Atuagagdliutit - 21.01.1960, Page 12

Landshøvdingens nytårstale
(Fortsat fra forsiden).
overenskomst med staten, har 1959
været et vigtigt år.
Ganske vist kunne GAS ikke opnå
den generelle lønstigning, som ønske-
des. Allerede på grund af de i årenes
løb gennemførte lønforbedringer og
forholdet til bestillingsmandslønnin-
ger og fiskernes indtjeningsmuligheder
kunne staten ikke gå med hertil. Men
dels opnåedes alligevel på en række
forskellige områder forbedrede løn-
muligheder for dygtige og stabile folk,
dels sikredes på to områder nye al-
mindelige ordninger, der må antages
at få afgørende betydning for arbej-
derne og for hele tilknytningsforholdet
mellem arbejdere og arbejdsgiver. Jeg
tænker her på den nye sygelønsord-
ning og på den nye tillidsmandsord-
ning. Ikke mindst denne sidste nydan-
nelse, tror jeg, vil få stor betydning
og øge tryghedsfornemmelsen både
hos arbejdere og arbejdsgivere ved at
sikre undersøgelse og forhandling på
lige vilkår mellem parterne i alle de
mange tvivlsspørgsmål og uoverens-
stemmelser, som nu engang altid vil
opstå på arbejdspladserne.
Desværre er derimod lønningsfor-
holdene for de grønlandske tjeneste-
mænd — og i øvrigt for de efter tjene-
stemandslovens regler ansatte — på
meget væsentlige punkter endnu uaf-
klarede. Det enorme arbejde, som gen-
nemførelsen af nye lønsystemer for
hundreder af løngrupper betyder, har
i praksis ikke kunnet færdiggøres så
hurtigt som ønsket og påregnet. Alt
for mange løngrupper i hele riget sav-
ner stadig klarhed over deres forhold.
Vi har ikke her i Grønland kunnet
gøre noget ved det. Ikke desto mindre
kan ingen fortænke de grønlandske
tjenestemænd i, at de er utålmodige.
Uddannelse og videreuddannelse
Det har været en skuffelse, at lær-
lingekommissionen tilsyneladende har
været i dødvande. Det er vigtigt, at
der gøres noget på dette område. Det
er aldeles nødvendigt, at der hurtigst
muligt og effektivt gøres noget for, at
flest muligt her i Grønland sættes i
stand til at varetage de opgaver, der
foreligger af de forskellige arter. Der
er simpelthen ingen mening i gennem-
førelse af moderne anlæg og ordnin-
ger, hvis man ikke samtidig og effek-
tivt sætter ind på uddannelse af de
nødvendige folk og videreuddannelse
af de folk, der allerede er i stillinger,
til hvis rette varetagelse en supple-
rende uddannelse er påkrævet på
grund af de stadigt stigende tekniske
og praktiske krav. Det er selvfølgelig
godt, at der dog i et vist omfang har
kunnet gennemføres teknisk- og han-
delsskoleundervisning rundt om i 1959,
og godt, at man forsøgsvis har fået
startet et sømandskursus i Godthåb i
1959. Men det er dog kun en spinkel
begyndelse.
Det har også været en skuffelse, at
planerne om en folkehøjskole tilsyne-
ladende ikke er kommet videre i 1959.
Der er næppe tvivl om, at sådanne
planer af nogen kan opfattes som min-
dre påtrængende, så længe det almin-
delige skolevæsen, den normale højere
uddannelse og de erhvervsmæssige og
tekniske anlæg m. v. ikke sånær er
udbyggede. Her over for har lands-
rådet imidlertid som sin opfattelse
hævdet, at den almene uddannelse og
oplysende virksomhed, som en høj-
skole kan yde, er et meget hensigts-
mæssigt, for ikke at sige nødvendigt,
led i bestræbelserne for at sikre be-
folkningens forståelse af og medleven
i den omvæltning, der finder sted i
Grønland i disse år, og den fortsatte
udvikling, der må påregnes i menne-
skealdre fremover.
Man må ikke undervurdere nødven-
digheden af de bestræbelser, der går
ud på at bibringe befolkningen oplys-
ning også af almen art med hensyn til
de mange samfundsforeteelser, der
spiller ind.
Sundhedsvæsenets folk kan ikke nå
deres mål uden medarbejderskab fra
en oplyst og forstående befolkning.
Bestræbelserne for at bekæmpe
kønssygdommene, for at hindre ind-
trængen og udbredelse af syfilis og
for at dæmme op mod overdreven spi-
ritusnydelse, forudsætter oplysning.
Skolevæsen og radiofoni
På forbavsende kort tid — og ikke
mindst takket være vor fremragende
skoledirektør — er linien blevet lagt
og nogenlunde fulgt for skolevæsenets
udbygning — om end det står alle
klart, at skolebyggeriet ikke følges op
i takt med befolkningsforøgelsen. Be-
tydelig indsats er sket også i 1959.
Væsentlige byggeafsnit er færdige i
Julianehåb og Sukkertoppen og næ-
sten også i Godthåb. Skolehjemmet i
Holsteinsborg er taget i brug. En hel
klasse realskoleelever har været i
Danmark i 1959, og vi håber på, at det
samme vil ske i 1960. Det første hold
har forladt seminariet med den nye
seminarieuddannelse.
Der sker altså noget inden for skole-
væsenet; men også dette har brug for
hjælp fra forældre, der har forståelse
af samfundsliv og -vilkår, ligesom
skoleundervisningen jo i et udviklet
samfund i det hele taget forudsætter
senere supplerende oplysning og ud-
dannelse både af almenuddannende
art og i praktiske erhverv. En betyde-
lig indsats på de almen oplysende om-
råder yder vor fortræffelige radiofoni
— i hvert fald, hvor den kan høres —
men også radioen vil dog kun være et
led blandt flere i denne henseende.
Det må lyde mærkeligt, at man
hvert år ved nytårstid — ganske som
det sker i landsrådet hver sommer —
gør sig klart og glæder sig over, hvad
der er opnået i det sidste år, for så
straks at styrte frem med alt det, der
mangler. Det er måske dog ikke så
mærkeligt endda; for det er karakte-
ristisk for al samfundsudbygning, at
fylder man noget i det ene hul, bliver
straks mindst to nye huller åbenbare.
Det er karakteristisk for samfunds-
opbygning, at man ikke kan nøjes med
en indsats på et enkelt område — selv
om dette område er så vigtigt som
f. eks. det direkte erhvervsliv, det være
sig fiskeri, fåreavl eller fangst. Den
rationelle udbygning forudsætter sam-
tidig indsats på alle mulige forskellige
områder.
Målsætnings-undersøgelserne
Det er ikke tilfældigt, at det spørgs-
mål opstår: ja, men hvor langt kan vi
egentlig regne med at nå? Hvor langt
er vi henne i udviklingen?
Det er dette spørgsmål, det nye
landsråd i sommeren 1959 stillede
regering og folketing med sin henven-
delse om „den politiske målsætning
for Grønland."
Da sagen kom frem i folketingets
grønlandsudvalg, var det åbenbart, at
alle medlemmerne følte en lignende
usikkerhed som landsrådet med hen-
syn til status for udbygningen af
Grønland, og at tanken om en nær-
mere undersøgelse fandt sympati i
alle lejre.
Det er meningen, at det udvalg, der
nedsættes, skal gå i gang hurtigst mu-
ligt. Dermed er imidlertid ikke sagt,
at man kan vente resultater i en
håndevending — tværtimod regner jeg
personlig med, at værdien af arbejdet
i høj grad afhænger af grundige og
også tidskrævende undersøgelser.
Jeg tror ikke, man kan regne med at
få leveret et fuldstændigt og fuldgyl-
digt skema over det fremtidige udbyg-
ningsarbejde. Dertil vil der utvivlsomt
være for mange ukendte og uberegne-
lige faktorer. Men man når forhåbent-
lig til en motiveret rekonstrueret ar-
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
bejdsskitse, så at befolkningen og
myndighederne nogenlunde og i højere
grad, end det er tilfældet nu, kan
tænke mere end ét skridt eller ét år ad
gangen.
Under alle omstændigheder må vi
regne med, at det nu påbegyndte ud-
bygningsarbejde fortsættes i hvert
fald i samme takt som nu, også i den
tid udvalgsarbejdet står på. I vort
daglige arbejde skulle vi jo nødigt
lade os bremse af de mere principielle
overvejelser.
Debat i Grønland
Forhåbentlig vil der blive mulighed
for på forskellig måde — og også gen-
nem radioen — at orientere befolknin-
gen i Grønland nærmere om det un-
dersøgelsesarbejde, der forventes ud-
ført. Det er vigtigt, at befolkningen er
interesseret i dette arbejde og føler
sig som deltagere i det,‘ og jeg håber,
at folk vil komme med forespørgsler
og indlæg til belysning af de behov
og løsningsmuligheder, som måske
netop bedst kan beskrives og belyses
af private borgere. Jeg nærer ikke
tvivl om, at både den centrale og den
lokale presse vil tage sådanne spørgs-
mål op med forkærlighed.
Det er i øvrigt glædeligt at se, i
hvor høj grad folk i Grønland efter-
hånden fremkommer med deres op-
lysninger og meninger gennem pres-
sen —- både den centrale og den lokale.
Jeg kan kun råde til, at denne linie
fortsættes. Den frie meningsudveks-
ling og en presse, der frit og uafhæn-
gigt af myndighederne kan fremsætte
sine synspunkter, er efter min opfat-
telse en fundamental forudsætning for
en sund og harmonisk udvikling ikke
mindst her i Grønland. Der kan aldrig
blive tillid mellem befolkningen og
myndighederne — det være sig de
folkevalgte eller de embedsansatte —
hvis de enkelte mennesker ikke føler
sig berettiget og i givet fald kaldet til
frit at fremkomme med deres betragt-
ninger og vurderinger. En sådan ret
gælder alle mennesker og også de an-
svarshavende redaktører. Det er det,
man forstår ved den grundlovssikrede
ytrings- og pressefrihed. Af grøn-
landsministerens udtalelse til lands-
rådets forretningsudvalg, som De nok
har hørt i radioavisen, vil befolknin-
gen her i Grønland have forstået, at
vi ikke behøver at frygte indgreb fra
statens side i denne henseende.
Større pressefrihed end i det øvrige
Danmark nødvendig
Det ejendommelige er i øvrigt, at
der også i dette spørgsmål gælder sær-
lige forhold for Grønlands vedkom-
mende. Praktiske forhold gør, at vi
ikke kan klare mere end ét landsom-
fattende organ i Grønland, og tillige,
at en væsentlig del af udgifterne ved
dette organ — „Atuagagdliutit/Grøn-
landsposten" — må betales af staten
og landsrådet. Disse særlige forhold
betyder, at vi i Grønland må have
sikret en større pressefrihed end den,
der gælder i det øvrige Danmark. Thi
i Grønland kan man ikke finde sig i,
at den, der ejer eller yder tilskud til
avisen, den eneste almindeligt udbred-
te, vi har, kan diktere redaktionen
meninger, således som det vistnok er
set andetsteds i praksis.
Det er det karakteristiske ved lands-
rådets udtalelse i 1959, at landsrådet
på eget initiativ har afstået fra at ud-
nytte sin — andre steder anerkendte
— ejerret til at være overredaktion,
og det er lykkeligt, at minister Lind-
berg ved sin udtalelse til forretnings-
udvalget er bakket op med samme
indstilling.
I denne forbindelse vil jeg bemærke,
at det teoretiske afhængighedsforhold
mellem staten og landsrådet på den
ene side og redaktionen på den anden
side ikke blev anderledes, selv om
bladet var privat, men med offentlig
tilskud som forudsætning for dets ek-
sistens. Det afgørende må være ind-
stillingen til pressefriheden fra til-
skudsgiverens side.
Noget andet er, at man næppe —
hverken fra statens eller fra lands-
rådets side — vil have noget imod, om
der på en eller anden måde etablere-
des et særligt og sagkyndigt organ, der
på uvildig måde kunne sikre mod
overgreb med hensyn til ansættelse og
12