Atuagagdliutit - 20.07.1960, Blaðsíða 14

Isrekognoscering med
for ringe hjælpemidler
til Angmagssalik. Angmagssalik radio
sender én gang i døgnet en ismelding.
Istjenesten i Narssarssuaic hjælper
først og fremmest handelens skibe og
skibe, der er chartret af handelen; men
efterhånden har mange trawlere, der
fisker ved Grønland, udtrykt deres
glæde over ismeldingerne.
Mange begyndervanskeligheder
En helt ny institution blev etableret,
da istjenesten kom igang, og der har
været mange begyndervanskeligheder
— selv om den sidste vinter har været
Når del er låget vejr, og skibene har mest brug for ismeldinger, funge-
rer istjenesten i NarssarssuaK ikke. — Istjenesten er endnu på børne-
Blot for et år siden boede kun lb mand i Narssarssuax og var indkvarteret i det danske
nødhotel, der ligger bagved landingsbanen. Nu koncentrerer man beboelseskvarteret lige
ved siden af landingsbaneti. Billedet er taget fra en af de nuværende beboelsesbygninger.
Ved at samle det hele i eet kvarter, sparer man al unødvendig kørsel. I dette kvarter bliver
der plads til 80 mands personale og indkvartering til ca. 200 fly-passagerer. — sujorna Nar-
ssarssitaK lb-lnarnik inoKaratdlarmat danskit akunitarfiat angingitsoK najorneKaraluarpoK
mitarfiup timånltOK. mdtia inuit najugait mitarfiup ungasingisånguane — saneråta nalåne
— atautsimut CKitersimalerput. una ineKarfiginenartut iiånit åssilissauvoK. najugarinenartut
atautsimut eniternerisigut btlinik angalaorpatdlårnerujugssuaK migdlilerniarneKarpoK; åssi-
lineKarsimassuvdlo ericåne Narssarssuarme sulissut ilaKutait ilångutdlugit 80 migssiliortut
najugaKarsinåusåput lamatumalo saniatigut tingmissartut ilaussue 200 migssiliortut åma
ineKarsinauvdlutik.
stadiet, men det er et dyrt barn!
Siden Grønlands-sejladsen blev
etableret, har kaptajnerne ombord på
skibene forsøgt at gå uden om isfjel-
dene og storisen syd for Kap Farvel
— et af de farligste farvande i ver-
den. Før i tiden skulle besætningen
ombord på skibene selv holde udkig
for at undgå isen, og i særlig dårligt
vejr med snestorm måtte en af nu-
tidens bedste hjælpemidler mod kolli-
sion af isfjelde, radaren, give op.
Nu behøver kaptajnerne ombord på
grønlandsskibe ikke længe at være så
Telegrafisten holder stadig kontakt med en
af landstationerne under hele turen. — rd-
diolerissup tingmissartornertik tamåt nuna-
me rddioKarftt ildt atåssuteKarfigiuartarpd.
nervøse for storisen ved Kap Farvel.
Siden isrekognosceringstjenesten blev
oprettet i Narssarssuaic har man med
nogenlunde sikkerhed og til stadighed
kunnet fortælle skibene, hvor isen —
eller isens kant — ligger.
Isrekognosceringstjenesten har væ-
ret igang i ca. syv måneder. Over-
styrmand A. Starcke, KGH, der leder
istjenesten, siger, at de skulle have
startet 1. november sidste år, men da
anlægsholdet af Narssarssuaic ikke var
færdigt til den tid, begyndte de regel-
mæssige is-observationer først 30. no-
vember. Siden den tid har man, så
vidt vejret tillader det, foretaget is-
observationer to gange om ugen.
Som bekendt var det „Hans Hed-
toft“-ulykken, der var årsag til, at der
blev oprettet en istjeneste. — Vi for-
søger at forebygge lignende katastro-
fer ved at give skibene, der sejler i
Grønlands-farten, aktuelle oplysnin-
ger om, hvordan isen ligger, siger
overstyrmand Starcke og fortsætter:
— Det er en vejledende institution, et
hjælpemiddel til skibsførerne. Hver
gang en isrekognosceringsmaskine
har været i luften, tegner vi „iskort"
— først en kladde og derefter to
eksemplarer. Det ene kort bliver sendt
til Meteorologisk Institut i Køben-
havn. Det andet eksemplar bliver her
i „Iscentralen". Det er tanken, at Me-
teorologisk Institut skal lave forud-
meldinger om isen på grundlag af det
arbejde, vi laver her — ligesom man
laver vejrmeldinger — men det er no-
get, der ligger ud i fremtiden.
Isfjeldene kan ikke overskues
— Det er først og fremmest storisen,
istjenesten er interesseret i. Isfjeldene
kan man ikke opgive positioner på. De
er for mange, og man kan kun rap-
portere, om der er mange, spredte, få,
eller om der er ingenting. Skibe, der
sejler i Grønlands-farten, og istj ene-
sten har et samarbejde. Hvert skib,
der sejler rundt om Kap Farvel, skal
sende meldinger om isen ,og samar-
bejdet med Canada og USA er så småt
kommet igang. „Iscentralen" sender
telegrammer over til den anden side af
Davisstrædet; men det rigtige sam-
arbejde kommer først igang, når is-
tjenesten får en faksimile-sender og
bliver tilsluttet canadiernes og ameri-
kanernes faksimile-kæde. Til den tid
kan skibene i Grønlands-farten blot
kalde Narssarssuaic og bede om et „is-
kort". Ligesom man nu kan få et
„vejrkort" pr. radio — og sejle uden
om det dårlige vejr — kan man i
fremtiden bede om „iskort" og sejle
uden om isen.
Når en isrekognosceringsmaskine
lander efter en syv-otte timers flyve-
tur, udarbejder den styrmand, der er
med i flyvemaskinen, en israpport.
Rapporten bliver sendt til kyststatio-
nerne og Angmagssalik. Fra disse sta-
tioner kan skibene få oplysninger om,
hvor isen ligger og bestemme, om de
skal sejle tæt ved eller langt uden om
Kap Farvel.
Overstyrmand A. Starcke fortæller,
at amerikanerne også har deres egen
isrekognosceringstjeneste ved Island,
og amerikanske flyvemaskiner flyver
en gang imellem helt ned til Kap Far-
vel. Deres meldinger bliver også sendt
ideel til arbejdet med hensyn til isen
og vejret. Ved siden af de regulære is-
'observationer to gange om ugen er
der også tale om islodsning af skibe,
der skal gennem storisen for at nå en
bestemt havn, men da det er et for-
holdsvis let isår i år, har istjenesten
kun i få tilfælde haft islodsning.
Materialet blev afprøvet for første
gang i vinter. Det viste sig, at flyve-
maskinerne burde udstyres med mere
moderne anlæg. Det nuværende er fra
begyndelsen af den anden verdens-
krig. Når det er tåget, kan isrekognos-
ceringsmaskinerne kun følge iskanten
pr. radar, og den radar, istjenesten be-
nytter, er forældet. I tåget vejr kan
istjenesten ikke fortælle skibene om
isens koncentration, men kun om, hvor
langt ude iskanten ligger. Man kan
heller ikke fortælle, om skibene kan
sejle igennem isen eller ej.
Det er ikke alene isrekognoscerings-
arbejdet, man beskæftiger sig med i
Narssarssuaic. Basen er også rednings-
og eftersøgningsstation. Mandskabet
er altid klar til eftersøgning, såfremt
vejret tillader det. Man prøver på at
arbejde nogenlunde på de canadiske
og amerikanske retningslinier. Fra is-
centralen „forfølger" man skibenes be-
vægelser. Skibene opgiver deres posi-
tioner to gange i døgnet, og når en po-
sitionsmelding udebliver, forespørger
iscentralen kyststationerne, om de har
hørt noget til skibet. Har de ikke det,
sender iscentralen en besked til Grøn-
lands Kommando, og det er Grønne-
dal, der tager stilling til, om der skal
sættes en eftersøgning igang eller ej.
Der er døgnvagt på basen, og da
„Hanne S“ forliste i foråret, var der
eftersøgning med catalinaer i seks
døgn i træk.
Isrecognoscering i Nordgrønland
I foråret har istjenesten også fore-
taget isrekognoscering i Nordgrøn-
land. Man fik dog ikke meget ud af
dette arbejde. Først blev man forsin-
ket på grund af eftersøgning af „Han-
ne S", og under isrekognosceringsar-
bejdet i Nordgrønland var vejret me-
get elendigt. Det var et forsøg, der
blev foretaget for at se, om det kan
betale sig at planlægge skibenes sej-
lads deroppe.
Byer, der ikke bliver anløbet af
skibe regelmæssigt, har fået glæde af
isrekognosceringstj enesten, idet flyve-
maskinerne tager post med — når der
er noget — til de byer, man alligevel
skal flyve over. I Nordgrønland har
UmanaK og Upernavik fået postdrop i
foråret. Nanortalik og Tingmiarmiut
Sermilik-fjorden „sender“ engang imellem is i så store mængder, at hele Bredefjorden bliver fyldt med is. Delle billede er taget el
godt stykke ude fra den isproducerende bræ. Istjenestens opgave er at opgive, hvor meget is, der er i de forskellige farvande. Iskan-
tens beliggenhed og isens tæthed er man særlig interesseret i, og man forsøger at forudsige isens vandring ved at følge vind- og
strømretningerne. — Sermilingmit kagssuit ildnériardlutik anissarput IkerssuaK ulivkåvigdlugo. åssiliaK una Sermilingme tgartartu-
mit ungasingitsumit pissåvoK. sikunik alapernaerssuinerme misigssuivfigineKartut KanoK sikoKartigissusiat nalunacrutigineKartarpoK,
pingdrtumik arajutsiumancKåsanane sikut sinåvat Kanordlo eKitersimatiginerat. anorit sarfatdlo najornutaralugit sikut ingerdlaornerat
åma nautsorssorniarneKartarpoK.
14