.
Forståelse og forskelligheder
Men det springende punkt var altså
klubbens „eksklusive karakter": der
kunne kun optages danskere. — Der
er i virkeligheden her rørt ved et me-
get stort problem, som ikke kan af-
færdiges med få linier. Jeg vil imid-
lertid her kun i ganske korte træk for-
søge at opridse dette problem, idet det
kræver en ganske anderledes dybtgå-
ende behandling, end der her vil være
anledning til, hvis man virkelig skal
til bunds i det.
Det står fast, at grønlændere og
danskere er forskellige. For ikke at
komme op i et alt for „luftigt" eller
måske ligefrem „romantisk" plan (jvf.
A/Gs leder i nr. 9), skal jeg afholde
mig fra nærmere udredninger af,
hvori forskellene består, og hvordan
der skal skabes forståelse mellem de
to parter. Blot vil jeg mene, at føl-
gende to ting står fast: 1. Man må for-
søge at skabe forståelse. 2. Man må
prøve at finde hvert af folkenes sær-
præg og bevare det værdifulde i dem
begge. Uden tvivl kunne de to folk
oven i købet lære en hel del af hinan-
den. Vpjene kender jeg ikke, men må-
let, som jeg har opstillet, skulle vel
være selvindlysende.
Danske klubber
Jeg tror ikke på, at man kan gøre
grønlænderne til danske med alt hvad
det indebærer. Jeg tror heller ikke, at
man skal forsøge på det. Lige så vel
som enhver grønlænder, eller man
kan sige det grønlandske folk, bør
prøve at finde ud af, hvad det vil sige
at være grønlændere i ordets dybeste
forstand, sådan bør enhver dansker,
og dermed menes også det danske folk
som sådant, finde ud af, hvad det er
at være dansk. En grønlænder bør
lære at være stolt at det, han er —
grønlænder, lige så vel som vi andre
Siden Grønland er blevet et amt af
Danmark er ordet „ligestilling" et ofte
forekommende ord. Det er os grøn-
lændere, så vel som de danske, der
opholder sig i vort land, det gælder,
når ordet „ligestilling" er på tale. Jeg
kan ikke nægte, at der er noget om
talen; men når jeg begynder at spe-
kulere på lønninger og lønforskelle,
kan jeg ikke længere se rigtigheden af
påstanden om ligestilling.
Jeg har med stor interesse lyttet til
landshøvdingens foredrag af 23. jan.
d. å. „Løn- og ansættelsesforhold i
Grønland", og har også glædet mig
over at se det på tryk. Jeg har ikke
misforstået hvad „udsendte" vil sige;
det, jeg med mit indlæg særlig vil
hæfte mig ved, er de danske, der har
bosat sig heroppe (uden at være ansat-
te, og dog bor i boligstøttehuse). Jeg
troede, at danske, som bare var her-
oppe på ophold, uden at have en større
uddannelse bag sig, havde samme løn-
vilkår som grønlænderne. Jeg ved, at
der findes danske heroppe, som får
samme løn som deres grønlandske kol-
leger.
Lad mig lige henvise til referatet af
Landshøvdingens foredrag i hæftets 5.
afsnit (i den danske udgave, side 10,
bør lære at være stolte over vores
danskhed. Det har dog vist alle dage
været noget naturligt at ville være sin
afstamning og sin nationalitet be-
kendt.
Alt dette indebærer, at enhver, der
bor i Grønland, det være sig dansker
eller grønlænder, ligesom må arbejde
på to linier i sin tilværelse. Han må
for det første besinde sig på sit eget
(sit eget folks) særpræg, og for det an-
det må han bestræbe sig af al magt
for at forstå den anden part og lære
af det værdifulde hos den anden.
Denne indstilling bevirker, at det til
enhver tid må være fuldt legitimt for
den danske befolkning i Grønland at
danne „danske" klubber. Ganske som
det ville være og jo også er en natur-
lig ting, at grønlænderne danner
„grønlandske" klubber. Det udelukker
ikke arbejdet på forståelse mellem
parterne.
Måske er vi nu kommet lidt rigeligt
langt væk fra „klubben", men hvis vi
herigennem kunne komme ind på en
overvejelse af, hvorvidt det er legi-
timt at være „dansk" også i Grønland,
har ovenstående forhåbentlig sin be-
rettigelse.
i den grønlandske side 20). Dette af-
snit har overskriften: „Samme løn for
samme arbejde".
Først i kraft senere!
Nu vil jeg ikke citere alt, hvad der
står, da alle har adgang til selv at læse
det, men lad mig blot citere følgende:
„Når der er tale om „samme arbejde",
må man naturligvis undersøge, om der
i alle tilfælde virkelig er tale om sam-
me arbejde, ikke blot hæfte sig ved
arbejdets art (professionen), men hvor-
dan arbejdet udføres, og endelig hvor
meget der er nået, alt det må tages
med i betragtning, for at der kan blive
tale om samme løn". De ord jeg har
citeret, opfatter jeg på følgende måde:
Dér er en dansker og hér er en grøn-
lænder, de er begge udstedsbestyrere,
ergo er der tale om samme arbejde,
så naturligvis skal de have samme løn.
(jeg understreger, at der i det her til-
fælde ikke er tænkt på de udsendte).
Er der noget, der bliver praktiseret,
eller træder det først i kraft senere?
Jeg har været meget optaget af at
læse landsrådsforhandlingerne af 1957,
hvor direktør Christiansen deltog, især
(Fortsættes side 15)
Helvetia posebolcher —
lækreste kvalitet — i luk-
kede, hygiejniske, fuld-
vægtige 100 grams poser.
Helvetia sukuarKat pugssiårKanitut
— mamarunarsardluinagkat — ma-
tuvdluagkanik peruigsårussanik pdr-
tat pdgssiårKane 100 gramikutårtune.
Torben Skjerk, Godhavn.
Udstedsbestyreren -
og ligestillingen
5