Atuagagdliutit - 05.08.1960, Qupperneq 5

Grønland hører med
til ombudsmandens område
I denne artikel fortæller ombudsmanden, professor dr. jur. Stefan Hur-
wifz om sin institution, der tager sig af folks klager over administrationen
Danmark fik sin første frie forfat-
ning i 1849. Opmærksomheden var da
særlig fæstnet på det ønskelige i at
garantere borgerne fuld retsbeskyt-
telse ved domstolene. Der indførtes i
henhold til grundlovsbestemmelser
herom offentlighed, mundtlighed og
umiddelbarhed i retsplejen.
Først i senere decennier blev tran-
gen til lignende retsgarantier i forhol-
det mellem borger og statsforvaltning
brændende. Ved revisionen af Dan-
marks grundlov i 1953 føltes det i vide
kredse som påkrævet at etablere sær-
lige forholdsregler til sikring af den
enkelte borger i konflikt med staten.
Bestræbelserne i denne retning havde
som baggrund dels krigstidens usikre
retsforhold under besættelsesmagten,
dels det almindelige indtryk af admi-
nistrationens stadige udvidelse og
magtforøgelse. Man overvejede for-
skellige muligheder, derunder særlig
oprettelse af en central forvaltnings-
domstol, men endte med at forsøge en
simplere og hurtigere fremgangsmåde
gennem indførelse af det såkaldte om-
budsmandssystem. Et vigtigt forbille-
de forelå her i Sverige, hvor man i
1809 havde indført en „justitieombuds-
man“, oprindelig særlig med den op-
gave at kontrollere, at kongemagten
ikke overskred sine forfatningsmæs-
sige beføjelser, senere navnlig med det
formål at beskytte den enkelte borger
mod overgreb fra statens embeds-
mænd, herunder landets dommere. —
Den nævnte institution var nu fast
forankret i Sverige som et vigtigt led
i det svenske demokrati, og man fandt
nu tiden inde til at skabe en lignende
institution i Danmark.
I grundloven af 5. juni 1953, § 55,
indsattes derfor følgende bestemmelse:
„Ved lov bestemmes, at folketin-
get vælger en eller to personer, der
ikke er medlemmer af folketinget,
til at have indseende med statens
civile og militære forvaltning."
1000 SAGER OM ARET
En i henhold til denne grundlovs-
bestemmelse udstedt lov om folketin-
gets ombudsmand fremkom den 11.
juni 1954, og institutionen trådte i
kraft den 1. april 1955 med forfatteren
af denne artikel som den første af
folketinget valgte ombudsmand.
Institutionen har nu fungeret i 5—6
år med et årligt klagetal på ca. 1000,
og det kan straks siges, at den har
vundet fodfæste og almindelig aner-
kendelse som et led i det retssystem,
der kontrollerer statens magtudøvelse.
Grund-ideen i hele institutionen er
den at skabe et af den politiske rege-
ring helt uafhængigt kontrolorgan.
Ombudsmangen udnævnes derfor ik-
ke af regeringen, men vælges direkte
af folketinget som tillidsmand for
dette og således, at man søger at give
embedet en helt upolitisk stilling; den
nuværende ombudsmand er valgt en-
stemmigt af alle partier, og man vil
også i fremtiden bestræbe sig for at
undgå nogen som helst partipolitisk
udnyttelse af institutionen.
OMFATTER OGSÅ MINISTRE
På den anden side står ombudsman-
den naturligvis til ansvar over for
folketinget. Han vælges for en nor-
mal folketingspériode, det vil sige 4 år,
og kan genvælges, men kan også til
enhver tid afsættes af folketinget,
hvis han ikke nyder dets tillid. I øv-
rigt er han i sin daglige embedsvirk-
somhed også uafhængig af folketinget,
idet han selv bestemmer, hvilke sager
han vil tage op, og hvor langt han vil
gå i sine undersøgelser, og i det hele
handler selvstændigt og på eget an-
svar.
I modsætning til hvad der er tilfæl-
det i Sverige, har den danske ombuds-
mand ikke indseende med de egentlige
domstole. Over for statens administra-
tive organer har han derimod en kom-
petence, der rækker videre end i Sve-
rige, bl. a. fordi hans kontrolmyndig-
hed også omfatter kabinetsministrene
i deres egenskab af chefer for det på-
gældende ministeriums administrative
virksomhed.
Ombudsmandens opgaver er som
allerede nævnt af kontrollerende
karakter. Han kan på foranledning
af en hvilken som helst borger el-
ler på eget initiativ optage en hvil-
ken som helst forvaltningssag til
undersøgelse, og han har en lang
række beføjelser både med hensyn
til indhentning af materiale og med
hensyn til de skridt, han kan fore-
tage, hvor sagen giver anledning til
kritik.
KAN STÆVNE FOLK FOR RETTEN
Med hensyn til fremskaffelse af ma-
teriale er han berettiget til at afæske
enhver statsmyndighed oplysninger og
til at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter. Han kan endvidere ind-
stævne personer til at give møde for
retten og afgive vidneforklaringer til
brug for undersøgelsen. Han kan uden
forudgående anmeldelse forlange ad-
gang til en hvilken som helst statsin-
stitution, derunder fængsler, sinds-
sygehospitaler og militære kaserner.
Han kan pålægge vedkommende sty-
relse at indlede disciplinærundersøgel-
se mod en tjenestemand, og han kan
pålægge anklagemyndighedens øver-
ste led at rejse strafferetslig tiltale
ved domstolene mod tjenestemænd,
ligesom han kan gøre folketinget be-
kendt med sager, der måtte indeholde
en sådan kritik af en minister, at der
kan blive spørgsmål om domstolsfor-
folgning mod denne ved landets rigs-
ret.
I praksis har det vist sig let at få
adgang til alle relevante oplysninger,
mundtlige eller skriftlige, uden at om-
budsmanden har måttet ty til sine
særlige magtbeføjelser. Både forvalt-
ningens organer og borgerne i almin-
delighed har i fuldt mål givet ombuds-
manden de for hans virksomhed nød-
vendige informationer, undertiden af
særlig fortrolig karakter.
KLAGERNES ART
Mange af de indkomne klagemål er
åbenbart grundløse eller falder uden
for ombudsmandens kompetence. Men
tilbage bliver en ca. 300 sager årlig,
hvor dyberegående undersøgelser må
finde sted, og af disse sager giver ca.
20 pct. anledning til kritisk stillingta-
gen fra ombudsmandens side. Som re-
gel består denne udøvelse af kritik i
en tilkendegivelse af ombudsmandens
syn på sagen, derunder navnlig hvor-
vidt der er begået fejl af mere væ-
sentlig karakter ved sagens behand-
ling eller afgørelse i de administrative
led. Det har vist sig, at adgangen til at
tilkendegive en sådan opfattelse er
blevet en faktor, som måske er den
allervigtigste ved ombudsmandens
virksomhed.
Tilkendegivelsen kan gå ud på f.
eks., at sagens behandling har taget
alt for lang tid, at der ikke har været
indhentet tilstrækkelige oplysninger i
sagen før dens afgørelse, at der ikke
er givet vedkommende borger til-
strækkelig begrundelse eller vejled-
ning, at der er anvendt en forkert lov-
fortolkning, at vedkommende myn-
dighed har overskredet sin kompeten-
ce, at der ikke er fulgt samme princip
ved afgørelsen af ensartede sager, at
den pågældende embedsmand har væ-
ret inhabil på grund af slægts-inter-
esse eller anden uvedkommende in-
teresse med hensyn til sagens behand-
ling og afgørelse etc.
TILSLUTNING FRA PRESSEN
De nævnte tilkendegivelser er ikke
i juridisk forstand hindrende domme
eller kendelser og ændrer principielt
ikke direkte en af administrationen
truffet afgørelse. Men i praksis har
man så at sige undtagelsesfrit erkendt
berettigelsen af den fremsatte kritik
og har i vidt omfang taget hensyn til
den både ved behandlingen af den
konkrete sag, der har givet anledning
til tilkendegivelsen, og ved fastlæggel-
sen af retningslinier for praksis i
fremtiden.
Der har til stadighed været den
største opmærksomhed omkring til-
kendegivelserne fra pressens side —
og der har så at sige enstemmigt væ-
ret tilslutning fra pressen i alle parti-
farver til de af ombudsmanden hæv-
dede synspunkter. Også fra folketin-
gets side har der hidtil været tilslut-
ning til de trufne afgørelser, i den for-
stand, at der ikke i tinget eller i det
særlige ombudsmandsudvalg, der dan-
ner kontaktorgan mellem tinget og
ombudsmanden, har været fremført
kritik, og således at ombudsmandens
trykte, til folketinget afgivne årsbe-
retning hidtil er blevet taget til efter-
retning uden indsigelse fra nogen side
i tinget.
NAR EN SAG STARTES
På et enkelt punkt er der sket æn-
dringer i den oprindelige ombuds-
mandslov af 1954. Det er således ble-
vet bestemt, at hvor klagen angår en
af administrationen truffet egentlig
afgørelse — f. eks. tildeling af eller
afslag på en bevilling, tilkendegivelse
eller nægtelse af en erstatning inden
for den sociale forsikringslovgivning,
beslbtninger truffet af fængselsmyn-
dighederne om fange-behandling o. 1.
— skal sådanne afgørelser først ind-
ankes for en eventuelt bestående ad-
ministrativ ankeinstans, før sagen kan
tages op til behandling af ombuds-
manden. — På den anden side er en
udvidelse af ombudsmandens kompe-
tence under overvejelse med henblik
på indlemmelse af den kommunale
forvaltning under ombudsmandstil-
synet.
Som ovenfor nævnt kan en ombuds-
mandssag startes enten ved en klage
fra hvem som helst eller ved en be-
slutning truffet af ombudsmanden
selv, f. eks. på grundlag af en frem-
ført aviskritik over påståede misbrug
eller uheldige forhold inden for en be-
stemt administrationsgren. Langs de
fleste sager har deres oprindelse i en
konkret klage, men en række særlig
betydelige eller opsigtvækkende sager
er taget op af ombudsmandens egen
drift.
For adgangen til at undersøge en sag
exofficio gælder ingen tidsfrit, mens
de konkrete klagemål normalt skal
fremkomme inden 1 år efter, at den
begivenhed, hvor over der klages, har
fundet sted. Det kan i denne forbin-
delse nævnes, at klagen så vidt muligt
skal være skriftligt affattet, og at den
ikke må være anonym; egentlige
formkrav vedrørende klagen stilles
ikke, og der skal ikke betales afgift af
nogen art.
FORHOLDET TIL ADMINISTRA-
TIONEN
Efter den praksis, der har været
herskende straks fra begyndelsen,
spiller mundtlige, formløse forhand-
linger en væsentlig rolle i sagsbe-
handlingen; dels forhandles der ofte
mundtligt med den pågældende kla-
ger — eller eventuelt en gruppe af
klagere, en organisation el. lign. —
dels med de embedsmænd, hvem kla-
gen angår, ofte således, at der føres
forhandlinger med vedkommende mi-
nister eller øverste administrations-
chef, således at der kan opnås fuld
klarhed over de vilkår, hvorunder den
pågældende administration virker, i
henseende til sagsantal, tjeneste-
mandsantal og dens normale forret-
ningsgang. Der kan da blive tale om
at rette henvendelser uden egentlig
kritik, gående ud på det hensigtsmæs-
sige i at følge en vis fremgangsmåde
i henseende til sagsbehandlingen in-
den for den pågældende institution. —
Det tør siges, at der bl. a. gennem dis-
se forhandlinger er skabt en gunstig
atmosfære i forholdet administration-
ombudsmand. Til denne atmosfære
bidrager yderligere det forhold, at
flertallet af klagemål afvises som
ugrundede, hvad der kan medføre en
rehabilitering af den pågældende
myndighed, eventuelt i forholdet til
en stedfunden pressekampagne mod
denne på utilstrækkeligt grundlag.
Også relationerne mellem pressen
ombudsmanden har hidtil været upå-
klagelige. Der gives fra ombuds-
mandsinstitutionen i vidt omfang op-
lysninger til pressen om indkomne sa-
ger og deres forløb.
HVEM KLAGER
Med hensyn til det klientel, der sø-
ger ombudsmanden, kan det siges, at
det drejer sig om et repræsentativt
udsnit af hele befolkningen i Dan-
mark, således at klagemålene er jævnt
fordelt på de forskellige landsdele og
sociale klasser. Institutionen er såre
velkendt, og folk henvender sig med
megen tillid til ombudsmanden i
mangfoldige anliggender. I et ikke
ringe omfang yder ombudsmandsinsti-
tutionen vejledning til klagere, hvis
sag falder uden for ombudsmandens
egentlige kompetence, og i mange til-
fælde foranlediger ombudsmanden
den pågældende sag bragt ind for ret-
te vedkommende administrative myn-
dighed.
En ofte udtalt frygt for, at in-
stitutionens arbejdskraft skulle
blive beslaglagt væsentligt af sager
af kværulatorisk karakter, har ikke
vist sig bestyrket i praksis. De sa-
ger, der tager størst tid, er reelle,
vel motiverede henvendelser, ofte i
sager af stor samfundsmæssig be-
tydning.
Endelig skal det anføres, at det er
lykkedes at holde den samlede stab
af medarbejdere på ombudsmands-
kontoret nede på et meget lille antal;
ombudsmandens medhjælpere består
således af kun 5, tildels yngre, juri-
ster og 4—5 kontordamer.
OGSÅ GRØNLAND
Ombudsmandsinstitutionen omfat-
ter efter grundloven hele den danske
stat, altså også Grønland. Enhver i
Grønland bosiddende person er der-
for berettiget til at henvende sig til
ombudsmanden, hvis han har nogen
klage mod en dansk (grønlandsk) tje-
nestemand eller anden person, der
virker i den danske stats tjeneste.
Drejer klagen sig om egentlige af-
gørelser, vil den af ombudsmanden
blive fremsendt til grønlandsministe-
riet eller anden kompetent højere ad-
ministrativ instans. Sagen kan da
først, når en sådan højere instans har
taget stilling til den, behandles af om-
budsmanden.
Så vidt muligt ønskes en klage fra
grønlandsk side fremsat på dansk
sprog. Men det kan ikke være nogen
betingelse, at dette sker, og ombuds-
manden vil — hvis der indkommer en
på grønlandsk affattet klage — selv
sørge for at få den oversat til det dan-
ske sprog.
Stefan Hurwitz
5